Tag: Oki Sato

Sat til vægs

Nova-Annalise-Glover-Bolia copy

”Nova” reolen fra Bolia leger med skæve vinkler.Michael H. Nielsen og Annalise Glover har designet. Fås i hvidpigmenteret egefiner og olieret valnøddefiner. www.bolia.com

Bogen er død – bogen leve. Sådan kunne man, med en lidt flabet omskrivelse af Nietzsches ord, godt indlede en præsentation af tidens aktuelle reoler. På den ene side, er vi nemlig stadig en flok, som holder af litteratur i fast form, og derfor insisterer på hyldeplads i metervis. På den anden side vil andre sikkert hævde, at bogen – altså den af papir og med fast ryg – er død, og at nutidens reol i stedet skal være lille og fiks – gerne med skulpturelle egenskaber.

 

Text: Susanne Holte

Trods forudsigelser om det modsatte er litteratur i fast form åbenbart kommet for at blive – i hvert fald en rum tid endnu. Det betyder, at der skal skaffes tusindvis af hyldemeter til nervepirrende krimier, omfangsrige encyklopædier, overflødige biografier, inciterende historiske romaner, besk samfundssatire, seriøse digtsamlinger og hjertegribende kærlighedsfortællinger. Reoler i fantasifulde udformninger byder derfor stadig alverdens bøger indenfor på et tålt ophold, inden de skal ud og ligge på natborde eller pakkes ned i weekendkufferter for en kort rejse. I dag kan Dostojevskij, Proust, Rifbjerg og Auster finde hvile i skulpturelle designerreoler, der ikke blot fungerer som opbevaringsmøbler, men som i høj grad også føjer nye æstetiske dimensioner til indretningen. Hører man til dem, der har vendt Johann Gutenbergs opfindelse ryggen, for i stedet at læse verdenslitteraturen på tablet, som e-bog eller lydbog, vil den store isolerende reol sikkert virke støvet i en moderne kontekst. Der er derfor dukket en stribe mindre reoler op – reoler, som føjer nye dekorative elementer til hjemmet, og som i højere grad bliver anvendt til eksponering af brugskunst og til opstilling af personlige stilleben. Det ligger i reolens natur, at den skal sættes til vægs og den traditionelle vægmonterede reol er stadig i høj kurs. Ikke mindst, når den skal anvendes til bøger i større mængder. Som et vægtigt alternativ ser man en del lavere, gulvbaserede modeller, som nærmest har karakter af skænke eller konsolmøbler. Endelig er der dukket en række mobile reolmøbler op – møbler på hjul, som føjer en klædelig lethed til indretningen og som har trolleyens funktionelle egenskaber. Udvalget toppes af enkelthylder, som kan hænges op i klynger, anvendes enkeltvis ved siden af sengen, favoritstolen eller hvor de nu kan gøre sig nyttige. Uanset om man er til det store favnende møbel eller til et mindre pladskrævende statement, så er der et stort udvalg af moderne hyldemeter. Nogle af dem kan besigtiges på disse sider.

 

Randomissimo_mdfitalia

MDF Italia præsenterer en ny væghængt reol, ”Randomissimo”, designet af Neuland Industriedesign. www.interstudio.dk , www.mdfitalia.com

up_the_wall_bent-hansen

”Up the Wall” er et nyt fleksibelt hyldesystem fra Bent Hansen. Hylderne sælges i pakker med en kort og en lang hylde i hver. Bag designet står Henrik Hvid Hansen. Fås i sort og hvid. www.benthansen.net

Joy-zanotta-hultmann

”Joy”-reolen er skabt i 1989 af Archille Castiglioni og italienske Zanotta producerer den roterende reol. www.zanotta.it , www.hultmann.dk

ERB_2015_artek_kaari

Finske Artek er gået i samarbejde med de franske designer-brødre Ronan & Erwan Bouroullec om møbelkollektionen Kaari Collection med bl.a. denne fine lille hylde. www.paustian.dk

