Tag: plastik

Et ikon fylder 50

Verner Pantons legendariske stol Panton Chair fylder 50 år. Stolen, der er den første plastik stol støbt i ét, blev hurtigt et design ikon og er i dag en af de mest kendte og afbillede design klassikere fra det 20. århundrede.

Text: Susanne Holte

Man ved ikke præcis, hvornår Verner Panton fik ideen til den stol, der sidenhen er blevet synonym med hans navn. Ifølge han egne sparsomme optegnelser samt de få udaterede skitser der er bevaret, må det være omkring 1959/60 at han henvendte sig til møbelproducenten Vitra i Schweiz og sammen begyndte målrettet at eksperimentere med at lave en plastik stol støbt i ét stykke; At det skulle tage næsten et helt årti før stolen stod klar, havde han næppe forestillet sig. Først i 1967 kom den første version af Panton Chair på markedet efter mange års svære produktudviklingsmæssige udfordringer. I de følgende år skulle stolen gennemgå endnu adskillige ændringer; De første modeller var lavet i glasfiber, som blev afløst af polyurethan, og senere af sprøjtestøbt ASA plast, som desværre viste sig ikke at være stærk nok. Stolen blev derfor taget ud af produktion sidst i 1970’erne, men på Verner Pantons initiativ blev stolen sat i produktion på ny i 1980’erne, nu i polyurethan skum baseret på den komplicerede – men robuste – støbeteknik, en version der stadig er i produktion under navnet Panton Chair Classic. I mellemtiden er der sket en kolossal udvikling inden for plastteknologien, så i de sidste år inden Verner Pantons død (1998) udviklede han i samarbejde med Vitra den sprøjtestøbte version i100% genbrugsmateriale, polypropylen, som vi kender i dag. Ud over de miljømæssige fordele er der også den økonomiske, så stolen i dag kan tilbydes til en brøkdel af den oprindelige pris og således er en klassiker gjort tilgængelig for et langt bredere publikum.

Demokratisk design til alle

Text: Susanne Holte

Hoteller, hvor trendy designere får lov til at gå amok, er for længst blevet en mærkevare over hele verden. Nu har den tyske by Bremen også fået en ny af slagsen: The Prizeotel Bremen City, og her er det den karismatiske New York designer Karim Rashid, der er gået til farveladen. Hans forkærlighed for pasteller – ikke mindst pink, samt plastik og organiske former, fornægter sig ikke.

-Sammenlignet med mange andre designerhoteller adskiller Prizeotel sig med sit 360 graders koncept – man er ganske enkelt ikke i tvivl om at der her er tale om et ægte signatur/brand hotel med Rashid som afsender, fortæller Marco Nussbaum, der er indehaver og initiativtager til projektet. Rashid har fra starten haft som målsætning at skabe et hipt high-end design hotel til en fornuftig pris – og for at nå detmål har han frit fået lov til at vælge alle materialer og møbler,inklusive de møbler han selv har designet for italienske Bonaldo.

-Prizeotel var for mig et Designocrasy projekt: top design til overkommelige priser. Jeg har altid drømt om at få lov til at designe et lavbudgethotel i høj kvalitet, og det er lykkedes med dette projekt. Idag er design ikke blot en luksus, men en menneskelig nødvendighed. Design skal berige os, udvikle os og forskønne og forbedre samfundet.

Karim Rashid.

Poly Chair fra Bonaldo, designet af Karim Rashid og anvendt i den nye designerhotel i Bremen.

Skip Lounge Chair fra Bonaldo passer perfekt ind i Prizeotels designunivers