Tag: Offecct

Forårsfornemmelser/Springtime

William Sawaya har ladet sig inspirere af hud og skind og skabt en serie spændende og farverige stole, blandt andre Vicka, som er fremstillet af en slags gele, som giver stolen en plastisk volumen og som gør det muligt at sætte trumf på farverne. www.sawayamoroni.com

Det spirer derude. Forårets mirakuløse transformation, naturens genoplivning, lysets magtdemonstration og farvernes tilbagevenden skaber fornyet optimisme i kolde hjerter. I samklang med den nye årstid lyder positive toner fra politikere, økonomer og vismænd; vi går lysere tider i møde. Helt i tråd med koret af sangvinikere sætter designerne nu også trumf på farverne.

Text: Susanne Holte

”Verden er i farver” lyder en populær dansk sang. En sandhed, det er let at glemme mens man kæmper sig igennem den mørke nordiske vinter og omgivelserne mere ligner kulisserne til en film noir end noget der er optaget i technicolor.

Men snart kommer der igen farver på filmstrimmelen – foråret er på vej med varme, lys og nyt liv. Naturen vågner af sin dvale og kvitterer for vores tålmodighed med en eksplosion af farver. Sådan er det mirakuløst hvert år, men de seneste år har den almindelige krisestemning bleget paletten og taget toppen af livsglæden. Mismodet har ikke blot sat en dæmper på købelysten, det har også indvirket på design og produktudvikling. Vi har søgt trygheden i det kendte, dyrket retrostilen med referencer til bedre tider eller  har gået bodsgang til genbrugsstationerne i bestræbelserne på at vise samfundssind og vilje til forandring. Recessionen har sat sig spor i vores kollektive bevidsthed: vi er blevet ressourcebevidste, sparsommelige og fornuftige – i hvert fald på den korte bane. Designerne har ufortrødent forsøgt at komme igennem med kreativitet og nytænkning, men producenterne har tøvet lidt og er gået efter de sikre løsninger. Nu ser det så ud til at et økonomisk og åndeligt forår skaber fornyet rum for større armbevægelser – og giver plads til flere og mere mættede farver. Der kommer fokus på blå i alle afskygninger. Men også røde, orange, gule og grønne nuancer finder vej til paletten – om ikke andet så som supplement eller accent til pastellerne og de douche farver, der sammen med jordfarverne længe har sat trumf på den eftertragtede nordiske stil. Det skandinaviske farveunivers og de naturlige materialer er på ingen måde en saga blot, men der er blevet plads til et parallelunivers med eksotiske papegøjefarver.

”Alting er i bevægelse – en tanke, et atom”, hævder den tyske designer Camilla Richter, der har ladet sig inspirere af foranderligheden da hun kreerede denne smukke foldeskærm/roomdivider/skulptur, som hun kalder And A And Be Not. Den er lavet af kulørt glas, som reflekterer solen og sender farver ud i rummet.  www.camillarichter.com

April Fools with handle, hedder denne originale skammel som en fin kommentar til det forestående forår. Bag det uhøjtidelige design står Christopher Roy fra designstudiet Whynotbespoke. Skammelen fås i mange forskellige farve- og materialekombinationer. www.whynotbespoke.com

ClaessonKoivistoRune for Wästberg.

Hay

Alle steds nærværende designertrio Claesson Koivisto Rune har stået bag designet af  Juni-lænestolen, produceret af Paola Lenti. Der er faktisk tale om en gyngestol af den mere komfortable slags. Stolen har aftageligt betræk og kan anvendes både ude og inde. Der er også lavet en matchende puf. www.paolalenti.it

Dressed, BIG

Trofaste læsere af disse sider har nok bemærket forkærligheden for Claesson Koivisto Rune. En af forklaringerne kunne være denne smukke lænestol, Kelly fra den italienske producent Tacchini. Stram og alligevel indbydende i al sin enkelhed. Stolen kan fås hos Beau Marché i København, som oplyser at prisen med stof fra Kvadrat er 24.800,- www.tacchini.it  , www.beaumarche.dk

Hallingdal Table, FredriksonStallard.

