Tag: strik

All dressed up!

Form og funktion er ligeværdige størrelser i skandinavisk design, men man skal ikke underkende den blinde makker: tekstilet, som med struktur, farve og overflade har potentiale til at sprænge formen, højne funktionen og pirre øjet. Der leges helt aktuelt meget med stofferne, der byder sig til med fantasifulde mønstre og ekspressive farver.  Eksperimenter med stikninger, patchwork, materialemiks, broderi og strik giver også nye designmuligheder og udfordrer den gode smag.

Text: Susanne Holte

Tekstiler har en magisk evne til at forme, forandre og forvandle stemninger. De bløde elementer har ganske enkelt et iboende potentiale til netop at transformere et rum om til et hjem, fordi de giver mulighed for eksperimenter og leg med farver, mønstre, overflader og form. Tekstiler er stil- og stemningsskabende og det er forholdsvis enkelt at skabe en individuel iscenesættelse med en bane stof, uanset om det er vævet, strikket, knyttet, hæklet kniplet eller slået sammen. Tekstilet er en oplagt hyggespreder, men det er også et effektivt designværktøj, som mange designere netop nu gør dygtigt brug af. Resultatet er en bred palet af polstrede møbler, som stilmæssigt har afsæt i både avantgarde og tradition.

Det betyder at modsætninger mødes, at den legesyg maximalisme udfordrer den stringente minimalisme, og at det enkle grafiske udtryk dyster med det svulstige, det organiske og naturinspirerede. På en forunderlig måde opstår der i dette dynamiske krydsfelt en slags harmoni, som bidrager positivt til moderne boligindretning. Vi præsenteres for møbler polstret med ekspressive mønstre og masser af farver med referencer til Indien og Sydamerika. Flere producenter blander forskellige mønstre, farver og strukturer på eet møbel og udfordrer på den måde et ellers enkelt design. Andre bruger tekstilerne til at eksponere markante former yderligere, for eksempel ved hjælp af stikninger, kedder eller knapper. Der er også flotte eksempler på designs, som er båret af tekstilet – hvor tekstiler som filt bliver en integreret del af møblets visuelle identitet.

Aura sofaen er ideel til to, der gerne vil sidde lidt tæt og skærmes lidt af for omverdenen. Den er designet af den finske designer Mikko Laakkonen for Inno, der med navnet også indikerer at møblet nærmest fungerer som en membran mellem brugeren og omverdenen. Sofaens funktion som både siddemøbel og roomdivider understreges af polstret. Ved at anvende forskellige tekstiler markeres sofaens stramme linier og funktion. www.inno.fi

Bloomy stolen, der er designet af Patricia Urquiola for italienske Moroso, har form som en spæd blomsterknop. Stolen fås også i fuld blomst i skikkelse af en matchende lænestol. Moroso tilbyder mange tekstile varianter, som for eksempel kombinationen glat/struktur. Den elegante stol passer ind i såvel moderne som klassiske indretninger – helt afhængig af valget af tekstil. www.moroso.it



Gandia Blasco, der af flere vil være kendt for flotte udendørs møbler, har også en kollektion af tæpper og bløde tekstile møbler og puffer. Seneste skud på den stamme er New Trenzas Space, der er frembragt af uld og bomuld i smukke afdæmpede naturlige nuancer med strikstruktur. Der er tale om ren natur og et næsten skandinavisk udtryk. www.gan-rugs.com

Ideen til Il Guillare Due sofaen fik den italienske, New-Yorker-baserede designer Gaetano Pesce da han for nylig faldt over en gammel opgave fra 1992, hvor han forvandlede en gammel sofa for en kunde på Manhattan. Denne sofa, der blev forsynet med lange ”tunger”, der kan puffes op efter behov, er nu blevet redesignet for Meritalia, der er kendt for sine dristige designs.  Generation to af Guillare giver optimale muligheder for at komponere farver og flader. www.meritalia.it



Italienske Gaetano Pesce er designeren bag Michetta sofaen, der består af en stribe moduler af forskellig størrelse, som kan sættes sammen på utallige måder. Fås i mange farvekombinationer og materialer. Designet er kendetegnet af  knapperne, der giver associationer til gammeldags madrasser. Michetta, der giver optimale muligheder for at lege med farver, produceres af Meritalia. www.meritalia.it






Den israelske lys- og møbeldesigner Ayala Serfaty, er ikke bange for at eksperimentere med hverken former eller materialer, og hun overrasker konstant med ekspressive designs for blandt andre Aqua Creations. Filt er et af de materialer, der i Serfatys hænder får et næsten animalsk udtryk. En af de seneste kreationer er Rapa Felt Chair, der er fremstillet af 18 forskellige naturfibre, for eksempel uld, silke og bomuld, der er lagt i 10 lag for siden at blive filtet. Resultatet er et sømløst polster. Foto: Albi Serfaty. www.aquagallery.com , www.ayalaserfaty.com

