Tag: Normann Copenhagen

Møblet i midten

 

Glider sofa designet af Ron Arad for italienske Moroso. www.moroso.it

Ligesom Solen er universets midtpunkt, har sofaen gennem tiderne været en central størrelse i stuens indretning. Det er det møbel, som samler, lyser op og tiltrækker sig maksimum opmærksomhed. Sofaen er en vigtig stilmarkør, der ikke blot skal fange øjet, men også skal byde sig til med funktion og komfort.

Text: Susanne Holte

Alene størrelsen aftvinger respekt. De fleste sofaer har en volumen, der gør netop dette møbel til en magtfaktor i hjemmet, og selvom indretningen af vore stuer – i takt med nye familiemønstre og ikke mindst ændrede medievaner – er under hastig forandring, så spiller sofaen stadig en væsentlig rolle som et samlende indretningselement. Trods den høje status er sofaen dog under pres og  mange tager netop i disse år afsked med de helt store flydere. Familiesofaen, som vi kender den, har nemlig fået sværere ved at samle netop familien. En af forklaringerne er, som nævnt, ændrede medievaner. Vi sidder ikke så ofte synkront foran TV’et og kigger på de samme programmer. I stedet er hver enkelt optaget af deres eget underholdningsunivers på tablets, smartphones og spillekonsoller – et mønster, der har banet vejen for mindre siddemøbler i skikkelse af små afskærmede sofaer med høje rygge, som inviterer indenfor til lidt privatliv uden at man helt slipper samværet.

Et andet nyt bidrag til indretningen er de små skulpturelle sofaer med referencer til 50’ernes organiske design, som var dimensioneret til datidens trange boliger, og som nu matcher en aktuel bevægelse hen mod mindre rum. Det betyder mange relanceringer af glemte designs fra dengang, men også nye bud indenfor en stilretning, der signalerer retro-tryghed.

Selvom flere lægger lidt afstand til den store dominerende sofa, der gennem mange år har været både forkætret og elsket – mange af modernismens arkitekter og designere foragtede den fordi den stod som et symbol på det borgerlige – så er den luksuriøse og komfortable sofa på ingen måde ude af billedet. Den er måske krympet lidt, men den byder sig stadig til med plads til afslapning i bløde puder og varme materialer.

De små fikse sofaer, der ikke optager så megen plads i stuen, er populære. Et smukt eksempel på den trend er Rodolfo Dordoni’s ”Aston” sofa for italienske Minotti, her vist med dobbeltpuf. Prisen med det viste stof, ”Hunt” er 39.725,- kr. Puffen koster 18.790,- kr.. www.minotti.com, www.sibast.com

Svenske Källemo tør gå linen ud når det gælder ekspressivt design. En af husets tilbagevendende designere er Anna Kraitz, der har lavet en canape-variant til sin ”Beatrix” kollektion. Prisen er henholdsvis 21.500,- kr. for den korte model og 22.450,- kr. for den lange med uldstoffet Remix fra Kvadrat. ”Beatrix findes også som sofa og lænestol.   www.kallemo.se , www.agneta.dk

Bow sofa designet af designerdupen Andressen & Voll for Erik Jørgensen.Erik Jørgensen.

Den er helt sin egen: Khodi Feiz’ ”Bras” sofa for Artifort. Den har blot været på markedet et lille år, men har allerede fået stor opmærksomhed. Her ses sofaen i en dyb aubergine farve – en farve, der hitter lige nu. Priserne starter ved 21.250,- kr. Ottomanen koster fra 5.950,- kr. www.artifort.com , www.witehauz.com

Superenkel og alligevel indbydende: ”Vico” sofaen fra Cassina er designet af allesteds nærværende Jaime Hayon. Den findes som armstol, 2-personers og 3-personers sofa.  Priser fra 37.945,- kr. i stof og 54.685,- kr. i læder. www.cassina.com , www.paustian.dk

”Edge” sofaen fra Wendelbo er næste generation af flydesofaer, der fortsat har fokus på lounge-stemningen, men også et eksempel på et let og svævende design, skabt af af Lars Wendelbo. Viste opstilling koster 32.333,- kr. www.wendelbo.dk

Den svenske designer Monica Förster har i samarbejde med møbelproducenten Erik Jørgensen skabt ”Savannah” sofaen, der har en solid trækonstruktion omsluttet af tykt kernelæder, håndsyede sædepuder og god siddekomfort. Endnu ikke prissat.  www.erik-joergensen.dk

Uformel hygge og en skøn farvepalet. Paola Navone’s ”Nest” sofa for Ercol er en indbydende rede. Sofaen, der har træramme og polster i fire tekstilkombinationer, rummer tre personer. Den er netop præsenteret på den store internationale møbelmesse i Milano og endnu ikke prissat.  www.ercol.com

“Lario” fra italienske Flexform er designet af Antonio Citterio. www.flexform.com , www.casashop.dk

”Fly” sofaen, designet af Space Copenhagen for &tradition – her polstret med en smuk blå velour og stel i en mørk olieret eg. Priser er 29.995,- kr. www.andtradition.com

