Wild, wild west

Er man til hestevrinsk, hurtige seksløbere og mænd af den rette støbning er det igen legalt at snige sig ind i biografernes mørke og svælge diverse nyfortolkninger af den klassiske westernfilm. Udenfor lærredet kan vi nyde genrens enkle scenografi, der rummer både kitsch, kuriosa og et stykke skandinavisk kulturhistorie, sejlet til den nye verden i en ikke så fjern fortid.

Text: Susanne Holte

I en stadig mere globaliseret verden, bliver det nationale og lokale af større værdi. Ikke nødvendigvis som et udtryk for protektionisme, men snarere som en erkendelse af, at vi i stigende grad selv har ansvaret for at skærme og bevare vore rødder. Regional identitet er bundet op på mange elementer – blandt andet design, brugskunst, møbler og husgeråd, der ofte spejler både ånd, klima og kultur. Venerationen for det formsprog vi er vokset op med følger os som regel hele livet – også selvom vi rejser ud og konfronteres med andre kulturer. Om de skandinaver, der udvandrede til det amerikanske kontinent i starten af 1800-tallet, bar et særligt design-DNA med sig vides ikke. Måske var det blot fattigdom og helt basale behov, der affødte de enkle møbler og brugsgenstande, som vi i dag genfinder i blandt andre shakerkulturen. Under alle omstændigheder fascineres vi stadig af det vilde vesten, det enkle liv og den simple formgivning. Uanset om der er tale om skandinavisk design i kondenseret form eller det blot er endnu et udslag af Back to Nature-trenden, retter vi atter blikket mod vest.

Den hollandsk-belgiske designerduo Studio Job, der blandt andet er kendt for deres monumentale objekter i bronze er her gået sammen med den hollandske designer Pieke Bergmans, der først og fremmest arbejder med mundblæst glas. Deres fælles projekt – Wonderlamp er udført til Gallery Dilmos i Milano. www.dilmos.com , www.piekebergmans.com , www.studiojob.nl

Bunch of Tools, designet af Catarina Carreiras til italienske Zanotta’s Edizioni-kollektion, er en ikke helt almindelig stumtjener. Egentlig en videreudvikling af Lomazzis stumtjener Sciangai fra 1973. www.zanotta.it

Klædt af til skindet – sådan har designerne bag Quinze & Milan arbejdet med stolen Second Skin i et forsøg på at finde ind til stolens inderste væsen. Her er alt overflødigt fedt skrællet af og resultatet er både flabet og originalt. www.quinzeandmilan.tv


Med afsæt i den allerførste varme- og lyskilde har 5.5 Designers skabt Fire Kit – en industrielt fremstillet version af det livgivende bål, som vi idag forbinder med cowboys og westerfilm. www.cinqcinqdesigners.com , www.skitsch.it

Symbolet på den næsten golde natur – på det vilde vesten – den piggede kaktus, der vokser på trods og ugæstfrie omgivelser, har inspireret designeren Maurizio Galante til Cactus puffen for Cerruti Baleri. www.cerrutibaleri.com

Den nøgne natur i al sin uhildede skønhed – her i finske Eeva Elsanomia’s fortolkning. Hendes unikke Oksa Bench er skabt af egetræ og en gren fra et dødt fyrretræ fra haven. www.elsanomia.fi

Den er 40 år gammel, men den bliver ved med at finde nye udtryk – Zanotta’s Bean Bag Chair, der her er forklædt som kaktus. www.zanotta.it

En af de største danske møbeldesignere, Hans J. Wegner skabte i i 1944 gyngestolen J16 til FDB. Produktionen af dette enkle designikon, der har håndflettet sæde i naturfarvet papirgarn, er siden overtaget af Fredericia Furniture. www.fredericia.com