Tag: Tidens trends og tendenser

Obsessions in fashion & design

Soft Caninet, Dewi van der Klomp

Kunstmuseet Trapholt har inviteret verdens ledende trendforsker Lidewij Edelkoort til at kuratere udstillingen “Fetishism. Obsessions in Design & Fashion. En udstilling som tager fat i de tidlige sanselige barndomsoplevelser og som gennem design og haute couture kreationer spørger, hvorfor har vi en personlig forkærlighed for bestemte materialer og genstande.

The Tank by Pharell Williams.

 

Lidewij Edelkoort har defineret 10 temaer, som hun vurderer har et anstrøg af fetichisme – fra for eksempel nudisme, infantitilisme, spiritualisme over shamanisme og konsumerisme. 100 af de varmeste designnavne på den globale designscene har bidraget med værker, der passer ind under de 10 emner. Man vil blandt andet kunne opleve værker af Studio Job, Maarten Baas, Jaime Hayon, Front Design, Rick Owens, Iris van Herpen og Pharell Williams. Blandt de danske bidragydere er Louise Campbell, Christina Liljenberg Hallstrøm, Christina Schou Christensen, Mathias Bengtsson, Camilla Skovgaard og Gam Fratesi.

Udstillingen åbner den 12. marts 2015 og er åben frem til 24. januar 2016.

 

Se mere på www.trapholt.dk

Tidsrejser og m


Giv nødvendighedens æstetik lidt kant med elementer fra en svunden tid.

Text: Susanne Holte

Når man hver måned har til opgave at spotte og sætte navn på en ny trend, at tydeliggøre en tendens, spinde en rød tråd og skabe overblik i en verden, hvor der hvert minut kreeres nye produkter, innovative designs, eksklusiv kunst og brugskunst i alle former, materialer og stilarter, så sætter man sig i virkeligheden i kuratorens stol. Opgaven består reelt i at vælge fra og at skabe en slags orden i kaos. Tilbage bliver et koncentrat, som man med lidt god vilje kan kalde en trend – et bud blandt mange – på, hvordan man også kan indrette sit hjem. Koncentratet vil som regel bestå af nye og overraskende elementer, af ting, der peger fremad – også selvom designerne har hentet inspirationen i en velkendt historisk kontekst, som for eksempel den aktuelle 70’er stil. Et hjem består dog sjældent udelukkende af funky, futuristiske møbler og genstande. Det er oftest kendetegnet af et miks af forskellige stilarter, møbler fra flere perioder, arvestykker og nye investeringer. Og faktisk er det netop dette samplede hjem, der netop nu er allermest trendy: det personlige hjem, hvor man gennem sine valg af møbler og nips signalerer, at her bor ægte, levende mennesker med en historie og et levet liv i bagagen. Nogen vil hævde, at sådan har det altid været, mens andre vil påstå, at det er en naturlig reaktion på den nødvendighedens æstetik, som især vi skandinaver har rendyrket de seneste årtier. Uanset hvem, der har ret, så søger vi nu – måske på grund af krisen – efter autenticitet og en fortælling, der rækker ud over os selv. Vi spiller bold i krydsfeltet mellem det analoge og det digitale og fornøjer os med interiør med stærke referencer til en svunden tid.