SofaScape er den unge franske designer Benjamin Graindorges forsøg på at skabe et siddelandskab bestående af en serie polstrede elementer sat sammen til et dynamisk hele. Ved at lege med formater, teksturer og farver frembringer designeren et meget skulpturelt møbel, som er blevet udstillet af galleriet Ymer&Malta. Benjamin Graindorge, der har et godt øje til tekstilernes potentiale, har også eksperimenteret med danske tekstiler i skikkelse af Kvadrats Hallingdal. www.benjamingraindorge.com , www.ymeretmalta.com

Noget bl

Genbrug, fair trade, strik, håndarbejde og flere farver – sådan ser foråret ud, hvis man skal tro udstillerne på den netop overståede brugskunst-, design- og interiørmesse – Formland.

Text: Susanne Holte

Rundt på hele udstillingsarealet i Messecenter Herning, hvor forårets Formland messe netop har trukket godt 10.500 besøgende, kunne man se strik og hæklerier i stærke glade farver. De mange lapper var viklet om alt fra gelændere over affaldsspande til lamper og en enkelt bil. Fænomenet kaldes Yarn Bombing- garnbombardement, og er egentlig en slags street art eller tekstil graffiti, der skal skabe glæde og sætte kulør på den grå hverdag. Og det var netop hvad der var brug for blandt de 352 udstillere, der midt i en krisetid kom med deres bud på den kommende sæsons brugskunst og intriørdesign. Selvom tingene ser sort ud er farverne så småt på vej tilbage i vores boliger, både i form at stærke signalfarver som rød, blå, grøn, gul, turkis og lilla – gerne i højglans versioner, og som støvede pasteller som dem vi husker fra 50’erne og 60’erne. Farvepaletterne sætter lidt frisk kontrast til den nordiske farveskala med masser af grå og brune nuancer. På farvefronten er en anden vigtig tendens de slidte farver – stærke farver, der er patinerede og blegede af tidens tand. Det slidte look er i det hele taget et væsentligt element i indretningen, hvor tingene gerne må bære en historie med sig eller vidne om mange års brug. I sparretider er det vigtigt at signalere genbrug, tilbageholdenhed og samfundssind – et look, som man ikke blot kan genskabe ved et besøg i genbrugsbutikken, på loppemarkedet eller en tur op på loftet, hvor kasserne med alt det vi har glemt vi har gemt – det kan også købes frisk fra fad. Brugskunst med et slidt look, produkter fremstillet i 3. verdenslande efter fair trade principper, hvor danske designere samarbejder med for eksempel kvinder i Afrika og Sydamerika var i søgelyset i Herning. Resultaterne minder om noget man kan finde i de brasilianske favelaer og de mange småmøbler og kurvevarer er med til at understrege en etno-chick stil, der demonstrerer globalt udsyn og socialt engagement. Den aktuelle stil rummer dog også en mere introvert side, hvor hyggen og det tilbageskuende er i fokus: man genkender 50’erne og 60’ernes mønster- og farveunivers med masser af blomster og tern a al voksdug, småmøbler i en kombination af træ og kulørt laminat, masser af keramik og drejet træ – og helt i tråd med netop den tid: et gensyn med potteplanterne, nu i hængende urtepotter, gerne med bunden i vejret. Der skal i det hele taget gøres plads til de grønne oaser.

Strik – både den hjemmegjorte og den købte – er i høj kurs. På Formland havde man i den anledning sat fokus på begrebet Yarn Bombing, der er en slags tekstil graffiti, hvor man klæder hverdagsgenstande som skraldespande, døre, gelændere, cykler og biler i strikkede lapper.

Naturmaterialer som træ, rattan, kork, hamp er oppe i tiden. Her er nogle af de populære materialer anvendt i den seneste kollektion fra Bloomingville. www.bloomingville.com

Hyggekroge med tableauer af forskellig art er en af tidens helt hotte tendenser. Det samme gælder bogstaver, som for eksempel disse fra Ib Laursen. www.iblaursen.dk

Hvert møbel fra Quote by Birkholm er unikt da de er fremstillet af genbrugstræ fra blandt andet indiske stationsbygninger. Med sine markante farver sætter møblerne pift på den lyse nordiske stil. www.quote-by-birkholm.dk

Lysestager i drejet træ, nyfortolkninger af keramikken og former hentet tilbage i 50’erne og 60’erne. Sum+design skaber hverdagsting, der fungerer i praksis. www.sumdesign.dk

Fine glas i nye forårsfarver som pastelblå, lys gul, forårsgrøn, syren og turkis fra E.O. Engros. www.eo-engros.dk

Glæde i det offentlige rum med få men meget effektfulde accessories fra Bike Cap. Dekorative saddelcovers, cykelkurve og bagagepuder giver cyklen nyt liv. Fås i et utal af farver og mønstre. www.bikecap.com