Bridge-Outofstock-Bolia copy

”Bridge” er designet af Outofstock for Bolia. Fremstillet af pulverlakeret stål og egetræ. Fås i hvid eller grøn. www.bolia.com

SJ-large-wedowood kopi

Den nye ”SJ Bookcase Large” fra We Do Wood består af fire mindre reolkasser, som monteres på en liste. Fremstillet af det bæredygtige materiale moso bambus. www.wedowood.dk

LEGNO SYSTEM_Stefan-Shoning-belgien

Den belgiske designer Stefan Schöning har udviklet reolskabet ”Legnosystem”, som italienske Fiam Italia har produceret denne prototype. www.fiamitalia.it

Butterfly-cadovius

Poul Cadovius’ lille fine ”Butterfly” hylde, designet i 1958, får en velfortjent renæssance. Det er dk3, der relancerer det funktionelle minimøbel i massiv valnød og eg. www.dk3.dk

slide_kenichi_sonehara-nendo

Japanske Oki Sato alias Nendo står bag ”Slide” glasreolen fra Glas Italia. Bemærk de sorte glashylder, hvoraf den ene er forskudt – en teknisk krævende detalje. Prototype. www.glasitalia.com

 

Mau-studio7step


Grafisk stringent. Sådan opleves reolsystemet R.I.G. i stål, eg og glas, designet af Mikal Harrsen og Adam Hall for MA/U Studio.  www.maustudio.net , www.casashop.dk

 

Creativ Boards

Muuto’s klassiske ”Stacked” opbevaringssystem fås nu i mørk- og lysegrå. Det er JDS Architects, der står bag designet. www.muuto.com

CASSINA SIMONCOLLEZIONE_DadÖ_Kazuhide Takahama

 

En klassiker relanceres med ”Dadà”, designet i 1965 af den japanske arkitekt Kazuhide Takahama. Italienske Cassina har føjet det til deres Cassina SimonCollezione. Fås i massiv eg eller amerikansk valnød. www.paustian.dk , www.cassina.com

 

FISHBONE_b-line

”Fishbone” fra italienske B-Line, designet af Favaretto & Partner. Metal og finer i samspil skaber lethed. www.b-line.it , www.arnesco.dk

FLIP-munkcollective

 

”Flip” reolsystemet fra Munk Collective er designet af Hviid Damsbo, der har eksperimenteret med firkanter, hexagoner og trapezer. ”Flip” er fremstillet af mdf og egetræsfiner. www.munkcollective.com

Il.kilometre.Joe.Colombo.Ash-Karakter kopi

Reolsystemet ”Il Kilometre” er nordisk i sit snit. Den italienske designer Joe Colombo blev inspireret under et ophold i Skandinavien i 60’erne. Relanceres nu af danske Karakter Copenhagen. www.karakter-copenhagen.com

 

NovelCM-spejle-miljoe-HR

Danske Novel Cabinet Makers lancerer det fleksible reolsystem ”Stock”, der består af forbindelsesled, stiger og hylder, som kan samles uden brug af værktøj. Fås i hvid, sort og eg. www.novelcm.com

 

montana_living4_canalhouse_054 kopi

En af sæsonens nyheder fra Montana er en række kulørte bagbeklædninger, der kan skabe individuelle udtryk – også på eventuelt eksisterende reoler.  www.montana.dk

 