I det lys er det en spændende opgave at få lov til at vælge og vrage mellem de mange sjove og originale effekter, som er sat til salg i Bruun-Rasmussens første Interior-auktion. Selvom jeg selv er rundet af en moderne design-tradition er det interessant at gå på jagt efter ting, der ikke blot fortæller deres egen historie, men som også føjer nye lag til ens egen. Mine valg afspejler, at jeg ikke er noget nipse-menneske, men også at jeg holder af kunst og ting med brugsværdi, som for eksempel den funktionelle bankboks af jern og messing, hentet hjem fra den Svenske Handelsbanken. Boksen, hvori man kan opbevare sine værdier, føjer noget skævt og industrielt til en stringent og moderne indretning. I samme boldgade er de to teaterprojektører fra Strand Electric i Londons West End – byens traditionelle teaterkvarter, hvorfra man siden 1914 har leveret udstyr til film- og teaterproduktioner over hele kloden. Fantastisk historie bag nogle lamper, der sagtens kan tage kampen op mod enhver moderne lyskilde. Til samme univers kunne man føje det svenske stationsur i støbejern, fremstillet af fabrikken G.W. Linderoth i Stockholm omkring år 1900. Det rammer ned i en meget aktuel trend med fokus på det analoge ur – som kontrast til de utallige digitale ure vi har i vores computere, telefoner, ipads m.m. En anakronisme, men af den brugbare slags. I en tid, hvor vi bombarderes med billeder overalt og hvor det er svært at fastholde det sete i mere end det splitsekund, det tager at skimme nye input på Instagram, kunne et andet bud på en god investering være det originale pressefotografi fra Apollo 11 månelandingen den 31. Juli 1969. Billedet af Edwin Aldrin er taget af netop afdøde Neil Armstrong med et særligt månekamera, udviklet af NASA.

Bliver vi i det ikoniske univers, falder valget naturligt på det usignerede oliebillede af den korsfæstede Kristus fra det 17. århundrede. Motivet er fortegnet, men stærkt i sit udtryk, og minder mig om, at megen af den bedste og mest ekspressive kunst er skabt i en religiøs kontekst, som herhjemme har arvtagere som Arne Haugen Sørensen, Peter Brandes, Maja Lisa Engelhardt m.fl.

Endelig kan jeg ikke komme udenom den lille skulptur i form af et hestehoved i træ. Den er fra ca. år 1900 og pænt forvitret, men det er netop det, der gør den charmerende. Tidens tand har udvisket hesten og i stedet efterladt billedet på en hest. Tilbage står ikonet, symbolet – lidt ligesom den gamle rejsetaske af krokodilleskind fra starten af det 20. århundrede, der udover at være anvendelig til opbevaring af papir også giver associationer til rejsen – både den mentale og den fysiske.

Se mere på: www.bruun-rasmussen.dk

Boligdr

Tidens aktuelle boligindretning spejler ikke blot de seneste års krise men også en spirende optimisme, der nu kommer til udtryk i nye former, masser af naturmaterialer og langt mere farve.

Text: Susanne Holte

Foto: Koelnmesse, Constantin Meyer

Hjemmet som den trygge og skærmende base har længe været omdrejningspunktet for designere, møbelproducenter og indretningsarkitekter, der har sat naturen og hyggen øverst på agendaen sammen med begreber som miljøbevidsthed, genbrug, og respekt for naturen. Trenden har kunnet aflæses i materialer som træ, glas, sten, uld og bomuld og selvfølgelig masser af naturfarver. Stilen har været indbydende med runde former, bløde overflader og brugbare møbler. Tendenser, der stadig er oppe i tiden, men som nu suppleres med mere dristige udtryk og flere farver. Øko-trenden er kommet for at blive, men ansvarligheden og hensynet til miljøet behøver ikke at være synonym med kedsommelige møbler. På den netop overståede møbelmesse, IMM i Køln, blev der sat langt flere farver på paletten. Udstillerne udviste større mod end det har været tilfældet gennem de seneste to kriseår og de innovative takter blev aflæst af messens arrangører og et dertil inviteret trend-panel, bestående af blandt andre den spanske designer Patricia Urquiola, der havde sat navn på fire brandaktuelle indretningstemaer for den kommende tid.

Ny balance

Under temaet ”Re-Balancing” reintroduceres det traditionelle og velkendte, men der tænkes også ud af boksen. I lyset af den tiltagende globalisering taber vi let vores egen identitet af syne. For at genfinde den indre balance bliver vi nu nødt til at se indad og redefinere vore værdier. Det gøres bedst indenfor hjemmets fire vægge, hvor det levede liv og vores individuelle historie gemmer sig i de møbler og de ting vi omgiver os med. Trenden har det bekvemme og det funktionelle i fokus. Det er her vi finder de bløde polstermøbler og naturmaterialerne. Stilen rummer quiltede overflader, lammeskind og masser af naturmaterialer. Teksturerne er strikkede eller vævede – og af og til håndspundne. En varm rødbedefarve repræsenterer de positive energier. Trenden rummer også farverne fløde, majs og terracotta.