Fat Boy, Tablitski chair.

Flux Chair.

Designeren og ikke mindst den anglo-irakiske arkitekt Zaha Hadid er så speciel at hun altid vil dele vandene: enten synes man hun er for meget eller også beundrer man hende for det helt unikke, flydende formsprog, som er blevet hendes kendetegn. Et godt eksempel er hendes Kuki Chair for Sawaya & Moroni. www.sawayamoroni.com

Mafalda Chair, Patricia Urquiola, Moroso. www.moroso.it

Melting Pot Table, Dirk van der Koij.

Netframe stolen udstråler en forrygende lethed i denne flotte orange version er der dømt forår. Stolen er designet af duoen Cate & Nelson – svenske Cate Högdahl og spanske Nelson Ruiz-Acal, der også har skabt en matchende sofa. Producent er svenske Offecct. Ideen har været at kreere en komfortabel stol  med et minimum af materialeforbrug. Den fleksible ”skal” er fremstillet af polyesternet mens hynderne er beklædt med Hallingdal fra Kvadrat. www.offecct.se

Den er ikke spritny, men den er ikke til at stå for: Rubber Table fra de svensk/engelske avantgardedesignere Patrik Fredrikson & Ian Stallard, der har samarbejdet siden 1995 og som har udstillet på museer verden over. Der er tale om et eksperiment, som kun eksisterer i prototyper og som blandt andet har været udstillet hos David Gill Galleries.  Makkerparret har lavet mange eksperimenter med gummi og bordet findes i flere varianter. www.fredriksonstallard.com

Det svenske triumvirat, Front Design har skabt Mobile lampen – selvfølgelig med inspiration fra mobilen. Ved at anvende forskellige kontravægte, kan man ændre på lampens form. Foto: Magnus Torsne. www.frontdesign.se

 Ny designer i folden hos Kartell er Christophe Pillet, der har taget afsæt i plastikkens uanede muligheder og skabt vase-kollektionen Shibuya, der fås i flere smukke, transparente farvekombinationer. Vejl. pris 890,-.  www.kartell.it

Tom Dixon, Fan Chair, www.tomdixon.net

Et sofabord kan sagtens transformere til et kunstværk når det har været i hænderne på Fredrikson Stallard. Se blot deres fantastiske Waterfall glasfiberbord, produceret af Driade. Fås i flere flotte højglas farver. www.driade.com

Biotech

Kontrasterne er på alle måder i spil hos den danske tekstildesigner Pernille Holm, der rummer en dynamisk dualisme – nogle iboende modsætninger, som tydeligt aflæses i hendes ekspressive tekstiler. Farver, strukturer og overflader er tydeligt inspirerede af stor kærlighed til den skandinaviske natur. www.pernilleholm.dk

Den grønne trend har været her så længe, at man vel ikke længere kan tale om en egentlig trend. Energikrise, global opvarmning, økonomisk nedsmeltning har længst banet vejen for en bæredygtig tankegang. Nyheden er, at det nu også gerne må se grønt ud – på den naturlige måde.

