Tag: Ronan & Erwan Bouroullec

Sat til vægs

Nova-Annalise-Glover-Bolia copy

”Nova” reolen fra Bolia leger med skæve vinkler.Michael H. Nielsen og Annalise Glover har designet. Fås i hvidpigmenteret egefiner og olieret valnøddefiner. www.bolia.com

Bogen er død – bogen leve. Sådan kunne man, med en lidt flabet omskrivelse af Nietzsches ord, godt indlede en præsentation af tidens aktuelle reoler. På den ene side, er vi nemlig stadig en flok, som holder af litteratur i fast form, og derfor insisterer på hyldeplads i metervis. På den anden side vil andre sikkert hævde, at bogen – altså den af papir og med fast ryg – er død, og at nutidens reol i stedet skal være lille og fiks – gerne med skulpturelle egenskaber.

 

Text: Susanne Holte

Trods forudsigelser om det modsatte er litteratur i fast form åbenbart kommet for at blive – i hvert fald en rum tid endnu. Det betyder, at der skal skaffes tusindvis af hyldemeter til nervepirrende krimier, omfangsrige encyklopædier, overflødige biografier, inciterende historiske romaner, besk samfundssatire, seriøse digtsamlinger og hjertegribende kærlighedsfortællinger. Reoler i fantasifulde udformninger byder derfor stadig alverdens bøger indenfor på et tålt ophold, inden de skal ud og ligge på natborde eller pakkes ned i weekendkufferter for en kort rejse. I dag kan Dostojevskij, Proust, Rifbjerg og Auster finde hvile i skulpturelle designerreoler, der ikke blot fungerer som opbevaringsmøbler, men som i høj grad også føjer nye æstetiske dimensioner til indretningen. Hører man til dem, der har vendt Johann Gutenbergs opfindelse ryggen, for i stedet at læse verdenslitteraturen på tablet, som e-bog eller lydbog, vil den store isolerende reol sikkert virke støvet i en moderne kontekst. Der er derfor dukket en stribe mindre reoler op – reoler, som føjer nye dekorative elementer til hjemmet, og som i højere grad bliver anvendt til eksponering af brugskunst og til opstilling af personlige stilleben. Det ligger i reolens natur, at den skal sættes til vægs og den traditionelle vægmonterede reol er stadig i høj kurs. Ikke mindst, når den skal anvendes til bøger i større mængder. Som et vægtigt alternativ ser man en del lavere, gulvbaserede modeller, som nærmest har karakter af skænke eller konsolmøbler. Endelig er der dukket en række mobile reolmøbler op – møbler på hjul, som føjer en klædelig lethed til indretningen og som har trolleyens funktionelle egenskaber. Udvalget toppes af enkelthylder, som kan hænges op i klynger, anvendes enkeltvis ved siden af sengen, favoritstolen eller hvor de nu kan gøre sig nyttige. Uanset om man er til det store favnende møbel eller til et mindre pladskrævende statement, så er der et stort udvalg af moderne hyldemeter. Nogle af dem kan besigtiges på disse sider.

 

Randomissimo_mdfitalia

MDF Italia præsenterer en ny væghængt reol, ”Randomissimo”, designet af Neuland Industriedesign. www.interstudio.dk , www.mdfitalia.com

up_the_wall_bent-hansen

”Up the Wall” er et nyt fleksibelt hyldesystem fra Bent Hansen. Hylderne sælges i pakker med en kort og en lang hylde i hver. Bag designet står Henrik Hvid Hansen. Fås i sort og hvid. www.benthansen.net

Joy-zanotta-hultmann

”Joy”-reolen er skabt i 1989 af Archille Castiglioni og italienske Zanotta producerer den roterende reol. www.zanotta.it , www.hultmann.dk

ERB_2015_artek_kaari

Finske Artek er gået i samarbejde med de franske designer-brødre Ronan & Erwan Bouroullec om møbelkollektionen Kaari Collection med bl.a. denne fine lille hylde. www.paustian.dk

Bridge-Outofstock-Bolia copy

”Bridge” er designet af Outofstock for Bolia. Fremstillet af pulverlakeret stål og egetræ. Fås i hvid eller grøn. www.bolia.com

