Bensp

Text: Susanne Holte

Fodboldentusiaster ved helt sikkert hvad det handler om, når dommeren med hård hånd griber ind overfor forseelsen benspænd – og dermed afslører at en spiller helt bevidst har forsøgt at passivisere sin modstander ved frækt at strække sit ben ud foran ham, udelukkende med den gustne hensigt at få ham til at falde eller snuble. Filmentusiaster ved også at instruktøren Lars von Trier skabte nogle kunstneriske benspænd, da han i 2003 lagde forhindringer og dogmeregler ud for at udfordre vennen Jørgen Leth under indspilningen af filmen ”De fem benspænd”. Designentusiaster har formodentlig på samme sæt og vis bemærket at en række formgivere netop nu arbejder innovativt med benspænd – om end i en helt tredje betydning: de flytter fokus fra fladerne for at give fundamentet en ny kreativ dimension. Resultatet er en stribe borde og stole, hvor understellet – selve fundamentet kommer til at fremstå som det centrale. Det indlysende nødvendige tilføres sin helt egen æstetik – en overraskende desingmæssig tyngde, der tvinger blikket ned ad og fastholder fokus i gulvhøjde. Her finder benene nye former, de stikker ud, stritter i hver sin retning, går i knæ, snor og krydser sig, centrerer sig og breder sig. De kommer i flok, i kontrastfulde materialer og farver og de hæfter sig til flader, plader og sæder med sære kunstgreb.

De franske designerbrødre Ronan & Erwan Bouroullec har med Baguette kreeret et sandt mesterværk i aluminium og glas. I bestræbelserne på at forbruge et minimum af materiale er det lykkedes at skabe et ualmindeligt elegant bord, der står let på tå. Producenten er Magis.www.magisdesign.com

Darling er et koncentrat af håndværk og teknologi. Det er den engelske designer Nigel Coates der har udviklet den skulpturelle stoleserie for italienske Frag. Den fås med fem forskellige understel, blandt andet dette snurrige stel med de krydsede ben.www.frag.it

To i een – et af flere bud fra Hilo borde-serien, designet af svenske Form Us With Love. Det svungne understel giver bordet et meget dynamisk ydre. Serien produceres af Voice Furniture.www.formuswithlove.se

Det nye Goblin spisebord fra Cattelan har et særdeles ekspressivt udseende. Understellet, der fås i massiv valnød, eg eller wengé udstråler en skulpturel styrke, som står i dynamisk kontrast til den transparente glasbordplade. Bordet, der fås i mange former og størrelser, er designet af Modus Studio.www.cattelanitalia.it

Tree from One kalder designeren Hunn Wai sine lidt vakkelvorne stole, skabt af træ og plastisk ler. Her nedbryder han den ikoniske form til enkeltdele og skaber dermed en helt ny æstetik. www.hunnwai.com

Infinity er det indlysende navn på Stefano Bigi’s smukke bord for Porada. Det uendelige bånd af poleret træ, der svæver mellem en stålsokkel og en glasplade, giver bordet et unikt og dynamisk udtryk. www.porada.it

Limousine Table, skabt af den sympatiske spanske designer Jaime Hayon og den hollandske kunstner Nienke Klunder til udstillingen American Chateau, er håndværksmæssigt så fantastisk udført at ironien bag næsten går tabt. Bordet er en del af en større kollektion, som blandt andet er en humoristisk kommentar til 1700-tallets europæiske møbelhåndværk. www.hayonstudio.com

Penny Bordet er kreeret af de danske designere Busk+Hertzog for GlobeZero4. www.globezero4.dk

Tegn et cafebord til det kommende kultur-produktionscenter på godsbanen i Århus. Sådan lød den konkrete opgave for designkonkurrencen Aarhush, udskrevet af de Åbne Værksteder på Huset i Århus i samarbejde med designere og arkitekter i Region Midtjylland. Vinderbidraget kom fra Trine Kjær og Mette Risbæk Jensen, begge studerende på Institut for Design på Arkitektskolen i Århus. Re-table er udført i genbrugstræ og kan helt enkelt justeres op og ned.www.aarhush.com

”Dialog – en stol til forhandling” var temaet for den seneste SE-udstilling, der blev vist på Glyptoteket. Her gav en række danske og internationale designere deres bud på et siddemøbel, som kunne stimulere den demokratiske proces. Karen Kjærgaard og Nanna Gram kom med dette bud, udført af JM Rør A/S.

Søren Ulrik Petersens bidrag til den seneste SE-udstilling- En stol til forhandling. Skabt i samarbejde med Amager Forbrænding og lavet af tre IKEA-kataloger, tre plastflasker og et stykke træ. www.sup.dk

Det er de næsten filigran-agtige ben, den ultratynde bordplade, samt de synlige forsænkede skruer i bordpladen, der giver Shrub-bordserien sit helt unikke præg. Shrub er designet af kinesiske Zhili Liu for belgiske Quinze+Milan, der har udfordret de kinesiske underleverandører til at satse mere på kvalitet og mindre på kvantitet. Åbenbart med succes.www.quinzeandmilan.tv

Med reference til 1800-talles franske møbeltradition har designeren Sam Baron skabt bordkollektionen Philippe 1, der er inkluderes i Casamania’s Marie Antoinette Pop Collection. Den fås i flere materialevarianter, som sidebord og cafébord.www.casamania.it

Teatro bordet fra Magis er signeret af designeren Marc Berthier. Det er en opdatering af det velkendte arbejdsbord, som mange arkitekter stadig ynder at bruge på deres atelier. www.magisdesign.com

Table Universelle – eller blot T.U. er navnet pÃ¥ Philippe Nigro’s smarte bord for franske Ligne Roset.www.ligneroset.com