Text: Susanne Holte

Vi trækker naturen ind i det urbane miljø, beklæder facader med planter, skaber hængende haver og giver plads til åndehuller hvor vegetation kan tilføre nye forsyninger af ilt, mens vi handler med stigende co2-kvoter. Naturens egne materialer anvendes i vid udstrækning til at genskabe en balance i vores verdensopfattelse. Hø og hakkelse presses til rustikke møbler. Træer, der alligevel har måttet lade livet, får samme tur. Det samme gælder levende planter, der indgår som dekorative og foranderlige elementer i interiørdesign. Den forkætrede potteplante tages til nåde og listes ind i offentlige miljøer og private dagligstuer, hvor den iscenesættes på dertil indrettede borde eller centreres i raffinerede siddemøbler. Samtidig udvikles der sindrige systemer til at etablere grønne husfacader og beklæde vægge med levende tapeter. Naturens materialer anvendes til tekstiler og kunsthåndværk, hvor mikset af teknologi og biologi resulterer i stiliserede øjebliksbilleder og stemninger. Nogle af de mest visionære arkitekter, som for eksempel Bjarke Ingels fra tegnestuen BIG vinder anerkendelse og priser på at tænke naturen og de grønne elementer ind i sine byggeprojekter rundt omkring i verdens metropoler. Møbler og brugskunst med grønne referencer sænker måske ikke temperaturen i verdenshavene, men de naturlige elementer virker afstressende, gør os vel tilpasse og dulmer til en vis grad den dårlige samvittighed. Samtidig er økotrenden 3.0 mere rummelig end tidligere udgaver: på een gang lidt langhåret og futuristisk. Den appellerer bredt, måske fordi grøn hævdes at være hvilens og drømmens farve. Farven, der også symboliserer livet, opleves ofte i drømme, og eksperter udi drømmetydning hævder at den er et billede på fortrængte naturkræfter – og så forholder det sig faktisk sådan at det menneskelige øje er i stand til at skelne mellem hundredvis af grønne nuancer – en evne som ikke er så udpræget i forhold til andre farver.

FurniBloom kalder den islandske designer Dagny Bjarnadottir sin møbelkollektion af plexiglas og planter. www.furnibloom.com

Kinesiske designere har også øje for naturen. Her er det Zhu Xiaojie der har skabt en one-of-a-kind kollektion for Opal Furniture. www.opal-furniture.com

Den svenske designertrio Front står bag Green Pedestals serien fra Offecct. Møblerne kan anvendes som borde, opbevaringsbokse, skamler og plantekummer i een skøn forening. www.offecct.se

Plantetaskerne Bacsac blev udviklet da den franske designer Godefroy de Virieu mødte landskabsarkitekterne Louis de Fleurieu og Virgile Desurmont, der søgte efter alternative løsninger til at skabe frodige terrasse- og tagmiljøer i byen. Bacsac er i kraft af det super lette geo-tekstil meget lettere at transportere og flytte rundt med end for eksempel lerpotter. Findes i et utal af varianter og til mange formål. www.bacsac.com

Bjarke Ingels og hans verdensberømte arkitektkontor BIG formår om nogen at koble arkitektur og natur. Det kan man blandt andet se en række steder i København, hvor flere menneskevenlige boliger er skudt op. Evnen til at gå i dialog med naturen fremgår meget tydeligt i et nyt projekt i Sverige: Forest Crematorium, et krematorium udenfor Stockholm, hvor BIG har bestræbt sig på at skabe et stærkt statement med en ydmyg gestus – alt sammen under hensyntagen til den omkringliggende natur. www.big.com

Lampeskærme af tørret græs, sprøjtelakeret med grøn farve, bringer naturen inden døre. Skærmene et en del af en større produktion fra Grassland. www.grassland.eu

Horseless Rocking af Studio Ve

Det taiwanske designbrand Yii Design er på een gang synonym med gamle håndværkstraditioner og avanceret og innovativ formgivning. I samspil med nogle af verdens bedste designere skaber de møbler og brugskunst, der vækker opsigt. Cocoon Plan sofa, der er skabt af bambus, er designet af Rock Wang. www.yiidesign.com

Genial i al sin enkelhed. Palikka-Rahi skamlen er udtænkt og udført af finske Merita Soini og Tapio Antilla. www.propuu.fi

Werner Neumann’s Birchwood kollektion er født af kærlighed til birkebark. Han forsøger at skabe funktionelle møbler der tilgodeser materialets oprindelige skønhed. www.wernerneumann.nl

Enhver type biomasse –korn, græs, strå eller ris kan anvendes til denne koldpressede skammel. Bag projektet Natural Grain Kite Stool står Blakebrough+King, alias designerne Sarah King og Ben Blakebrough. www.blakebroughking.com

Hemp Chair af Werner Aisslinger.

