Tag: Poul Christiansen

Tekstilt – møbler med blød kant

Wrap – design og produktion: Philip Bro Ludvigsen.

 

En af de allervigtigste designevents i Danmark – SE, Snedkernes Efterårsudstilling – kan stadig ses på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering på Holmen i København. Her mødes nogle af de dygtigste designere og producenter omkring et dogme. I år er temaet “Tekstilt – møbler med afsæt i et tekstilt univers”. Det er der kommet mange spændende projekter ud af.

 

Text: Susanne Holte

Der er et arrangement, der altid får plads i kalenderen: åbningen af den årlige SE-udstilling. Her mødes alle de bedste designere og producenter i en kreativ legestue, hvor der bliver prøvet kræfter med form og materiale. Hvert år et nyt dogme. SE 2014 var ingen undtagelse. Her lød opgaven: skab et møbel med afsæt i et tekstilt univers. Det er der så kommet 34 unikke møbler ud af. En hvilestol med titlen News Feed, formgivet som en trykpresse og med tekstilpolster vævet af avispapir. En skærmvæg flettet af tekstile finérplader. Et siddemøbel skabt af gevirer og skind. Et skab, som kan lynes op. En skulpturel stol iklædt det mest elastiske møbelstof til dato. Listen er lang og vidner om alternative møbler, der er sat fri af den kommercielle spændetrøje.

Autumn Leaves. Design: Claus Bjerre. Producent: Kvadrat og HKI.

 

De 34 designs udfordrer den klassiske opfattelse og anvendelse af polstring samtidig med at de tager afsæt i det teknologiske udviklingspotentiale. Det er møbler, der tager afsæt i tekstilernes sanselige og æstetiske kraft. Årets udstilling tager således makkerskabet op mellem møbel og tekstil op til fornyet og eksperimentel overvejelse og viser medlemmernes bud på møbler i et krydsfelt mellem materialekontraster, der balancerer på kanten mellem design og kunsthåndværk.

Off. Design: Isabel Ahm. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft og Bdr. Petersens Polstermøbelfabrik.

 

Producenterne er en vital del af designernes proces mod det endelige møbel, for som specialister indenfor deres felt er producenterne en vidensbank af erfaring, knowhow og teknologi – en platform af kompetencer, som SE-designere og producenter i fællesskab driver frem mod en eksperimenterende prototype, der viser nye sider af faget, håndværket og historien.

 Sweet and Sour. Design: Dögg Gudmundsdóttir. Producent: Onecollection, Dögg Design og Frank Switzer.

 

Som altid er der en håndfuld gæsteudstillere med på årets SE-udstilling, der enten er nyudklækkede talenter eller etablerede formgivere indenfor møbler eller andre kunstneriske genrer. De har skabt mangfoldige bud på det tekstile afsæt: en folkestol, hvor det flettede sæde i stedet illuderes af et laserskåret mønster i træets overflade, et bord med intarsia – en antik dekorationsteknik i træ, der mimer tekstilbroderiets dybde og originalitet – og en blomstret krinolinekjole formet som en blød lænestol med dansesko som fødder.

Textile Veneer. Design: Else-Rikke Bruun. Producent: Nicolaj Bo.

 12 Triangles. Design: Henrik Sørig. Producent: Godsbanens Værksteder ved snedker Ejvind Post og Brdr. Petersens Polstermøbelfabrik.

Baba. Design: ISKOS-BERLIN, Boris Berlin & Aleksej Iskos. Producent: Versus A/S.

 Tex A/S. Design: Karen Kjærgaard & Design Engineer Nanna Gram. Producent: JM Rør A/S og Kvadrat.

1-2-3-Stool. Design: Lise og Hans Isbrand. Producent: Lise og Hans Isbrand og Montana Møbler A/S.

Canvas. Design: Mia Lagerman. Producent: Mia Lagerman.

Genuine Danish Folding Cot. Design: Niels Gammelgaard & Puk Lippmann. Producent: JM Rør A/S og Puk Lippmann.

Close Bench. Design: Norm Architects, Jonas Bjerre-Poulsen, Kasper Rønn & Frederik Werner. Producent: Snedker Jakob Langebæk, modelbygger Morten Lyhne. Tekstil: Kvadrat.

 Softly Pleated. Design: Philip Bro Ludvigsen. Producent: Le Klint A/S.

Blowing in the Wind. Design: Poul Christiansen. Producent: Dansk Interiør Design, Haggard Company A/S, Maiken Sylvester og Poul Christiansen.