Hos den danske møbelproducent Getama kan man ikke få armene ned af begejstring. Her har man nemlig fået tilladelse til at producere Hans J. Wegners smukke bænk ”GE1935”, som Wegner slog de første streger til i 1948. Den modernistiske sofa har stel i eg og sæde og ryg i valnød. Pris 14.900,- kr. www.getama.dk

Fra det enkle japanske digt til den enkle sofa ”Haiku”, designet af GamFratesi for Fredericia Furniture . Sofaen er nu kommet i en low-back version og får hermed et helt anderledes og uformelt udtryk. Her vist i en 3-personers udgave med tekstilet ”Harald” fra Kvadrat i kombination med ”Criss” fra Gabriel. Prisen er 35.756,- kr. www.fredericia.com

”Halo” sofasystemet, designet af Skrivo for danske Softline, bygger på sammensætningen af forskellige rygstøtteelementer, som giver mulighed for varierende opstillinger fra en enkeltsædet lænestol til en trepersoners sofa. Sofaen koster 14.880,- kr. www.softline.dk

“Honken” sofa fra Blå Station.

Inno er en af de fineste eksponenter for finsk møbeldesign. Se blot på Harri Korhonen’s enkle sofa ”Box”, der står som en statue i rummet. Priser fra 20.800,- kr. www.inno.fi , www.agneta.dk

Jens Juul Eilersen er den kreative kraft bag den nye ”Jazz” sofa fra Eilersen. Der er lagt vægt på et imødekommende udtryk med bløde puder med duntop. Viste model koster 25.841,- kr. www.eilersen.eu

Kameleonen blandt sofaer kalder designeren Gerard van den Berg sin ”Kris” sofa for hollandske Label. Der er tale om en rigtig hyggesofa . 3-personers i tekstil som vist uden puder koster fra 18.399,- kr. Puderne koster 4.320,- kr. www.label.nl , www.agneta.dk

Sofaen, ottomanen, divanen er i sit udgangspunkt et møbel beregnet til to eller flere personer. Den er inspireret af blandt andre tyrkiske siddemøbler, der bestod af stablede tæpper eller tæppedækkede madrasser. Den kom til Europa i 1700-tallet i skikkelse af et let træstel med polster og betræk. Sofaen voksede sig større op gennem 1800-tallet og kom siden til at indgå i borgerskabets indretning, hvor den indtog den ”fine” stue. Sofaen har skiftet karakter gennem tiden og har designmæssigt været både en innovativ udfordring og en sten i skoen. En af de designere, der virkelig tog afstand fra dette ”borgerlige symbol” var Le Corbusier, der ironisk nok er mesteren bag den ikoniske sofaserie LC2 og LC3, der bygger på skitser helt tilbage fra 1928 og som stadig produceres af den italienske møbelproducent Cassina. Sofaen består af løse hynder fastholdt i en stålramme. Han gør en dyd ud af nødvendigheden og gør stellet/rammen synlig. En idé som mange af modernismens designere tog til sig. 

Italienske Piero Lissoni har tegnet et hav af sofaer – også den nye enkle ”Lipp sofa for Living Divani. Priser fra 47.190,- kr. www.firorinitrading.dk

Den danske designer Charlotte Höncke kan noget med sofaer. Lige nu er hun aktuel med sofaen ”Smilla” for Ilva. Skrå armlæn og skarpe kanter i tofarvet betræk – mørkt og quiltet på ydersiden og lyst og glat på indersiden. Pris 7.999,- kr. www.ilva.dk

Blandt nyhederne fra Gubi dette forår er denne ”Modern Line” sofa, designet af Greta M. Grossman tilbage i 1949. Stram minimalisme, der lanceres i tre størrelser: 2-, 3-, og 4-personers fra 17.995,- kr. www.gubi.com

Det nyetablerede danske møbelbrand Woud har blandt andre ”Nakki” sofaen i deres kollektion,. Den er designet af Mika Tolvanen og er her vist i en af sæsonens topaktuelle farver. Priser fra 13.995,- kr. www.woud.dk

Ole Wanscher’s signaturdesign er utvivlsomt den sofistikerede ”Colonial Chair”. Nu genintroducerer Carl Hansen & Søn seriens øvrige klassiske designs, blandt andre ”Colonial” sofaen fra 1964. Den fås i en række træsorter: valnød, kirsebær, eg og mahogni enten som lakeret, sæbe- eller oliebehandlet overflade. Hynder med læder eller tekstil. Priser fra 21.024,- kr. www.carlhansen.com

Der er nyt hos Gubi, men også opdateringer af kendte modeller, som for eksempel ”Paradiset” sofaen, tegnet af Kerstin H. Holmquist i 1956. Sofaen er på vej i Broderie Le Rocher-tekstil, skabt af Pierre Frey. Prisen er ca. 80.000,- kr. www.gubi.com

“Pianoalto” fra italienske Zanotta. www.hultmann.dk

Den har svulmende former, men fremstår alligevel ret stringent. ”Swell” sofaen, designet af svenske Jonas Wagell for Normann-Copenhagen er både hipster og hyggelig. Den kan erhverves til 21.999,- kr.  for en trepersoners udgave med tekstil fra Gabriel. www.normann-copenhagen.com

“Undercover” sofa fra Zanotta. www.zanotta.com , www.hultmann.dk

Det er svært ikke at blive begejstret for denne utraditionelle rattansofa, designet af den japanske kunstner Hiroomi Tahara for Yamakawa Rattan. Sofaen blev afsløret på den nyligt afholdte møbelmesse i Milano og er derfor ikke prissat. Foto: Lorenzo Nencioni. www.yamakawa-rattan.com

Sweet nothing

Lidt har også ret. Ikke mindst når det drejer sig om søde ord fra den udvalgte eller når det handler om små, lette og funktionelle møbler, der let og ubesværet sniger sig ind i indretningen – enten som et praktisk supplement eller som fuldgode interiørelementer, der ikke stjæler så meget plads.