Naturlige højtalere af Joon en Jung

Sofastykker

Text: Susanne Holte

Stolen har som møbel betragtet et helt fantastisk skulpturelt potentiale. Løsrevet fra sin funktion kan den antage de vildeste former. Helt sådan forholder det sig ikke med sofaen, som først og fremmest byder sig til med sin uovertrufne funktion – sin evne til at samle og skabe intimitet i rummet. Sofaen fylder og bliver helt automatisk stuens midtpunkt – der hvor vi søger hen når der skal hygges, slappes af, ses TV, snakkes og soves. Ligesom alle hjemmets øvrige møbler er sofaen under forandring. Den underlægger sig moden, familiens skiftende sammensætning og boligens varierende størrelse. Den indgår i sæt – hvem er ikke bekendt med 3-2-1-systemet, den fås med indbygget puf, som hjørne, med dun, læder og stof. I formelle og uformelle udgaver. Lige nu er der en tendens til at sofaerne igen skal ned i mindre skala, men det betyder dog ikke at interessen for den store flyder er forsvundet.

1.Tokujin Yoshioka behersker om nogen det lette udtryk. Han går heller aldrig af vejen for at afprøve nye materialer og sætte dem ind i en helt ny kontekst – således også med sofaen Paper Cloud fra Moroso, der som udgangspunkt var fremstillet af papir, men som nu fås i mere holdbare materialer. Som altid er den japanske designer inspireret af naturens skønhed og elementerne luft og vand. www.tokujin.com – www.moroso.it

2.Sofaens ukronede herskerinde, spanske Patricia Urquiola, har endnu engang skabt en både behagelig og elegant en af slagsen for Moroso. Spring er en indbydende modulsofa med gedigne geometriske former, og Urquiola følger dermed op på den saga hun startede med Springfield-sofaen i 2002. www.moroso.it

3.Skal man vælge et stramt, minimalistisk og skandinavisk udtryk eller skal man gå efter det hyggelige, eksklusive og sydlandske look? Det behøver ikke at været et enten eller ifølge den danske sofaproducent Eilersen, der præsenterer sofaen Flap som en skandinavisk sofa i skødesløse klæder. Stramme linier og indbydende hynder med blød duntop. www.eilersen.eu

4.Den franske modeskaber Sonia Rykiel vil af mange være kendt for sit farvestrålende tøj. Nu har den markante og kreative dame kastet sig over interiørdesign. Hun har skabt tekstilerne til Roche Bobois fantastiske sofa In Love, designet af Philippe Bouix for Roche Bobois. www.roche-bobois.com

5.Man kan flyde på kryds og tværs. Sidde og ligge som man vil i Eilersens nye Great Pampas sofa, der er en gigantisk luksusflyder med løse hynder og masser af hyggepuder. www.eilersen.eu

6.In Duplo er en serie, bestående af to sofaer i slægtskab – i en høj og lav version, komponeret over et fælles tema. Det er Anne-Mette Bartholin Jensen og Morten Ernst, der står for det ret usædvanlige design med de smukke linier. Til serien hører også en puf og små sofaborde. www.erik-joergensen.com

7.Den finske designertrio Claesson Koivisto Rune har med sofaen Minima set det store i det små. Den enkle sofa med de buttede former byder sammen med puffen på masser af komfort. Svenske Offecct er producent. www.offecct.se

8.Grand er på een gang en stor, generøs og stram sofa. Det er supertalentet, den svenske designer Monica Förster, der har skabt de smukke linier for den svenske producent Offecct. www.offesst.se

9.Silver Lake møblerne fra Moroso er designeren Patricia Urquiola’s hyldest til 50’ernes California-modernisme. Hun leger med kontrastfyldte overflader og geometriske figurer og spiller på modsætningen mellem det lette og det tunge. www.moroso.it

10.Den kendte italienske designer Antonio Citterio har tegnet en helt ny sofaserie – Suita – for den schweiziske møbelproducent Vitra. Sofaen har klare referencer til Eames og Nelsons elegante kompakte sofadesign fra 50’erne. Sofaen, der er karakteriseret ved sin geometriske ydre form fås med to typer polstring, en fast og en mere blød med ægte dunfyld. www.paustian.com

