Tag: Say O

Sig navnet!

Say O er navnet på en helt ny stolekollektion med et markant grafisk udtryk. Stolene har ikke blot en stærk O-faktor – de har, i kraft af et enkelt og stilsikkert, skandinaviske formsprog, også et iboende klassikerpotentiale.

Text: Susanne Holte

Udeladelsens kunst bidrager ofte med nye skulpturelle kvaliteter. Ligesom pausen i fortællingen sætter det talte ord i relief, føjer fraværet af materiale i et kunstværk eller et design nye ekspressive dimensioner til helheden. Sådan er det også med Say O stolen, der er det første produkt, designet af den norske designgruppe KnudsenBergHindenes til den danske designvirksomhed Say O.

Say O stolen, der netop nu lanceres på det europæiske marked, er det første af en stribe produkter fra Say O, og virksomheden, der producerer og sælger møbler til både kontrakt- og detailmarkedet, har allerede høstet stor anerkendelse for det innovative design på de store internationale designmesser.

Stolen, der er fremstillet i det revolutionerende 3D-finer, lægger sig med sit stringente og organiske formsprog i naturlig forlængelse af den skandinaviske designtradition – en tradition, hvor form og funktion er ligeværdige størrelser og hvor æstetik og nødvendighed går op i en højere enhed.

Designerne KnudsenBergHindenes, der alle er uddannet designere fra Bergen Kunst- og Designskole, har på smukkeste vis udnyttet 3D-teknologien, der giver mulighed for at koble organiske former med et slankt udtryk uden at gå på kompromis med styrken.

Der er tænkt ergonomi og komfort, og Say O stolen klarer, trods sin slanke skal på blot 6,5 mm, alle styrketests med optimale resultater. Forklaringen er, at 3D-fineret presses ekstremt hårdt ved hjælp af en kostbar og patenteret teknologi, som netop giver designerne mulighed for at gå helt til grænsen for, hvad man normalt kan gøre med træ.

Den kompromisløse tilgang til Say O-projektet, har resulteret i en superlet og stabelbar stol, fremstillet af gedigne materialer: Skallerne er indtil videre presset i en knivskåret askefiner samt i bøge- og egefiner – egetræsudgaven fås i en hvidpigmenteret, en natur og en mørkbejdset variant. Dertil kommer en stribe lakerede overflader i standardfarverne sort, hvid, antracit, grøn, blå og gul. Say O har arbejdet målrettet på at finde frem til en lak med så mat en overflade som muligt- uden at gå på kompromis med slidstyrken.

Det lette stel, der er tilvirket med miljørigtig Krom 3 fås i tre varianter: med henholdsvis fire hjørneplacerede ben, slædestel samt et mere centerplaceret stel med skråtstillede ben. De to førstnævnte modeller er stabelbare.

Det markante, grafiske designbag Say O-kollektionen er skabt af den norske designergruppe KnudsenBergHindenes.

Se mere på www.sayo.dk

Still got the blues

Thonet.

Hen i det blå – siger vi, når noget er lidt småtosset, men faktisk er blå slet ikke nogen helt fjollet farve. Den virker nemlig både beroligende og afslappende, modvirker kaos og åbner for kommunikation og skaber fred og harmoni – og er måske af alle nævnte grunde lige netop den farve, der er allermest brug for i en verden på randen af hysteri.

Text: Susanne Holte

Det er videnskabelig bevist: den blå farve virker afslappende. Den dæmper pulsen, sænker blodtrykket, nedsætter stofskiftet, køler os ned og får os til at slappe helt af. Måske var det derfor, den italienske renæssancemaler Cennino Cennini kaldte blå for den mest fuldkomne af alle farver.

Blå er den ene af de tre primærfarver. Det er himmelens og havets farve, men det er også tillidens, visdommens og magtens farve – og er derfor yndet brugt på uniformer, fly, firmalogoer og offentlige indretninger – kort fortalt på steder, hvor der er brug for at signalere pålidelighed og seriøsitet. Den maskuline blå tilhører både manden i kedeldragten, søens folk, de royale og adelige med blåt blod i årene. Den tilhører drømmere og melankolikere, stjernekiggere og naivister – og så har den tætte bånd til det religiøse. I det gamle Egypten var farven forbundet med guden Amûn, i Indien tilhører den blandt andre guden Vishnu, hinduerne kobler den til Krishna og Asa-dyrkere vil vide at Odins kappe var blå. Det samme gjaldt Jomfru Marias kappe, som for mange står som symbolet på evigheden.

