Tag: Tecta

Inside Out

Ama_designdelicatessen

Haven og de lyse nætter lokker bundfrosne nordboere ud på fliser og græs. Vi drømmer ikke blot om et grønt tæppe under fødderne, udsigt til blåt foroven og solbrune næser: vi vil også slappe af og nyde tilværelsen i bedste loungestil med bløde møbler, lamper, der forlænger sommernatten og en hjemlig atmosfære, der matcher vores hyggelige stuer.

Text: Susanne Holte

LOUNGE – et dejligt blødt engelsk ord, som ganske gnidningsløst er gledet ind i det danske sprog, og som egentlig betyder at ligge, sidde eller stå i en afslappet, lidt doven positur. Lounge er samtidig blevet synonym med det gode i tilværelsen: det uformelle rum, de magelige møbler, det ubekymrede liv, og dermed også synonym for de steder, hvor det er legalt at holde et frikvarter, at koble af og flyde ud. Tænk bare på lounge-baren, TV-loungen, hotel-loungen –VIP-loungen med flere. Lounge-stilen, som hører med til det uformelle rum, har længst indtaget vore stuer, hvor kravet om velvære og livsnyderi modsvares af bløde tekstiler, organiske former og møbler der understøtter både individuelle behov og fællesskab. Det nye er, at stilen nu rykker ud i det fri. Måske ikke så overraskenden, da der længe har været en tendens til, at alle hjemmets funktioner i en eller anden udstrækning er trukket udenfor i sommerhalvåret: udekøkkener med det hele, bad med spa og douche, spiseborde med behagelige stole, liggemøbler i skikkelse af daybeds, chaise-lounger og solsenge. Nu rykkes så opholdsstuen med ud. To- og trepersoners sofaer med vejrbestandige tekstiler og i materialer og med en formgivning, der ligner de indendørs møbler til forveksling. Til at fuldende illusionen tilføjer vi designerlamper – pendler, standerlamper og væglamper, gulvtæpper, puder, plaider, småborde, puffer, barstole – hele paletten, så hyggen kan indfinde sig. Ligesom inden døre er stilarterne mange: den klassiske romantik, det rustikke farmerlook og det stringente og funktionalistiske udtryk dyster om pladsen på terrasser og plæner.

CASSINA - Tokyo Outdoor - Charlotte Perriand_side

Flere af Cassina’s klassiske møbler fra I Maestri Collection fås også i udendørs versioner. En af dem er ”Tokyo” chaise longue, designet af Charlotte Perriand fra 1940. Fås i bambus, teak og bøg. Pris 38.362,- kr. www.cassina.com , www.paustian.dk

Bundle-extremis

Der findes vel næppe en mere afslappende aktivitet end at gynge. Den mulighed får man med Lionel Doyen’s ”Bundle” – en svingende bænk, skabt for belgiske Extremis. Priser fra 35.000,- kr. www.extremis.be , www.fiorinitrading.dk

cut_bar_caneline

 

Udendørs barmiljø fra Cane-line. www.cane-line.dk

Butterfly_bogb

Spanske Patricia Urquiola har gennem årene skabt en række fine udendørsmøbler, blandt andre for B&B Italia, som har kollektionen ”Butterfly” – hvor disse lette borde er fundet. Priser fra 10.180,- kr. Med bordplade i ask. Marmorplade mod tillæg. www.bebitalia.com , www.3falke.dk

 

Den ekspressive spanier

 