Der kan komme rigtig meget ud af kruseduller – i hvert fald når de lander i marginen på tegneblokken hos svenske Note Design Studio. Med afsæt i disse sporadiske tegninger har det Stockholm-baserede designerfællesskab skabt en serie småmøbler bestående af et orgie af materialer, former og farver. Et eksempel er ”Tembo” – højbord og skammel. Foto: Mathias Nero. www.notedesignstudio.se

Text:Susanne Holte

Er man gammel nok vil man helt sikkert huske Brenda Lee’s dejlige sang ”Sweet Nothin’s” fra 1960, hvor hun med hæs stemme rocker sig igennem det, der siden er blevet en klassiker på hylden med pop-vinyler. Yngre generationer vil måske tænke på Calvin Harris’ sang ”Sweet Nothing” med tilhørende ekspressiv og fræk video. Fælles for de to musikalske indslag er, at de omhandler de små søde ord, som elskende bruger når de flirter med hinanden. Disse små – på en gang overflødige og livsnødvendige ord trækker paralleller til en aktuel trend i boligindretningen, hvor møbler i småtingsafdelingen pludselig bliver af stor betydning. Aldrig har vi set så mange skamler, puffer, transportable småborde, minimale reoler og letvægtsstole som de seneste sæsoner. Det er møbler, som let sniger sig ind i allerede etablerede hjem, hvor der er brug for lidt ekstra siddeplads eller afsætningsplads, men i høj grad også møbler, der gør sig godt i små rum, hvor der ellers let bliver overmøbleret. Designerne byder flittigt ind med nye fortolkninger – måske fordi de netop her kan eksperimentere med form og materialer uden at sprænge budgetterne ude hos producenterne. Mange af de små møbler har skulpturelle kvaliteter. Der er dømt fri leg og mange af de nye småmøbler føjer en klædelig modernitet til klassiske designs. De byder på ny dynamik i indretningen, på ny energi i forholdet – akkurat som når Brenda synger: Aha Honey! My baby, whispers in my ear, uhm sweet nothing!

De skulpturelle værdier er indlysende og uanset hvordan man måtte sidde på skamlen Bolt, er den næsten ikke til at undvære. Det er svenske Note Design Studio, der har tegnet det charmerende møbel til franske La Chance. www.lachance.fr

En reol behøver ikke at fylde en hel væg. Det er Martin Breuer Bono’s superenkle ”Buchhheimer” et fint eksempel på. Reolen er udviklet til tyske Nils Holger Moormann. Foto: Jäger & Jäger.  www.moormann.de

Den spanske designer Jaime Hayon er her, der og alle vegne i øjeblikket. Danske møbelproducenter, som for eksempel Fritz Hansen, har også fået øje på den talentfulde formgiver med det organiske formsprog. Hayon behersker også de små møbler, som det eksempelvis fremgår af det lille charmerende bord ”Elements 002”, som er inspireret af kaktussens modulære form. www.moooi.comwww.mollerrothe.com

Den franske designer Elsa Randé , der har stor erfaring fra luksusindustrien, har nu kastet sig over møbeldesign. Hendes gennemgående tema er de såkaldte Scoubidou snore, som hun mikser med for eksempel egetræ. De farverige snore giver kant til det lyse træ samtidig med at de har en praktisk funktion som rumdelere. www.elsarande.fr

Friends & Founders er en forholdsvis ny dansk-svensk designvirksomhed, som allerede har fået stor opmærksomhed med en kollektion af lette, stringente møbler med stærke grafiske elementer. Et af budene fra de innovative kræfter bag er ”Knock Out” bordene. www.friendsfounders.com

”Red Line 102” er et af mange fleksible reolmøbler fra svenske Resize Design, der har udviklet et system bygget op omkring en centersøjle, hvorpå man kan montere en stribe forskellige opbevaringsmoduler. Et genialt system, som skaber en dejlig lethed i indretningen. www.resizedesign.se

Det tyske designstudie Supergrau har i samarbejde med designeren Sarah Böttger udviklet en serie borde eller rettere bakker/skåle på ben. ”BOL” er skabt af emalje – et lidt utraditionelt materiale til møbler.  Farvepaletten er sart og fin med referencer til 70’ernes baderum. www.supergrau.de

Schweiziske Björn Ischi fra Designform har kreeret det lille transportable bord ”Curling” for schweiziske Maade. Fyrretræ med sortlakeret top. Anvender man bordet som natbord kan håndtaget bruges til at hænge smykker og ure på. www.maade.ch