Nye perspektiver

Der eksisterer ingen entydige trends og derfor er der selvfølgelig også en reaktion på det konventionelle og tryghedsskabende, repræsenteret af det tema, som eksperterne i Køln kalder ”Transforming Perspectives”. Her er påstanden at den naturlige reaktion på kriser er revolutionerende ideer – en trang til at vende alt på hovedet. Vi går således endnu mere radikalt til værks når vi fisker rundt i ursuppen efter nye former, materialer og overflader. Her er der magi i luften når der eksperimenteres med materialer, overflader og materialekombinationer. Vi går i kødet på klicheerne i jagten på det ekstreme. Kompositmaterialer og ”skumagtigt” metal, glas og tekstiler med metaleffekt sætter trumf på stilen, der farvemæssigt kendetegnes af en blå og blomme skala tilsat lavendel, duegrå og glitrende violet.

Nye følelser

Det tredje tema, ”Surprising Empathy”, tager afsæt i vores gennemteknologiserede verden, hvor computere, mobiltelefoner, ipads og nye sociale medier skaber nye måder at relatere sig til hinanden på. Den nye virkelighed skaber behov for produkter med nye funktioner, materialer og former. Her er fokus på det kantede og de foldede, todimensionale strukturer. Tunge, kolde materialer skaber kontrast til det lette og flydende. Stålgrå er den gennemgående tone. Den får selskab af askegrå og sort, som sættes i kontrast til citrusfarver som citron og mandarin. Tilsæt karamel og metallisk brun.

Nye sandheder

”Emotional Austerity”, der lidt modereret kan oversættes med ”barsk skønhed”, er den fjerde og sidste trend. Der er tale om en afklaret og bramfri æstetik, hvor der stilles skarpt på reduktion og søgen efter det væsentlige – ikke som et udtryk for hverken askese eller intellektuel arrogance, men mere som et eksempel på jagten efter en indre sandhed. Det ægte og uforfalskede er et ideal. Trenden er karakteriseret af simple konstruktioner, lette filigranagtige former og naturlige materialer. Selvom stilen er enkel er den alt andet end kølig. Her er tværtimod masser af guf for alle, der holder af kvalitet og lækre detaljer. Designerne og producenterne går her efter det klassiske udtryk og de etablerede former, men føjer nye funktioner og teknologiske værdier til. Der er kort sagt tale om interiør, der appellerer til både hjerne og hjerte. Farver og materialer er påvirket af naturen: træ, læder, filt og plantefibre i kombination med teknologisk forfinede stoffer. Farveskalaen er jord, oliven, pudder og brun.

Boligtrends 2011

Det bliver…

  • Polstermøbler med hvidt og beige betræk
  • Reolvægge med plads til fladskærm
  • Køkken-alrum
  • Møbler med en flot bagside, som visuelt tåler en placering midt i rummet
  • Komfortable spisestuestole
  • Rektangulære spiseborde
  • Indstillelige polstermøbler
  • Walk-in klædeskabe
  • Bio-pejse
  • Udekøkkener

Der kommer….

  • Mørke træsorter i kombination med glas og stål
  • Øko- og miljøvenlige møbler af høj kvalitet
  • Naturfarver og masser af stærke kulører, bl.a. blå
  • Tekstiler, der signalerer hjemmegjort
  • Stuen bliver ”privat” med fokus på afslapning, måske med en massagestol
  • Havemøbler, der til forveksling ligner stuens loungemøbler

Tr

Bæredygtighed og respekt for naturen er tidens mantraer. I det perspektiv kommer man ikke uden om evighedens blå og skovens ædle guld.

