Tag: Stelton

Danish chromatism

Som initiativtager og arrangør præsenterer Signe Byrdal Terenziani udstillingen “Danish Chromatism”, skabt af GamFratesi, der viser et udvalg af traditionelle og moderne designs fra 30 danske virksomheder i en innovativ og farverig fortolkning under den verdensberømte designmesse i Milano “Salone Internazionale del Mobile”. Danish Chromatism skaber et mødested mellem produkter, rum og farver. Resultatet er en installation, hvor de besøgende bliver præsenteret for dansk design gennem en stærk sanseoplevelse. Udstillingen er udviklet med inspiration fra kunstneren Josef Albers arbejde, hvor der leges med samspillet af farveri forskellige rumlige niveauer.

“Traditionelt er dansk design kendt for træmøbler og naturlige farver. I denne udstilling ønsker vi at genfortolke den traditionelle æstetik gennem brug af farver – at skabe en ny oplevelse af forholdet mellem klassiske og moderne produkter”, siger arkitekterne GamFratesi.

Installationen præsenteres i det smukke Triennale Design Museum i Milano fra den 9. til den 14. april.

Tidsmaskiner

Marcel Wanders har med Big Ben gjort en dyd ud af unødvendigheden. Han har skabt et gigantisk, ikonisk og dekorativt vægur, som et underfundigt modspil til alle de ure vi i øvrigt omgiver os med i mobiltelefoner, på computeren og om håndleddet. Det er hollandske Moooi, der producerer. www.moooi.com

Klokken er slået, tiden er gået. Sommertiden er efter kongelig anordning forbi og vi er ladt tilbage med dansk normaltid. Dagene er uomtvisteligt blevet korte og de lyse timer er få og rimelig lette at tælle. Skulle der alligevel være problemer med at holde styr på tiden, er det betimeligt at investere i et stueur, et standur eller et vægur. Uret er tilbage i indretningen. Ikke som en nødvendighed, men som et dekorativt element.

Text: Susanne Holte

Vi har stillet urene tilbage, men det betyder ikke at tiden er gået i stå. Tiden er stadig det styrende element – et abstrakt begreb, som i vores del af verden bruges til at måle intervallet mellem begivenheder, og som har beskæftiget videnskabsmænd og filosoffer i århundreder. Newton mente at tiden, ligesom rummet, er en beholder for begivenheder, mens den tyske filosof Leibniz opfattede tiden som et værktøj til beskrivelse af afstanden mellem begivenheder. Kant hævdede at tid er en transcendental erkendelsesbetingelse, hvis eksistens vi ikke forstår, og Einstein forbandt tid og rum til een samlet rumtid. Atter andre har gennem tiden betragtet tiden som en illusion, som vi af praktiske grunde har valgt at måle i år, måneder, uger, dage, timer, minutter og sekunder. Uanset hvad, har vi brug for at holde styr på tiden – for ikke at spilde den, for at kunne kende forskel på fritid og arbejdstid og for at sikre os at den ikke går for hurtigt eller for langsomt…..

Der er knald på farverne hos designeren Lorenzo Damiani, der er ophavsmand til Catino urene – udformet som en skål med et ur i bunden. Det festlige indslag er en del af Diamantini & Domeniconis kollektion. www.diamantinidomeniconi.it

Altdeutscher, Moooi

Porcelæn og ure er måske ikke en sammenstilling, der ligger lige til højre ben, men når det drejer sig om designeren Jaime Hayon er alt muligt. Han har i en årrække samarbejdet med Bosa Ceramiche og det er der blandt andet kommet dette vægur ud af. Med til kollektionen hører også Fantasmico uret, der er en moderne og twistet udgave af det historiske kaminur. www.hayonstudio.com

Poesien er til at få øje på i det håndlavede Swallow ur fra det taiwanske designstudio Haoshi, der har ladet tolv fjerlette, flyvende svaler tage over i stedet for de sædvanlige tal. Vi bliver på smuk vis mindet om at tiden flyver. Tjek hjemmesiden og nyd musikken, der på sin egen måde sætter tiden i stå. www.haoshi

Kyoto Clock, Valerio Romondia.

Stelton, Down

Non La urene fra italienske Diamantini & Domeniconi, der har en helt fantastisk kollektion af moderne ure med et humoristisk twist, er designet af Studio Klass. De kræmmerhusformede ure er fremstillet af keramik. www.diamantinidomeniconi.com

Sasa Clock er den islandske designer Thorunn Arnadottirs bud på et anderledes ur. Uret, der består af et urværk, et spejl og en perlekæde, hvor hver træperle repræsenterer fem minutter, tager afsæt i afrikansk kultur. De orange perler repræsenterer en time, og de sølv- og guldfarvede angiver henholdsvis nat og dag. Ideen med at udelade minutterne er at vi ikke skal lade os dominere af tidstyranniet, men i stedet lade tiden flyde. Kæden kan tages af og bruges som smykke – en synlig demonstration af, at man ikke er i tidens vold. www.thorunndesign.com

Den tyske designer Sebastian Herkner tager i sit arbejde altid udgangspunkt i ansvarlighed og han stiller modigt spørgsmålet: Har vi brug for dette produkt. Et af svarene er væguret Felt, der er fremstillet af genanvendelig og nedbrydelig PET filt. Producent er hollandske LEFF Amsterdam, der i øvrigt byder på en omfattende kollektion af innovativt urdesign. www.leffamsterdam.com

Ora, Kähler

Designerne hos det Brooklyn-baserede designstudio LeeLABS har ladet sig inspirere af geometri og symmetri, sådan som begreberne anvendes i arkitektur og tekstiler. De har leget med denne regelbundethed og manipuleret mønstrene på en ekspressiv og overraskende måde. Resultatet er en kollektion af ure, som blandt andet tæller Ruffle Para Clock. www.leelabstudio.com

Master of the stripe

I anledning af Steltons 50 års jubilæum mødes en af de største danske designklassikere med et af tidens helt store stilikoner, modeskaberen Paul Smith.

