Rytme i det tomme rum

Montana-stifteren Peter J. Lassens vision om det ultimative fleksible rumkonstruktionssystem GRID – kan fremover både købes og lejes. Systemet er blevet udviklet og optimeret gennem flere år, hvor det samtidig er blevet anvendt på prominente adresser som Det Kongelige Bibliotek, Operaen, Ordrupgard og Arken.

Efter årelang udvikling, føler Peter J. Lassen sig klar til at gøre sit andet barn – GRID kommercielt og sætter det derfor på markedet under det nystiftede selskab GRID Montanagroup. GRID kan opleves i nyt showroom i Pakhus 48, København, hvor søsterselskabet Montana også har showroom. Herfra skal GRID markedsføres i ind- og udland, i første omgang primært henvendt til business to business markedet. GRID er en kube på 40 x 40 x 40 cm konstrueret i 12 mm trykstøbt nylon forsynet med monteringshuller, så kuberne let kan sættes sammen i to- eller tredimensionelle konstruktioner. GRID er en struktur, der kun er afgrænset af kanten. En struktur som bruges til at danne nye rum, figurer og funktioner. Til systemet findes også sokler, sider, skuffer og sågar polstrede moduler, der kan bruges til sæder. ”GRID er en videreudvikling af min årelange vision om at skabe en hidtil uset fleksibilitet i den måde, vi indretter vores hjem og arbejdspladser på,” fortæller skaberen af GRID, Peter J. Lassen. ”GRID kan afgrænse, definere og skabe rytme i det tomme rum.” Mange kunstnere har arbejdet med GRID og derved deltaget i udviklingen af systemet. Blandt flere kan nævnes Olafur Eliason, Bjørn Nørgaard, Malene Landgreen, Marco Evaristti, Annette Merrild og Stefan Wewerka.

holte