”Chair Composition 1 and 2” er udviklet af Bakery Studio alias Gilli Kuchik og Ran Amitai. Ideen bag konceptet er at kombinere to elementer og to farver for således at opnå en 3-dimensional grafisk komposition. Stolen består af bøjede stålrør og et krydsfiner sæde. www.bakery-design.com

Enkelhedens ukronede mester er den japanske designer Nendo, der bliver ved med at overraske med sit ind-til-benet formsprog. Et af hans seneste tiltag er denne stumtjener fra kollektionen ”Softer than steel” for italienske Desalto. www.desalto.itwww.nendo.jp

Et interessant dansk brand, som har set lyset indenfor de seneste år er By Lassen, der er bygget op omkring produkter, tegnet af arkitekterne Mogens og Flemming Lassen. Det hele startede med ”Kubus” stagen, men i dag er kollektionen bredt funderet med både brugskunst, møbler, tekstiler og tapet. Et af produkterne i By Lassens portefølje er den smukke ML42 taburet, som Mogens Lassen tegnede i 1942 i forbindelse med en udstilling på Kunstindustrimuseet. Inspirationen er hentet i datidens skomagerstole. Den fås også som barstol – begge i eg, bøg natur eller sortbejdset bøg. Pris: 3.395,- kroner. www.bylassen.dk

Over det seneste årti har en stribe nye designvirksomheder etableret sig i Danmark. En af de nyeste er Friends & Founders – et dansk-svensk samarbejde mellem Rasmus Hildebrand og Ida Hildebrand, der arbejder med et begreb, som de kalder elastisk livsstil – det vil sige en livsstil, der kræver forenkling og fokus. I praksis betyder det møbler, der kan tilpasses brugernes behov og som er skabt i et enkelt skandinavisk design af lette og stærke materialer. Som for eksempel ”Our Bench Net”, som her er stylet med hynder og puder. www.friendsfounders.com

En af de lidt ældre elever i klassen er Normann Copenhagen, der længst har slået deres navn fast som leverandør af moderne skandinavisk design . Et af de seneste bud fra deres katalog er ”Box”-bordet – et lille bakkebord med en lethed i formen, men med styrke i materialet: stål. Det er den danske designer Peter Johansen, der har tegnet bordet, der fås i creme, cementgrå, turkis, blågrøn og midnatsblå. Fås i flere størrelser fra 999,- kroner. www.normann-copenhagen.com

Import – Export

Compass, designed by GamFratesi for Casamania.

Det er stadig navne som Arne Jacobsen, Finn Juhl, Børge Mogensen, Kaare Klint, Hans J Wegner, Poul Kjærholm, Ole Wanscher med flere, der sparker dørene ind til de store eksportmarkeder og som indirekte baner vejen for en stadig stigende strøm af unge talentfulde designere og ditto producenter. Sideløbende med salg af dansk design over grænserne sker der en udveksling af kreative kræfter: unge danske designere leverer innovative ideer til udenlandske producenter, mens danske firmaer i stigende grad vover sig ud i samarbejder med udenlandske formgivere. 

Text: Susanne Holte

Det er de færreste unge danske designere, der kan sige sig fri for – direkte eller indirekte – at være inspireret af en eller flere af de store designerkoryfæer, der var med til at definere begrebet Danish Modern – disse idealistiske bannerførere for funktionalismen, som med en unik fornemmelse for kvalitet og håndværk var med til at gøre Danmark verdenskendt i de gyldne 50’ere og 60’ere, hvor vi satte nye standarder for design.

Ikonerne fra dengang nyder stadig stor respekt blandt udenlandske samlere og mennesker med kærlighed til det stringente og afklarede formsprog. Og der var og er nok at vælge imellem. Der blev tegnet tusindvis af møbler i dansk  møbeldesigns guldalder i perioden mellem 1930 og 1970, og der eksporteres stadig rå mængder af Wegners Y-stole, Arne Jacobsens Æg, Svaner, 3107-stole og andet godt. Men unge danske designere står også distancen og bidrager i stigende grad med kreative ideer til eksportmarkedet. De følger på mange måder i sporene på de gamle mestre og ligesom deres visionære forgængere sker det oftest i samspil med danske møbelproducenter.

Selvom meget således er ved det gamle, sætter globaliseringen også sit spor på dansk design: Rigtig mange unge, men også veletablerede designere, er i kreativ dialog med udenlandske producenter og på trods af stor konkurrence derude lykkes det flere at få nogle af de helt store aktører på den internationale designscene på CV’et. Nogle forfølger drømmen om en international karriere ved at slå sig ned i metropoler som New York, London og Milano. Andre holder fast i den danske base og ser det ikke som et problem at have tegnestue i Ebeltoft og betjene kunder i Japan.

