Tag: Milano

Nye kuratorer bag Mindcraft

Den danske Mindcraft-udstilling på verdens førende designbegivenhed Fuori Salone i Milano bliver i 2015 sammensat af danske Stine Gamog italienske Enrico Fratesi, som tilsammen udgøre designduoen GamFratesi.

 

Når verdens største designbegivenhed næste gang løber af stablen, bliver det Stine Gam og Enrico Fratesi, der kommer til at bestemme, hvilke nyskabende danske kunsthåndværkere og designere, der skal indgå i udstillingen. GamFratesi har gjort sig betydeligt bemærket internationalt – både som designere og som udstillingsarkitekter. De står i deres arbejde for sammensmeltning af tradition og fornyelse og har vist en eksperimenterende tilgang til materialer og teknikker, som de også bruger, når de kuraterer og sammensætter udstillinger.

GamFratesi er del af en ny generation af møbeldesignere, som har opnået international anerkendelse med successer som Haiku Sofa og Beetle Chair, der begge har været udstillet på Mindcraft før de blev sat i produktion hos henholdsvis Fredericia Furniture og Gubi.

Mindcraft er et internationalt anerkendt og prisbelønnet udstillingskoncept, der med skiftende deltagere og eksterne kuratorer præsenterer det ypperste inden for dansk kunsthåndværk og design på verdens førende designscene under den årlige designuge i Milano.

Ro i Milano

Den spanske designer Jaime Hayon med det seneste bidrag til Fritz Hansens kollektion i skikkelse af lænestolen Ro.

Spansk temperament og dansk stringens er åbenbart en god cocktail. I hvertfald fortsætter Fritz Hansen sit samarbejde med den spanske designer Jaime Hayon, der denne gang præsenterer en organisk formet lænestol ved navn Ro. Stolen lanceres netop nu på den store internationale møbelmesse Salone del Mobile i Milano.

En stol, der indbyder til en pause fra en hektisk hverdag.

Ro er designet ud fra et ønske om at skabe et møbel, der giver mulighed for at skabe rum til eftertanke i en travl hverdag. Der er tale om en 1 1/2-persons siddeplads, hvor man kan slappe af og vælge forskellige siddestillinger.

Navnet Ro er valgt, fordi det indfanger stolens essens i blot to bogstaver og samtidig afspejler enkelheden i den nordiske tilgang til æstetik.

Danish chromatism

Som initiativtager og arrangør præsenterer Signe Byrdal Terenziani udstillingen “Danish Chromatism”, skabt af GamFratesi, der viser et udvalg af traditionelle og moderne designs fra 30 danske virksomheder i en innovativ og farverig fortolkning under den verdensberømte designmesse i Milano “Salone Internazionale del Mobile”. Danish Chromatism skaber et mødested mellem produkter, rum og farver. Resultatet er en installation, hvor de besøgende bliver præsenteret for dansk design gennem en stærk sanseoplevelse. Udstillingen er udviklet med inspiration fra kunstneren Josef Albers arbejde, hvor der leges med samspillet af farveri forskellige rumlige niveauer.

“Traditionelt er dansk design kendt for træmøbler og naturlige farver. I denne udstilling ønsker vi at genfortolke den traditionelle æstetik gennem brug af farver – at skabe en ny oplevelse af forholdet mellem klassiske og moderne produkter”, siger arkitekterne GamFratesi.

Installationen præsenteres i det smukke Triennale Design Museum i Milano fra den 9. til den 14. april.

Gio Ponti revival

Text: Susanne Holte

Den store italienske designer Gio Ponti (1891-1979) kommer atter til ære og værdighed når Molteni & C sætter en række af hans ældre designs i produktion. Det drejer sig om designs, der ikke tidligere har været masseproduceret og som nu for første gang præsenteres for et større publikum. Der er tale om reoler, kommoder, stole og borde, som for eksempel den kontorstol, som Ponti tegnede til Montecatini’s nye kontor i Milano i 1930’erne. Produkterne udstilles i første omgang i Molteni & C’s flagship store i New York fra den 16. september 2010. Her vil man også kunne fryde sig over originale tegninger, skitser og fotografier. Gio Ponti står som en af de allerstørste designkoryfæer og hans 120 års fødselsdag vil blive markeret med flere udstillinger og specialarrangementer gennem hele 2011. Han var en yderst kompleks personlighed med stor passion for sit fag. Han har markeret sig på mange fronter – både som bygningsarkitekt og industriel designer. Han var også stifteren af det berømte italienske designmagasin DOMUS.

