Tag: naturinspireret

Wild, wild west

Er man til hestevrinsk, hurtige seksløbere og mænd af den rette støbning er det igen legalt at snige sig ind i biografernes mørke og svælge diverse nyfortolkninger af den klassiske westernfilm. Udenfor lærredet kan vi nyde genrens enkle scenografi, der rummer både kitsch, kuriosa og et stykke skandinavisk kulturhistorie, sejlet til den nye verden i en ikke så fjern fortid.

Text: Susanne Holte

I en stadig mere globaliseret verden, bliver det nationale og lokale af større værdi. Ikke nødvendigvis som et udtryk for protektionisme, men snarere som en erkendelse af, at vi i stigende grad selv har ansvaret for at skærme og bevare vore rødder. Regional identitet er bundet op på mange elementer – blandt andet design, brugskunst, møbler og husgeråd, der ofte spejler både ånd, klima og kultur. Venerationen for det formsprog vi er vokset op med følger os som regel hele livet – også selvom vi rejser ud og konfronteres med andre kulturer. Om de skandinaver, der udvandrede til det amerikanske kontinent i starten af 1800-tallet, bar et særligt design-DNA med sig vides ikke. Måske var det blot fattigdom og helt basale behov, der affødte de enkle møbler og brugsgenstande, som vi i dag genfinder i blandt andre shakerkulturen. Under alle omstændigheder fascineres vi stadig af det vilde vesten, det enkle liv og den simple formgivning. Uanset om der er tale om skandinavisk design i kondenseret form eller det blot er endnu et udslag af Back to Nature-trenden, retter vi atter blikket mod vest.

Den hollandsk-belgiske designerduo Studio Job, der blandt andet er kendt for deres monumentale objekter i bronze er her gået sammen med den hollandske designer Pieke Bergmans, der først og fremmest arbejder med mundblæst glas. Deres fælles projekt – Wonderlamp er udført til Gallery Dilmos i Milano. www.dilmos.com , www.piekebergmans.com , www.studiojob.nl

Bunch of Tools, designet af Catarina Carreiras til italienske Zanotta’s Edizioni-kollektion, er en ikke helt almindelig stumtjener. Egentlig en videreudvikling af Lomazzis stumtjener Sciangai fra 1973. www.zanotta.it

Klædt af til skindet – sådan har designerne bag Quinze & Milan arbejdet med stolen Second Skin i et forsøg på at finde ind til stolens inderste væsen. Her er alt overflødigt fedt skrællet af og resultatet er både flabet og originalt. www.quinzeandmilan.tv


Med afsæt i den allerførste varme- og lyskilde har 5.5 Designers skabt Fire Kit – en industrielt fremstillet version af det livgivende bål, som vi idag forbinder med cowboys og westerfilm. www.cinqcinqdesigners.com , www.skitsch.it

Symbolet på den næsten golde natur – på det vilde vesten – den piggede kaktus, der vokser på trods og ugæstfrie omgivelser, har inspireret designeren Maurizio Galante til Cactus puffen for Cerruti Baleri. www.cerrutibaleri.com

Den nøgne natur i al sin uhildede skønhed – her i finske Eeva Elsanomia’s fortolkning. Hendes unikke Oksa Bench er skabt af egetræ og en gren fra et dødt fyrretræ fra haven. www.elsanomia.fi

Den er 40 år gammel, men den bliver ved med at finde nye udtryk – Zanotta’s Bean Bag Chair, der her er forklædt som kaktus. www.zanotta.it

En af de største danske møbeldesignere, Hans J. Wegner skabte i i 1944 gyngestolen J16 til FDB. Produktionen af dette enkle designikon, der har håndflettet sæde i naturfarvet papirgarn, er siden overtaget af Fredericia Furniture. www.fredericia.com

Slimline

”Less is more” – en lidt fortærsket kliché i interiør- og designsammenhæng, men ikke desto mindre et reelt faktum, når talen falder på en af tidens helt aktuelle møbeltrends – hvor et absolut minimum af materiale, et super stramt design – og ikke mindst, et ultratyndt, spinkelt og slankt look, dominerer.