Text: Susanne Holte

Farver kommer og går – blå består. Farveladens evige klassiker er altid repræsenteret, også i boligindretningen, hvor den netop nu folder sig ud på smukkeste vis. Blå er den røde farves modsætning. Den er synonym med månen, vandet og melankolien, og giver associationer til himmel og hav, kulde og is, nat og mørke. Farven, der naturligt føjer sig til det ophøjede, det adelige og royale, virker kølende og beroligende. Den fremmer koncentrationen, men også søvnen. Blå er drømmenes, længslernes, intuitionens og det immaterielles farve. Himmelens og havets kølige nuancer appellerer til det åndelige – viser vejen til evigheden. Med sine religiøse undertoner og sine signaler om renhed, er den blå farve ofte forbundet med det konventionelle og sikre. Farvens friskhed og evne til at gå i dialog med andre farver, giver den dog et potentiale, som med jævne mellemrum udfordrer kunstnere og formgivere til at trodse det konforme. Enhver bluessanger med respekt for sig selv, ved at melankolien og klagen kan virke stærkt medrivende, hvis de blå toner forsynes med et følelsesmæssigt twist – et kunstgreb som mange designere lige nu også gør brug af.

Back to nature

Evighedens blå får netop nu selskab af træ i alle afskygninger. Sorten er underordnet, når blot den er dyrket på bæredygtig vis. Naturen er nemlig blevet det moderne menneskes katedral. I erkendelse af at den står på et skrøbeligt grundlag prøver vi hver især at bidrage til genoprettelse af fundamentet – det gælder også designerne, der med een stemme forsøger at vise vejen til en verden i bedre balance. Midlet er møbler og brugskunst skabt af materialer og med produktionsmetoder, der ikke belaster miljøet. Oliekrise, global opvarmning, økonomisk og arktisk nedsmeltning – der er motiver nok til at søge grønne alternativer, og de unge designere har set lyset. Mantraer som bæredygtighed, recycling og ansvarlighed er længst blevet en del af den politisk korrekte omgangstone. Møbler og brugskunst med grønt look sænker måske ikke temperaturen i verdenshavene, men det dulmer den dårlige samvittighed og stimulerer lysten til at udvise samfundssind og sætte klodens ve og vel over bevidstløs forbrug og individuelle behov. De nye tendenser giver træet en renæssance, hvilket også betyder fornyet liv til den skandinaviske designtradition, der netop hylder det naturlige, det funktionelle det enkle – og det blå.

Det ene ligner et herbarium med pressede sommerfugle, det andet minder om skoletidens biologibøger, hvor kolorerede tegninger af planter med stængler og rod gav indsigt i naturens mangfoldighed – MEN det er skabe, skabt af et af de simpleste materialer, nemlig masonit. Den svenske designerduo Folkform har føjet nye æstetiske værdier til dette uformelle materiale ved at presse forskellige organiske materialer ind i overfladen.www.folkform.se

Mode og møbeldesign blandes lystigt. Her er det modedesigneren Ken Scott, der har skabt tekstilerne til en ny møbelkollektion fra Arflex. www.arflex.it

Diz stolen fra tyske ClassiCon er et godt bevis på at designeren Sergio Rodrigues har en billedhuggers øje for det skulpturelle. Stolen fås i flere forskellige træsorter.  www.classicon.com

Svenske Stefan Borselius har med Dunder skabt en serie sofaer og lænestole for Blå Station ud fra den idé at det eneste vi reelt har brug for er puder! En eller to til at sidde på og en a til at læne rygge op af. Og så måske lige en til at hvile armene på.  www.blastation.se

Den finske designertrio Claesson Koivisto Rune, er nogle af de største talenter på den internationale designscene netop nu. De har skabt det arkitektonisk skulpturelle opbevaringsmøbel Hillside for italienske Arflex.www.arflex.it

Træbadekarret dukker op med jævne mellemrum. Netop nu ses flere sofistikerede varianter, blandt andre Ofuro karret, designet af Matteo Thun & Antonio Rodriguez for italienske Rapsel. www.rapsel.it

Tapio Anttilas smukke prisvindende Kuvio træskåle fra Showroom Finland er på alle måder naturlige. De bladformede skåle, der netop har været udstillet på en stor eksklusivudstilling i Tokyo, er også repræsenteret på MoMa i New York. www.showroomfinland.fi

Den prisbelønnede amerikansk-fødte designer Todd Bracher, der er uddannet fra Danmarks Designskole i 2000, står bag Alodia-stolen fra italienske Cappellini. Udført i metalrør med laserskåret sæde. Fås i en høj og en lav udgave. www.cappellini.it