SJ-large-wedowood kopi

Den nye ”SJ Bookcase Large” fra We Do Wood består af fire mindre reolkasser, som monteres på en liste. Fremstillet af det bæredygtige materiale moso bambus. www.wedowood.dk

LEGNO SYSTEM_Stefan-Shoning-belgien

Den belgiske designer Stefan Schöning har udviklet reolskabet ”Legnosystem”, som italienske Fiam Italia har produceret denne prototype. www.fiamitalia.it

Butterfly-cadovius

Poul Cadovius’ lille fine ”Butterfly” hylde, designet i 1958, får en velfortjent renæssance. Det er dk3, der relancerer det funktionelle minimøbel i massiv valnød og eg. www.dk3.dk

slide_kenichi_sonehara-nendo

Japanske Oki Sato alias Nendo står bag ”Slide” glasreolen fra Glas Italia. Bemærk de sorte glashylder, hvoraf den ene er forskudt – en teknisk krævende detalje. Prototype. www.glasitalia.com

 

Mau-studio7step


Grafisk stringent. Sådan opleves reolsystemet R.I.G. i stål, eg og glas, designet af Mikal Harrsen og Adam Hall for MA/U Studio.  www.maustudio.net , www.casashop.dk

 

Creativ Boards

Muuto’s klassiske ”Stacked” opbevaringssystem fås nu i mørk- og lysegrå. Det er JDS Architects, der står bag designet. www.muuto.com

CASSINA SIMONCOLLEZIONE_DadÖ_Kazuhide Takahama

 

En klassiker relanceres med ”Dadà”, designet i 1965 af den japanske arkitekt Kazuhide Takahama. Italienske Cassina har føjet det til deres Cassina SimonCollezione. Fås i massiv eg eller amerikansk valnød. www.paustian.dk , www.cassina.com

 

FISHBONE_b-line

”Fishbone” fra italienske B-Line, designet af Favaretto & Partner. Metal og finer i samspil skaber lethed. www.b-line.it , www.arnesco.dk

FLIP-munkcollective

 

”Flip” reolsystemet fra Munk Collective er designet af Hviid Damsbo, der har eksperimenteret med firkanter, hexagoner og trapezer. ”Flip” er fremstillet af mdf og egetræsfiner. www.munkcollective.com

Il.kilometre.Joe.Colombo.Ash-Karakter kopi

Reolsystemet ”Il Kilometre” er nordisk i sit snit. Den italienske designer Joe Colombo blev inspireret under et ophold i Skandinavien i 60’erne. Relanceres nu af danske Karakter Copenhagen. www.karakter-copenhagen.com

 

NovelCM-spejle-miljoe-HR

Danske Novel Cabinet Makers lancerer det fleksible reolsystem ”Stock”, der består af forbindelsesled, stiger og hylder, som kan samles uden brug af værktøj. Fås i hvid, sort og eg. www.novelcm.com

 

montana_living4_canalhouse_054 kopi

En af sæsonens nyheder fra Montana er en række kulørte bagbeklædninger, der kan skabe individuelle udtryk – også på eventuelt eksisterende reoler.  www.montana.dk

 

Systemets mand

Enkelhed, fokus på ærlige materialer, stringente former og optimal funktion var nogle af de kvaliteter, der var kendetegnende for de danske designere og arkitekter, der var med til at sætte dansk design på verdenskortet i 50’erne og 60’erne. Begreberne var selve rygraden i Danish Modern. En af ambassadørerne fra den periode var Poul Cadovius (1811-2011), der først og fremmest har slået sit navn fast som reolens mester. Ja, det var faktisk Cadovius, der skabte verdens første vægmonterede reol. Cadovius var egentlig uddannet saddelmager og møbelpolstre, men træet blev hans skæbne. Han slog for alvor sit navn fast, da han i 1948 designede det udødelige reolsystem Royal System, som i tre årtier blev en af dansk møbelindustris største successer med licenser og produktion i mere end 30 lande. Den farverige designer, der som få forstod at sætte kulør på møbelbranchen, og som havde en helt unik evne til at skabe opmærksomhed omkring både sin person og sine designs, blev næsten 100 år og han fik i løbet af sin meget lange karriere registreret ikke mindre end 400 patenter. I 2010 fik den danske møbelvirksomhed dk3 licens til at producere Royal System, som i dag sælges over hele verden i sin oprindelige form, men tilpasset moderne produktionsformer.