Systemets mand

Enkelhed, fokus på ærlige materialer, stringente former og optimal funktion var nogle af de kvaliteter, der var kendetegnende for de danske designere og arkitekter, der var med til at sætte dansk design på verdenskortet i 50’erne og 60’erne. Begreberne var selve rygraden i Danish Modern. En af ambassadørerne fra den periode var Poul Cadovius (1811-2011), der først og fremmest har slået sit navn fast som reolens mester. Ja, det var faktisk Cadovius, der skabte verdens første vægmonterede reol. Cadovius var egentlig uddannet saddelmager og møbelpolstre, men træet blev hans skæbne. Han slog for alvor sit navn fast, da han i 1948 designede det udødelige reolsystem Royal System, som i tre årtier blev en af dansk møbelindustris største successer med licenser og produktion i mere end 30 lande. Den farverige designer, der som få forstod at sætte kulør på møbelbranchen, og som havde en helt unik evne til at skabe opmærksomhed omkring både sin person og sine designs, blev næsten 100 år og han fik i løbet af sin meget lange karriere registreret ikke mindre end 400 patenter. I 2010 fik den danske møbelvirksomhed dk3 licens til at producere Royal System, som i dag sælges over hele verden i sin oprindelige form, men tilpasset moderne produktionsformer.

Poul Cadovius_high

 

RS_cadovius_oak_oil_brass_styled

 

En hyldest til hvilen

Efter at have haft sin storhedstid i 40’erne og 50’erne er daybed’en atter moderne, men det multifunktionelle møbel er langtfra en ny opfindelse. Dens oprindelse går helt tilbage til det antikke Rom, Grækenland og Egypten – møblet er faktisk en tusindårig hyldest til hvilen.

Text: Susanne Holte

Den har stået fadder til sofaen og dens historie går lige så langt tilbage som stolens. Tilbage til de gamle grækere, egyptere og romere, som fandt behag i et slængemøbel, hvor man både kunne hvile, spise og føre eksistentielle samtaler. De første daybeds, der stadig fremstår som arketyper, er afbilledet med hieroglyffer og viser et simpelt møbel bestående af en rektangulær træramme holdt sammen af tekstile bånd. I det antikke Rom var daybed’en det vigtigste møbel i soveværelser, spisestuer og biblioteker og i det gamle Kina, hvor man ikke skelnede mellem liggemøbler og siddemøbler,  gjorde man også brug af daybeds i sociale sammenhænge – ikke mindst i aristokratiet og på datidens læreanstalter. Møblet kendes også fra Amerika, hvor indianerne havde et liggemøbel til daglig brug, samt fra den arabiske verden, hvor man typisk lagde sig på et tykt lag af tæpper.

I nyere historie finder vi daybeds i 1600-tallets England, hvor møblerne havde markant kunstneriske udtryk og hvor håndværkerne kunne folde sig ud i et større format end det var tilfældet med stolen. Det gjorde sig også gældende i Frankrig, hvor rokoko daybed’en vandt indpas i de formelle saloner. Interessen for dette særlige møbel holdt sig op i 1800-tallet, hvor udformningen havde referencer til den antikke græske  stil. I 1900-tallet blev daybeds  fortolket af funktionalisterne og nogle af de største designerkoryfæer har givet deres bud. Blandt de mest prominente kan nævnes  Marcel Breuer, George Nelson og Mies van der Rohe. I Skandinavien kender vi navne som Poul Kjærholm, Bruno Mathsson, Ole Wanscher og Wilhelm Vohlert. I dag er det designere som Christina Liljenberg Halstrøm og Thomas Bo Kastholm, der folder sig ud på området på den hjemlige designscene.

Uanset det moderne, funktionalistiske udtryk, hænger auraen af luksus og driverliv stadig ved møblet. Nutidens daybeds er, trods en mere dynamisk brug, stadig en hyldest til pausen og til hvilen.

Kongen af Bauhaus, Ludwig Mies Van Der Rohe skabte en stribe funktionalistiske møbler, hvor enkelhed var et gennemgående tema. Se blot på hans Suspended Lounge Chair, ”F42-E” fra 1932, som produceres hos Tecta. Pris 16.600,- kr. i flet med nakkepude i læder. Fås med hynde i stof eller læder. www.thorsen.dk , www.tecta.de

Den danske designer Anita Johansen har skabt en elegant daybed for Menu. Her er tale om skandinavisk enkelhed og ærlige materialer i skikkelse af asketræ og filt til 11.995,- kr. Fås også med læder. www.menu.as

House Doctor.