11.Sunday er en modulopbygget loungesofa fra Fredericia Furniture, til alle der ønsker at have indflydelse på designet. Kombinationsmulighederne er mange – både med hensyn til hvordan modulerne sættes sammen og i valget af tekstiler og farver. Sofaen er designet af danske FurnID, som har villet skabe et venligt og imødekommende møbel. www.fredericia.com

12.Den elegante og lette sofa Boarding er designet af Patrick Norguet for Lapalma. Her er klare linier mikset med kreative elementer. Der fås en matchende loungechair til. www.lapalma.it

14.Danmarks internationale arkitektstjerne, Bjarke Ingels, arbejder også i små skalaer. Sammen med kompagnonen Lars Larsen fra designfirmaet KiBiSi har han udviklet sofaen Brick for producenten Versus. Sofaen består som udgangspunkt af en række puffer, der er ”stablet” ovenpå hinanden – lidt i stil med sandsække. www.kibisi.com

15.Svenske Stefan Borselius har med Dunder skabt en serie sofaer og lænestole for Blå Station ud fra den idé at det eneste vi reelt har brug for er puder! En eller to til at sidde på og en a til at læne rygge op af. Og så måske lige en til at hvile armene på. blastation.se

16.Den danske møbelproducent Stouby har de seneste år samarbejdet med nye designere – også udenfor landets grænser. Seneste eksempel på det er samspillet med hollandske Michiel van der Kley, der har udviklet den på een gang stramme og organiske sofa Orca. www.stouby.com

Slimline

”Less is more” – en lidt fortærsket kliché i interiør- og designsammenhæng, men ikke desto mindre et reelt faktum, når talen falder på en af tidens helt aktuelle møbeltrends – hvor et absolut minimum af materiale, et super stramt design – og ikke mindst, et ultratyndt, spinkelt og slankt look, dominerer.

Text:Susanne Holte

Avanceret puritanisme og progressiv materialeforbrug kendetegner en ny designtrend med fokus på den grafisk enkle æstetik. Der er tale om en super minimalistisk bølge, hvor der skæres ind til benet, men hvor man aldrig taber den humanistiske tilgang til designbegrebet af syne. Udtrykket bliver nemlig på intet tidspunkt fjendtligt, men udstråler tværtimod både sensitivitet og poesi. Linierne er flydende og organiske og materialerne eftergivende. Det kommer til udtryk i lette skalstole og chaiselonger, slankt polstrede sofaer på spinkle ben og borde med ekstremt tynde plader. Selvom stilen ved første øjekast står i skarp modsætning til det superaktuelle naturinspirerede univers, hvor træ, bæredygtighed og grøn tankegang er omdrejningspunktet, er der også her tale om en grøn tilgang til møbeldesignet. Ved netop at minimere materialeforbruget, spekulere i mere effektive produktionsmetoder og fokusere på høj funktionsværdi, bliver de nye slanke møbler et væsentligt bidrag til den omsiggribende øko-trend. Den slanke linie kan også ses som en respons på den globale krise, hvor det giver god mening at anvende færre og billigere materialer.

Designeren Jean-Marie Massaud har med Yale skabt en let og elegant sofa med en stærk grafisk identitet for italienske MDF. www.mdfitalia.it

Det enkle og skulpturelle har altid været designeren Pierre Paulins varemærke. Han har gennem mere end 50 år designet en stribe fantastiske stole. En af de sidste blev den svævende, næsten æteriske Anneau stol for franske Ligne Roset. www.ligneroset.com

Vand er en evig kilde til inspiration – sådan har det også været for den unge norske designer Ingunn Eikeland Björkelo, der har designet Droplet sofabordet for svenske Offecct. Bordpladen illuderer et vandspejl, der rammes af en vanddråbe. ”Bølgerne” i midten af pladen fremstår både som et energifelt og et beroligende fikspunkt. www.offecct.se

Æstetikken er i højsædet i Arpers superelegante Nuur bord, designet af The Pengelly Studio. Bordet, der er fremstillet af aluminium og mdf fås i flere varianter og farver, for eksempel i en klar knaldrød udgave. Man kan vælge mellem et firkantet eller rektangulært format. www.arper.it