Poul Cadovius_high

 

RS_cadovius_oak_oil_brass_styled

 

Bouroullec og Kvadrat i London

London Design Festival er netop skudt i gang og Kvadrat har til lejligheden indgået samarbejde med den internationalt anerkendte designerduo Ronan og Erwan Bouroullec. Sammen har de kreeret en dramatisk 30 meter lang tekstilinstallation, Textile Field, der kan opleves i Raphael Gallery på Victoria and Albert Museum fra den 16. – 25. september 2011. Textile Field er en 30 meter lang udvidet farvet skum og tekstilinstallation med bløde overgange, der skaber et sensuelt og dynamisk rum. Tanken er, at de besøgende på Raphael Gallery kan lounge på installationen og fordybe sig i galleriet. “Vi ønskede at kreere en anderledes tilgang til fri oplevelse på for eksempel et museum, hvor rummet i sig selv kan virke skræmmende. En afslappet kontekst, der giver plads til fordybelse,” forklarer Erwan Bouroullec. Kvadrat har tidligere samarbejdet med brødrene Bouroullec i udviklingen af den prisbelønnede tekstilinstallation Clouds, der blev lanceret i 2008.

holte

Firstclass design

Boligmagasinet BO BEDRE hylder igen de bedste designere og deres arbejde med uddelingen af BO BEDRE Awards 2010. Her premieres det flotteste, mest funktionelle og originale på den danske og internationale designscene.

Text: Susanne Holte

Den danske designer Kasper Salto blev i år valgt som årets designer i forbindelse med den årlige prisuddeling af BO BEDRE Awards 2010. Salto løb med anerkendelsen for sine mange bidrag til dansk møbel- og belysningsdesigns. Han blev først og fremmest hædret for sin evne til at omsætte sin kærlighed for det enkle og indlysende til funktionelle og æstetiske møbler og lamper. Kasper Salto har med sin baggrund i møbelhåndværket en helt særlig og grundig tilgang til design, hvilket kommer til udtryk i stort set alt, hvad han rører ved. Han skræller alt overflødigt af og ender med et minimalistisk, men humant udtryk, som på en gang er meget skandinavisk og meget internationalt. Kasper Salto er udlært møbelsnedker i 1988 og tog i 1994 desuden afgang fra Danmarks Designskole. Han har modtaget flere priser og hædersbevisninger og har designet møbler for blandt andre LightYears, Fredericia Furniture og Fritz Hansen. BO BEDRE Awarden gives også til Årets Bedste Møbel, og det blev i år designeren Søren Rose Kjærs skuffemøbel for Mater. Møblet indgår i en store kollektion, som hank alder Gymnasium – inspireret af barndommes gymnastiksale. De første limited edition-møbler var rent faktisk lavet af gamle gymnastikgulve, mens de nyeste er bygget i genbrugs- og certificeret træ. Et gennemført koncept, der er både innovativt, bæredygtigt, æstetiskt og ikke mindst sjovt.

Årets Design

Årets design blev en delt førsteplads mellem Bacsac-planteposen og kunststolen Paper Chair. De mobile planteposer Bacsac er grønne i mere end én forstand. Ud over at de er fremstillet i miljøvenligt plast, er materialet uv-behandlet, beskytter planterødderne og afleder overskydende vand. De fylder ingenting pakket sammen – og så giver de mulighed for at tænke naturen ind i små byrum som altaner, terrasser og tage på en helt ny måde. Designet af Godefroy de Virieu, forhandles af Nomess Copenhagen. Papirstolen Paper Chair er designet af Mathias Bengtsson og er et eksperiment over, hvor langt man kan gå med et materiale. Ark efter ark af sort og hvidt genbrugspapir, skåret med en CNC-styret kniv i 2000 forskellige profiler, er limet sammen til en stærk og skulpturel form. Den grafiske stol repræsenterer en spændende kombination af det teknologisk innovative og det håndlavede unikaprodukt. Paper Chair er skabt til Danish Crafts Mindcraft10-kollektion.