Laptop Sofa. Design: Rasmus Fenhann. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

 Weave. Design: Steen Dueholm Sehested. Producent: Onecollection og Claudius Foam.

Core. Design og producent: Sussi Osmark.

 Dress Your Shelf. Design: Thibaut Allgayer. Producent: Mølgaard Aps.

Fixie. Design: Torben Skov. Producent: Montana.

SE-udstillingen “Tekstilt” kan ses på Holmen frem til den 14. december 2014. Og igen i forbindelse med Stockholm Furniture & Light fra den 3. til den 7. februar.

Det skulpturelle m

DDesign: Rikke Hagen og Andreas Lund. Loungestol i fiberbeton og egetræslister. Producent: Rikke Hagen og Andreas Lund

Hvert år viser en stribe af de dygtigste møbeldesignere og producenter i Danmark deres bud på nyskabende møbeldesign – det sker når Snedkernes Efterårsudstilling – SE udfordrer deres medlemmer, samt en række gæsteudstillere på kreativiteten. Resultaterne af dette års anstrengelser kan netop nu skues på Thorvaldsens Museum.

Text: Susanne Holte

Årets tematiske afsæt har været at skabe skulpturelle møbler, skabt i materialets egne farver og af en størrelse, der kan vises på et podium med målene 1x1x1 meter. Dogmeregler eller benspænd af den slags, som designerne er vant til at håndtere i SE-sammenhæng.

Design: Christina Strand. Producent: Aksel Kjergaard A/S

Design: Christina Liljenberg Halstrøm. Producent: Simon Hofer & Herfølge Kleinsmedie/Tekstil: Elvang Danmark.

Det lyder umiddelbart enkelt, for  et møbel er jo i sti udgangspunkt en tredimensional skulpturel form. Det svære begynder, når funktionalitet, komfort og håndværk skal indgå i et skulpturelt udtryk med æstetisk og narrativ tyngde.

Design: Carlo Volf, Producent: Nielaus A/S

-At forene disse egenskaber så møblet fungerer som et samlet hele kræver stor dygtighed fra både designer og producent. Funktionaliteten skal være i orden, møblet skal være spændende at kigge på fra alle vinkler, og så skal det tale sit eget tydelige skulpturelle formsprog, forklarer formand for SE Mia Gammelgaard og næstformand Thomas Bentzen.

Design: Ditte Hammerstrøm. Producent: Peter Jensen, Broncestøberiet Leif Jensen ApS.

I år skal møblerne spille sammen med billedhugger Bertel Thorvaldsens nyklassicistiske skulpturer på Thorvaldsens Museum i København, og det har givet nogle særlige udfordringer, men giver samtidig en helt fantastisk ramme om de moderne designs.

Design Foersom & Hiort-Lorenzen. Producent: Københavns Tekniske Skole.

-Thorvaldsens Museum er et helstøbt gesamtkunstwerk af velproportionerede rum, smukke mosaikgulve, farvede vægge, ornamenterede friser, stuklofter og unikke interiørdetaljer, og derfor er det med en særlig ærbødighed, vi er gået i gang med opgaven i år, forklarer Mia Gammelgaard. Af samme grund er udstillingsprincippet om farvediskretion og ensartethed i værkstørrelse indført for at skabe overskuelighed og overblik i så ekstraordinære rum.

Design: Henrik Sørig. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

Der vises designs af SEs 76 designere og producenter, men der er igen i år inviteret en håndfuld gæsteudstillere: den etablerede tekstilkunstner Anne Fabricius Møller og designerne Rasmus Trampedach, Rasmus Fenhann, Rasmus Bækkel Fex og den svenske designduo TAF alias Gabriella Gustafson og Mattias Stålbohm.

Design:Boris Berlin & Aleksej Iskos, ISKOS-BERLIN. Producent: Källemo og Kvadrat.

Udover gæsteudstillernes 5 skulpturelle prototyper vises ikke færre end 36 møbelskulpturer, skabt af de permanente medlemmer.

Design:Jeremy Walton. Producent: Anstalten ved Herstedvester.

Design: Karen Kjærgaard. Producent: Forbo Flooring A/S.

Design: Lise & Hans Isbrand. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

Design: Monique Engelund. Producent: Keramik udført af Lars Rank.

Design: Philip Bro Ludvigsen. Producent: Fredericia Furniture.

Design: Peter Johansen. Producent: Malte Gormsen ApS

Design: Steen Dueholm Sehested. Producent: Steen Dueholm Sehested.

Design: Søren Ulrik Petersen. Producent: Molgaard ApS.

