Tag: Lapalma

Sofastykker

Text: Susanne Holte

Stolen har som møbel betragtet et helt fantastisk skulpturelt potentiale. Løsrevet fra sin funktion kan den antage de vildeste former. Helt sådan forholder det sig ikke med sofaen, som først og fremmest byder sig til med sin uovertrufne funktion – sin evne til at samle og skabe intimitet i rummet. Sofaen fylder og bliver helt automatisk stuens midtpunkt – der hvor vi søger hen når der skal hygges, slappes af, ses TV, snakkes og soves. Ligesom alle hjemmets øvrige møbler er sofaen under forandring. Den underlægger sig moden, familiens skiftende sammensætning og boligens varierende størrelse. Den indgår i sæt – hvem er ikke bekendt med 3-2-1-systemet, den fås med indbygget puf, som hjørne, med dun, læder og stof. I formelle og uformelle udgaver. Lige nu er der en tendens til at sofaerne igen skal ned i mindre skala, men det betyder dog ikke at interessen for den store flyder er forsvundet.

1.Tokujin Yoshioka behersker om nogen det lette udtryk. Han går heller aldrig af vejen for at afprøve nye materialer og sætte dem ind i en helt ny kontekst – således også med sofaen Paper Cloud fra Moroso, der som udgangspunkt var fremstillet af papir, men som nu fås i mere holdbare materialer. Som altid er den japanske designer inspireret af naturens skønhed og elementerne luft og vand. www.tokujin.com – www.moroso.it

2.Sofaens ukronede herskerinde, spanske Patricia Urquiola, har endnu engang skabt en både behagelig og elegant en af slagsen for Moroso. Spring er en indbydende modulsofa med gedigne geometriske former, og Urquiola følger dermed op på den saga hun startede med Springfield-sofaen i 2002. www.moroso.it

3.Skal man vælge et stramt, minimalistisk og skandinavisk udtryk eller skal man gå efter det hyggelige, eksklusive og sydlandske look? Det behøver ikke at været et enten eller ifølge den danske sofaproducent Eilersen, der præsenterer sofaen Flap som en skandinavisk sofa i skødesløse klæder. Stramme linier og indbydende hynder med blød duntop. www.eilersen.eu

4.Den franske modeskaber Sonia Rykiel vil af mange være kendt for sit farvestrålende tøj. Nu har den markante og kreative dame kastet sig over interiørdesign. Hun har skabt tekstilerne til Roche Bobois fantastiske sofa In Love, designet af Philippe Bouix for Roche Bobois. www.roche-bobois.com

5.Man kan flyde på kryds og tværs. Sidde og ligge som man vil i Eilersens nye Great Pampas sofa, der er en gigantisk luksusflyder med løse hynder og masser af hyggepuder. www.eilersen.eu

6.In Duplo er en serie, bestående af to sofaer i slægtskab – i en høj og lav version, komponeret over et fælles tema. Det er Anne-Mette Bartholin Jensen og Morten Ernst, der står for det ret usædvanlige design med de smukke linier. Til serien hører også en puf og små sofaborde. www.erik-joergensen.com

7.Den finske designertrio Claesson Koivisto Rune har med sofaen Minima set det store i det små. Den enkle sofa med de buttede former byder sammen med puffen på masser af komfort. Svenske Offecct er producent. www.offecct.se

8.Grand er på een gang en stor, generøs og stram sofa. Det er supertalentet, den svenske designer Monica Förster, der har skabt de smukke linier for den svenske producent Offecct. www.offesst.se

9.Silver Lake møblerne fra Moroso er designeren Patricia Urquiola’s hyldest til 50’ernes California-modernisme. Hun leger med kontrastfyldte overflader og geometriske figurer og spiller på modsætningen mellem det lette og det tunge. www.moroso.it

10.Den kendte italienske designer Antonio Citterio har tegnet en helt ny sofaserie – Suita – for den schweiziske møbelproducent Vitra. Sofaen har klare referencer til Eames og Nelsons elegante kompakte sofadesign fra 50’erne. Sofaen, der er karakteriseret ved sin geometriske ydre form fås med to typer polstring, en fast og en mere blød med ægte dunfyld. www.paustian.com

11.Sunday er en modulopbygget loungesofa fra Fredericia Furniture, til alle der ønsker at have indflydelse på designet. Kombinationsmulighederne er mange – både med hensyn til hvordan modulerne sættes sammen og i valget af tekstiler og farver. Sofaen er designet af danske FurnID, som har villet skabe et venligt og imødekommende møbel. www.fredericia.com

