Tag: Schmidt hamme lassen architects

Katedral i dialog med lyset

Der er langt mellem indvielsen af nye katedraler – disse exceptionelle bygninger hører på mange måder en anden epoke til. Set i det lys alene er det en begivenhed af de større, at der langt oppe  i Norge – 500 km nord for Polarcirklen, netop er blevet indviet et fantastisk bygningsværk: Nordlyskatedralen. Den 47 meter høje katedral, som er designet af schmidt hammer lassen architects i samarbejde med Link Arkitektur, er allerede inden indvielsen blevet opfattet som et symbol og et arkitektonisk vartegn for hele området.

Da arkitektkonkurrencen om Nordlyskatedralen blev udskrevet i 2001, ønskede byrådet i Alta sig ikke bare en ny kirke: De ønskede sig en bygning, der både skulle være et arkitektonisk vartegn og være med til at fremhæve Altas rolle som et sted, hvorfra nordlysfænomenet kan observeres.

-Nordlyskatedralen er i sit design dybest set et produkt af den omgivende natur og den lokale kultur. Bygningen er et vartegn, der gennem sin arkitektur symboliserer det ekstraordinære naturfænomen, nordlyset, som kendetegner stedet, forklarer John F. Lassen, partner hos schmidt hammer lassen architects.

-Katedralen spejler, både konkret og i overført betydning, nordlyset. Æterisk, flygtig, og poetisk Den markerer sig som en solitær skulptur i samspil med den storslåede natur.

Nordlysets betydning afspejles i katedralens arkitektur. Kirkens konturer rejser sig i en spiralform, der kulminerer med spidsen af klokketårnet 47 meter over jorden. Facaden, der er beklædt med titanium, reflekterer nordlyset i de lange perioder med arktisk vintermørke og forstærker oplevelsen af fænomenet.

 

Indenfor fremstår katedralens hovedrum, kirkerummet, som en fredfyldt kontrast til bygningens dynamiske ydre. Materialevalget, med vægge af rå beton samt gulve, paneler og lofter af træ, er med til at understrege den nordiske kontekst. I kirkerummet trænger dagslyset ind via høje, smalle, irregulært placerede vinduer. Et ovenlysvindue oplyser hele væggen bag alteret, hvorved der skabes en helt særlig stemning i rummet.

Katedralen, der har plads til 350 personer i kirkerummet, indeholder også funktioner som administration, undervisningslokaler, udstillingsarealer og en menighedssal.

Det er ligeledes en dansker, der står for katedralens udsmykning, idet Peter Brandes har fortolket på den religiøse symbolik i skikkelse af glasmosaikker, døbefont og en 4,3 meter høj kristusfigur i bronze.

Krystallen f

Krystallen, den nye udvidelse af Nykredit designet af schmidt hammer lassen architects, har vundet en Emirates Glass LEAF arkitekturpris i kategorien ”Bedste Strukturelle Design 2011”. Med denne arkitekturpris anerkendes Krystallen som innovativ arkitektonisk design, der sætter den internationale målestok for næste generation af arkitekter – og som noget af det bedste inden for global arkitektur lige nu. Krystallen er placeret nordvest for det eksisterende Nykredit hovedsæde, Glaskuben, på grænsen mellem den nye havnefront og det historiske København. ”Den nye bygning står frit på pladsen og fremstår som en klar geometri, der i et let og krystallinsk udtryk svæver over pladsen ved kun at støtte på ét punkt og én linje,” forklarer partner hos schmidt hammer lassen architects, Kim Holst Jensen. Han uddyber: ”Bygningen og pladsen er designet, så de interagerer med hinanden og med den omgivende by.” I såvel form som skala placerer bygningen sig mellem by og havn og tilpasser sig de omkringliggende bygninger. Mod syd rejser bygningen sig med reference til Elefanthusets gavlspids og skaber rum for bygningens hovedindgang. Ved hjørnet af Puggaardsgade og Hambrosgade er der under bygningen passage og frit udsyn mod Glaskuben og havnen. ”Krystallens arkitektoniske idé er inspireret af naturens fascinerende formskatte, samt områdets vilkår og potentiale”, forklarer Kim Holst Jensen. ”Bygningen adskiller sig formmæssigt radikalt fra traditionelt erhvervsbyggeri ved at være en skarptskåren skulptur, der elegant løfter sig over den underliggende plads.” I august modtog Krystallen desuden den prestigefyldte European Steel Design 2011 arkitekturpris. Endvidere er Krystallen og City of Westminster College shortlistet til en World Architecture Festival 2011 arkitekturpris. Vinderne af prisen bliver annonceret i Barcelona den 2.-4. november 2011.