Der er dog ikke blot tale om eksport af talent og innovative ideer. Trafikken går i høj grad også den anden vej: Mange danske møbel- og designproducenter trækker på inspiration ude fra den store verden. En af de producenter, der for alvor satte gang i eksporten af dansk design og som stadig er bannerfører for sublim formgivning på det internationale marked, Fritz Hansen A/S, er som flere andre danske møbelfabrikanter begyndt at samarbejde med internationale designere – senest den store spanske designer Jaime Hayon, der med afsæt i både et spansk og et dansk formsprog har udviklet en række nye designs, der føjer sig smukt og naturligt til en helstøbt dansk møbelkollektion. Begrebet dansk design bliver på den måde udvidet for fornemste vis.

Danske &tradition er på en konstant jagt efter morgendagens klassikere – det sker i et innovativt samarbejde med både danske og udenlandske designere, som for eksempel finske Sami Kallio, der er mesteren bag den smukke In Between SK1 stol, fremstillet af ege finér. www.andtradition.com

Den danske designvirksomhed Normann Copenhagen, der på mange måder har sat nye standarder i branchen, samarbejder også jævnligt med udenlandske formgivere. Det er der senest kommet et spændende bord ud af: sofabordet Ding, skabt af det tyske designstudio Ding3000. Bordet samles helt uden brug af skruer og værktøj. Designerne har ladet sig inspirere af gamle tredimensionelle hjernevriderpuslespil i træ og udtænkt en skulpturel knude, der bærer sig selv og en eksklusiv bordplade af glas. www.normann-copenhagen.com

Hollandske Julien de Smedt er et godt eksempel på en designer, der begår sig hjemmevant i en globaliseret verden. Han har i mange år gjort sig i Danmark, blandt andet som partner og medstifter af arkitektvirksomheden PLOT i samspil med Bjarke Ingels. I dag beriger den produktive hollænder stadig den danske designscene. Et af de seneste bidrag er reolsytemet Stacked Shelfsystem for danske Muuto. www.muuto.dk

Designerduoen GamFratesi, bestående af danske Stine Gam og italienske Enrico Fratesi, arbejder hjemmevant med både danske og udenlandske producenter og det er på fornemste vis lykkedes dem at skabe nyklassiske designs, der vover sig ud til grænserne i både form og materialer. Blandt deres seneste projekter er Cheshire lampen for italienske Fontana Arte. Parret har her arbejdet med arketyper og klassiske elementer og resultatet er både æstetisk og ikonisk. www.fontanaarte.com

Den danske designer Jakob Wagner har indledt et frugtbart samarbejde med italienske Alessi, der har produceret hans fine Pick Up Table, der giver os friheden til at være nomader i vores eget hjem. Her er der plads til det nye magasin, en god kop te, kaffe, vin eller hvad der nu skal til for at skabe rammen om en hyggestund. www.jakobwagner.dk , www.alessi.com

Visu lounge chair, design by Mika Tolvanen for Muuto.

Designed by Ronan & Erwan Bouroullec for Hay.

Danske Søren Rose arbejder i mange forskellige materialer. Han vil af mange mest være kendt for sine træmøbler, men han mestrer også metallet og polsteret – her dokumenteret ved stolen Gramercy High Chair for De La Espada. Stolen mikser det bedste fra skandinavisk designtradition og en afslappet New York state of mind. www.delaespada.com

Den danske designer Hans Sandgren Jakobsen er efterspurgt over hele verden, ikke mindst i Japan. Her er hans seneste design til dette marked, stolen Horseshoe, designet til ACTUS. www.hans-sandgren-jakobsen.com

For

Foråret 2012 puster Kay Bojesen Denmark luft under vingerne på en munter nyhed for store og små: Sangfuglen. Et hidtil ukendt design skabt af Kay Bojesen i 1950’erne, men aldrig tidligere sat i produktion. Nu kan vi byde Ruth, Pop, Otto, Kay, Peter og Sunshine varmt velkommen i Bojesens forunderlige dyrefamilie. Alle seks fugle har et rent, moderne udtryk uden overflødige former, og selvom de ikke er et forsøg på at skabe kopier af virkelighedens dyr, er fuglene så livagtige, at man sagtens kunne forestille sig, at de brød ud i sang ved synet af solopgang over Øresund. www.rosendahl.dk

Foråret har meldt sig og naturen springer ud i farver. Det samme gør de nye møbler og sæsonens brugskunst, der byder krisen trods med ekspressive kulører som lilla, gul, rød og turkis.