Magel

Verdens største møbel- og interiørmesse, I Saloni i Milano, som hvert forår byder indenfor til 300.000 kvadratmeter spækket med innovativt design og kreative bud på den kommende sæsons møbler, var også i år en begivenhed, der trak designere og indkøbere fra hele verden. De kom alle for at frådse i nye former, farver og materialer, og som altid var der noget for enhver smag.

Text: Susanne Holte

Siden 1961 har Milano været base for årets absolut største designbegivenhed – en begivenhed, der har udviklet sig til verdens største møbel- og interiørmesse. Omdrejningspunktet er de 300.000 kvadratmeter store messehaller udenfor Milano centrum, hvor godt 300.000 internationale besøgende strømmer til. Skulle lysten til at se nye møbler, lamper og tæpper ikke være styret, så byder stribevis af udstillere indenfor i showrooms inde i byen, hvor mere end 400 events dyster om folks opmærksomhed. Byen summer af liv og kendte designere fra hele verden kaster glas over begivenhederne. Også danske udstillere og designere er med i front. I år oven i købet med en helt ny satsning – Danish Design Love, hvor der blev sat fornyet fokus på dansk design, der ellers har tabt pusten en smule.  Nye unge kræfter viste at de sagtens kan være med, både når det drejer sig om funktionelt og mere eksperimenterende design. Og der skal ”råbes” lidt højt, hvis man skal gøre sig bemærket i et land, hvor man har tradition for at prøve grænser af. Italienerne er nemlig ikke bange for at bevæge sig ud i spændingsfeltet mellem kunst og design. De har en langt mere legende tilgang til designbegrebet og selvom mange af deres vilde påfund måske ikke har appel til hovedparten af det skandinaviske publikum, så kommer man ikke udenom at de mestre kunsten at skabe møbler, der pirrer og stimulerer øjet.

Både og…
I Milano var der på den ene side skruet op for de pågående visuelle virkemidler og på den anden side blev der også satset på en mele formel og klassisk stil med fokus på håndværksmæssige detaljer og tårnhøj kvalitet. Der var således ikke tale om entydige trends, men snarere en smeltedigel, hvor nyt og gammelt smelter sammen, hvor der er spot på bæredygtighed, natur, en ny human minimalisme, men også en afvæbnende maximalisme med masser af farver, materialemiks og humoristiske formeksperimenter. Det ekstremt brede udbud af møbler og stilarter understøtter netop en af tidens aktuelle tendenser: den individuelle styling. Indret uden facitliste med originale påfund, håndlavede elementer, etnisk inspirerede designs og ikke mindst møbler i begrænsede oplag,  de såkaldte limited editions, som flere og flere producenter kaster sig ud i.

Den svenske designer Anna Kraitz har skabt en markant sofa for Källemo med referencer til det feminine univers. Den hedder Mama Look og er kendetegnet af det rustikt læderbælte, som er bundet omkring ryglænet samt nogle buttede ben. www.kallemo.se

Designerne Jehs+Laub står bag den elegant svungne Cloth stol fra italienske Cassina. Stolen med den enkelt, svungne linier er en original blanding af funktionalitet og minimalisme. www.cassina.it

Cotto fra Edra er endnu et genialt og dybt originalt bud fra de ekspressive brasilianske designerbrødre Fernando og Humberto Campana. Bordet, der har et solidt stel af rustfrit stål og en tyk aluminiumsbordplade belagt med otte store håndlavede terrakottaplader af varierende format og form, giver begrebet ”rustikt” en helt ny mening. Campana lampen er skabt af 180 forskellige blanke, anodiserede aluminiumsplader. www.edra.com

Disney-figuren Mickey Mouse har inspireret den japanske designer Nendo til den humoristiske stoleserie Mickeys Ribbon, som italienske Cappellini har sat i produktion. Den er fremstillet af laserskåret metal og fås i en høj og lav variant.  Stolene findes i et begrænset oplag, såkaldt Limited Edition: 399 af den lave og 199 af den høje. www.cappellini.it

