Den Danske Designpris

Alt fra et visionært landbrugsprojekt til et usynligt gulvafløb blev hædret, da Dansk Design Center tidligere forleden uddelte Den Danske Designpris til elleve danske virksomheder. Det høje kvalitetsniveau blandt vinderne giver håb om, at det danske erhvervsliv er ved at få øjnene op for designs vækstmæssige potentiale. Hvad er godt design i det 21. århundrede? Svaret på det spørgsmål skulle gerne være at finde i de 11 danske virksomheder, som blev tildelt Den Danske Designpris 2010/11. Vinderne har alle arbejdet målrettet og professionelt med at skabe konkurrencedygtige og æstetiske løsninger med internationalt potentiale og er således med til at synliggøre dansk design på bedste vis. Vinderne af Den Danske Designpris 2010/11 er udpeget af en uafhængig jury med formand Peter Bysted i spidsen. Juryen har udvalgt vinderne blandt ikke færre end 116 indsendte løsninger, og ifølge Peter Bysted bemærkede juryen i år tre generelle tendenser: -Det er karakteristisk for flere af årets løsninger, at de har fokus på at ramme markedet med en attraktiv pris. Derudover har det været tydeligt, at der fortsat er fokus på at skabe bæredygtige løsninger. Og endelig er der en voksende del af de indsendte løsninger, som er skabt i et samarbejde mellem en dansk virksomhed og en udenlandsk designer”, siger juryformand og arkitekt Peter Bysted. De vindende løsninger, som i år omfatter både livsstilsdesign, industrielt design og visuel identitet, udstilles på Dansk Design Center frem til den 25. april 2011. På udstillingen kan den besøgende gå på opdagelse i de vindende produkter og løsninger, høre interviews med prismodtagerne samt se film, hvor forskellige brugere kommenterer på produkterne. -Det er Dansk Design Centers håb, at vinderne af Den Danske Designpris 2010/11 kan være forbilleder for resten af det danske erhvervsliv. Resultatet er forhåbentlig, at endnu flere danske virksomheder vil se potentialet i at investere i design og derved få glæde af de økonomiske gevinster, som ligger heri. Målrettet arbejde med design er én af vejene til en god forretning, og det er prisvinderne gode eksempler på,” siger adm. direktør i Dansk Design Center, Christian Scherfig. Udover juryformand Peter Bysted bestod juryen af adm. direktør Christian Stadil, designer Cecilie Manz, CCO Lars Sandahl Sørensen, designer Søren Rose Kjær og designer Thomas Harrit.