Text Susanne Holte

Der er to ligeværdige tendenser i både mode- og indretningsbilledet for øjeblikket: den sort-hvide og den multikulørte – nøjagtig som vi så det i de såkaldte fattig-firsere, hvor krisen kradsede sidst. Uanset om årsagen er at vi instinktivt byder nedturen trods med farveglæde eller turen bare er kommet til lidt mere farvelade, så er det godt for både øje og sind med lidt farveglæde. En af de producenter, der netop nu sætter lidt kulør på indretningen er Fritz Hansen, der føjer nye farver og monster til kendte klassikere. Til at farvelægge har den danske virksomhed fået hjælp af to store internationale navne: engelske Paul Smith, der også er kendt fra modebranchen og den spanske designer Jaime Hayon, der høster stor anerkendelse for sit sofa-design Favn. Paul Smith, der tidligere har sat den tekstile dagsorden for blandt andre Erik Jørgensen Møbler med sine farverige stribede stoffer er på banen for Fritz Hansen med en række tekstiler, der i sit udgangspunkt er klassisk, men som har fået et moderne og frækt twist – ikke mindst i kraft af farvepaletten. Point by Paul Smith, som den skotsk-inspirerede kollektion hedder, giver nu nyt liv til Arne Jacobsens og Poul Kjærholms klassiske møbler. Fritz Hansens forårshumør afspejler sig også i sofaen Favn, der er skabt af den fabulerende spanske designer Jaime Hayon. Der er tale om en lille skalsofa, måske det mest vellykkede forsøg på at supplere den klassiske kollektion bestående af Arne Jacobsens stringente, men skulpturelle møbler. Den klæder, med sine afrundede organiske former og sit forholdsvis beskedne format, møbler som Ægget og Svanen. Det er en sofa i sin egen ret, som går fint i dialog med sine omgivelser. Favn åbner sig ud mod verden, berører forsigtigt jorden med sine lette ben og giver plads til innovativ udfoldelse. Kontraster i form af farver og tekstur understreger sofaens linier og referencerne til 60’ernes møbelkultur. Løse puder med knapper og sæde med keder forstærker indtrykket af et møbel, der kan glide ind i både private og offentlige miljøer. Hos Normann Copenhagen demonstrerer man også forårsinspireret kådhed med lanceringen af Bunny stolen – en moderne fortolkning af farfars øreklapstol. Det er designerduoen Aleksej Iskos og Boris Berlin, der har fostret dette ganske originale møbel, som fås i tre farver, blandt andet rød og lilla. -Vi har altid syntes, at en øreklapstol er en lidt glemt møbeltype. De fleste forbinder den med morfar, der sidder med sin avis eller mormor med strikkepinde. Derfor, var det spændende at genfortolke stolen på en sjov måde, med minder om de søde sovedyr, vi havde i barndommen og om den bløde Bunny – nu for voksne!, lyder det fra Boris og Aleksej.

Turkis er en af dette forårs helt store farver –gerne i kombination med kanariegul, blå og lilla. IKEA er med på denne bølge og lancerer blandt andet Söderhamn sofaserien med betræk i lys turkis. www.ikea.dk

Poul Kjærholms smukke, enkle og stramt designede PK22 stol får et helt nyt udtryk når den bliver klædt i tekstiler, designet af den engelske designer Paul Smith, der står bag den nye Point tekstilkollektion, som produceres af Kvadrat. www.fritzhansen.com

Der leges med såvel form som materialer og farver i den nye Favn sofa, som spanske Jaime Hayon har skabt for Fritz Hansen. Favn forener stringens og softness, coolness og komfort, imødekommenhed og image. Sofaen er på sin vis helt sin egen, det vil sige at den bærer Jaime Hayons genkendelige og lidt barokke dna, men den føjer sig – med sin elegance – også fint til Fritz Hansens kollektion i øvrigt. Sofaen fås i mange farver – også denne frække lilla. www.fritzhansen.com

Designerduoen Iskos-Berlin alias Aleksej Iskos og Boris Berlin har skabt en blød, indbydende og legesyg ven i stolen Bunny. Med sine voluminøse og bløde former er det en stol, man kan putte sig i samtidig med, at den tilfører kant og humor til ethvert rum. Bunny er en nyfortolkning af den klassiske øreklapstol og indbyder til, at man sætter sig og bliver omfavnet. Stolens frække og legesyge design understreges samtidig af de hårdt spændte snore på den bløde polstrede krop. Bunny stolen er betrukket med stof fra Gabriel og fås i tre flotte farver. www.normann-copenhagen.com

Malin tekstilkollektion er skabt af de to danske designere Barbara Bendix Becker og Mette Bache, som har arbejdet for IKEA siden 1996. For dem er der særligt fokus på det globale perspektiv i processen. -Slutkunden er verdensborger, og vi tænker alle de forskellige boformer i forskellige dele af verden ind i projekterne, fortæller Barbara. -Det gælder også det faktum, at mennesker i dag bor på mindre plads, så funktionalitet er et must.

Sunday er en modulopbygget loungesofa fra Fredericia Furniture, til alle der ønsker at have indflydelse på designet. Kombinationsmulighederne er mange – både med hensyn til hvordan modulerne sættes sammen og i valget af tekstiler og farver. Sofaen er designet af danske FurnID, som har villet skabe et venligt og imødekommende møbel. www.fredericia.com

Fritz Hansen introducerer til ære for Arne Jacobsen, hans kollektion af stabelstole i deres originale form. Serien omfatter de 9 træfinértyper ahorn, ask, bøg, kirsebær, oregon pine, elm, eg, valnød og indfarvet eg.
 Som tillæg til de naturlige finértyper, introduceres 9 nye farver, inspireret af den originale farvepalet, som Arne Jacobsen designede den i 1968. De nye farver er designet til at komplimentere de naturlige træfinértyper og inkluderer følgende farver: Hvid, lys grå, mørkegrå, sort, gul, orange, rød, petroleumsblå og grøn. www.fritzhansen.com