Det er ikke en sofa, ikke en seng og heller ingen chaiselong – daybed’en er helt sin egen og de bedste eksemplarer formår at tage alle de førnævnte roller på sig i overbevisende stil – og så kan flere af dem oven i købet også agere ”bord” eller opbevaringsmøbel.

Text: Susanne Holte

Daybed’en dukker jævnligt op i nye møbelkollektioner og de fleste polstermøbelfabrikanter har på et tidspunkt flirtet med dette elegante møbel fordi det kan noget helt særligt. Trods det, at der reelt er tale om en hybrid mellem en sofa og en bænk og de designmæssige udfordringer umiddelbart er til at overskue, er netop dette møbel ofte forsynet udstyret med mange skulpturelle værdier og det kan derfor erhverves alene for sine æstetiske fortræffeligheder. Mange drømmer sikkert om Poul Kjærholms elegante PK80 eller om Mies van der Rohes fantastiske Barcelona Day Bed – begge i et stramt format, klædt i maskulint læder –  og begge møbler, der tåler at stå i ophøjet ensomhed mens de afventer en flygtig menneskelig kontakt. Men daybed’en kan så meget andet end at gøre sig til.  De mest enkle eksemplarer, dem med de stringente linjer og den stramme polstring, kan snildt fungere som sofaborde. Forsynet med et par bakker bliver de et blødere og mere humanistisk alternativ til glas- eller træbordet. Bliver man i terminologien kan samme type daybed anvendes til dekorative stilleben eller opbevaring af magasiner og bøger.

I en blødere variant udgør daybed’en en fortræffelig ekstra soveplads til gæster eller til børn. Der findes flere varianter med springmadrasser og typer, der kan slås ud så der bliver plads til større armbevægelser. På den måde bliver daybed’en perfekt til middagsluren og powernappen  – eller som ekstra siddepladser når huset fyldes med gæster.

Den dansk fødte møbelsnedker og designer Niels Bendtsen har fra sin base i Canada etableret designvirksomheden Bensen, hvorfra denne funktionelle daybed kommer. ”Sleeper” fungerer både som sofa og som en enkeltseng og der er hverken gået på kompromis med form eller komfort. Vejl. pris inkl. 2 puder er 19.500,- www.bensen.it , www.agneta.dk

”Savbriksen” er designet af Ole Gjerløv-Knudsen i 1962. Den samles helt uden skruer. Benene spændes op med sisalreb efter det gamle savprincip. Briksen, der som noget nyt fås i en sort udgave, leveres i en hørlærredspose med skulderrem. Producent er Skovshoved Møbelfabrik.  Vejl. pris 4.295,- kr. www.skovshovedmobelfabrik.dk

Skandinavisk og japansk design har ofte enkelheden tilfælles. Et godt eksempel på det er ”Fusion” daybed, designet af Oki Sato fra Nendo designstudie i Japan. Fås i flere materialer til priser fra 11.490,- kroner hos BoConcept.  www.boconcept.com

Der er helt sikkert flere skulpturelle end funktionelle værdier i ”Gaal” daybed fra Moroso’s M’Afrique Collection. Bag designet står New York’er baserede Birsel + Seck alias Ayse Birsel og Bibi Seck, der ikke er bange for at skeje lidt ud. ”Gaal” , der produceres hos italienske Moroso, er fremstillet af lakeret stål og fås i knaldgul. Vejl. pris er 23.990,- kr.  www.moroso.it , www.imagedesign.dk

Noidoi Design Studie har base i Norge og består af Kathrine Lønstad og Cosmin Cioroiu – begge uddannet i København. Deres bud på en moderne daybed er ”Pulse”, der tager afsæt i det multifunktionelle rum – møblet kan både anvendes som bord og hvilemøbel. Prototype, men følg udviklingen på  www.noidoi.no