Interesserer man sig for moderne, ekspressivt design, har man for længst lært at udtale navnet Patricia Urquiola. Den spansk fødte designer har gennem et par årtier været med til at sætte nye standarder for møbel- og produktdesign med sit unikke, og derfor også ret genkendelige formsprog. Med afsæt i stor materialeforståelse og modet til netop at afprøve nye teknikker og materialer, bliver hun ved med at overraske med innovative og fabulerende designs. Hun er født i spanske Oviedo i 1961, men lever og arbejder i Italien, og er, ifølge hende selv, italiener af hjerte. Hun er uddannet i henholdsvis Madrid og Milano og arbejdede i sin ungdom med nogle af de helt store koryfæer, blandt andre Achille Castiglioni og Vico Magistretti. I 2001 etablerede hun sit eget designstudio og har siden samarbejdet med en stribe af de største møbelproducenter. CV’et er næsten uendeligt langt og tæller navne som Kettal, Agape, Alessi, B&BItalia, De Padova, Molteni, Missoni, Kartell, BMW, Flos, Driade, Boffi og mange, mange flere. Hun har også samarbejdet med danske Kvadrat, men vil af de fleste være kendt for sit tætte teamwork med Moroso, som hun blandt meget andet også har designet outdoor møbler for. Netop samspillet med Moroso, der blev indledt i 1998, har resulteret i nogle ganske unikke designs. Her hos den italienske producent har der været så højt til loftet, at der sagtens har været plads til Urquiolas vilde ideer, og i dag kunne man ikke forestille sig en Moroso-kollektion uden Patricia Urquiolas fingeraftryk.

Patricia Urquiola kopi

Patricia Urquiola.

caneline_Conic_Amaze

 

Conic og Amaze fra Cane-line.

DEDON_DALA_Loveseat_fire

Dedon laver nogle af markedets mest eksklusive udendørsmøbler – se blot på ”Dala – Loveseat”, fremstillet af økofibre og med plads til to, der er glade for hinanden. Stephen Burks har designet. Fås i tre farver: Grass, Stone eller som her i Fire. Priser fra 63.000,- kr. www.dedon.com , www.sibast.com

Fat-Sofa Outdoor_bogb

Formerne er buttede – deraf navnet ”Fat Sofa”. Designet er af Patricia Urquiola og producenten italienske B&B Italia, der har taget et populært indendørsmøbel og ved hjælp af nye materialer forvandlet det til en udendørs variant. Kollektionen rummer sofaer i flere formater samt stole. Priser fra 54.200,- kr. www.bebitalia.com ,  www.3falke.dk

Magis-Pina-Low-Chair-white-insidepr

 

Den spanske designer Jaime Hayon er en travl herre, der efterhånden har fået en stor stjerne i Danmark. Hans lille fine Pina Chair for Magis er nu også kommet i en udendørs variant i malet stål og vejrbestandigt tekstil. Pris 14.681,- kr. www.magisdesign.com

Tecta F41E

Tecta F41E

Det er ikke til at se det, men den supermoderne liggestol – ”Bycycle Chair” – er designet af Bauhaus-designeren Marcel Breuer tilbage i 1922. Det unikke loungemøbel, der oprindelig var tænkt til folk på kursteder, er blevet produceret hos tyske Tecta siden 1984. Pris 14.500,- kr. www.tecta.de , www.agneta.dk

Tosca-clubchair-tribu

Det er den italienske designer Monica Armani, der har designet den flotte ”Tosca” clubchair for Tribù. Runde former og ekstra god siddeplads. Det bløde look understreges af de flettede, strikkede bånd, der tegner en trend indenfor udendørsmøbler netop nu. Pris med hynder 27.800,- kr. www.tribu.com , www.scaledesign.dk

Walrus-extremis kopi

Den belgiske møbelproducent Extremis er kendt for sit eksperimenterende design. ”Walrus” er firmaets første udendørssofa og den er også forsynet med et par overraskende finesser. Blandt andet kan man hurtigt hente beskyttende cover og hynder frem fra en lommer i ryggen. Design Dirk Wynants. Pris 64.500,- kr. Inkl. Puder og tæpper. www.extremis.be , www.fiorinitrading.dk

urquiola.kettal

Sjælden elegant udendørsstol i loungestil fra Kettal. Igen er det Patricia Urquiola, der har været på spil. ”Maia” relax armchair, her på teak-ben fås med flet af reb eller fiber. Pris 17.899,- kr. www.kettal.com , www.jacobsenplus.dk

fox-sika copy

Danske Sika lancerer i år et helt nyt materiale, som de kalder alu-rattan, kendetegnet ved et stel i kraftigt aluminium monteret med en massiv vejrbestandig fiber. Et af de første produkter er ”Fox” stolen, designet af Viggo Boesen. Stolen fås i mint, blå og lilla til 4.995,- kr. www.sika-design.com

livingdivani-lanestol

 

Living Divani.