Masser af farver i den kommende sæson. www.bloomingville.dk

Søren Foverskov, der har en fortid i tekstilbranchen, er manden bag VIA CPH, som på Formland præsenterede en fin kollektion af dansk producerede borde i blandt andet pastelfarver. www.viacph.dk

Hold øje med:

  • Strik i glade farver
  • Fair trade
  • Etnisk design
  • Materialer i natur
  • Nordisk atmosfære med dyretrofæer, dyreskind, gråtoner og naturmaterialer
  • Produkter i drejet træ
  • Materialemiks, rustikt og forfinet i skøn forening, glitrende metal sammen med filt, kork og keramik
  • 50’er og 60’er retro
  • Hygge
  • Slidt look
  • Grønt miljø og potteplanter
  • Klare farver som rød, grøn, blå, lilla, gul og turkis – gerne højglans
  • Mønstre a la voksdug
  • Støvede pastelfarver
  • Organiske former
  • Nyfortolkninger af traditionel keramik
  • Hjemmelavet og genbrug

Gode h

BCXSY, der er et samarbejde mellem designerne Boaz Cohen og Sayaka Yamamoto, tør hvor andre tøver. Deres designs er altid på kanten og med et glimt af humor. Således også deres Coiled for Edition in Craft-kollektion, der er udviklet i samarbejde med kvinder fra KwaZulu-Natal i Sydafrika. Kollektionen, der består af vaser og lamper er fremstillet af keramiske perler, der er sat sammen i lange slanger. www.bcxsy.com

Strik og struktur, broderi, hjemmesløjd og håndgerning er velkendte elementer i boligindretningen. Lige nu er husfliden i ekstra høj kurs. Tingene skal se hjemmegjorte ud, signalere hygge og overskud. Striksagerne må dog gerne være forsynet med et element af humor.

Text: Susanne Holte

Krisetider kalder på mange forskellige reaktioner: man kan vælge askesen eller dekadencen, gå bedre tider i møde med tryk på glade kulører og print eller nedtone forventningerne med neutrale farver i tråd med naturen. En anden mulighed er at tage de innovative briller på og tænke nye abstrakte tanker eller, som mange vælger: skue tilbage på de gode gamle dage. Ikke nødvendigvis med referencer til et bestemt årti, snarere med inspiration fra en bestemt følelse, noget velkendt og alligevel fremmed. Lige nu handler det nemlig mere om stemninger, fornemmelser og følelser end om trends. Skulle man anvende et udtryk fra musikkens verden, kan man sige at vi sampler: vi mikser og blander elementer fra forskellige epoker og stilarter for at opnå et personligt univers, der minder os om det gode sorgløse liv, hvor alt var mere enkelt og gennemskueligt – i hvert fald når man ser på det fra behørig afstand. Nogle af de elementer, der altid garanterer for den hjemlige hygge er strik og broderi. Sammen med tekstiler med masser af struktur, naturmaterialer, træ i lange baner og lidt fra hjemmesnedkeriet er der dømt husflid med glimt i øjet.

Quilt og strik mødes i Patircia Urquiolas Foliages sofa for Kartell. Resultatet er et blødt og indbydende møbel, der får ekstra kant i kraft af det greninspirerede understel. www.kartell.com

Frederique Morrel og Aaron Levin har specialiseret sig i gobelininspirerede designs af den grandiose slags. I et seriøst forsøg på at få kunsten og håndværket tilbage i hverdagen fremstiller parret i samarbejde med dygtige håndværkere i Frankrig håndlavede gobelintekstiler af vintage materiale. De bliver forvandlet til diverse møbler, blandt andet denne sofa. www.frederiquemorrel.com

Loop chaiselongen fra Casamania er en hybrid: en kombination mellem en stol og et tæppe. Det er den unge hollandske designer Sophie De Vocht, der har udtænkt det usædvanlige møbel, der har afsæt i hendes særlige interesse for tufting. www.casamania.com

Den spanske designer Patricia Urquiola, der næsten har fået status af husdesigner hos italienske Moroso, har kreeret endnu en fantastisk sofa, som hun kalder Gentry. Her er der først og fremmest lagt vægt på komfort, men Urquiolas enkle streg er stadig til at få øje på. Den fås med forskellige betræk i læder eller tekstil – eller i denne indbydende udgave med en chunky strik. www.moroso.it

Cloud taburetten, der er designet af hollandske Studio Joon&Jung er inspireret af skyernes foranderlighed og blødhed. Taburetterne, der fås i forskellige størrelser og højder, er fremstillet i et begrænset antal. www.joonjung.com

Patricia Urquiola, der har en passion for strikkede teksturer, har haft de helt store pinde fremme da hun designede Biknit serien for Moroso. Det er netop materialet og strukturen, der giver møblerne deres helt unikke udtryk. Serien rummer en stol og en loungestol, som begge har cover vævet af strikkede ”sokker”. www.moroso.it

Designeren Loredana Bonora er ophavskvinden bag chaiselongen Lolli, Plusdesign.

By Nord

Front står bag de innovative vaser.