Et af de hotteste navne på den internationale modescene netop nu er engelske Paul Smith, der har lagt verden for sine fødder ved bl.a. at føje nogle frække og provokerende noter til den traditionelle, eksklusive skrædderkunst. Han er verdenskendt for sine multifarvede nålestribede designs, der pryder alt fra trendy habitter over strikkede halstørklæder og manchetknapper til designermøbler. Og nu også isenkram og brugskunst af den fineste slags. Den danske designvirksomhed Stelton har nemlig indledt et samarbejde med den innovative englænder, der om nogen evner at skabe stærke og banebrydende trends og ikke blot flygtig mode. Det skyldes ikke mindst hans unikke evne til at forene humor med en stor respekt for det klassiske og traditionelle udtryk, som det fortolkes i bl.a. Saville Rowe.

En god cocktail

Hvad sker der så når man tager et enestående design fra 60’erne og lader en af verdens hotteste og mest kreative designere kigge på det? Det spørgsmål stillede Steltons ledelse sig selv i forbindelse med virksomhedens 50 års jubilæum. Og tanken ligger ikke Stelton fjern for virksomheden har siden ejerskiftet i 2004 arbejdet målrettet på at blive et af de mest trendsættende designhuse baseret på skandinavisk designfilosofi. Det har blandt andet har ført til samarbejde med masser af spændende, nye designere fra ind- og udland. Derfor kontaktede Steltons direktør Michael Ring med egne ord: én af designverdenens absolutte Rock Stars, Paul Smith, som netop havde den helt nyskabende tilgang til Stelton produkterne, som man efterlyste. Paul Smith besidder samtidig den kombination af popularitet og eksklusivitet, der har gjort samarbejdet ekstra interessant. Opgaven var klar: ”Kære Paul Smith, vær venlig at kigge på den verdensberømte Cylinda-Line, skabt af Arne Jacobsen og giv den et ægte Paul Smith twist.Med det udgangspunkt kunne to af designverdenens genier endelig mødes på tværs af årtierne, og de klassiske produkter kunne dermed blive båret ind i det nye årtusinde af en moderne designkunstner med helt særlig fornemmelse for tidens strømninger.

Som fod i hose

Det var en opgave, der passede det kendte modeikon perfekt. I forvejen har Paul Smith stor respekt for netop Arne Jacobsens Cylinda-Line med de helt enkle cylindriske former i rustfrit stål – det klassiske design der har lagt grund for nogle af Steltons største salgssucceser. Han er faktisk så begejstret, at han ofte bruger Steltons produkter som gaver. Især kan han finde på at bruge det klassiske sukker/flødesæt og den cylindriske stempelkande som gave ved særlige lejligheder samt til mennesker, han ved sætter særlig pris på godt design. Når man siger Paul Smith, siger man også markante farver i helt nye sammenhænge. Hvem genkender ikke hans signatur-farvestriber på f.eks. et par sneakers? Derfor er det helt naturligt også farverne, der præger designerens tilgang til Steltons klassikere.

Stor udfordring

Udfordringen har været ganske stor, ikke mindst fordi Paul Smith kommer fra tekstilernes verden, og derfor er vant til hurtigt at kunne se resultatet. At få stofferne farvet ind og sidde med dem i hænderne kort efter at idéen er opstået. I Steltons produktverden er der meget længere fra idé til handling, idet prøver ikke bare kan produceres hen over natten. Ikke desto mindre er resultatet blevet ganske fint og det bærer, som altid når det gælder Paul Smith, præg af en let og legende tilgang til farverne – nøjagtig som hvis han havde designet en ny modekollektion. Det er primært de kendte Cylinda-Line produkter Paul Smith har givet sit berømte touch, men også en ny serie farverige skåle er kommet til i samme cylindriske form. Og så har farven sort fået sin helt egen rolle.

Når man star med en klassiker i hånden ved man at den er uangribelig. Den holder i enhver tænkelig sammenhæng. Derfor turde Stelton også lade Paul Smith kaste sig over arvesølvet: de helt store ikoner fra Arne Jacobsens hånd, blandt andet Cylinda-Line kaffekanden. AddColour, som den nye serie er døbt, producers i et begrænset antal i 2010.

Add Dot er en serie, der nærmer sig Paul Smiths oprindelige univers. Her leges der med farvesammensætninger som var det modetøj. Skålene producers i 9 farveserier.

Modeskaberen og designeren Paul Smith har sit udgangspunkt i modeverdenen, hvor hans striber og særlige farveunivers vækker genkendelse verden over.

Flere danske producenter har anvendt Paul Smiths stilsikre designs, en af dem er Carl Hansen & Søn, der har brugt hans ekspressive tekstiler på blandt andet denne Hans J. Wegner stol, CH445. www.stelton.dk