Tag: Luceplan

Stjernestøv & himmellegemer

Uendelige vidder, fjerne galakser og en æstetik, som mennesket aldrig ville være i stand til selv at kreere, har inspireret tyske Jan Kath til en overjordisk smuk tæppekollektion, som han kalder Spacecrafted. Tæpperne er håndlavede i Kathmandu. www.jan-kath.de

Fascinationen af himmelrummet, mælkevejen, galakserne og universets uendelighed har altid hersket. Trangen til at se ud over vores egen atmosfære og stille skarpt på andre planeter, måner og stjerner ligger dybt i alle mennesker –  og kunstnere og designere er ingen undtagelse. De går ad stjernetæpper lyseblå og vender tilbage med himmelske kreationer.

Text: Susanne Holte

Alt er i sit udgangspunkt skabt af stjernestøv – også mennesket. Det kan derfor ikke undre, at vi ofte vender blikket op og ud, hvor det hele startede. Ud i universet, hvor de store spørgsmål opsluges af sorte huller eller føres videre med den mørke energi, der, indtil andet er bevist, forklarer hvorfor universet fortsat udvider sig med større og større hast. Hvis det uendelige rum virker angstprovokerende kan man i stedet lade øjet hvile på nogle af de kendte himmellegemer som kan ses med det blotte øje og som vi oven i købet har besøgt: for eksempel den gode gamle Måne, der sender sit kølige, men også romantiske lys ned over os og gør os månesyge, søvnløse, poetiske og ikke mindst kreative. Månens lånte lys, dens kraterfyldte overflade og golde fremtoning har gennem generationer inspireret kunstnere og formgivere til musik, poesi, malerkunst og film, men også til belysning, tekstiler, brugskunst og møbler, der låner form, farve og tekstur fra vores helt egen måne – den måne, der styrer vores tidevand og som formodentlig kommer til at tjene som mellemstation på vores vej ud til Mars. For Mars er det næste store udflugtsmål. Den røde planet, der med sine bjerge og sletter samt tøris ved polerne, er den planet, der umiddelbart har mest til fælles med jorden – måske netop derfor har vi ikke helt opgivet at finde spor efter noget, der minder om liv deroppe i den store golde stenørken. Om der er liv derude på den anden side af evigheden, om universet vil fortsætte med at udvide sig, om stjernerne virkelig forsvinder ind i de sorte huller eller om det nogensinde bliver muligt at benytte ”ormehuller” til at skyde genvej ud til stjernerne får vi nok ikke svar på lige med det første. Så imens de første frivillige jordboere gør sig klar til at blive landsat og kolonisere den røde planet for at undersøge sagen nærmere, må vi tage til takke med teorierne, drømmene og fantasien. Og der er astral næring nok til innovative sjæle: Astronomerne mener, der er flere hundrede milliarder galakser, hver med et par hundrede milliarder stjerner – og det vel at mærke bare i den del af verdensrummet, vi kan se. Der er altså stof nok at tage af – også selv om vi holder os på Mælkevejen og måske nøjes med at sende et drømmende blik til den gamle Måne – som ved nærmere eftersyn viste sig ikke at være en grøn ost.

Babylon Chair, Dirk van der Koij.

Det er en sand fornøjelse at følge udviklingen indenfor lampedesign. Ekspressive former og nye teknologier sætter dagsordenen, og det er kun designernes fantasi, der sætter grænsen.  Om inspirationskilden for Adriano Rachele har været balletdanserens skørt eller en supernova er i udgangspunktet underordnet. Étoile lampen fra Slamp har himmelske referencer. www.slamp.it

City Sphere af James Mc Nabb. www.mcnabbstudio.com

Inspireret af NASAs fotografier af månelandskaber har det New York-baserede Calico Wallpaper udviklet et ganske unikt tapet, der virker både hypnotisk og beroligende. Lunaris tapetet findes i tre forskellige varianter. Motiverne, der er designet af Rachel Mosler, er præget på håndlavet papir i samarbejde med Dieu Donné. Foto: Thomas Richter. www.calicowallpaper.com