Tosca-aliasdesign kopi

Designeren Michele De Lucchi har med outdoorkollektionen ”Dehors” for italienske Alias Design skabt en serie møbler, der, i sit udtryk og med sine bløde hynder, kommer meget tæt på det indendørs look. Stellet er emaljeret stål og hynderne er beklædt med vejrbestandigt tekstil. Priser fra 25.480,- kr. For lænestol og sofaer fra 37.920,- kr. www.aliasdesign.it , www.fiorinitrading.dk

En hyldest til hvilen

Efter at have haft sin storhedstid i 40’erne og 50’erne er daybed’en atter moderne, men det multifunktionelle møbel er langtfra en ny opfindelse. Dens oprindelse går helt tilbage til det antikke Rom, Grækenland og Egypten – møblet er faktisk en tusindårig hyldest til hvilen.

Text: Susanne Holte

Den har stået fadder til sofaen og dens historie går lige så langt tilbage som stolens. Tilbage til de gamle grækere, egyptere og romere, som fandt behag i et slængemøbel, hvor man både kunne hvile, spise og føre eksistentielle samtaler. De første daybeds, der stadig fremstår som arketyper, er afbilledet med hieroglyffer og viser et simpelt møbel bestående af en rektangulær træramme holdt sammen af tekstile bånd. I det antikke Rom var daybed’en det vigtigste møbel i soveværelser, spisestuer og biblioteker og i det gamle Kina, hvor man ikke skelnede mellem liggemøbler og siddemøbler,  gjorde man også brug af daybeds i sociale sammenhænge – ikke mindst i aristokratiet og på datidens læreanstalter. Møblet kendes også fra Amerika, hvor indianerne havde et liggemøbel til daglig brug, samt fra den arabiske verden, hvor man typisk lagde sig på et tykt lag af tæpper.

I nyere historie finder vi daybeds i 1600-tallets England, hvor møblerne havde markant kunstneriske udtryk og hvor håndværkerne kunne folde sig ud i et større format end det var tilfældet med stolen. Det gjorde sig også gældende i Frankrig, hvor rokoko daybed’en vandt indpas i de formelle saloner. Interessen for dette særlige møbel holdt sig op i 1800-tallet, hvor udformningen havde referencer til den antikke græske  stil. I 1900-tallet blev daybeds  fortolket af funktionalisterne og nogle af de største designerkoryfæer har givet deres bud. Blandt de mest prominente kan nævnes  Marcel Breuer, George Nelson og Mies van der Rohe. I Skandinavien kender vi navne som Poul Kjærholm, Bruno Mathsson, Ole Wanscher og Wilhelm Vohlert. I dag er det designere som Christina Liljenberg Halstrøm og Thomas Bo Kastholm, der folder sig ud på området på den hjemlige designscene.

Uanset det moderne, funktionalistiske udtryk, hænger auraen af luksus og driverliv stadig ved møblet. Nutidens daybeds er, trods en mere dynamisk brug, stadig en hyldest til pausen og til hvilen.

Kongen af Bauhaus, Ludwig Mies Van Der Rohe skabte en stribe funktionalistiske møbler, hvor enkelhed var et gennemgående tema. Se blot på hans Suspended Lounge Chair, ”F42-E” fra 1932, som produceres hos Tecta. Pris 16.600,- kr. i flet med nakkepude i læder. Fås med hynde i stof eller læder. www.thorsen.dk , www.tecta.de

Den danske designer Anita Johansen har skabt en elegant daybed for Menu. Her er tale om skandinavisk enkelhed og ærlige materialer i skikkelse af asketræ og filt til 11.995,- kr. Fås også med læder. www.menu.as

House Doctor.