Rib stolen, der er designet af Alexander Lervik for svenske Johanson Design er ikke helt ny. Den blev lanceret i 2009 og er siden blevet præmieret med flere designpriser. Stolen har siden lanceringen fået selskab af en barstol og en udgave med armlæn. Lerviks idé om at skabe en stabelstol med en stærk designidentitet er lykkedes til fulde. Den markante profil skyldes først og fremmest materialevalget: presset filt. www.johansondesign.se

Xavier Lust er mesteren bag flere spektakulære borde – senest har han designet V-Table kollektionen for italienske Tacchini, der gennem en årrække har markeret sig med nogle af markedets mest stilrene og elegante møbler. Bordet kombinerer på smukkeste vis lethed, elegance og dynamik. Fås i mange varianter til både indendørs og udendørs brug. www.tacchini.it

Den ikoniske Catifa stol, designet af Altherr, Lievore og Molina for Arper, fås efterhånden i et utal af varianter, blandt andet i denne knivskarpe udgave i finer med elegante træben, der giver stolen en helt ny karakter. www.arper.it

En af tidens mest driftsikre designere, Carlo Colombo, der er mester udi de bløde skulpturelle former, har tegnet Air bordet for italienske Poliform. Det smukt svævende møbel er udført i Cristalplant. www.poliform.it

Metallets potentiale er flot udnyttet i hollandske Peter van de Water’s toptunede Stripped stol, der indgår i Zuivers nye kollektion. Zuiver er et forholdsvis nyt brand, som giver unge hollandske designere en ny markedsføringsplatform. www.zuiver.nl

Doshi Levien har de seneste år skabt en række utraditionelle møbler for italienske Moroso, således også i år: Loungestolen ”Paper Planes” er en asymmetrisk sag, inspireret af barndommens papirflyvere. Det er ikke blot formen, der vækker opsigt med sine skæve linier. Selve tekstilet, som skallen er polstret med byder på flere farver, stikninger, metaltråde og samt indvævede tal og bogstaver. www.moroso.it

Elegance i højeste potens fra franske Jean-Marie Massaud. Loungemøblet I-Beam fra italienske Glas Italia er fremstillet af røgfarvet glas. En speciel limeteknik gør det muligt at forene funktion og æstetik. De forholdsvis tynde glasplader kan faktisk godt bære vægten fra et menneske! www.glasitalia.com

Vi bliver i den ekstraordinære afdeling med Lieve bordet fra Horm, designet af Diego Vencato. Det ganske utraditionelle møbel består af en ”svævende” glasplade og et næsten flyvende tæppe. Understellet er fremstillet af stål, beklædt med et træ-tekstil i ask, sort valnød, birk eller rosentræ. www.horm.it

Skivesk

Text: Susanne Holte

Gentagelse fremmer forståelsen, siger man. Hvis det forholder sig således, er det sikkert også sådan at repetitionen kan være medvirkende til at skærpe designet. Ved at splitte en given form op i delelementer fremkommer ofte en helt ny spændstig helhed. Netop fordi det fragmentariske rummer noget på een gang foruroligende og dynamisk, føler mange designere sig netop nu kaldet til at eksperimentere med en dissektion af ellers velkendte former. Resultatet er designs med stærke grafiske udtryk – ikke af den superstramme og kølige slags, men en blødere og langt mere imødekommende variant. Det skiveskårne og lagdelte giver samtidig nye muligheder for at mikse materialer og farver, ligesom en gentagen stram linieføring kan understrege et elegant, horisontalt design. Snitfladerne kan, i mindre målestok, også bruges innovativt til at markere den himmelstræbende og vertikale form.

