Tidsmaskiner

Marcel Wanders har med Big Ben gjort en dyd ud af unødvendigheden. Han har skabt et gigantisk, ikonisk og dekorativt vægur, som et underfundigt modspil til alle de ure vi i øvrigt omgiver os med i mobiltelefoner, på computeren og om håndleddet. Det er hollandske Moooi, der producerer. www.moooi.com

Klokken er slået, tiden er gået. Sommertiden er efter kongelig anordning forbi og vi er ladt tilbage med dansk normaltid. Dagene er uomtvisteligt blevet korte og de lyse timer er få og rimelig lette at tælle. Skulle der alligevel være problemer med at holde styr på tiden, er det betimeligt at investere i et stueur, et standur eller et vægur. Uret er tilbage i indretningen. Ikke som en nødvendighed, men som et dekorativt element.

Text: Susanne Holte

Vi har stillet urene tilbage, men det betyder ikke at tiden er gået i stå. Tiden er stadig det styrende element – et abstrakt begreb, som i vores del af verden bruges til at måle intervallet mellem begivenheder, og som har beskæftiget videnskabsmænd og filosoffer i århundreder. Newton mente at tiden, ligesom rummet, er en beholder for begivenheder, mens den tyske filosof Leibniz opfattede tiden som et værktøj til beskrivelse af afstanden mellem begivenheder. Kant hævdede at tid er en transcendental erkendelsesbetingelse, hvis eksistens vi ikke forstår, og Einstein forbandt tid og rum til een samlet rumtid. Atter andre har gennem tiden betragtet tiden som en illusion, som vi af praktiske grunde har valgt at måle i år, måneder, uger, dage, timer, minutter og sekunder. Uanset hvad, har vi brug for at holde styr på tiden – for ikke at spilde den, for at kunne kende forskel på fritid og arbejdstid og for at sikre os at den ikke går for hurtigt eller for langsomt…..

Der er knald på farverne hos designeren Lorenzo Damiani, der er ophavsmand til Catino urene – udformet som en skål med et ur i bunden. Det festlige indslag er en del af Diamantini & Domeniconis kollektion. www.diamantinidomeniconi.it

Altdeutscher, Moooi

Porcelæn og ure er måske ikke en sammenstilling, der ligger lige til højre ben, men når det drejer sig om designeren Jaime Hayon er alt muligt. Han har i en årrække samarbejdet med Bosa Ceramiche og det er der blandt andet kommet dette vægur ud af. Med til kollektionen hører også Fantasmico uret, der er en moderne og twistet udgave af det historiske kaminur. www.hayonstudio.com

Poesien er til at få øje på i det håndlavede Swallow ur fra det taiwanske designstudio Haoshi, der har ladet tolv fjerlette, flyvende svaler tage over i stedet for de sædvanlige tal. Vi bliver på smuk vis mindet om at tiden flyver. Tjek hjemmesiden og nyd musikken, der på sin egen måde sætter tiden i stå. www.haoshi

Kyoto Clock, Valerio Romondia.

Stelton, Down

Non La urene fra italienske Diamantini & Domeniconi, der har en helt fantastisk kollektion af moderne ure med et humoristisk twist, er designet af Studio Klass. De kræmmerhusformede ure er fremstillet af keramik. www.diamantinidomeniconi.com

Sasa Clock er den islandske designer Thorunn Arnadottirs bud på et anderledes ur. Uret, der består af et urværk, et spejl og en perlekæde, hvor hver træperle repræsenterer fem minutter, tager afsæt i afrikansk kultur. De orange perler repræsenterer en time, og de sølv- og guldfarvede angiver henholdsvis nat og dag. Ideen med at udelade minutterne er at vi ikke skal lade os dominere af tidstyranniet, men i stedet lade tiden flyde. Kæden kan tages af og bruges som smykke – en synlig demonstration af, at man ikke er i tidens vold. www.thorunndesign.com

Den tyske designer Sebastian Herkner tager i sit arbejde altid udgangspunkt i ansvarlighed og han stiller modigt spørgsmålet: Har vi brug for dette produkt. Et af svarene er væguret Felt, der er fremstillet af genanvendelig og nedbrydelig PET filt. Producent er hollandske LEFF Amsterdam, der i øvrigt byder på en omfattende kollektion af innovativt urdesign. www.leffamsterdam.com

Ora, Kähler

Designerne hos det Brooklyn-baserede designstudio LeeLABS har ladet sig inspirere af geometri og symmetri, sådan som begreberne anvendes i arkitektur og tekstiler. De har leget med denne regelbundethed og manipuleret mønstrene på en ekspressiv og overraskende måde. Resultatet er en kollektion af ure, som blandt andet tæller Ruffle Para Clock. www.leelabstudio.com