12.Den elegante og lette sofa Boarding er designet af Patrick Norguet for Lapalma. Her er klare linier mikset med kreative elementer. Der fås en matchende loungechair til. www.lapalma.it

14.Danmarks internationale arkitektstjerne, Bjarke Ingels, arbejder også i små skalaer. Sammen med kompagnonen Lars Larsen fra designfirmaet KiBiSi har han udviklet sofaen Brick for producenten Versus. Sofaen består som udgangspunkt af en række puffer, der er ”stablet” ovenpå hinanden – lidt i stil med sandsække. www.kibisi.com

15.Svenske Stefan Borselius har med Dunder skabt en serie sofaer og lænestole for Blå Station ud fra den idé at det eneste vi reelt har brug for er puder! En eller to til at sidde på og en a til at læne rygge op af. Og så måske lige en til at hvile armene på. blastation.se

16.Den danske møbelproducent Stouby har de seneste år samarbejdet med nye designere – også udenfor landets grænser. Seneste eksempel på det er samspillet med hollandske Michiel van der Kley, der har udviklet den på een gang stramme og organiske sofa Orca. www.stouby.com

Benfri

Ligesom ben kan få et møbel op at svæve og virke fnuglet, kan fraværet af selv samme forsyne et bord eller en stol med en grundfæstet skulpturel effekt. Formen vokser frem af fladen og der føjes en overraskende dynamik og spænding til designet, som på mange måder kommer til at virke helstøbt og organisk.

Text: Susanne Holte

Normalt sidder der et i hvert hjørne, i andre tilfælde må man nøjes med et enkelt centreret ben til at bære stolens sædeskal eller bordets plade, men man kan også – som mange designere har valgt at gøre netop nu – vælge helt at undlade benene, og i stedet lade møblet ”vokse” op af underlaget. Resultatet bliver ikke nødvendigvis et tungere look, men ofte et mere skulpturelt helhedsindtryk. Kunstgrebet stiller dog store krav til designerens materialeforståelse og sans for proportioner. Processen kan på mange måder sidestilles med skulptørens og billedhuggerens arbejde – hvor det gælder om at skære ind til benet og nå frem til en selvbærende konstruktion i formmæssig balance.

Gr

Hvem siger at tilværelsen kun er sort eller hvid. For langt de fleste er den overvejende gråmeleret – et afbalanceret miks af både kul og kridt. Askesens og renselsens symbolske grå farve sætter netop nu sit støvede fingeraftryk på såvel catwalken som på design- og interiørscenen. Som fugl Phønix rejser de nye designs sig af asken, først og fremmest blandt avantgarden i New York, hvor den underspillede palet længe har signaliseret kreativitet og intellektualitet. Nu er turen kommet til Europa, hvor vi dette efterår skal finde ind til vores indre Askepot.

Text: Susanne Holte

Forårets islandske askesky lagde ikke blot en dæmper på rejselysten. Vi blev bogstavelig talt grounded – tvunget til at blive hjemme eller tage ufrivilligt ophold derude i det fremmede, i lufthavnsterminaler eller overbookede hoteller, hvor vi fik tid til refleksion og mulighed for at nå til en erkendelse af, at kontrol er en illusion. Ved samme lejlighed blev vi mindet om, hvor lille denne klode er og hvor let det er at blive slået ud af kurs. Begivenheden, der for længst er blevet overtrumfet af nye og større katastrofer og derfor allerede er på vej ind i historiens store glemmebog, var måske ikke blot et varsel fra naturen, men også startskuddet til en ny grå epoke med fokus rettet mode det nedtonede – en ny begyndelse, et ubeskrevet blad, hvorpå fremtiden kan tegnes. Næsten simultant med vulkanens vredesudbrud opstod der blandt designere og trendsættere en spirende interesse for neutrale jord- og stenfarver. Grå blev endnu engang udråbt til den nye sorte – til den ultimative signaturfarve for de unge og kreative, de moderne og intellektuelle. Grå er efterårets uomgængelige farve, og det vel at mærke i alle tænkelige toner fra den bløde douche variant med lilla, petrol eller oliven undertoner over røg, kisel, antracit, jord og mudder til den næsten sorte koks. Nuanceforskellene dyrkes og de mange grå nuancer sættes sammen i et rent, cool og asketisk look, men også i en varm og indbydende udgave. Frygten for at gå i eet med efterårshimmelen kan imødegås ved at mikse det afdæmpede udtryk med en fræk lilla, en vovet rød markering eller en orange eller lime accent. Metalliske farver er også en helt legal måde at tilføje det neutrale et elegant og eksklusivt pift.