Årets Lampe

Belysningens vigtighed i den moderne bolig tilgodeses også med awarden, hvor der også er en pris til Årets Lampe. Den gik i år til lampen Lighthouse, designet af Ronan og Erwan Bouroullec for Established & Sons. Kombinationen af den tunge marmorbase og det lette glas giver Lighthouse et unikt udtryk. De franske designerbrødre har studeret den traditionelle glaspusterkunst og formidler den på innovativ vis videre i et meget moderne lampedesign i marmor og glas, der her klæder hinanden fantastisk flot.

-Årets vindere af BO BEDRE Awards viser, at design i disse år går nye veje. Bæredygtighed er blevet et væsentligt parameter i udviklingen af nye produkter, dertil kommer også, at kunst og design går mere og mere hånd i hånd. Vinderne har også kvalitet som den fornemmeste fællesnævner – og det er rart at se, at de gode ideer ikke er ramt af krisetider, udtaler BO BEDREs chefredaktør Erik Rimmer. Dommerjuryen bestod i år af; Anne-Louise Sommer, rektor v. Danmarks Designskole • Elsebeth Gerner Nielsen, rektor v. Designskolen i Kolding • Christian Scherfig, direktør for Dansk Design Center • Britta Tøndborg, direktør for Trapholt • Birgitte Jahn, direktør for Danish Crafts • Bodil Busk Laursen, direktør for Kunstindustrimuseet • Mads Arlien-Søborg, trendforsker, Susanne Holte, trendspotter og boligjournalist • Grete Sivertsen, chefredaktør BO BEDRE Norge • Charlotte Ravnholt, medredaktør BO BEDRE • Erik Rimmer, chefredaktør BO BEDRE.

Årets design 2010-pris gik til to forskellige produkter: Planteposern Bacsac, designet af Godefroy de Virieu for Nomess Copenhagen, og kunstnerstolen Paper Chair, skabt af Mathias Bengtsson til Danish Crafts Mindcraft 10-kollektion.

Den danske designer Kasper Salto blev hædret som Årets Designer 2010.

Årets Lampe 2010 blev Ronan og Erwan Bouroullec’s Lighthouse for Established & Sons.

Årets Møbel 2010 blev designeren Søren Rose Kjærs Gymnasium opbevaringsmøbel, produceret af Mater.

Bensp

Text: Susanne Holte

Fodboldentusiaster ved helt sikkert hvad det handler om, når dommeren med hård hånd griber ind overfor forseelsen benspænd – og dermed afslører at en spiller helt bevidst har forsøgt at passivisere sin modstander ved frækt at strække sit ben ud foran ham, udelukkende med den gustne hensigt at få ham til at falde eller snuble. Filmentusiaster ved også at instruktøren Lars von Trier skabte nogle kunstneriske benspænd, da han i 2003 lagde forhindringer og dogmeregler ud for at udfordre vennen Jørgen Leth under indspilningen af filmen ”De fem benspænd”. Designentusiaster har formodentlig på samme sæt og vis bemærket at en række formgivere netop nu arbejder innovativt med benspænd – om end i en helt tredje betydning: de flytter fokus fra fladerne for at give fundamentet en ny kreativ dimension. Resultatet er en stribe borde og stole, hvor understellet – selve fundamentet kommer til at fremstå som det centrale. Det indlysende nødvendige tilføres sin helt egen æstetik – en overraskende desingmæssig tyngde, der tvinger blikket ned ad og fastholder fokus i gulvhøjde. Her finder benene nye former, de stikker ud, stritter i hver sin retning, går i knæ, snor og krydser sig, centrerer sig og breder sig. De kommer i flok, i kontrastfulde materialer og farver og de hæfter sig til flader, plader og sæder med sære kunstgreb.