Super smuk lille æske til opbevaring af småting eller blot til pynt. Serien, der er designet af Anu Penttinen, hedder Vitrini og kommer fra finske Iittala. www.iittala.fi

Israelske designere har de seneste år gjort sig positivt bemærket på den internationale designscene. En af de nye er Yoav Avinoam, der har udtænkt denne naturalistiske bænk, der indgår i en serie kaldet Shavings, hvor møblerne har det fællestræk at de er fremstillet af komprimeret savsmuld. www.yoavavinoam.com

Master of the stripe

I anledning af Steltons 50 års jubilæum mødes en af de største danske designklassikere med et af tidens helt store stilikoner, modeskaberen Paul Smith.

Et af de hotteste navne på den internationale modescene netop nu er engelske Paul Smith, der har lagt verden for sine fødder ved bl.a. at føje nogle frække og provokerende noter til den traditionelle, eksklusive skrædderkunst. Han er verdenskendt for sine multifarvede nålestribede designs, der pryder alt fra trendy habitter over strikkede halstørklæder og manchetknapper til designermøbler. Og nu også isenkram og brugskunst af den fineste slags. Den danske designvirksomhed Stelton har nemlig indledt et samarbejde med den innovative englænder, der om nogen evner at skabe stærke og banebrydende trends og ikke blot flygtig mode. Det skyldes ikke mindst hans unikke evne til at forene humor med en stor respekt for det klassiske og traditionelle udtryk, som det fortolkes i bl.a. Saville Rowe.

En god cocktail

Hvad sker der så når man tager et enestående design fra 60’erne og lader en af verdens hotteste og mest kreative designere kigge på det? Det spørgsmål stillede Steltons ledelse sig selv i forbindelse med virksomhedens 50 års jubilæum. Og tanken ligger ikke Stelton fjern for virksomheden har siden ejerskiftet i 2004 arbejdet målrettet på at blive et af de mest trendsættende designhuse baseret på skandinavisk designfilosofi. Det har blandt andet har ført til samarbejde med masser af spændende, nye designere fra ind- og udland. Derfor kontaktede Steltons direktør Michael Ring med egne ord: én af designverdenens absolutte Rock Stars, Paul Smith, som netop havde den helt nyskabende tilgang til Stelton produkterne, som man efterlyste. Paul Smith besidder samtidig den kombination af popularitet og eksklusivitet, der har gjort samarbejdet ekstra interessant. Opgaven var klar: ”Kære Paul Smith, vær venlig at kigge på den verdensberømte Cylinda-Line, skabt af Arne Jacobsen og giv den et ægte Paul Smith twist.Med det udgangspunkt kunne to af designverdenens genier endelig mødes på tværs af årtierne, og de klassiske produkter kunne dermed blive båret ind i det nye årtusinde af en moderne designkunstner med helt særlig fornemmelse for tidens strømninger.

Som fod i hose

Det var en opgave, der passede det kendte modeikon perfekt. I forvejen har Paul Smith stor respekt for netop Arne Jacobsens Cylinda-Line med de helt enkle cylindriske former i rustfrit stål – det klassiske design der har lagt grund for nogle af Steltons største salgssucceser. Han er faktisk så begejstret, at han ofte bruger Steltons produkter som gaver. Især kan han finde på at bruge det klassiske sukker/flødesæt og den cylindriske stempelkande som gave ved særlige lejligheder samt til mennesker, han ved sætter særlig pris på godt design. Når man siger Paul Smith, siger man også markante farver i helt nye sammenhænge. Hvem genkender ikke hans signatur-farvestriber på f.eks. et par sneakers? Derfor er det helt naturligt også farverne, der præger designerens tilgang til Steltons klassikere.