Grå mangfoldighed

Grå er – måske lidt unfair – en udskældt farve. Den anses for at være kedelig og trist, og personer, der sværger til netop denne lidt undselige kulør, hævdes at være uengagerede og utilbøjelige til at binde eller involvere sig. Farvepsykologer hævder sågar at den ”grå” personlighed står ved siden af sig selv, har et lavt selvværd og oplever verden lidt på afstand – en barsk påstand, når man nu ved at grå netop bærer farverne i sit inderste væsen: faktisk opstår den grå farve grå når to komplementærfarver smelter sammen, det vil sige når man blander to farver, som tilsammen indeholder alle lysets bølger. Det kan være kombinationen af sort og hvid, men også sammensmeltningen af gul og violet, rød og grøn eller blå og orange. Alligevel stemmer den grå nuance ofte sindet i mol – ikke mindst når oktober melder sin ankomst. Her giver det mening at tale om en grå hverdag. Når vi alligevel med jævne mellemrum tager farven til os, også i indretningssammenhæng, skyldes det formodentlig at grå netop er en villig medspiller og let sættes sammen med andre farver i boligen. Udefra kommende kulører kalder de gemte komplementærfarver frem – og derfor kan den grå faktisk noget, som ikke ret mange andre farver formår: den kan indgå i en hvilken som helst kontekst og alligevel gøre en god figur. Grå er en fantastisk basisfarve og i den rette kontekst kan den stemmes til både dur og mol. Den formår at være diskret og raffineret, men også at fremstå fræk og forførende. Skal man være lidt højstemt kan man sige, at den er et fint symbol på puritanisme og åndelighed – en trend, man vel kun kan hilse velkommen.

Grå på den hårde måde

Åndelighed og beton er ikke umiddelbart synonymer. Noget tyder dog på, at tidsånden og forkærligheden for askesens grå igen passer meget godt sammen med 60’ernes og 70’ernes forkætrede byggemateriale, som er blevet comme il faut. Designere verden over bøjer sig i støvet og favner den grå beton, som nu anses for både at være grøn og politisk korrekt. Producenterne kvitterer for opmærksomheden ved at føje nye bløde værdier til det hårde, men yderst plastiske materiale. Negative associationer, som måske snarere bør tilskrives 60’ernes politiske og designmæssige konformitet, skal ikke længere lægges materialet til last. Kigger man på et af verdens ældste arkitekturværker – Pantheon i Rom, som blev bygget i år 140 og blandt andet er konstrueret af beton, må man jo vedgå, at det gode gamle byggemateriale tidligere er anvendt i skønhedens interesse. Efter årtier i skyggen, er betonen således tilbage i både arkitektur og design – denne gang med en helt anden respekt for det uforløste potentiale som materialet rummer. I en tid hvor interessen for det bæredygtige er i vækst og hvor naturlige råstoffer og recyckling er buzzwords, er betonen – der består af sand, grus, kalk og vand, nemlig ikke til at komme udenom: det er ren natur, det er holdbart og det er genanvendeligt. Den nye interesse for betonen skyldes dog ikke alene, at den nu er blevet anerkendt som værende grøn. Opmærksomheden kan også tilskrives nye teknologier, der i dag giver mulighed for at anvende det formbare materiale på en langt mere kreativ måde i moderne arkitektur, kunst og design.

Skivesk

Text: Susanne Holte

Gentagelse fremmer forståelsen, siger man. Hvis det forholder sig således, er det sikkert også sådan at repetitionen kan være medvirkende til at skærpe designet. Ved at splitte en given form op i delelementer fremkommer ofte en helt ny spændstig helhed. Netop fordi det fragmentariske rummer noget på een gang foruroligende og dynamisk, føler mange designere sig netop nu kaldet til at eksperimentere med en dissektion af ellers velkendte former. Resultatet er designs med stærke grafiske udtryk – ikke af den superstramme og kølige slags, men en blødere og langt mere imødekommende variant. Det skiveskårne og lagdelte giver samtidig nye muligheder for at mikse materialer og farver, ligesom en gentagen stram linieføring kan understrege et elegant, horisontalt design. Snitfladerne kan, i mindre målestok, også bruges innovativt til at markere den himmelstræbende og vertikale form.

