Tag: Supermodel

Kera(ko)mik

Der er noget naivt, men samtidig også dæmonisk over spanske Jaime Hayons porcelænsfigurer. Hayon har undfanget en hel serie, som han har døbt The Guest. Producenten er spanske Lladro. Der er tale om en limitid edition af nummererede kreationer, hvor der også er bidrag fra den amerikanske kunstner Tim Biskup og det japanske designstudio Devilrobots. www.lladro.com

Brugskunst og kunst, keramik og porcelæn – ældgamle teknikker og historiske referencer sat ind i en moderne kontekst med masser af humor og indforståede kommentarer til elskede og hadede objekter. Pottemagere, keramikere og porcelænsfabrikker oplever en renæssance og der leges med glasur, former og farver med fornyet appel til det moderne menneske. Platter og commedia dell’arte figurer er igen blevet god stil.

Det morbide har også fundet vej til platterne. Engelske Phoebe Richardson har skabt denne installation bestående af 10 platter for The New English. Værket har meget lakonisk fået navnet Supermodel. Kan købes på nettet på www.culturelabel.com

Text: Susanne Holte

Den dybe tallerken er for længst opfundet. Faktisk findes der skår fra keramiske gryder og potter der viser at mennesket kastede sig over leret for mere end 10.000 år siden. Trangen til at udtrykke sig gennem det plastiske materiale er således af ældre dato og teknikken og effekterne har gennemgået en fantastisk udvikling på alle klodens kontinenter længe før vi var i stand til at udveksle erfaringer på tværs af oceaner. Den ældste keramik er fundet i Japan, i Kina og i Irak, hvorfra teknikken spredte sig til Grækenland, Frankrig og Spanien for senere at vandre op gennem resten af Europa. Undervejs på den lange rejse opfandt man pottemagerhjulet, pottemagerovnen og glasuren, og udtrykkene blev i kraft af de tekniske landvindinger stadig mere forfinede og dekorative. I 17- og 1800-tallet dukkede så de første fabrikker op og den kunstindustrielle keramik og porcelæn blev allemandseje. På de nye europæiske porcelænsfabrikker blev der ikke blot fremstillet service til det bedre borgerskab, der opstod også en tradition for fremstilling af naturalistiske figurer som for eksempel de kendte commedia dell’arte figurer i skikkelse af Harlequin og Scaramuz. Byer som Firenze, Meissen, Paris, London, Nymphenburg og København satte nye standarder og bød hver især ind med ikoniske produkter, som i de seneste 2-300 år skiftevis har stået for god og dårlig stil. Efter nogle år i skammekrogen er figurer, platter og porcelæn igen taget til nåde – både i sin oprindelige form, men i høj grad også i nye humoristiske gevandter når kunstnere, modekoryfæer og designere giver den gas. Idag har trendskabere som den spanske designer Jaime Hayon, modeskaberne Victor & Rolf, Christian Lacroix og Vivienne Westwood og mange flere med dem fået ler under neglene.

Tjekkiske Maxim Velcovsky leger både med form, overflade og dekoration i Abstract Collection for Qubus Design. www.qubus.cz

Den belgiske keramiker og designer Hugo Meert er ikke bange for at udfordre hverken teknik eller tema når han kreerer objekter, der befinder sig i krydsfeltet mellem kunst, design og kunsthåndværk. Han undgår det banale og provokerer måske en smule med skåle udformet som organer. Her er det værket ”Ceramique pour l’estomac”, der har form som en mave. www.hugomeert.be

Delicatessen hedder en skøn kollektion af tallerkner, som måske ikke er så anvendelige på middagsbordet, men som til gengæld pleaser både øje og sind. Tallerknerne er designet af Maxim Velcovsky for tjekkiske Qubus Design. www.qubus.cz

Politisk statement og humoristisk kommentar. Lenin i dekoreret porcelæn, designet og skabt af Maxim Velovsky for Qubus Design. Serien hedder Ornament & Crime.

