Tag: Nils Holger Moormann

Still got the blues

Thonet.

Hen i det blå – siger vi, når noget er lidt småtosset, men faktisk er blå slet ikke nogen helt fjollet farve. Den virker nemlig både beroligende og afslappende, modvirker kaos og åbner for kommunikation og skaber fred og harmoni – og er måske af alle nævnte grunde lige netop den farve, der er allermest brug for i en verden på randen af hysteri.

Text: Susanne Holte

Det er videnskabelig bevist: den blå farve virker afslappende. Den dæmper pulsen, sænker blodtrykket, nedsætter stofskiftet, køler os ned og får os til at slappe helt af. Måske var det derfor, den italienske renæssancemaler Cennino Cennini kaldte blå for den mest fuldkomne af alle farver.

Blå er den ene af de tre primærfarver. Det er himmelens og havets farve, men det er også tillidens, visdommens og magtens farve – og er derfor yndet brugt på uniformer, fly, firmalogoer og offentlige indretninger – kort fortalt på steder, hvor der er brug for at signalere pålidelighed og seriøsitet. Den maskuline blå tilhører både manden i kedeldragten, søens folk, de royale og adelige med blåt blod i årene. Den tilhører drømmere og melankolikere, stjernekiggere og naivister – og så har den tætte bånd til det religiøse. I det gamle Egypten var farven forbundet med guden Amûn, i Indien tilhører den blandt andre guden Vishnu, hinduerne kobler den til Krishna og Asa-dyrkere vil vide at Odins kappe var blå. Det samme gjaldt Jomfru Marias kappe, som for mange står som symbolet på evigheden.

Evigheden er også i spil når man vender blikket mod himmelens blå og fortaber sig i refleksioner om det uendelige. Romantikerne blandt os ved, at den blå blomst er et universelt symbol for poesien. Mennesker med interesse for det alternative mener, at den blå farve er knyttet til hals-chakraet og forbundet med tale og hørelse og dermed med åndelig kommunikation. Den mørkere indigo tilhører pande-chakraet som står for klarsyn og intuition.

Blå er bindeleddet mellem lys og mørke, bedst illustreret i den blå time, som i gamle dage blev brugt til eftertanke. Det er også farven på en sindsstemning og en dertil knyttet musikgenre, der kan få det til at krible i fingrene på guitarentusiaster – og så er det en uforlignelig farve til møbler, tekstiler, lamper, tæpper og, og, og – se bare her de skønne variationer over azur, cyan, kobolt, indigo……

Glasbordet er, ligesom den blå farve, en evig gyldig klassiker. Akim bordet er designet af Oscar og Gabriele Buratti for italienske Gallotti & Radice. Fås med oval eller rektangulær krystaltop og farvet glasunderstel. www.galottiradice.it

Et møbel kan næsten ikke blive mere casual end Giuseppe Vigano’s superflotte Auto-reverse sofa for italienske Arketipo. Designet fremstår blødt og afslappet, men er alligevel skarpt i sit snit. Fås med både læder og tekstil – her er den i en smuk støvet blå variant. www.arketipo.com

Bloom easy chair, design Kenneth Cobonpue.

Japan Handmade er en designvirksomhed, der præsenteret japansk kunsthåndværk og japansk møbeldesign. De går dog ikke af vejen for at arbejde på tværs af landegrænser og krydse oceaner. Indigo- bordet er for eksempel blevet til i samarbejde med det danske OeO Design Studie. Bordet er håndlavet af Shuji Nakagawa i Japan. Pris på forespørgsel. www.japan-handmade.com , www.oeo.dk

Cherrybomb er et nyt lyssystem skabt af Lindsey Adelman for Nilufar Gallery.

Naturens perfekte geometriske former inspirerer CTRLZak Art & Design Studio, der har taget afsæt i de pentagonale og heksagonale strukturer, der findes i træets ved. Resultatet er disse krystalagtige formater, der samlet set udgør en stol. Beklædt med økologiske tekstiler i en række forskellige blå nuancer. Foto: Thorsten Greve. www.ctrlzak.com

Designeren Maarten De Ceulaer har gennem nogle år udforsket temaet kuffert. Et af de seneste resultater er The Leather Collection, hvor kufferter og brevtasker bliver til moderne møbeldesign, som for eksempel dette spejlmøbel, håndlavet af den kendte belgiske læderkunstner Ralph Baggaley. www.maartendeceulaer.com