Det er ikke en sofa, ikke en seng og heller ingen chaiselong – daybed’en er helt sin egen og de bedste eksemplarer formår at tage alle de førnævnte roller på sig i overbevisende stil – og så kan flere af dem oven i købet også agere ”bord” eller opbevaringsmøbel.

Text: Susanne Holte

Daybed’en dukker jævnligt op i nye møbelkollektioner og de fleste polstermøbelfabrikanter har på et tidspunkt flirtet med dette elegante møbel fordi det kan noget helt særligt. Trods det, at der reelt er tale om en hybrid mellem en sofa og en bænk og de designmæssige udfordringer umiddelbart er til at overskue, er netop dette møbel ofte forsynet udstyret med mange skulpturelle værdier og det kan derfor erhverves alene for sine æstetiske fortræffeligheder. Mange drømmer sikkert om Poul Kjærholms elegante PK80 eller om Mies van der Rohes fantastiske Barcelona Day Bed – begge i et stramt format, klædt i maskulint læder –  og begge møbler, der tåler at stå i ophøjet ensomhed mens de afventer en flygtig menneskelig kontakt. Men daybed’en kan så meget andet end at gøre sig til.  De mest enkle eksemplarer, dem med de stringente linjer og den stramme polstring, kan snildt fungere som sofaborde. Forsynet med et par bakker bliver de et blødere og mere humanistisk alternativ til glas- eller træbordet. Bliver man i terminologien kan samme type daybed anvendes til dekorative stilleben eller opbevaring af magasiner og bøger.

I en blødere variant udgør daybed’en en fortræffelig ekstra soveplads til gæster eller til børn. Der findes flere varianter med springmadrasser og typer, der kan slås ud så der bliver plads til større armbevægelser. På den måde bliver daybed’en perfekt til middagsluren og powernappen  – eller som ekstra siddepladser når huset fyldes med gæster.

Den dansk fødte møbelsnedker og designer Niels Bendtsen har fra sin base i Canada etableret designvirksomheden Bensen, hvorfra denne funktionelle daybed kommer. ”Sleeper” fungerer både som sofa og som en enkeltseng og der er hverken gået på kompromis med form eller komfort. Vejl. pris inkl. 2 puder er 19.500,- www.bensen.it , www.agneta.dk

”Savbriksen” er designet af Ole Gjerløv-Knudsen i 1962. Den samles helt uden skruer. Benene spændes op med sisalreb efter det gamle savprincip. Briksen, der som noget nyt fås i en sort udgave, leveres i en hørlærredspose med skulderrem. Producent er Skovshoved Møbelfabrik.  Vejl. pris 4.295,- kr. www.skovshovedmobelfabrik.dk

Skandinavisk og japansk design har ofte enkelheden tilfælles. Et godt eksempel på det er ”Fusion” daybed, designet af Oki Sato fra Nendo designstudie i Japan. Fås i flere materialer til priser fra 11.490,- kroner hos BoConcept.  www.boconcept.com

Der er helt sikkert flere skulpturelle end funktionelle værdier i ”Gaal” daybed fra Moroso’s M’Afrique Collection. Bag designet står New York’er baserede Birsel + Seck alias Ayse Birsel og Bibi Seck, der ikke er bange for at skeje lidt ud. ”Gaal” , der produceres hos italienske Moroso, er fremstillet af lakeret stål og fås i knaldgul. Vejl. pris er 23.990,- kr.  www.moroso.it , www.imagedesign.dk

Noidoi Design Studie har base i Norge og består af Kathrine Lønstad og Cosmin Cioroiu – begge uddannet i København. Deres bud på en moderne daybed er ”Pulse”, der tager afsæt i det multifunktionelle rum – møblet kan både anvendes som bord og hvilemøbel. Prototype, men følg udviklingen på  www.noidoi.no