De franske designerbrødre Ronan & Erwan Bouroullec har med Baguette kreeret et sandt mesterværk i aluminium og glas. I bestræbelserne på at forbruge et minimum af materiale er det lykkedes at skabe et ualmindeligt elegant bord, der står let på tå. Producenten er Magis.www.magisdesign.com

Darling er et koncentrat af håndværk og teknologi. Det er den engelske designer Nigel Coates der har udviklet den skulpturelle stoleserie for italienske Frag. Den fås med fem forskellige understel, blandt andet dette snurrige stel med de krydsede ben.www.frag.it

To i een – et af flere bud fra Hilo borde-serien, designet af svenske Form Us With Love. Det svungne understel giver bordet et meget dynamisk ydre. Serien produceres af Voice Furniture.www.formuswithlove.se

Det nye Goblin spisebord fra Cattelan har et særdeles ekspressivt udseende. Understellet, der fås i massiv valnød, eg eller wengé udstråler en skulpturel styrke, som står i dynamisk kontrast til den transparente glasbordplade. Bordet, der fås i mange former og størrelser, er designet af Modus Studio.www.cattelanitalia.it

Tree from One kalder designeren Hunn Wai sine lidt vakkelvorne stole, skabt af træ og plastisk ler. Her nedbryder han den ikoniske form til enkeltdele og skaber dermed en helt ny æstetik. www.hunnwai.com

Infinity er det indlysende navn på Stefano Bigi’s smukke bord for Porada. Det uendelige bånd af poleret træ, der svæver mellem en stålsokkel og en glasplade, giver bordet et unikt og dynamisk udtryk. www.porada.it

Limousine Table, skabt af den sympatiske spanske designer Jaime Hayon og den hollandske kunstner Nienke Klunder til udstillingen American Chateau, er håndværksmæssigt så fantastisk udført at ironien bag næsten går tabt. Bordet er en del af en større kollektion, som blandt andet er en humoristisk kommentar til 1700-tallets europæiske møbelhåndværk. www.hayonstudio.com

Penny Bordet er kreeret af de danske designere Busk+Hertzog for GlobeZero4. www.globezero4.dk

Tegn et cafebord til det kommende kultur-produktionscenter på godsbanen i Århus. Sådan lød den konkrete opgave for designkonkurrencen Aarhush, udskrevet af de Åbne Værksteder på Huset i Århus i samarbejde med designere og arkitekter i Region Midtjylland. Vinderbidraget kom fra Trine Kjær og Mette Risbæk Jensen, begge studerende på Institut for Design på Arkitektskolen i Århus. Re-table er udført i genbrugstræ og kan helt enkelt justeres op og ned.www.aarhush.com

”Dialog – en stol til forhandling” var temaet for den seneste SE-udstilling, der blev vist på Glyptoteket. Her gav en række danske og internationale designere deres bud på et siddemøbel, som kunne stimulere den demokratiske proces. Karen Kjærgaard og Nanna Gram kom med dette bud, udført af JM Rør A/S.

Søren Ulrik Petersens bidrag til den seneste SE-udstilling- En stol til forhandling. Skabt i samarbejde med Amager Forbrænding og lavet af tre IKEA-kataloger, tre plastflasker og et stykke træ. www.sup.dk

Det er de næsten filigran-agtige ben, den ultratynde bordplade, samt de synlige forsænkede skruer i bordpladen, der giver Shrub-bordserien sit helt unikke præg. Shrub er designet af kinesiske Zhili Liu for belgiske Quinze+Milan, der har udfordret de kinesiske underleverandører til at satse mere på kvalitet og mindre på kvantitet. Åbenbart med succes.www.quinzeandmilan.tv

Med reference til 1800-talles franske møbeltradition har designeren Sam Baron skabt bordkollektionen Philippe 1, der er inkluderes i Casamania’s Marie Antoinette Pop Collection. Den fås i flere materialevarianter, som sidebord og cafébord.www.casamania.it

Teatro bordet fra Magis er signeret af designeren Marc Berthier. Det er en opdatering af det velkendte arbejdsbord, som mange arkitekter stadig ynder at bruge på deres atelier. www.magisdesign.com

Table Universelle – eller blot T.U. er navnet pÃ¥ Philippe Nigro’s smarte bord for franske Ligne Roset.www.ligneroset.com