Deep Sea glassreolen er designet af Nendo for Glass Italia. www.glassitalia.com

Puffen er et multifunktionelt møbel, som næsten kan sniges ind alle steder. Elephant puffen, designet af Nadadora Studio for Sancal, giver endnu flere anvendelsesmuligheder fordi den også kan forsynes med en miniature bordplade med plads til kaffekoppen eller labtoppen. Her er Elephant klædt i blåt og står på elegante kobber-ben. www.sancal.com

Ilva er også hoppet ud i det blå med en lang stribe møbler: sofaer og lænestole betrukket med himmelblåt og kongeblåt stof. Blandt nyhederne til sæsonen er Snooze  sofaen med lyseblå uldfilt og ben i lakeret ask. Pris: 8.999,- kroner hos ILVA

Nogle møbler signalerer et ”varmt velkommen”, således med fisnke Matti Klenell’s vamsede og imødekommende Panda Chair, tegnet til svenske Källemo. Her er den med blålakeret stel og meleret blåt tekstil. www.kallemo.se

Philipp Aduatz, Reverse Chair.

Källemo står for sin helt egen møbelstil: skandinavisk avantgarde med fokus på funktion. Indenfor disse rammer passer Gustav Persons fine lille Pussel skammel helt perfekt. Den er samlet helt uden skruer ligesom bordet Spänna af samme designer. Her med et sæde i en fin dueblå nuance. Pris: 2.200,- kroner www.kallemo.se , www.agneta.dk

Richard Brendon sætter med sin porcelænskollektion Patternity helt nye standarder for hvordan bone-china kan tage sig ud. Stellet, der omfatter mange forskellige dele, er hånddekoreret i England og kobler på ekspressiv vis en fin gammel tradition med Richard Brendon’s erfaringer med keramik. www.richardbrendon.com

Say O er navnet på en helt ny stolekollektion med et markant grafisk udtryk. Bag designet står KnudsenBergHindenes. www.sayo.dk

Pressed Chair fra Nils HolgerMoormann.

Det er en tysker

Supergrau; Hurdle Barchair

 

Tyskland er måske ikke det første land, der popper op på lystavlen når man skal liste de store designernationer, men det er ikke helt fair, for vores store nabo mod syd har faktisk fostret mange kreative sjæle, dannet skole og banet vejen for den funktionalisme og enkelhedens æstetik, der også ligger til grund for meget skandinavisk design. Og der skabes stadig godt design i BMW’ens og Bauhaus’ mægtige land.

En af de producenter, der har fået øjnene op for det tyske talent Sebastian Herkner er italienske Moroso, for hvem han har designet flere møbler, senest ”Banjooli” stolen, som indgår i Morosos M’Afrique kollektion. Stolen er fremstillet af fiskenets-tråd. www.sebastianherkner.com , www.moroso.com

Text: Susanne Holte

Med mindre man hedder Kvik og spiller en ikke uvæsentlig birolle som grisehandlerens bedste ven i Matador, er der ikke nogen grund til at være i forsvarsposition, når der viser sig en tysker på banen; Faktisk er der god grund til at skærpe sanserne og hilse de mange tyske designere, der netop i disse år bringer Tyskland tilbage på landkortet over store designernationer, velkommen. Vi tænker måske ikke umiddelbart over, at designere som Werner Aisslinger, Konstantin Grcics, Sebastian Herkner og Stefan Diez har tysk herkomst fordi de begår sig hjemmevant i international sammenhæng og skaber smukke møbler for verdenskendte brands. De fire herrer, der for øjeblikket er i vælten, er ikke alene om at repræsentere Tyskland: de har følgeskab af en række unge innovative designertalenter, der føjer nye kapitler til historien om tysk design – en historie, der tager sit egentlige afsæt med arkitekten Walter Gropius og etableringen af Bauhausskolen i Weimar helt tilbage i 1919. Sammen med en anden verdensberømt tysker: arkitekten Ludwig Mies van der Rohe, der overtog skolens ledelse i 1930, satte de helt nye standarder for arkitektur, kunst, kunsthåndværk og industriel design – standarder, der blev taget op af designere og arkitekter over hele verden – ikke mindst i Skandinavien. Bauhaus-filosofien om forenkling og højnelse af de æstetiske værdier, samt Mies van der Rohes afklarede og minimalistiske formsprog påvirkede generationer af designere og deres vinkel på design er stadig god latin. Efter Bauhaus-perioden opstod et vakuum, som senere blev udfyldt af dygtige folk som blandt andre den legendariske designer Dieter Rams, der med sit minimalistiske og brugervenlige design gjorde Bauns produkter verdenskendte. Med sine ti tester om godt design er han stadig et forbillede for mange unge designere og det er ikke mindst hans fortjeneste, at Braun, sammen med BMW, Mercedes, Audi, Miele, Rolf Benz, Walter Knoll, Karl Lagerfeldt, Hugo Boss, Ingo Maurer med flere står som eksponenter for ypperlig kvalitet og langtidsholdbart formsprog.