Ikke så ekstreme mængder af madrasser som i eventyret om Prinsessen på ærten, men dog flere lag. Designeren Damian Williamson har skabt en serie stole, sofaer og puffer, som han kalder William. Her en daybed med gåsedunshynder i flot kontrast til det spinkle stålstel. Producenten er Zanotta. www.zanotta.it

Den russiske multikunstner og designer Dima Loginoff er ikke bange for at eksperimentere. Et af hans seneste konceptmøbler er Anomaly Bench, hvor det er lykkedes ham at skabe et blødt og indbydende udtryk samtidig med at der er en overbevisende lethed og transparens. Det sorte stålmøbel får flot kontrast af de orange ”tråde”. www.dimaloginoff.com

Franske Patrick Norguet er mesteren bag Boarding sofaen fra Lapalma. Smukt slankt udtryk. www.lapalma.it

Double Up er designet af The Design Laboratory for italienske Sturm & Plastic. Det er et kombimøbel som både kan fungere som bænk og sofa. De skiveskårede elementer der er fastgjort på et rørstel, kan svinges op og ned således at hver anden kan anvendes til rygstøtte. Møblet er fremstillet af plast og metal og fås i et utal af farver. www.sturmundplastic.com

Designertrioen Claesson Koivisto Rune har for alvor indtaget den globale designscene med en stribe prægnante møbler. Se blot dette helt specielle sofabord med navnet Etage, som med stærke arkitektoniske referencer svæver over gulvet. Fås i flere farver og størrelser. www.offecct.se

Den tyske designer Hermann August Weizenegger har, sammen med en række håndværkere, IT-programmører og 3D-teknik skabt kollektionen Digital Couture, der blandt andet rummer stolen Erosio. Hele kollektionen, der også tæller tekstiler og lamper, er opbygget af en stribe helt tynde lag eller lameller af træ, papir eller stof. Erosio består af ikke mindre end 900 lag papir. Den findes i en Limited Edition på 12 eksemplarer. Foto: Bernd Hiepe. www.hermannaugustweizenegger.de

Ideen har været at kreere en kollektion af borde i forskellige højder ved ganske enkelt at benytte sig af repetitionen. Designeren Luca Nichetto bruger et kegleformet træmodul, som stables ovenpå hinanden til man opnår den ønskede højde – på toppen lægges en rund glasplade, og så har man bordet Layer, som Gallotti & Radice Furnishing har sat i produktion. www.gallottiradice.it

Noé bordet fra Ligne Roset er designet af Duchaufour Lawrarance. Det er et lavt sofabord bestående af fire organisk formede lag i enten massiv valnød eller hvidlakeret MDF. www.ligneroset.com

Sofa i lag. Patricia Urquiola har gjort det igen: udtænkt endnu en smuk sofa med stramme horisontale linier. Helhedsindtrykket af Rift sofaen er dog både blødt og indbydende. Navnet er inspireret af Rift Valley og der er da også referencer til tektoniske plader, der kolliderer og overlapper hinanden. Moroso er producent. www.moroso.it

Riga Madia kalder den italienske møbelproducent Porada deres elegante skiveskårede skab, designet af T. Colzani. Den fås i valnød eller lakeret træ. www.porada.it

Sancarlo stolen fra italienske Tacchini er en smuk syntese af ergonomi og design, målrettet både det offentlige og private rum. Den er designet af Achille Castiglioni, der er en af de meste anerkendte skikkelser på den internationale designscene. www.tacchini.it

Skiveskåret på den frække måde – sådan er Le Soleil lampen fra italienske Foscarini, designet af Vincente Garcia, der måske, måske ikke har ladet sig inspirere af Guggenheim. www.foscarini.com

Med afsæt i utraditionelle materialer og produktionsmetoder, præsenterede designvirksomheden Liberostile sig selv på den forgangne Milano-messe. Et af de produkter, der ved den lejlighed blev lanceret var bordet Struttura Quattro, der har en sokkel fremstillet af skiver af egetræsfiner og en glasbordplade. Bordet med det skulpturelle udtryk er designet af Davide Vercelli. www.liberostile.it

Et funktionelt og smart coffee table fra italienske Cattelan. Bordet, der er skabt af designeren Emanuele Zenere, er døbt Yo-Yo, og det er nøjagtig hvad det ligner når de to cirkulære moduler placeres ovenover hinanden. Øverste plade kan skydes ud til siden. Det giver et nyt dynamisk udtryk og dobbelt så megen bordplads. www.cattelanitalia.com