Kera(ko)mik

Der er noget naivt, men samtidig også dæmonisk over spanske Jaime Hayons porcelænsfigurer. Hayon har undfanget en hel serie, som han har døbt The Guest. Producenten er spanske Lladro. Der er tale om en limitid edition af nummererede kreationer, hvor der også er bidrag fra den amerikanske kunstner Tim Biskup og det japanske designstudio Devilrobots. www.lladro.com

Brugskunst og kunst, keramik og porcelæn – ældgamle teknikker og historiske referencer sat ind i en moderne kontekst med masser af humor og indforståede kommentarer til elskede og hadede objekter. Pottemagere, keramikere og porcelænsfabrikker oplever en renæssance og der leges med glasur, former og farver med fornyet appel til det moderne menneske. Platter og commedia dell’arte figurer er igen blevet god stil.

Det morbide har også fundet vej til platterne. Engelske Phoebe Richardson har skabt denne installation bestående af 10 platter for The New English. Værket har meget lakonisk fået navnet Supermodel. Kan købes på nettet på www.culturelabel.com

Text: Susanne Holte

Den dybe tallerken er for længst opfundet. Faktisk findes der skår fra keramiske gryder og potter der viser at mennesket kastede sig over leret for mere end 10.000 år siden. Trangen til at udtrykke sig gennem det plastiske materiale er således af ældre dato og teknikken og effekterne har gennemgået en fantastisk udvikling på alle klodens kontinenter længe før vi var i stand til at udveksle erfaringer på tværs af oceaner. Den ældste keramik er fundet i Japan, i Kina og i Irak, hvorfra teknikken spredte sig til Grækenland, Frankrig og Spanien for senere at vandre op gennem resten af Europa. Undervejs på den lange rejse opfandt man pottemagerhjulet, pottemagerovnen og glasuren, og udtrykkene blev i kraft af de tekniske landvindinger stadig mere forfinede og dekorative. I 17- og 1800-tallet dukkede så de første fabrikker op og den kunstindustrielle keramik og porcelæn blev allemandseje. På de nye europæiske porcelænsfabrikker blev der ikke blot fremstillet service til det bedre borgerskab, der opstod også en tradition for fremstilling af naturalistiske figurer som for eksempel de kendte commedia dell’arte figurer i skikkelse af Harlequin og Scaramuz. Byer som Firenze, Meissen, Paris, London, Nymphenburg og København satte nye standarder og bød hver især ind med ikoniske produkter, som i de seneste 2-300 år skiftevis har stået for god og dårlig stil. Efter nogle år i skammekrogen er figurer, platter og porcelæn igen taget til nåde – både i sin oprindelige form, men i høj grad også i nye humoristiske gevandter når kunstnere, modekoryfæer og designere giver den gas. Idag har trendskabere som den spanske designer Jaime Hayon, modeskaberne Victor & Rolf, Christian Lacroix og Vivienne Westwood og mange flere med dem fået ler under neglene.

Tjekkiske Maxim Velcovsky leger både med form, overflade og dekoration i Abstract Collection for Qubus Design. www.qubus.cz

Den belgiske keramiker og designer Hugo Meert er ikke bange for at udfordre hverken teknik eller tema når han kreerer objekter, der befinder sig i krydsfeltet mellem kunst, design og kunsthåndværk. Han undgår det banale og provokerer måske en smule med skåle udformet som organer. Her er det værket ”Ceramique pour l’estomac”, der har form som en mave. www.hugomeert.be

Delicatessen hedder en skøn kollektion af tallerkner, som måske ikke er så anvendelige på middagsbordet, men som til gengæld pleaser både øje og sind. Tallerknerne er designet af Maxim Velcovsky for tjekkiske Qubus Design. www.qubus.cz

Politisk statement og humoristisk kommentar. Lenin i dekoreret porcelæn, designet og skabt af Maxim Velovsky for Qubus Design. Serien hedder Ornament & Crime.

Porcelænsfabrikken Nymphenburg lancerede for et par år siden en limited edition kollektion bestående af nogle af historiens mest velkendte porcelænsfigurer, de såkaldte Commedia dell’Arte figurer fra midten af 1700-tallet, skabt af billedhuggeren Franz Anton Bustelli. Figurerne er blevet klædt i nye gevandter, kreeret af 16 internationalt kendte designere, deriblandt Christian Lacroix og Vivienne Westwood. www.nymphenburg.com

Metropolis er en udtryksfuld kollektion af funktionelle objekter i skikkelse af vaser, lamper, bokse og spejle med form som bygninger, der sammenstillet danner en hel futuristisk by. Bag det arkitektonisk inspirerede projekt står Inma Bermudez, der har arbejdet med en afdæmpet støvet farveskala. Projektet, der er sat i værk hos den spanske porcelænsfabrikant Lladro, er døbt Metropolis. www.lladro.com

Sparegrise nu uden gris og uden mulighed for at få pengene retur. Det danske designerkollektiv Meyer-Lavigne, alias Kristine Meyer og Sabine Lavigne, har skabt en serie sparebøsser, der ikke kun er dekorative, men som også skal tvinge os til at tænke over hvad og hvorfor vi shopper. Vil man have sine penge ud til forbrug må man knuse de kække keramiske figurer. www.meyerlavigne.dk

Den fine transparente keramiske lampe Story er udviklet i et samarbejde mellem norske Ida Noemi og Studio Vibeke Skar. Lampen, der har mønster som en strikket uldsweater, er yndefuld i sin lethed samtidig med at den skaber en blød og varm atmosfære. Foto: Kaja Bruskeland. www.idanoemi.no

Den danske designer Anne Black har taget det klassiske porcelæn helt nye steder hen. Uanset om hun arbejder med smykker, service eller dekorative platter, genkender man en enkel formgivning og en underspillet grafisk dekoration. Med kollektionen Ruth M. får den traditionelle platte et boost, der både rummer kærlige referencer og humor. www.anneblack.dk

Folded Dish er en unika-platte designet af Helene Søs Schjødts, der har foldet leret, så det fremstår med en meget stoflig overflade. www.helenesoesschjoedts.dk

Klokken er faldet i slag i det grafisk flotte stel med det indlysende navn Clock fra Ilva.www.ilva.dk

Keramik med en særegen stoflighed fra Rachel Boxnboim.