Med til den nyere historie om tysk design hører etableringen af interesseorganisationen German Design Council for nøjagtig 60 år siden, de mange eftertragtede tyske designpriser – ikke mindst Red Dot Design Award, der har eksisteret siden 1954 – og selvfølgelig en stor talentmasse af unge, visionære designere samt et boblende kreativt miljø i byer som Berlin, Hamburg og München.

I en af Europas hotteste metropoler, Berlin, finder man Werner Aisslinger, der først og fremmest lader sig inspirere af de teknologiske fremskridt og af nye materialer – elementer, som han mener kommer til at kendetegne fremtidens nye designtrends. Hans CV er alenlangt og priserne har regnet ned over det store tyske talent, der også er den kreative kraft bag ”Bikini Wood Chairs”, som produceres af italienske Moroso. www.aisslinger.de , www.moroso.com

En af de store navne på den tyske designscene er Stefan Diez, der ikke blot kan kalde sig designer, men også har en baggrund som møbelsnedker – en baggrund, som ikke fornægter sig og som afspejler sig i hans tilgang til materialer og teknologi. Hans adelsmærke er det præcise og enkle udtryk; Han foretrækker at kreere designs, der imødekommer reelle behov. Et eksempel på det er stoleserien ”This That Other” for den tyske producent e15. www.e15.com

En af tysk designs helt store internationale navne er Konstantin Grcic, der for alvor kom i vælten da han for nogle år siden indledte samarbejde med italienske Plank. Et af den München-baserede designers seneste designs er også blevet til i samspil med en italiensk producent; Denne gang Mattiazzi, der står for produktionen af Medici-serien. Møblerne er fremstillet af tre træsorter, termobehandlet ask, valnød og fyr forenet i irregulære vinkler. Resultatet er skulpturelt og nyskabende. www.konstantin-grcic.com , www.mattiazzi.eu

Karoline Fesser, Woonling Collection.

”Kirk” er en ultra let og superelegant skalstol i aluminium, designet af den tyske designer Patrick Frey, der egentlig er født i Syd Korea, men som er opvokset og uddannet i Tyskland, hvor han etablerede egen tegnestue i 2007. Lærepengene har han lagt hos etablerede firmaer som Nils Holger Moormann, Bree, Authentichs og Elmar Flötotto. www.patrick-frey.com

I 2012 startede den tyske designergruppe Ding3000, der består af Sven Rudolph, Ralf Webermann og Carsten Schelling, et samarbejde med det italienske brand Discipline. Det kom der fire spændende designs ud af, blandt andet den elegante stol ”Pocket Chair”, der er inspireret af lommerne i et par jeans. Her har designerne forsynet en slank læderskal med omvendte lommer som passer perfekt ind i et egetræsstel. Enkel og innovativ løsning. www.ding3000.com , www.discipline.eu

En af de mest berømte tyske designere er uden sidestykke Ingo Maurer, der gennem årtier har sat helt nye standarder for belysning og lamper. Han er et geni på sit felt og han kan stadig overraske med nye innovative designs. Et af de allernyeste bud er ”Knot” lampen – en skulpturel bord- eller standerlampe fremstillet ved hjælp af 3D-print-teknologi. www.ingo-maurer.com

Tyske designere er også værdsatte i Danmark. Senest er det århusianske firma Lampefeber blevet belønnet for deres tyske satsning med Formland UP/Graded Design Award. Prisen blev givet for ”Tilt” lampen, skabt af det tyske designfirma JJOO Design, der består af Johannes Marmon og Johannes Müller. www.lampefeber.dk , www.jjoo.cc

En af øjeblikkets mest omtalte tyske designere er helt sikkert den unge Sebastian Herkner, der kobler håndværk med ny teknologi, leg med materialer og inspiration fra eksotiske kulturer. Han har et meget originalt formsprog, som har åbnet døre til en stribe af de største designbrands i Europa, blandt andre Very Wood by Gervasoni, for hvem han nyligt har skabt loungestolen ”Unam”. www.verywood.it

Den dygtiger Berliner designer-duo Osko+Deichmann er på banen igen for svenske Blå Station; Efter at de i 2010 revolutionerede det gængse stålstel med ”Straw Chair”, hvor de vred rørene så der opstod skarpe kanter i stedet for bløde hjørner, er de klar til at præsentere ”Superkink”-serien. Her anvender de samme teknik og resultatet er intet mindre end genialt. www.blastation.com , www.oskodeichmann.com