Stouby Furniture lancerer sammen med designer Thomas Pedersen en modulbaseret loungesofa med organiske former iklædt markante stikninger. Sofaserien – døbt Mirage – er inspireret af 50’ernes og 60’ernes stil kombineret med optimal siddekomfort, bæredygtigt håndværk og fleksibelt design. Mirage er Thomas Pedersens første sofadesign. Designet muliggør anvendelsen af flere forskellige farver og materialer på samme møbel, hvilket giver rig lejlighed til at skabe et individuelt udtryk, der matcher den øvrige indretning. Man kan tilpasse farverne på både korpus, sædehynde, puder og stikninger efter eget ønske. www.stouby.com

Da Fredericia Furniture lancerede Mundo stabelstol i 2007, udråbte  ét af Danmarks arkitektmagasiner den til at være både formidabel og gennemtænkt. Designeren bag stolen Susanne Grønlund opnåede derfor stor respekt for sin nyfortolkning af en let og enkel stabelstol. Mundo har en god siddekomfort, da den er konstrueret med udgangspunkt i træets egne egenskaber. Fredericia Furniture har nu valgt at lancere Mundo i farverne isblå, støvede blå, gul og mat hvid.  www.fredericia.com

WOOUF er et ungt spansk designstudio under ledelse af Paulo Martinez, der egentlig kommer fra modebranchen. Det kan måse ses på den farve- og mønsterglade kollektion af sækkestole som tager afsæt i hverdagsobjekter som fastfood, kager, is, rejsetasker m.m. Resultatet er sjove og uhøjtidelige møbler til børn, unge og barnlige sjæle. www.designdelicatessen.dk

Er man ikke til det store farveorgie på møblerne, kan man nøjes med at flirte med farverne på tilbehøret, for eksempel på puder og plaider. Hvad med disse farverige fugle på en pude fra Ilvas forårskollektion. www.ilva.dk

For

Designeren Rikke Hagen og Egtved-virksomheden designerSHIP har modtaget Formland Design Award for Taste – en serie kopper skabt i et organisk formsprog. Kopperne er designet med fingerspitzgefühl. Den særlige form gør, at de ligger rigtig godt i hånden, og her skal især den lille kop fremhæves. At kopperne kan stables elegant, er et markant og vigtigt element ved serien. Rikke Hagen, der tidligere har designet cognac-glas og lamper, er kendt for sine bløde og ofte humoristiske former.


Udover TASTE kopperne var de raffinerede træhuse Arch:you fra applicata ApS, Beater piskeris fra Normann Copenhagen og lysestagen qb light fra CasiCasi nomineret til Formland Design Award – Spring 2012.

Formland Design Award: Prisen uddeles hvert halvår til sæsonens mest markante nyhed inden for design, brugskunst og interiør. Vinderen findes blandt indsendte produkter fra Formlands udstillere. Med prisen følger en prisstatuette samt et markedsføringsbidrag på DKK 100.000. Formland Design Award er uddelt siden 1987. Bag udvælgelsen står en uafhængige priskomité sammensat af markante personer fra design- og interiørbranchen i Skandinavien. Komitéen lægger vægt på innovation, design, funktionalitet og pris.

Gr

Hvem siger at tilværelsen kun er sort eller hvid. For langt de fleste er den overvejende gråmeleret – et afbalanceret miks af både kul og kridt. Askesens og renselsens symbolske grå farve sætter netop nu sit støvede fingeraftryk på såvel catwalken som på design- og interiørscenen. Som fugl Phønix rejser de nye designs sig af asken, først og fremmest blandt avantgarden i New York, hvor den underspillede palet længe har signaliseret kreativitet og intellektualitet. Nu er turen kommet til Europa, hvor vi dette efterår skal finde ind til vores indre Askepot.

Text: Susanne Holte

Forårets islandske askesky lagde ikke blot en dæmper på rejselysten. Vi blev bogstavelig talt grounded – tvunget til at blive hjemme eller tage ufrivilligt ophold derude i det fremmede, i lufthavnsterminaler eller overbookede hoteller, hvor vi fik tid til refleksion og mulighed for at nå til en erkendelse af, at kontrol er en illusion. Ved samme lejlighed blev vi mindet om, hvor lille denne klode er og hvor let det er at blive slået ud af kurs. Begivenheden, der for længst er blevet overtrumfet af nye og større katastrofer og derfor allerede er på vej ind i historiens store glemmebog, var måske ikke blot et varsel fra naturen, men også startskuddet til en ny grå epoke med fokus rettet mode det nedtonede – en ny begyndelse, et ubeskrevet blad, hvorpå fremtiden kan tegnes. Næsten simultant med vulkanens vredesudbrud opstod der blandt designere og trendsættere en spirende interesse for neutrale jord- og stenfarver. Grå blev endnu engang udråbt til den nye sorte – til den ultimative signaturfarve for de unge og kreative, de moderne og intellektuelle. Grå er efterårets uomgængelige farve, og det vel at mærke i alle tænkelige toner fra den bløde douche variant med lilla, petrol eller oliven undertoner over røg, kisel, antracit, jord og mudder til den næsten sorte koks. Nuanceforskellene dyrkes og de mange grå nuancer sættes sammen i et rent, cool og asketisk look, men også i en varm og indbydende udgave. Frygten for at gå i eet med efterårshimmelen kan imødegås ved at mikse det afdæmpede udtryk med en fræk lilla, en vovet rød markering eller en orange eller lime accent. Metalliske farver er også en helt legal måde at tilføje det neutrale et elegant og eksklusivt pift.

