ECCO Walk in Style Award

-Jeg tror at ECCO Walk In Style Award og de projekter, som disse bemærkelsesværdige kvinder har udvalgt kan være med til at øge opmærksomheden på kvinders forhold rundt i verden, udtaler ECCOs administrerende direktør Dieter Kasprzak, der her ses sammen med dette års vinder, den hollandske journalist Hadassah de Boer og kronprinsesse Mary, der igen i år overrakte prisen.

Text: Susanne Holte

Kronprinsesse Mary kastede royalt stjernestøv på ECCOs årlige Walk In Style Award, hvor skokoncernen under bevågenhed af mere end 300 danske og internationale mediefolk og kendisser, viste sko, støvler og social ansvarlighed pakket ind i show og glamour. Den 250.000 kroner store pris gik denne gang til den hollandske journalist Hadassah de Boer.

På slanke ben, iklædt en snehvid silkedragt og høje stiletter indtog kronprinsesse Mary i forrige uge Københavns smukke rådhushal for at kaste glans over ECCO Walk In Style Award. Det var femte gang ECCO åbnede den danske modeuge med en gigantisk fest og en hyldest til kvinder, der formår at inspirere andre kvinder med deres mod og kærlighed til livet. Med hyldesten følger 250.000 kroner, som vinderen får lov til at give videre til et humanitært formål efter eget valg. Den fine pris, der blev overrakt i forbindelse med et stort anlagt show, hvor mere end 300 internationale mediefolk og kendisser deltog, gik i år til den hollandske journalist Hadassah de Boer, der havde øremærket pengene til Stichting Vluchteling, en hollandsk fond der tilbyder humanitær hjælp og social bistand til flygtninge i Afrika, Latinamerika og Østeuropa.

Hadassah de Boer blev dette års vinder af ECCO Walk In Style Award. Hun får dermed mulighed for at donere 250.000 kroner til er velgørende formål, der målretter sig kvinder og børn.

Hadassah de Boer har de seneste år arbejdet som ambassadør for Stichting Vluchteling i tæt samarbejde med et globalt netværk ved navn International Rescue Committee. Ud over at give nødhjælp til ofre for krig og vold, hjælper Stichting Vluchteling flygtninge med at vende hjem og skabe sig en bæredygtig og uafhængig fremtid gennem støtte til uddannelse, sundhedsvæsen og økonomisk støtte, som f.eks. mikrolån. Projektet fokuserer hovedsageligt på kvinder og små børn, da disse grupper ikke bare er de mest sårbare, men samtidig udgør det største antal flygtninge på verdensplan.

Hjertet på rette sted

Det var en enig komité, bestående af seks chefredaktører fra Elle – en fra hver af de nominerede kandidaternes hjemlande, ECCOs chefdesigner Ejnar Truelsen, samt ECCOs Facebook-fans, der pegede på Hadassah de Boer på grund af hendes brændende ønske om at gøre en forskel og ikke mindst hendes mod til at færdes på farlige steder over hele verden for at støtte kvinder og børn, der har det svært. Når Hadassah de Boer ikke helliger sig nødhjælpen arbejder hun med stor succes som journalist med særlig fokus på kulturelle emner, stærkt inspireret af sin mor, der har en fortid som politiker, og sine kulturstudier ved Amsterdams universitet. Det var da også en særdelet handlekraftig og velformuleret Hadassah de Boer, der indtog catwalken for at få overrakt ECCO Walk In Style Award 2012 af en anden stærk kvinde i skikkelse af den danske kronprinsesse, der selv har focus på kvinder og born i sine protektorater og via Mary Fonden. På podiet var de øvrige nominerede kandidater: den polske kunstner og grundlægger af en velgørenhedsfond Magda Prokopowicz, den svenske designer Bea Zenfeld, den russiske kunstskøjteløber Maria Viktorovna Butyrskaya, og den norske sangerinde Samsaya. Sangerinden Julie Berthelsen, der var nomineret fra Danmark, deltog ikke i showet da hun et par dage forinden var nedkommet med en dreng.

Det var stylisterne Grenaa og Buchard, der havde skabt det dristige univers ved ECCOs modeshow.

I love it!

ECCOs arrangement, der for femte gang skyder Copenhagen Fashion Week igang, handler ikke alene og donationer og hyldesttaler til stærke kvinder, der bliver i høj grad også fokuseret på mode, sko og fest i gaden. Festen var lagt i hænderne på skønhedsguruen Ole Henriksen. I rollen som konferencier fyrrede han godt op under gæsterne inden det store modeshow, hvor ECCOs efterårs- og vinterkollektion 2012 blev vist. Publikum på Københavns Rådhus blev således ikke blot præsenteret for en særdeles vital og livsglad tovholder, der slet ikke kunne holde begejstringen tilbage, men også for tre nye skotrends, hvor et antal specialfremstillede showpieces illustrerede temaerne “Aesthetic Being”, “Active Vibrations” og “Nordic Breathing”. Trends med afsæt i det skandinavise univers. Tre talentfulde og visionære danske designere – modedesigner David Andersen, kostumedesigner Lars Emil og læderdesigner Hanne Harnov Riisbro, med hver sin personlige holdning til det tildelte tema, bidrog til showets styling.

Der blev vist specialfremstillede showpieces på catwalken, da ECCO løftede sløret for de tre aktuelle efterårs- og vintertrends 2012.