Porcelænsfabrikken Nymphenburg lancerede for et par år siden en limited edition kollektion bestående af nogle af historiens mest velkendte porcelænsfigurer, de såkaldte Commedia dell’Arte figurer fra midten af 1700-tallet, skabt af billedhuggeren Franz Anton Bustelli. Figurerne er blevet klædt i nye gevandter, kreeret af 16 internationalt kendte designere, deriblandt Christian Lacroix og Vivienne Westwood. www.nymphenburg.com

Metropolis er en udtryksfuld kollektion af funktionelle objekter i skikkelse af vaser, lamper, bokse og spejle med form som bygninger, der sammenstillet danner en hel futuristisk by. Bag det arkitektonisk inspirerede projekt står Inma Bermudez, der har arbejdet med en afdæmpet støvet farveskala. Projektet, der er sat i værk hos den spanske porcelænsfabrikant Lladro, er døbt Metropolis. www.lladro.com

Sparegrise nu uden gris og uden mulighed for at få pengene retur. Det danske designerkollektiv Meyer-Lavigne, alias Kristine Meyer og Sabine Lavigne, har skabt en serie sparebøsser, der ikke kun er dekorative, men som også skal tvinge os til at tænke over hvad og hvorfor vi shopper. Vil man have sine penge ud til forbrug må man knuse de kække keramiske figurer. www.meyerlavigne.dk

Den fine transparente keramiske lampe Story er udviklet i et samarbejde mellem norske Ida Noemi og Studio Vibeke Skar. Lampen, der har mønster som en strikket uldsweater, er yndefuld i sin lethed samtidig med at den skaber en blød og varm atmosfære. Foto: Kaja Bruskeland. www.idanoemi.no

Den danske designer Anne Black har taget det klassiske porcelæn helt nye steder hen. Uanset om hun arbejder med smykker, service eller dekorative platter, genkender man en enkel formgivning og en underspillet grafisk dekoration. Med kollektionen Ruth M. får den traditionelle platte et boost, der både rummer kærlige referencer og humor. www.anneblack.dk

Folded Dish er en unika-platte designet af Helene Søs Schjødts, der har foldet leret, så det fremstår med en meget stoflig overflade. www.helenesoesschjoedts.dk

Klokken er faldet i slag i det grafisk flotte stel med det indlysende navn Clock fra Ilva.www.ilva.dk

Keramik med en særegen stoflighed fra Rachel Boxnboim.

Memento Mori

Makabert eller humoristisk: det franske designstudie Pool har med inspiration i kraniet skabt plastikstolen ”Souviens toi que tu vas mourir” – husk du skal dø. Indtil videre er der tale om en prototype. www.poolhouse.eu

Forfængelighed og forgængelighed var forbundne størrelser i barokkens malerkunst, hvor kunstnerne havde en forkærlighed for stilleben med timeglas, blomster, dødningehoveder og skeletter. Det morbide tema er stadig aktuelt i kunstens verden, men også blandt nogle få modige designere, der trodser det sidste store tabu med både humor og alvor.