Ole Wanscher’s superelegante ”OW150” daybed holder på alle planer et helt liv. Den er enkel og tidløs og af høj håndværksmæssig klasse. Producent er Carl Hansen & Søn. Priser fra 23.823,- kr.  www.carlhansen.dk

Der er høj klassikerfaktor over Bruno Mathsson’s smukke ”Paris” daybed, som han designede helt tilbage i 1936. Den har ramme af formspændt bøg og flettet gjord. Fås med hynde af tekstil eller læder. Vejl. pris med tekstil hynde er ca. 30.000,- kr. www.mathsson.se

Den norske designerduo Vera & Kyte forsøger at transformere deres nysgerrighed til designs – som for eksempel daybed’en ”Balcony”, der er en hyldet til pausen og den afslapning, man typisk finder ind til på en balkon. Se mere på www.vera-kyte.com

Det danske designstudie OeO er det kreative kraftcenter bag ”Stellar Works Collection” fra japanske Stellar Works. Kollektionen har stærke referencer til Bauhaus stilen, hvilket tydeligt fremgår af denne enkle daybed. Forhandles hos Frama i København. Priser fra 14.535,- kr. www.stellarworks.comwww.framacph.com

Ønskemøblet for mange feinschmeckere og designentusiaster er givet Poul Kjærholms elegante daybed ”PK 80”, som indgår i Fritz Hansens kollektion. Kjærholm var en af sin tids mest markante designere. Han havde en forkærlighed for stål, og skabte en stribe funktionalistiske møbler i  et knivskarpt formsprog. Vejl. pris er 95.368,- kr. www.fritzhansen.com

Marc Newson’s organisk formede daybed ”Orgone” i glasfiber er måske ikke det oplagte valg til en ”morfar”. Den er til gengæld en fryd for øjet – uanset om den står i snehvid eller en af de pangfarver, som også indeholdes i kollektionen fra italienske Cappellini. Vejl. pris 28.000,- kr.  www.cappellini.it  , www.paustian.dk

Kunstneriske statements

Text: Susanne Holte

Der er internationalt format over Jonas Bohlin, der i 1982 udfordrede den svenske designscene med sit afgangsprojekt – stolen Concrete. Siden har han med sin postmoderne stil konstant sat nye standarder for møbeldesign, både i kraft af sine radikale materialevalg og med sit meget ekspressive formsprog. Han arbejder i et innovativt krydsfelt mellem kunst og design – uden dog helt at tabe kravet til funktion af syne. Hans designs provokerer og udfordrer, overrasker og skubber konstant til de konventionelle grænser. Her er noget på spil og måske derfor finder man hans møbler på en række designmuseer verden over. Hans ofte limiterede designs sælges til høje priser på auktioner – ikke mindst hans Concrete betonstol, som han skabte for svenske Källemo, der er kendt for at tage chancer og som gerne kaster sig ud i møbelproduktion i begrænsede og nummererede oplag. Det er også Källemo, der har produceret daybed’en Concave, som blev skabt året efter gennembruddet..

Jonas Bohlin (1953) er uddannet indretningsarkitekt på Konstfack i Stockholm i 1981. Ud over sin omfangsrige produktion af nyskabende design, har han også haft stor indflydelse på uddannelsen af nye designere, blandt andet som underviser på Konstfach  og som stifter af designlinjen på Beckman’s School of Design. Ved siden af en stribe tillidshverv driver han Jonas Bohlin Architecture i Stockholm, ligesom han også er medstifter af designvirksomheden Klong Interior.

Daybed’en Concave er designet af Jonas Bohlin for svenske Källemo. Den fås med træstel i flere farver og med et fundament i sort metal og med hynder og nakkehynde i kanvas. Pris 30.300,- kroner. www.kallemo.se

Lounge of Layers, Droog.