Design: Thomas E. Alken. Producent: Erik Jørgensen A/S.

Design: Troels Grumm-Schwensen. Producent: Malte Gormsen ApS.

Design Torben Skov. Producent: Montana.

Udstillingen kan opleves frem til den 2. december.

 

Tredve og trendy

Snedkernes efterårsudstilling fejrer 30 års fødselsdag ved at sætte medlemmerne fri. For første gang i mange år får de lov til at boltre sig uden at skulle rette ind efter temaer, specifikke materialer og begrænsninger. Resultatet er en stribe innovative møbler skabt i fabulerende dialog mellem designere og producenter.

Text: Susanne Holte

Ungdom er en flygtig gasart og selv græsrodsbevægelser, udbrydergrupper og frontløbere ender med tiden som konforme og forudsigelige institutioner med et reproducerende indhold. Læst ind i den kontekst er det så meget mere overraskende at Snedkernes Efterårsudstilling, SE, der i år kan fejre 30 års fødselsdag, stadig formår at forny sig og byde på innovativt design af høj klasse. En af forklaringerne på at dynamikken stadig er intakt skyldes måske, at foreningen løbende tilføres nyt blod: nye designere kommer til og hvert år lufter man ud ved at invitere en række gæstedesignere, som puster nyt liv ind i det etablerede koncept. Et andet flittigt anvendt redskab til at holde gejsten oppe har været at tematisere udstillingerne: give designerne en udfordrende ramme at arbejde indenfor.

Ingen bånd

For første gang i mange år, har man valgt at se bort fra den praksis. Det eneste stikord er foreningens 30 års fødselsdag, som alle har brugt som afsæt for årets møbel. Det udfordrende ved det brede og ikke fastlagte oplæg er, at årets udstillerfelt kommer til at vise lige så mange forskellige møbler, som der er udstillere på ”På min 30 års fødselsdag”. Møblet er så at sige frit og der kan fabuleres vidt og bredt over begreber, materialer, farver og ideer. SE’s fundamentale koncept er dog stadig det samme: nemlig at skabe innovative og signaturstærke prototyper i et ikke-kommercielt samarbejde mellem designer og producent. Resultaterne af anstrengelserne er netop blevet præsenteret i på Designmuseum Danmark i København, og fra den 1. december og helt frem til den 29. april 2012 får jyderne mulighed for at kigge på de mange nytænkte møbler på Trapholt i Kolding.

Vis mig din ged

Her kan de blandt andet se Jeremy Waltons bidrag. Walton tilhører SE’s yngre designgeneration og han har ladet sig inspirere af den politisk korrekte ged. I denne sammenhæng er geden dog et værktøj inspireret af det antikke folk art redskab, snittebænken ”Shaving Horse”. Med dette værktøj har designeren snittet en stol af grene, som herefter er vævet sammen med genbrugstekstiler i uld og bomuld. Københavns Møbelsnedkeri producerer dele af Jeremy Waltons redskabsbænk og her blev man begejstret over designerens forkærlighed for de gamle redskaber fra en tid, hvor ting tog tid og der blev kælet for detaljerne. I dette projekt har Københavns Møbelsnedkeri fusioneret deres udtryk og feinschmeckeri med Waltons low tech tilgang. Selvom snedkeriet kun har fire år på bagen, er det lykkedes at skabe en niche i markedet, hvor interessen for det gode håndværk, den høje kvalitet, det sanselige træ og det langtidsholdbare udtryk skaber den autenticitet, som folk gerne vil betale for.

Møbeleksperimenter

Møbelarkitekt Rud Thygesen tilhører med sine 79 år SE’s etablerede garde og han har deltaget i Snedkernes Efterårsudstillinger næsten hvert år siden 1981. Ifølge Rud Thygesen hersker der ingen tvivl om, at traditionen med at producenter og designere sammen udfører og udstiller møbeleksperimenter i et ikke kommercielt forum har haft enorm betydning for den møbelkultur, som Danmark har og er kendt for udenfor landets grænser. SE har også været legestue for Hans J. Wegner, Poul Kjærholm, Grethe Jalk og Nanna Ditzel. Tidligere under Københavns Snedkerlaugs Møbeludstillinger fra 1927-1966 var det primært snedkermestre og designere, som arbejdede sammen om møblerne til udstillingerne. I dag er det primært møbelproducenter og designere, der skaber nytænkende prototyper sammen. Laugets medlemmer har historisk fungeret som fødselshjælpere og produktudviklere for industrien og specielt i 1950’erne fik Snedkerlaugets udstillinger stor betydning som inspirationskilde for den danske møbelindustri, hvis succes på eksportmarkederne forudsatte en konstant fornyelse. Mange af de møbler, der blev udstillet dengang er stadig i produktion og står stadig som klassiske eksempler på dansk møbelkunst.