Text: Susanne Holte

Livets skrøbelighed har gennem historien haft sine egne symboler, de såkaldte vanitassymboler, hvor det mest markante nok er dødningehovedet, der ikke blot var et yndet motiv blandt 1600-tallets kunstnere, men som stadig er et væsentligt element hos enhver seriøs tatovør, der arbejder med gotiske motiver. Livets flygtighed blev tilbage i barokken, hvor døden ikke var helt så abstrakt som i dag, ligeledes symboliseret af slukkede stearinlys, blomster, overmodne frugter, timeglas og bobler – alt sammen sat sammen i æstetiske tableauer, der skulle minde beskueren om at livet trods al sin frodighed er en flygtig affære. Temaet optager stadig kunstnere verden over. Bedst kendt er måske den verdensberømte brite Damien Hirst, der er flot repræsenteret på kunstmuseet Arken, og som hovedsagelig arbejder med symboler på død og evighed. Han vil af mange være berømt og berygtet for sit eksklusive kunstværk The Diamond Skull: et platinkranium dækket af diamanter, som forener dødssymbolet med symbolet på det mest fascinerende og evigt uforanderlige i universet. Som noget forholdsvis nyt lader designerne sig nu også inspirere af den uomgængelige allegori samt af antikkens vise ord: Memento Mori – husk du skal dø. De kaster sig ud i noget så prosaisk som stole udformet som kranier, konsoller med indmad i meget bogstavelig forstand, vaser i skikkelse af menneskehjerter, tekstiler og tæpper med skeletter og dødningehoveder,  borde og stole med knoglestruktur og lamper med hjernevindinger. Tankevækkende, humoristisk elle blot morbid og makabert. Det er en smagssag.

Celler, blodbaner, knoglestrukturer: der er frit slag for fantasien når man ser på den belgiske designer Peter Donders fabulerende Ferrari-røde Batoidea møbler, skabt ved hjælp af 3d-teknik. www.outdoorzgallery.com

Perception Park er et ungt designstudie, som giver både designere og kunstnere mulighed for at udfolde sig ekspressivt, gerne i en lidt provokerende kontekst. Her arbejdes i grænselandet mellem kunst og design med objekter, der ikke nødvendigvis er tiltænkt en bestemt funktion. Seneste udspil er en serie vaser og skåle med reference til det menneskelige skellet: her Vase Vertebral. www.perceptionpark.com

En anden interessant israelsk designer er Erez Nevi Pana, der arbejder kreativt med forbindelsen mellem menneske og natur, blandt andet i projektet Humanature, hvor han kommenterer menneskets falske verden, her i skikkelse af bambusfigurer skabt af ler. www.papiextreme.carbonmade.com

Insight Lamp kalder den hviderussiske designerduo Solovyov Design deres uortodokse lampe, inspireret af hjernevindinger. Lampen er på størrelse med en helt almindelig pære. www.solovyovdesign.by

Mathias Bengtsson designer og producerer moderne møbler der både er visuelt fængende og teknisk innovative. Cellular Chair er resultatet af en eksperimenterende tilgang til designprocessen. Bengtsson har her kombineret ny teknologi fra lægevidenskaben med et let materiale (epoxy) til at skabe en stol og en produktionsform, der er både unik og velegnet til ’rapid manufacturing’. Stolen er skabt efter samme princip som knoglevæv, der er opbygget af en luftig cellestruktur, som sikrer en både stærk og let konstruktion. www.bengtssondesign.com

Taiwanesernes traditionelle skamler har inspireret designeren Ching-ting Hsu til Bamboo Squeeze taburetten, der er fremstillet af Kao-ming Chen og som udstilles og sælges via galleriet Yii. www.yiidesign.com

Ægte tæpper er mange ting. Det kan for eksempel være dette håndknyttede Pantheon tæppe, designet af Studio Job og fremstillet af den bedste uld af dygtige vævere i Nepal for Nodus Rugs. Motivet er udfordrende og i høj grad til at gå på opdagelse i. Del af en limitid edition kollektion, som kun frembringes på bestilling. www.nodusrugs.it

Den belgiske designerduo Studio Job alias Job Smeets og Nynke Tynagel har hang til det morbide. Det kan aflæses i deres fantastiske Industry Series – en kollektion af skabe, rumdelere og borde fremstillet af rosentræ med intarsia af marmor. Det smukke og detaljerede håndværk står i smuk kontrast til de dystre motiver. www.studiojob.be

Maurizio Galante er idé-manden bag Tattoo Hippo Skull puffen fra Cerruti Baleri. Det superenkle ægge-formede møbel er forsynet med digitale billeder – I dette tilfældet et kranie. www.cerrutibaleri.com