Italiensk designs enfant terrible, Fabio Novembre har kreeret Nemo-stolen, der er een stor maske. Stolen er tænkt som en hyldest til en af italiensk designs helt store skikkelser,  Gio Ponti, der i 1928 etablerede det verdenskendte designmagasin Domus. Ideen til Nemo udspringer af en af Pontis kendte tegninger. www.driade.it

Doshi Levien har de seneste år skabt en række utraditionelle møbler for italienske Moroso, således også i år: Loungestolen ”Paper Planes” er en asymetrisk sag, inspireret af barndommens papirflyvere. Det er ikke blot formen, der vækker opsigt med sine skæve linier. Selve tekstilet, som skallen er polstret med byder på flere farver, stikninger, metaltråde og samt indvævede tal og bogstaver. www.moroso.it

Designeren Inga Sempé har med Ruche skabt en fleksibel sofaserie for franske Ligne Roset. Der er reelt tale om en træbænk som så draperet med et quiltet betræk.  www.ligne-roset.com

”Sparkling” – det lyder som navnet på en læskedrik og det er også meningen. Marcel Wanders’ transparente stol fra Magis er nemlig fremstillet af PET, d.v.s. genbrugte mineralvandsflasker. www.magisdesign.it

Den danske designstuderende Martin Vallin har fået en ønskestart på sin karriere. Den italienske designvirksomhed Cappellini har nemlig set sig varm på hans ”The Secret Clubhouse” stol, som de viste på messen i Milano. Et smukt eksempel på de mange ”gemmemøbler” der er oppe i tiden. www.cappellini.it

Fabio Novembres pikante stol ”Trans Her” lanceres nu i en elegant transparent version. Stolen indgår i en serie, der også rummer børnestole, fra Casamania. www.casamania.it

Hollandske Marcel Wanders er manden bag den elegante stol Tulip Chair fra Cappellini. Wanders markerer med denne overdimensionerede stol, at design også handler om at have det sjovt. www.cappellini.it

Messen i Milano havde fokus på små funktionelle borde. Et originalt eksempel var ”Urushi” bordet, der også har en opbevaringsfunktion. Bordet er designet af Aldo Bakke for firmaet Particles. Udover formen adskiller bordet sig ved at være forseglet i 30 lag japansk Urushi lak. Bordet fremstillet i et begrænset oplag. www.particlesgallery.com

Den svenske, kvindelige designertrio Front har  flere gange gjort sig bemærket med meget utraditionelle møbler, således også i Milano hvor de viste ”Wood Chair”, der vakte berettige opsigt på Morosos stand. Stolen er belædt med et tæppe af trækugler. www.moroso.it

Der var også masser af farver på møblerne i Milano. For eksempel på Marco Marans ”My Flower” stole, der blev vist på Parri’s stand. Stolen er formmæssigt inspireret af kronbladene på en blomst og den lette, organiske form understreges af de friske kulører. www.parridesign.it

Humoren er altid repræsenteret i Milano. For eksempel vakte stolen ”Spun”, tegnet og udtænkt af den engelske designer Thomas Heatherwick for Magis. En ægte snurretop lige til at sætte sig i – hvis man tør. www.magisdesign.it

Aktuelle trends i Milano:

  • Læder i alle tænkelige varianter, flettet, foldet, quiltet og printet.
  • Polstermøbler med bløde kube-former.
  • Borde og stole med et grafisk enkelt og slankt udtryk, ekstremt tynde flader.
  • Asymmetriske møbler, kombinationer mellem høje og lave elementer.
  • Lænestole og sofaer med meget høje ryglæn, der både visuelt og akustisk skærmer af mod omverdenen.
  • Fornyet fokus på bord- og stoleben, der gerne må være skæve, snørklede, dekorerede, kulørte eller polstrede.
  • Ornamenterede bordplader og stolesæder.
  • Friske og glade farver brugt som kontrast: rød, blå, gul og grøn.
  • Gråtoner, sort og jordfarver i alle afskygninger – farver der signalere natur og back to basic.
  • Pixel-mønstre, etnisk inspirerede mønstre, mønstermiks.
  • Småborde i skulpturelle former.
  • Stole med fokus på både komfort og æstetik – det magelige og lette går op i en højere enhed.
  • Vamset polster a la vattæppe svøbt over lette møbelstel.
  • Ny blød minimalisme.
  • Leg med formater: overdimensionerede stolerygge sat sammen med små sæder og omvendt.
  • Masser af re-design og nyfortolkninger af klassiske møbler