Text:Susanne Holte

Avanceret puritanisme og progressiv materialeforbrug kendetegner en ny designtrend med fokus på den grafisk enkle æstetik. Der er tale om en super minimalistisk bølge, hvor der skæres ind til benet, men hvor man aldrig taber den humanistiske tilgang til designbegrebet af syne. Udtrykket bliver nemlig på intet tidspunkt fjendtligt, men udstråler tværtimod både sensitivitet og poesi. Linierne er flydende og organiske og materialerne eftergivende. Det kommer til udtryk i lette skalstole og chaiselonger, slankt polstrede sofaer på spinkle ben og borde med ekstremt tynde plader. Selvom stilen ved første øjekast står i skarp modsætning til det superaktuelle naturinspirerede univers, hvor træ, bæredygtighed og grøn tankegang er omdrejningspunktet, er der også her tale om en grøn tilgang til møbeldesignet. Ved netop at minimere materialeforbruget, spekulere i mere effektive produktionsmetoder og fokusere på høj funktionsværdi, bliver de nye slanke møbler et væsentligt bidrag til den omsiggribende øko-trend. Den slanke linie kan også ses som en respons på den globale krise, hvor det giver god mening at anvende færre og billigere materialer.

Designeren Jean-Marie Massaud har med Yale skabt en let og elegant sofa med en stærk grafisk identitet for italienske MDF. www.mdfitalia.it

Det enkle og skulpturelle har altid været designeren Pierre Paulins varemærke. Han har gennem mere end 50 år designet en stribe fantastiske stole. En af de sidste blev den svævende, næsten æteriske Anneau stol for franske Ligne Roset. www.ligneroset.com

Vand er en evig kilde til inspiration – sådan har det også været for den unge norske designer Ingunn Eikeland Björkelo, der har designet Droplet sofabordet for svenske Offecct. Bordpladen illuderer et vandspejl, der rammes af en vanddråbe. ”Bølgerne” i midten af pladen fremstår både som et energifelt og et beroligende fikspunkt. www.offecct.se

Æstetikken er i højsædet i Arpers superelegante Nuur bord, designet af The Pengelly Studio. Bordet, der er fremstillet af aluminium og mdf fås i flere varianter og farver, for eksempel i en klar knaldrød udgave. Man kan vælge mellem et firkantet eller rektangulært format. www.arper.it

Rib stolen, der er designet af Alexander Lervik for svenske Johanson Design er ikke helt ny. Den blev lanceret i 2009 og er siden blevet præmieret med flere designpriser. Stolen har siden lanceringen fået selskab af en barstol og en udgave med armlæn. Lerviks idé om at skabe en stabelstol med en stærk designidentitet er lykkedes til fulde. Den markante profil skyldes først og fremmest materialevalget: presset filt. www.johansondesign.se

Xavier Lust er mesteren bag flere spektakulære borde – senest har han designet V-Table kollektionen for italienske Tacchini, der gennem en årrække har markeret sig med nogle af markedets mest stilrene og elegante møbler. Bordet kombinerer på smukkeste vis lethed, elegance og dynamik. Fås i mange varianter til både indendørs og udendørs brug. www.tacchini.it

Den ikoniske Catifa stol, designet af Altherr, Lievore og Molina for Arper, fås efterhånden i et utal af varianter, blandt andet i denne knivskarpe udgave i finer med elegante træben, der giver stolen en helt ny karakter. www.arper.it

En af tidens mest driftsikre designere, Carlo Colombo, der er mester udi de bløde skulpturelle former, har tegnet Air bordet for italienske Poliform. Det smukt svævende møbel er udført i Cristalplant. www.poliform.it

Metallets potentiale er flot udnyttet i hollandske Peter van de Water’s toptunede Stripped stol, der indgår i Zuivers nye kollektion. Zuiver er et forholdsvis nyt brand, som giver unge hollandske designere en ny markedsføringsplatform. www.zuiver.nl

Doshi Levien har de seneste år skabt en række utraditionelle møbler for italienske Moroso, således også i år: Loungestolen ”Paper Planes” er en asymmetrisk sag, inspireret af barndommens papirflyvere. Det er ikke blot formen, der vækker opsigt med sine skæve linier. Selve tekstilet, som skallen er polstret med byder på flere farver, stikninger, metaltråde og samt indvævede tal og bogstaver. www.moroso.it

Elegance i højeste potens fra franske Jean-Marie Massaud. Loungemøblet I-Beam fra italienske Glas Italia er fremstillet af røgfarvet glas. En speciel limeteknik gør det muligt at forene funktion og æstetik. De forholdsvis tynde glasplader kan faktisk godt bære vægten fra et menneske! www.glasitalia.com

Vi bliver i den ekstraordinære afdeling med Lieve bordet fra Horm, designet af Diego Vencato. Det ganske utraditionelle møbel består af en ”svævende” glasplade og et næsten flyvende tæppe. Understellet er fremstillet af stål, beklædt med et træ-tekstil i ask, sort valnød, birk eller rosentræ. www.horm.it