Evigheden er også i spil når man vender blikket mod himmelens blå og fortaber sig i refleksioner om det uendelige. Romantikerne blandt os ved, at den blå blomst er et universelt symbol for poesien. Mennesker med interesse for det alternative mener, at den blå farve er knyttet til hals-chakraet og forbundet med tale og hørelse og dermed med åndelig kommunikation. Den mørkere indigo tilhører pande-chakraet som står for klarsyn og intuition.

Blå er bindeleddet mellem lys og mørke, bedst illustreret i den blå time, som i gamle dage blev brugt til eftertanke. Det er også farven på en sindsstemning og en dertil knyttet musikgenre, der kan få det til at krible i fingrene på guitarentusiaster – og så er det en uforlignelig farve til møbler, tekstiler, lamper, tæpper og, og, og – se bare her de skønne variationer over azur, cyan, kobolt, indigo……

Glasbordet er, ligesom den blå farve, en evig gyldig klassiker. Akim bordet er designet af Oscar og Gabriele Buratti for italienske Gallotti & Radice. Fås med oval eller rektangulær krystaltop og farvet glasunderstel. www.galottiradice.it

Et møbel kan næsten ikke blive mere casual end Giuseppe Vigano’s superflotte Auto-reverse sofa for italienske Arketipo. Designet fremstår blødt og afslappet, men er alligevel skarpt i sit snit. Fås med både læder og tekstil – her er den i en smuk støvet blå variant. www.arketipo.com

Bloom easy chair, design Kenneth Cobonpue.

Japan Handmade er en designvirksomhed, der præsenteret japansk kunsthåndværk og japansk møbeldesign. De går dog ikke af vejen for at arbejde på tværs af landegrænser og krydse oceaner. Indigo- bordet er for eksempel blevet til i samarbejde med det danske OeO Design Studie. Bordet er håndlavet af Shuji Nakagawa i Japan. Pris på forespørgsel. www.japan-handmade.com , www.oeo.dk

Cherrybomb er et nyt lyssystem skabt af Lindsey Adelman for Nilufar Gallery.

Naturens perfekte geometriske former inspirerer CTRLZak Art & Design Studio, der har taget afsæt i de pentagonale og heksagonale strukturer, der findes i træets ved. Resultatet er disse krystalagtige formater, der samlet set udgør en stol. Beklædt med økologiske tekstiler i en række forskellige blå nuancer. Foto: Thorsten Greve. www.ctrlzak.com

Designeren Maarten De Ceulaer har gennem nogle år udforsket temaet kuffert. Et af de seneste resultater er The Leather Collection, hvor kufferter og brevtasker bliver til moderne møbeldesign, som for eksempel dette spejlmøbel, håndlavet af den kendte belgiske læderkunstner Ralph Baggaley. www.maartendeceulaer.com

Deep Sea glassreolen er designet af Nendo for Glass Italia. www.glassitalia.com

Puffen er et multifunktionelt møbel, som næsten kan sniges ind alle steder. Elephant puffen, designet af Nadadora Studio for Sancal, giver endnu flere anvendelsesmuligheder fordi den også kan forsynes med en miniature bordplade med plads til kaffekoppen eller labtoppen. Her er Elephant klædt i blåt og står på elegante kobber-ben. www.sancal.com

Ilva er også hoppet ud i det blå med en lang stribe møbler: sofaer og lænestole betrukket med himmelblåt og kongeblåt stof. Blandt nyhederne til sæsonen er Snooze  sofaen med lyseblå uldfilt og ben i lakeret ask. Pris: 8.999,- kroner hos ILVA

Nogle møbler signalerer et ”varmt velkommen”, således med fisnke Matti Klenell’s vamsede og imødekommende Panda Chair, tegnet til svenske Källemo. Her er den med blålakeret stel og meleret blåt tekstil. www.kallemo.se

Philipp Aduatz, Reverse Chair.

Källemo står for sin helt egen møbelstil: skandinavisk avantgarde med fokus på funktion. Indenfor disse rammer passer Gustav Persons fine lille Pussel skammel helt perfekt. Den er samlet helt uden skruer ligesom bordet Spänna af samme designer. Her med et sæde i en fin dueblå nuance. Pris: 2.200,- kroner www.kallemo.se , www.agneta.dk

Richard Brendon sætter med sin porcelænskollektion Patternity helt nye standarder for hvordan bone-china kan tage sig ud. Stellet, der omfatter mange forskellige dele, er hånddekoreret i England og kobler på ekspressiv vis en fin gammel tradition med Richard Brendon’s erfaringer med keramik. www.richardbrendon.com

Say O er navnet på en helt ny stolekollektion med et markant grafisk udtryk. Bag designet står KnudsenBergHindenes. www.sayo.dk

Pressed Chair fra Nils HolgerMoormann.