Stor udfordring

Udfordringen har været ganske stor, ikke mindst fordi Paul Smith kommer fra tekstilernes verden, og derfor er vant til hurtigt at kunne se resultatet. At få stofferne farvet ind og sidde med dem i hænderne kort efter at idéen er opstået. I Steltons produktverden er der meget længere fra idé til handling, idet prøver ikke bare kan produceres hen over natten. Ikke desto mindre er resultatet blevet ganske fint og det bærer, som altid når det gælder Paul Smith, præg af en let og legende tilgang til farverne – nøjagtig som hvis han havde designet en ny modekollektion. Det er primært de kendte Cylinda-Line produkter Paul Smith har givet sit berømte touch, men også en ny serie farverige skåle er kommet til i samme cylindriske form. Og så har farven sort fået sin helt egen rolle.

Når man star med en klassiker i hånden ved man at den er uangribelig. Den holder i enhver tænkelig sammenhæng. Derfor turde Stelton også lade Paul Smith kaste sig over arvesølvet: de helt store ikoner fra Arne Jacobsens hånd, blandt andet Cylinda-Line kaffekanden. AddColour, som den nye serie er døbt, producers i et begrænset antal i 2010.

Add Dot er en serie, der nærmer sig Paul Smiths oprindelige univers. Her leges der med farvesammensætninger som var det modetøj. Skålene producers i 9 farveserier.

Modeskaberen og designeren Paul Smith har sit udgangspunkt i modeverdenen, hvor hans striber og særlige farveunivers vækker genkendelse verden over.

Flere danske producenter har anvendt Paul Smiths stilsikre designs, en af dem er Carl Hansen & Søn, der har brugt hans ekspressive tekstiler på blandt andet denne Hans J. Wegner stol, CH445. www.stelton.dk

Get outside

Text: Susanne Holte

Det er blevet tid til at slå dørene op for at trække ud i det blå for at nyde alt det grønne.Tid til at knække anemoner med nakken, og indrette haven med de skønneste havemøbler i flet, farver og frække former.Tid til at trække i bikinien, slå kalechen ned, lægge hvidvinen på køl, lufte motorcyklen, dagdrømme, flirte og forelske sig –måske i lidt lækkert nyt til haven, eller til at tage med på stranden, i skoven og ud på flisen.Sommeren lokker, frister og fornyer. Der er dømt letsind og lange sommernætter.Gå ud i dem….

Ilva er klar til sommerfest med en funcky parasol. www.ilva.dk

Den enkle løsning når der skal slappes af i haven er den traditionelle hængekøje. Den forudsætter blot at man har et par solide træer, så man kan hvile i skyggen. Den viste hængekøje er fra Bloomingville’s nye sommerkollektion. www.trend-kompagniet.dk

Safari er i hvidt, luftigt flet og kalder i den grad på sol, sommer og afslapning. Et flot design i et moderne formsprog, skabt af Johannes Foersom og Peter Hiort-Lorenzen. Små taburetter eller sideborde hører til. www.cane-line.com

Philippe Starck regerer. Sommerens ultimative tronstol kommer fra Driade. www.driade.it

Vondom lancerer SURF, den flydende bølge fra Karim Rashid: Fremstillet af et 100% genanvendeligt materiale. www.vondom.com

Cross Country trækvognen fra Living Goodies er beregnet til krævende omgivelser såsom skov, strand, brossten og op-ad-bakke-terræn. Den er fremstillet af slidstærkt egetræ med rustfrie hjul. Trods det rustikke look er trækvognen meget let og utrolig nem og behagelig at trække. Til trækvognen fåes hynde i lammeskind, sele og pusletaske. www.livinggoodies.dk

Den maritime stemning fra de store krydstogtskibe er på smukkeste vis overført til den justerbare Steamer liggestol fra Trip Trap. Der fås hynder til den elegante teaktræsstol. www.triptrap.dk

Som på en fransk café. Ilva’s nye Paris møbler i en dristig grøn kulør skaber sydlandsk stemming på terrassen. www.ilva.dk


Farvelækker

Text: Susanne Holte

Trends, tendenser, temaer, tidsånd – kært barn har mange navne og mange ansigter. Det eneste, der er helt sikkert når man vover det ene øje i forsøget på at sætte overskrifter på morgendagens design- og indretningstendenser, er at der aldrig er tale om entydige størrelser, absolutter og facitlister, men altid om fragmenter, filtrerede iagttagelser og fortolkninger. Trends kommer i stimer – nogen forsvinder hurtigt igen, mens andre overlever længe nok til at sætte spor i vore hjem.