Bling bling

Rud Thygesen, der selv har leveret mange designs, der har fået klassikerstatus, beklager at funktionalitet viger til mere og mere til fordel for det sensationelle, men erkender dog at holdningen formodentlig kan tilskrives hans egen alder. Til dette års fødselsdagsfest har han skabt stolen ”Brass” – en skinnende lille karmstol i messingtråd og stålrør. Som et vink til Marcel Breuer eller en shiny fødselsdagshilsen. Bling, bling for en stol. Den er håndbygget på Statens Værksteder for Kunst af Kasper Steffensen.

I en helt anden boldgade finder vi Christina Liljenberg Halstrøm, der har samarbejdet med Trip Trap omkring ”Hangu” bordet i egetræ og beton, der er nye materialer for såvel designer som producent. Sidstnævnte har fundet det yderst interessant at være med i processen omkring SE-udstillingen – også selvom medlemmerne er meget forskellige. Det har været en stor udfordring at skubbe et så outreret møbel i Trip Trap sammenhæng igennem et traditionelt produktionssystem, og meget tyder på at det innovative samarbejde kommer til at fortsætte. Der er flere design i pipelinen lyder det fra Trip Trap.

Nye konstellationer

Jørgen Kjersgaard tog SE’s fødselsdagsinvitation alvorligt og kontaktede designeren Louise Campbell, som han ikke kendte personligt, men kendte til. -Jeg skrev at jeg havde materialerne, men manglede det kreative input til sammenskudsgildet, fortæller Jørgen Kjersgaard. Louise takkede ja til invitationen og yderligere ja til det eneste benspænd, som producenten opstillede: at det ikke måtte være en stol. Resultatet blev to kommodemøbler, hvor man kan flytte rundt på skuffer og bakker internt i møblet og således skifte udtryk. -Som titlen ”Møblerier” hentyder til, har jeg tilladt mig at lave to smårodede kompositioner, der måske kan bruges til alt muligt, men som også er blå billeder, forklarer Louise Campbell. Kommoderne er malet i ultramarinblå for at understrege referencen til billedkunsten, for pointen er, at møblerne i lige så høj grad er fleksible billeder man kan komponere videre på, men hvor æstetik og funktion samtidig går op i en nutidig enhed.

En cool skævert

Niels Jørgen Haugesen er en anden af SE’s etablerede møbelarkitekter, der i år selv har valgt at løfte produktionen af sit møbel ”Sit Light”, foranlediget af en personlig oplevelse. -For nogle år siden så jeg en udstilling i Bruxelles, der som vartegn havde tre 5 meter høje metalrør stillet skråt. At rørene ikke rørte hinanden skabte et specielt rum og en særlig dynamik. Dette blev senere min inspiration til taburetten, der ser ud som om, der vælter optisk, samtidig med at noget trækker den modsatte vej. En taburet er desuden en god og anvendelig gave til en 30-årig, fortæller den funktionalistiske møbelarkitekt. Skabt i ahorn, ståltråd og hørgjord er taburetten alt andet en light, men gedigent håndværk af ypperste kvalitet.

Persisk magi

Et magisk tæppe må være den ultimative gave til en 30-årig, tænkte gæsteudstiller Phillip Bro Ludvigsen. For tæppet er også et møbel og endda et fleksibelt og socialt et af slagsen. Lavet i hård filt skabt af genbrugsgranulat fra plastflasker e det tilpas medgørligt til, at de forudskårne slidser kan bøjes op som ryglæn i forskellige positioner – og filten så tilpas hård, at tæppet kan tåle at blive gået på. Tæppet bliver spraymalet med en grov pixelering af et ægte persisk tæppemønster og er således både et pladsbesparende møbel, der opfordrer til social og interaktiv dialog, et bæredygtigt produkt designet af genbrugsmaterialer og en kunsthistorisk parafrase over et ikon i global møbel- og interiørsammenhæng. Dog kan tæppet ikke flyde, men foldes fladt sammen som en flyttekasse og vendes, hvis man vil skifte mellem persiskmønster og enkel filtgrå bagside. Prototyperne er udført med hjælp fra Nordifa, AquaCut & GT Grafisk.

Dette års SE-udstilling byder på 41 vidt forskellige innovative møbler.