Stjernetåger eller røg. Den tyske designer Elisa Strozyk eksperimenterer med keramik og ikke mindst med glaseringen i bestræbelserne på at opnå et flydende og dynamisk mønster på sine smukke borde. Man fornemmer hendes baggrund som tekstildesigner. Foto: Alexander Bôhle. www.elisastrozyk.de

En af nyhederne på forårets internationale møbelmesse i Stockholm kom fra den svenske  designertrio Front, der kunne fremvise deres Fog lampe, designet for Zero. www.frontdesign.org , www.zerolighting.com

Månen er en vigtig inspirationskilde for den danske kunsthåndværker Anne Nowak. White Moon er ifølge Anne selv et af resultaterne af udforskningen af mørket og universet. Det unikke tryk, der måler 78,5×108,5 cm koster 1.600,- Kr. uden ramme og kan købes hos Alhambra & Sons i København eller på webshoppen www.annenowak.bigcartel.com

Lamper og himmellegemer går fint i spænd og der findes hundredevis af lamper, som formmæssigt er inspireret af solen og månen. Således også med den nye Lederam-kollektion fra Catellani & Smith. Her er det Lederam 1 P, der er fremstillet af aluminium, kobber og nikkel. www.catellanismith.com

Månen er ikke blot en ost, den er også et tæppe – her i en fortolkning af designeren Peter Rankin, der har skabt dette elegante håndknyttede Moon 1 tæppe i 100% tibetansk højlandsuld eller silke for Nodus. www.nodusrug.it

Den ligner en halvmåne, men navnet på denne lampe fra italienske Luceplan er Curl. Lampen er designet af Sebastian Bergne, der har leget med den dynamiske form. Den har et specielt LED-modul som giver mulighed for at variere lysets temperatur fra 2400 til 3500 Kelvin. Lyset kan også dæmpes efter behag. Prisen er 2.315,- Kr. www.luceplan.dk for nærmeste forhandler.

Futura Natura mobile fra Flensted.

Impasto lampe, design Nikolaj Steenfatt.

Messing er et aktuelt materiale i boligindretningen igen. Her er det anvendt til en moderne væglampe – Soleil – som selvfølgelig er inspireret af vores solsystems helt store lyskilde: solen. www.brabbu.com

Den engelske designer Brodie Neill, der er kendt for sit eksperimenterende og organiske design, har etableret sit eget brand: Made In Ratio, hvor en række af hans egne designs virkeliggøres og udbydes til salg. Et af de produkter, man finder i den nye kollektion, der blev præsenteret i Stockholm i februar, er bordet Supernova, hvis stjerneformede stel er fremstillet af 100% genbrugsaluminium. Prisen for bord med glasplade er 21.670,- Kr. www.madeinratio.com

Et andet superaktuelt materiale er marmor. Her er det fine materiale anvendt til en skulpturel skammel, der bærer navnet Yoho. Den fine overfladetekstur er inspireret af  vandets og tidens påvirkning af selv de hårdeste materialer. www.brabbu.com

Pin Sofa, www.fzd.me

 

Danish chromatism

Som initiativtager og arrangør præsenterer Signe Byrdal Terenziani udstillingen “Danish Chromatism”, skabt af GamFratesi, der viser et udvalg af traditionelle og moderne designs fra 30 danske virksomheder i en innovativ og farverig fortolkning under den verdensberømte designmesse i Milano “Salone Internazionale del Mobile”. Danish Chromatism skaber et mødested mellem produkter, rum og farver. Resultatet er en installation, hvor de besøgende bliver præsenteret for dansk design gennem en stærk sanseoplevelse. Udstillingen er udviklet med inspiration fra kunstneren Josef Albers arbejde, hvor der leges med samspillet af farveri forskellige rumlige niveauer.

“Traditionelt er dansk design kendt for træmøbler og naturlige farver. I denne udstilling ønsker vi at genfortolke den traditionelle æstetik gennem brug af farver – at skabe en ny oplevelse af forholdet mellem klassiske og moderne produkter”, siger arkitekterne GamFratesi.

Installationen præsenteres i det smukke Triennale Design Museum i Milano fra den 9. til den 14. april.