Tag: Louis Poulsen

Danish chromatism

Som initiativtager og arrangør præsenterer Signe Byrdal Terenziani udstillingen “Danish Chromatism”, skabt af GamFratesi, der viser et udvalg af traditionelle og moderne designs fra 30 danske virksomheder i en innovativ og farverig fortolkning under den verdensberømte designmesse i Milano “Salone Internazionale del Mobile”. Danish Chromatism skaber et mødested mellem produkter, rum og farver. Resultatet er en installation, hvor de besøgende bliver præsenteret for dansk design gennem en stærk sanseoplevelse. Udstillingen er udviklet med inspiration fra kunstneren Josef Albers arbejde, hvor der leges med samspillet af farveri forskellige rumlige niveauer.

“Traditionelt er dansk design kendt for træmøbler og naturlige farver. I denne udstilling ønsker vi at genfortolke den traditionelle æstetik gennem brug af farver – at skabe en ny oplevelse af forholdet mellem klassiske og moderne produkter”, siger arkitekterne GamFratesi.

Installationen præsenteres i det smukke Triennale Design Museum i Milano fra den 9. til den 14. april.

Indlysende design

Text: Susanne Holte

Den danske designer Ole Jensen, der er kendt for sine indlysende designs, har i samarbejde med Louis Poulsen redefineret begrebet lampe. Det er blevet til hele tre af slagsen: en bordlampe, en væglampe og en gulvlampe, der alle bærer navnet OJ. OJ-familien er meget enkel i sit formsprog – nærmest som et piktogram. Fra Ole Jensens første modeller i gips og hessian til den færdige lampe i stål er der helt sikkert blevet gjort utallige overvejelser. Det var ekstremt vigtigt at bibeholde den bløde voluminøse skærm, der – ligesom en kube – holdt lyset inde, for at lade det udfolde sig fra åbningerne. Lyset bliver næsten komprimeret og presset ud af åbningerne foroven og i bunden af skærmene, men det slipper ikke skærmen. De tykke rundinger holder på lyset, der smyger sig til skærmen – også på den anden side af rundingens toppunkt. Denne blødgørende effekt er opnået via en fin æggeskalsstruktureret overflade, der udvisker grænsen mellem skærm og rum. Hver lampe har sit eget udtryk til trods for at der er en designmæssig samhørighed – ikke mindst i kraft af den hvide farve, der er nøje udvalgt af hensyn til de nye energibesparende lyskilder. Farven giver lyset en lidt blødere og varmere tone.