Tag: LED

Enkelt udtryk

Text: Susanne Holte

Cecilie Manz behersker om nogen det enkle udtryk. Tilbage står den rene ikoniske form med tydelige referencer til fortiden, men i endnu højere grad med tråde, der leder frem. Sådan var det med den populære Caravaggio lampeserie og sådan er det med Mingus, der er Cecilie Manz’ nye bidrag til Lightyears’ kollektion. Mingus er dog ikke i familie med Caravaggio. Pendlen er helt sin egen og designeren har bevidst arbejdet på at skabe et helt nyt udtryk. Udgangspunktet har været at skabe en enkel, teknisk ukompliceret pendel, som afskærmer de moderne sparepærer, giver et godt lys og som kan anvendes til mange formål. Mingus er fremstillet af aluminium og lakeret i seks matte nuancer. Udover en ren hvid er der fem andre toner; en blåsort, en neutralgrå, en støvet mosgrøn, en lys grønlig tone som en celadonglasur og en brækket hvid, der minder lidt om kalksten. Tonerne ændrer sig i lyset og tager kulør efter omgivelserne. Hænger man flere lamper op i forskellige nuancer, går de i dialog og nye farver toner frem. Formen er organisk selvom den udspringer af fire rette facetter. Lampens top er plan og forsynet med et akrylfixtur, som tillader lys at slippe ud. Den lysende ring oplyser dermed ledningen svagt. Mingus White har en hvid tekstilledning, mens de øvrige pendler er forsynet med en lys grå tekstilledning. Mingus fås i to størrelser Ø22 cm og Ø34 cm i nuancerne White, Nearly Black, Very Grey, Pale Moss, Light Celadon og Dusty Limestone.

Traditionel lyskilde, energisparepærer og LED lyskilde kan anvendes. Cecilie Manz’ navneunivers er koncentreret om hendes forkærlighed for kunst og en navnemæssig hyldest til hendes personlige favoritter. Denne lampe er opkaldt efter den amerikanske jazzmusiker og komponist Charles Mingus.

Strengeleg og stregkoder

Der er dømt smalkost og tilbageholdenhed over hele linien. Flere designere vælger også at skære ind til benet og minimere materialeforbruget. Paradoksalt nok fremstår de nye nøgne og skeletterede møbler som stærke grafiske statements. Hvad der måtte mangle i komfort opvejes af et markant visuelt udtryk.

Text: Susanne Holte

Mens nogle møbler lægger sig ud og bliver tykkere, hyggeligere og mere indbydende i en kold tid, går andre i den stik modsatte grøft og smider al overflødig fedt. Tilbage står den rene form, det stringente udtryk, det grafisk enkle, minimalismen i sin mest minimale form. Metal og kunststoffer, geometriske figurer, kanter og netværk. Møbler i kontrast til den velkendte og trygge hygge, men også parafraser over netop de bløde former. Der er referencer til tegneseriernes forenklede verden, til den hurtige skitse, til distraktionens krusseduller på telefonblokken. Stilen giver plads til eksperimenter og leg med ikoniske designs og der er indenfor den stramme ramme mulighed for både humoristiske og dybt alvorlige fortolkninger. Selvom der er noget næsten uforsonligt over de strenge former og de rå materialer, dukker de visuelt pågående møbler op med jævne mellemrum. Måske fordi de giver lidt bid til det bløde, skaber kontrast til det voluminøse og bidrager med visuel ro. En anden god forklaring kan være at der i hver generation af designere og formgivere er nogen, der nødvendigvis må helt ind til kernen, og ligesom lyrikeren skrælle de unødvendige lag bort for til sidst at stå tilbage med et indlysende enkelt værk med plads til fortolkninger.

Cage Mic lampen er, med sin lysende krop omgivet af et gitter, tydeligt inspireret af den traditionelle lanterne. Fås i tre farver som henholdsvis pendel, gulv- og bordlampe. Udviklet af Diesels desingteam i samarbejde med Foscarini. www.forscarini.com og www.diesel.com

Andreas Farkas er idemanden bag Dexter – en lille multifunktionel skammel med et enkelt grafisk design. Skamlerne kan stables og eventuelt anvendes som reoler. www.lammhults.se

Stringens og naturalisme i eet værk.  Designeren Bertjan Pot har med lysekronen Heracleum Plant mikset det grafiske med det organiske. Lampen, der er forsynet med LED ”blade” har referencer til misteltenen på en frostklar nat. Producenten er hollandske Moooi, der har blik for både det særegne og det poetiske. www.moooi.com



Tænk stregkoder, tænk Carlo Colombo, der med stolen Intrecci har blødgjort de strenge streger. Stolen, der er den del af en hel kollektion for italienske Emu, er vævet af metal og tåler både udendørs og indendørs ophold. www.emu.it

Stor nyhed i miniature til alle samlere og designaficionados. Montana tilføjer endnu et design til den ikoniske Tivoli-serie med  en eksklusivt forarbejdet miniaturemodel. Det er en af det 20. århundredes mest toneangivende designere, danske Verner Panton, der har skabt stolen, der i 1955 blev hans første stoledesign. Oprindeligt blev stolen designet til en restaurant i Tivoli til udendørs- og indendørsbrug. www.montana.dk

Japanske Nendo er uden sidestykke forenklingens mester. Hans design står som grafiske statements. Se blot hans Scatte Shelf, der er komponeret af 5 mm tynde blanksorte akrylplader samlet i et gitter. Det utraditionelle møbel er et kalejdoskopisk sanseeksperiment af refleksioner og transparens. www.nendo.jp


Luftforandring

Sæbebobler, drivende skyer, himmel og hav. Naturens elementer møder ny teknologi og ny lethed opstår. Transparens, regnbuetoner og netværk sætter den poetiske og futuristiske stemning.

Text: Susanne Holte

Tese-antitese. Enhver trend spejles i sin modsætning. Efter en sæson, domineret af træ, autenticitet og en grå-brun farveskala, skal der luftes lidt ud. Det betyder ikke at det bæredygtige og rustikke forsvinder, men blot at det forestående forår skaber et kollektivt behov for lys og luft – et signal, som man har opfattet på designscenen. Formsproget bliver for en stund løftet op i en lettere sfære. Friske udtryk opstår i krydsfeltet mellem himmelstræbende optimisme og zen-inspireret eskapisme, mens nye materialer og teknologier baner vejen for svævende og luftig arkitektur og design. Formerne flyder, rammerne sprænges og det dynamiske udtryk præger flere af tidens nye designs. Et af de stærke temaer er transparens og lethed. Der kommer noget næsten æterisk ind over, repræsenteret af glas, plast og metal samt en farveskala der tager afsæt i himmel og hav. Der er referencer til det guddommelige og spirituelle – til naturens gemte og glemte kræfter.

Teruhiro Yanagihara: www.teruhiroyanagihara.jp

HolmbäskNordentoft: www.holmbacknordentoft.dk

Aleksej iskos & Boris Berlin: www.Aleksej-iskos.dk , www.komplot.dk

E27: www.e27.com

Moroso: www.moroso.it

Tokujin Yoshioka: www.tokujin.com

Slamp: www.slamp.it

Benjamin Hubert: www.roomstore.dk

Plankton: www.planktonstation.nl

J.P. Meulendijks: www.n-u.nl

Sha Art: www.sha-art.com

Werner Aisslinger: www.aisslinger.de