Grå mangfoldighed

Grå er – måske lidt unfair – en udskældt farve. Den anses for at være kedelig og trist, og personer, der sværger til netop denne lidt undselige kulør, hævdes at være uengagerede og utilbøjelige til at binde eller involvere sig. Farvepsykologer hævder sågar at den ”grå” personlighed står ved siden af sig selv, har et lavt selvværd og oplever verden lidt på afstand – en barsk påstand, når man nu ved at grå netop bærer farverne i sit inderste væsen: faktisk opstår den grå farve grå når to komplementærfarver smelter sammen, det vil sige når man blander to farver, som tilsammen indeholder alle lysets bølger. Det kan være kombinationen af sort og hvid, men også sammensmeltningen af gul og violet, rød og grøn eller blå og orange. Alligevel stemmer den grå nuance ofte sindet i mol – ikke mindst når oktober melder sin ankomst. Her giver det mening at tale om en grå hverdag. Når vi alligevel med jævne mellemrum tager farven til os, også i indretningssammenhæng, skyldes det formodentlig at grå netop er en villig medspiller og let sættes sammen med andre farver i boligen. Udefra kommende kulører kalder de gemte komplementærfarver frem – og derfor kan den grå faktisk noget, som ikke ret mange andre farver formår: den kan indgå i en hvilken som helst kontekst og alligevel gøre en god figur. Grå er en fantastisk basisfarve og i den rette kontekst kan den stemmes til både dur og mol. Den formår at være diskret og raffineret, men også at fremstå fræk og forførende. Skal man være lidt højstemt kan man sige, at den er et fint symbol på puritanisme og åndelighed – en trend, man vel kun kan hilse velkommen.

Grå på den hårde måde

Åndelighed og beton er ikke umiddelbart synonymer. Noget tyder dog på, at tidsånden og forkærligheden for askesens grå igen passer meget godt sammen med 60’ernes og 70’ernes forkætrede byggemateriale, som er blevet comme il faut. Designere verden over bøjer sig i støvet og favner den grå beton, som nu anses for både at være grøn og politisk korrekt. Producenterne kvitterer for opmærksomheden ved at føje nye bløde værdier til det hårde, men yderst plastiske materiale. Negative associationer, som måske snarere bør tilskrives 60’ernes politiske og designmæssige konformitet, skal ikke længere lægges materialet til last. Kigger man på et af verdens ældste arkitekturværker – Pantheon i Rom, som blev bygget i år 140 og blandt andet er konstrueret af beton, må man jo vedgå, at det gode gamle byggemateriale tidligere er anvendt i skønhedens interesse. Efter årtier i skyggen, er betonen således tilbage i både arkitektur og design – denne gang med en helt anden respekt for det uforløste potentiale som materialet rummer. I en tid hvor interessen for det bæredygtige er i vækst og hvor naturlige råstoffer og recyckling er buzzwords, er betonen – der består af sand, grus, kalk og vand, nemlig ikke til at komme udenom: det er ren natur, det er holdbart og det er genanvendeligt. Den nye interesse for betonen skyldes dog ikke alene, at den nu er blevet anerkendt som værende grøn. Opmærksomheden kan også tilskrives nye teknologier, der i dag giver mulighed for at anvende det formbare materiale på en langt mere kreativ måde i moderne arkitektur, kunst og design.

Tiden tar’ form

Text: Susanne Holte

Den 28-årige norske designer Siren Elise Wilhelmsen giver tiden ny form med Knitting Clock fra projektet Developing Time – Time Developing, der netop har udløst årets Time to Design – New Talent Award, der er en designpris rettet mod unge designtalenter, som befinder si i starten af deres karriere. Prisen inkluderer et tre måneders arbejdsophold på Statens Værksteder for Kunst, 50.000,- kroner sponsoreret af Træets Arbejdsgivere tilmaterialeomkostninger, individuel karriererådgivning fra OeO, samt en 14 dages udstillingsperiode i Normann Copenhagens Flagship Store. Siren vandt for sit ret nørdede projekt, som bedst kan betegnes som designmæssig grundforskning. Med et filosofisk udgangspunkt angriber det et fælles vilkår og søger at formgive et  usynligt fænomen i livet. Projektet er en videreudvikling af Sirens afgangsprojekt fra University of Arts Berlin – et projekt, der resulterede i et strikkeur, som målte og registrerede tiden 3-dimensionalt i garn. Projektet kan bedst beskrives som en kombination af en strikkemaskine og et kukur. hver halve time markeres med en maske, og hvert døgn registreres med 48 masker. Et kalenderår resulterer i et c. 2 meter langt tørklæde. Sirene, der er fød i Bergen og bosat i Berlin, skal i efteråret  bruge sit ophold på Statens Værksteder for Kunst til at bringe projektet tættere på brugeren. Hun vil udforske mulighederne for at personalisere skrikkeuret, så det for eksempel reagerer på bevægelse, lyd og lys i omgivelserne.