Ole Wanscher’s superelegante ”OW150” daybed holder på alle planer et helt liv. Den er enkel og tidløs og af høj håndværksmæssig klasse. Producent er Carl Hansen & Søn. Priser fra 23.823,- kr.  www.carlhansen.dk

Der er høj klassikerfaktor over Bruno Mathsson’s smukke ”Paris” daybed, som han designede helt tilbage i 1936. Den har ramme af formspændt bøg og flettet gjord. Fås med hynde af tekstil eller læder. Vejl. pris med tekstil hynde er ca. 30.000,- kr. www.mathsson.se

Den norske designerduo Vera & Kyte forsøger at transformere deres nysgerrighed til designs – som for eksempel daybed’en ”Balcony”, der er en hyldet til pausen og den afslapning, man typisk finder ind til på en balkon. Se mere på www.vera-kyte.com

Det danske designstudie OeO er det kreative kraftcenter bag ”Stellar Works Collection” fra japanske Stellar Works. Kollektionen har stærke referencer til Bauhaus stilen, hvilket tydeligt fremgår af denne enkle daybed. Forhandles hos Frama i København. Priser fra 14.535,- kr. www.stellarworks.comwww.framacph.com

Ønskemøblet for mange feinschmeckere og designentusiaster er givet Poul Kjærholms elegante daybed ”PK 80”, som indgår i Fritz Hansens kollektion. Kjærholm var en af sin tids mest markante designere. Han havde en forkærlighed for stål, og skabte en stribe funktionalistiske møbler i  et knivskarpt formsprog. Vejl. pris er 95.368,- kr. www.fritzhansen.com

Marc Newson’s organisk formede daybed ”Orgone” i glasfiber er måske ikke det oplagte valg til en ”morfar”. Den er til gengæld en fryd for øjet – uanset om den står i snehvid eller en af de pangfarver, som også indeholdes i kollektionen fra italienske Cappellini. Vejl. pris 28.000,- kr.  www.cappellini.it  , www.paustian.dk

Kunstneriske statements

Text: Susanne Holte

Der er internationalt format over Jonas Bohlin, der i 1982 udfordrede den svenske designscene med sit afgangsprojekt – stolen Concrete. Siden har han med sin postmoderne stil konstant sat nye standarder for møbeldesign, både i kraft af sine radikale materialevalg og med sit meget ekspressive formsprog. Han arbejder i et innovativt krydsfelt mellem kunst og design – uden dog helt at tabe kravet til funktion af syne. Hans designs provokerer og udfordrer, overrasker og skubber konstant til de konventionelle grænser. Her er noget på spil og måske derfor finder man hans møbler på en række designmuseer verden over. Hans ofte limiterede designs sælges til høje priser på auktioner – ikke mindst hans Concrete betonstol, som han skabte for svenske Källemo, der er kendt for at tage chancer og som gerne kaster sig ud i møbelproduktion i begrænsede og nummererede oplag. Det er også Källemo, der har produceret daybed’en Concave, som blev skabt året efter gennembruddet..

Jonas Bohlin (1953) er uddannet indretningsarkitekt på Konstfack i Stockholm i 1981. Ud over sin omfangsrige produktion af nyskabende design, har han også haft stor indflydelse på uddannelsen af nye designere, blandt andet som underviser på Konstfach  og som stifter af designlinjen på Beckman’s School of Design. Ved siden af en stribe tillidshverv driver han Jonas Bohlin Architecture i Stockholm, ligesom han også er medstifter af designvirksomheden Klong Interior.

Daybed’en Concave er designet af Jonas Bohlin for svenske Källemo. Den fås med træstel i flere farver og med et fundament i sort metal og med hynder og nakkehynde i kanvas. Pris 30.300,- kroner. www.kallemo.se

Lounge of Layers, Droog.