Ikke så ekstreme mængder af madrasser som i eventyret om Prinsessen på ærten, men dog flere lag. Designeren Damian Williamson har skabt en serie stole, sofaer og puffer, som han kalder William. Her en daybed med gåsedunshynder i flot kontrast til det spinkle stålstel. Producenten er Zanotta. www.zanotta.it

Den russiske multikunstner og designer Dima Loginoff er ikke bange for at eksperimentere. Et af hans seneste konceptmøbler er Anomaly Bench, hvor det er lykkedes ham at skabe et blødt og indbydende udtryk samtidig med at der er en overbevisende lethed og transparens. Det sorte stålmøbel får flot kontrast af de orange ”tråde”. www.dimaloginoff.com

Franske Patrick Norguet er mesteren bag Boarding sofaen fra Lapalma. Smukt slankt udtryk. www.lapalma.it

Double Up er designet af The Design Laboratory for italienske Sturm & Plastic. Det er et kombimøbel som både kan fungere som bænk og sofa. De skiveskårede elementer der er fastgjort på et rørstel, kan svinges op og ned således at hver anden kan anvendes til rygstøtte. Møblet er fremstillet af plast og metal og fås i et utal af farver. www.sturmundplastic.com

Designertrioen Claesson Koivisto Rune har for alvor indtaget den globale designscene med en stribe prægnante møbler. Se blot dette helt specielle sofabord med navnet Etage, som med stærke arkitektoniske referencer svæver over gulvet. Fås i flere farver og størrelser. www.offecct.se

Den tyske designer Hermann August Weizenegger har, sammen med en række håndværkere, IT-programmører og 3D-teknik skabt kollektionen Digital Couture, der blandt andet rummer stolen Erosio. Hele kollektionen, der også tæller tekstiler og lamper, er opbygget af en stribe helt tynde lag eller lameller af træ, papir eller stof. Erosio består af ikke mindre end 900 lag papir. Den findes i en Limited Edition på 12 eksemplarer. Foto: Bernd Hiepe. www.hermannaugustweizenegger.de

Ideen har været at kreere en kollektion af borde i forskellige højder ved ganske enkelt at benytte sig af repetitionen. Designeren Luca Nichetto bruger et kegleformet træmodul, som stables ovenpå hinanden til man opnår den ønskede højde – på toppen lægges en rund glasplade, og så har man bordet Layer, som Gallotti & Radice Furnishing har sat i produktion. www.gallottiradice.it

Noé bordet fra Ligne Roset er designet af Duchaufour Lawrarance. Det er et lavt sofabord bestående af fire organisk formede lag i enten massiv valnød eller hvidlakeret MDF. www.ligneroset.com

Sofa i lag. Patricia Urquiola har gjort det igen: udtænkt endnu en smuk sofa med stramme horisontale linier. Helhedsindtrykket af Rift sofaen er dog både blødt og indbydende. Navnet er inspireret af Rift Valley og der er da også referencer til tektoniske plader, der kolliderer og overlapper hinanden. Moroso er producent. www.moroso.it

Riga Madia kalder den italienske møbelproducent Porada deres elegante skiveskårede skab, designet af T. Colzani. Den fås i valnød eller lakeret træ. www.porada.it

Sancarlo stolen fra italienske Tacchini er en smuk syntese af ergonomi og design, målrettet både det offentlige og private rum. Den er designet af Achille Castiglioni, der er en af de meste anerkendte skikkelser på den internationale designscene. www.tacchini.it

Skiveskåret på den frække måde – sådan er Le Soleil lampen fra italienske Foscarini, designet af Vincente Garcia, der måske, måske ikke har ladet sig inspirere af Guggenheim. www.foscarini.com

Med afsæt i utraditionelle materialer og produktionsmetoder, præsenterede designvirksomheden Liberostile sig selv på den forgangne Milano-messe. Et af de produkter, der ved den lejlighed blev lanceret var bordet Struttura Quattro, der har en sokkel fremstillet af skiver af egetræsfiner og en glasbordplade. Bordet med det skulpturelle udtryk er designet af Davide Vercelli. www.liberostile.it

Et funktionelt og smart coffee table fra italienske Cattelan. Bordet, der er skabt af designeren Emanuele Zenere, er døbt Yo-Yo, og det er nøjagtig hvad det ligner når de to cirkulære moduler placeres ovenover hinanden. Øverste plade kan skydes ud til siden. Det giver et nyt dynamisk udtryk og dobbelt så megen bordplads. www.cattelanitalia.com