Lige nu og en rum tid fremover er den altoverskyggende tendens forbundet med naturen. Finanskrise og fornyet respekt for jordens begrænsede ressourcer har fået os til at se grønt, hvilket først og fremmest afspejler sig i materialevalg, men også i form, farver og attitude. Naturtemaet får selskab af et beslægtet tema præget af en ny enkelhed, en slags back to basic i form af en mere human fortolkning af minimalismen med fokus på funktion, lidt men godt og no nonsens-filosofi. Stilen er lys og let og udspringer dybest set af en overvældende lyst til at vaske tavlen ren.

MEN ligesom råkost og kildevand engang imellem må vige pladsen for en syndig flødeskumskage, må der også lidt kulør på de rammer vi sætter omkring vores tilværelse. Og hvorfor nøjes med en enkelt farve når man har mulighed for at frådse i rødt, blåt, lilla, grønt, orange og gult? En af den kommende sæsons stærke trends er farver i flok. Stærke signalfarver, der signalerer dynamik og livsglæde, og som sætter trumf på formgivningen og skaber kontrast til det afdæmpede og kontrollerede. Og vi taler ikke om en enkelt kulørt pude i sofaen. Der skal trumf på: kodeordet er multicolour, det vil sige mange farver på en gang.

Ellipse stolen, designet af finske Timo Ripatti er en ægte eye-catcher. Den har sit helt eget formmæssige udtryk og i den multikulørte version er stop-effekten slående. Stolen blev da også præmieret som Finnish Furniture of the Year 2009 for sin skulpturelle balance. Producenten er Vivero. www.vivero.fi

Det var passionen for regnbuens stærke klare farver, der drev designeren  Charlotte Perriand – ophavskvinde til Petalo bordserien. De blødt afrundede, trekantede borde blev oprindelig tegnet i 1951, men kom aldrig i produktion – ikke før nu, hvor Cassina har taget dem kærligt til sig. www.cassina.com

Colorados bjerge har inspireret den italiensk fødte designer Gaetano Pesce til et modulmøbel, der giver associationer til store kampesten. Sofaen kan sammensættes af forskellige kulørte eller ensfarvede moduler således at man opnår et meget individuelt udtryk. Colorado er et flot eksempel på Pesce’s kreative brug af farver. Italienske Meritalia producerer. www.meritalia.it

Det ligner pop-art, men det er et møbel – nærmere betegnet en stol designet af tyske Markus Benesch, der arbejder eksperimenterende med PE-skum Stolen indgår i The Foomy Collection. www.markusbeneschcreates.com

Designeren Frederik Mattson forener det internationale udsyn med skandinavisk enkelhed i sin Fellow sofa for Blå Station. Ved at blande farver og tekstiler opnår man et meget nutidigt og dynamisk møbel. www.blastation.se

Sidse Werners funktionelle og skulpturelle stumtjener Coat Tree springer denne sommer ud i farver. Den fås i multicolour, grå og hvid. Producent Fritz Hansen. www.fritzhansen.com

The easy way…

Text: Susanne Holte

Der er tre ting at sige om dette ”stolebånd”, som denne Ayoreo indianer har spændt omkring sig:

For det første har denne mand ikke råd til en stol og må derfor nøjes med et enkelt stykke tekstil. Det er således helt essentielt at han ved, hvordan man designer med enkle midler.

For det andet: Denne mand er nomade, og en stol ville være helt absurd – også selvom han havde haft råd. Designet skal være absolut relevant.

For det tredje er dette stykke tekstil den absolut sidste grænse før substantivet ”Stol” bliver til verbet ”sidde” . Designet kan ikke reduceres.

Det er dyderne bag denne ”stol”, som er opfundet Ayoreo-indianerne i Paraguay og som ligger til grund for Chairless fra Vitra.

Som udgangspunkt drejer det sig om et bånd, som man spænder om ryg og ben – nøjagtig som man ville slynge sine arme omkring benene for at få støtte.Genialt og såre enkelt.