Tag: kontrast

Avantgarden

Alice i Eventyrland i farverig fusion med Narnia. Frodig urtehave med udsigt til romantisk rosengård. Organisk fantasy-world i kontrast til skovens rustikke realitet. Saftige tropiske tableauer i dialog med en skandinavisk farvepalet fyldt med grønt. Alt sammen ingredienser i en ny trend, som man kunne betegne som manipuleret natur.

Text: Susanne Holte

Kunstscenen flyder endnu engang over af saftige farver og frivole former hentet i naturen. Tankerne ledes hen på de bugnende frugtfade og buketter, der gennem århundreder har inspireret malere over hele Europa, men også på de opstyltede naturtableauer, der både rummer det trygge og det uforudsigelige element. Gallerierne inviterer indenfor for at vise kunstnernes respektløse omgang med naturen, med farverne og materialerne. Samtidig gør designerne dem kunsten efter og tager os med på en lystvandring ind i en iscenesat og manipuleret natur med botaniske mutationer og designs, der både forlyster og foruroliger. De præsenterer os for syrede farver, kunststoffer og forvredne former, men også for naturmaterialer, hvor designerne næsten har arbejdet med ført hånd i bestræbelserne på at fortolke træer, grene og blomster. Her er poesi, politisk korrekt øko-ånd, teknologi og håndværk i en skøn blanding. Minimalismen har trange kår i dette univers, men stilen, der på mange måder er ganske uskøn, udmærker sig ved en pæn portion humor, uhøjtidelighed og livsglæde.

Den spanske designer Andere Monjo er fascineret af naturens egne materialer. Her har han koblet nogle egetræsplanker med grenene fra et blommetræ. Ideen med Plum Tree Stool er at minde os om den tætte forbindelse mellem de forarbejdede og de uforarbejdede materialer. www.anderemonjo.com

Genialt i al sin enkelhed: Bosbank eller Tree Trunk Bench fra hollandske Maandag Meubels åbner mulighed for at få sit eget lille stykke skov med hjem. Bænken består af en træstamme der leveres med fire galvaniserede beslag, fire træben og to orange bånd. www.maandagmeubels.nl

Klassisk og futuristisk, organisk og minimalistisk. Frost-stolen, der er designet af FurnID giver associationer til en blomst – ikke mindst når farven er grøn. Faktisk har designerduoen bag ladet sig inspirere af de linjer og formationer, der opstår når vinden leger med nyfalden sne. www.stouby.com

Den franske designer Anne Midavaine tager os med ind i regnskoven med sin smukke rumdeler Mangrove, fremstillet i lak af Jean-Noël Turquet. www.ateliermidavaine.com

Det ligner skelettet fra et længst uddødt dyr, men No. 3 Bench er en bænk fremstillet af polypropylene, træ og lakeret metal. Designeren bag er hollandske Floris Wubben, der formmæssigt har taget udgangspunkt i træroden. www.floriswubben.nl

I sangene kan man høre om bed of roses, men man kan også nøjes med en stol når den er få fantastisk som Muchas Rosas Chair fra Ricrea. Den er fremstillet af filt af de tre talentfulde designere Angela Mensi, Ingrid Taro og Cristina Merio. www.crearicrea.com

Den unge engelske designer Tom Price, der designer og fremstiller møbler af nedsmeltede plastrør fra industrien, er også manden bag PP Tree Installation, der for nylig blev udstillet på Industry Gallery i Washington DC. Installationen, der er fremstillet af nylonkabler og polypropylenerør er en hyldest til byens ikoniske kirsebærtræer. www.tom-price.com

Arne Jacobsens ikoniske Svane er blevet klædt i blomster i forbindelse med Pink Swan Project, hvor nitten internationale arkitekter, møbel og -modedesignere har leget med udtrykket til fordel for The Breast Cancer Research Foundation. Her er det Milly De Cabrols unika-stol, der ligesom de øvrige er blevet solgt på auktion. www.fritzhansen.com

Street art p

Det er yderst sjældent at en designer på blot 18 år bliver eksponeret så kraftigt som svenske Sigurd Falk, der med lanceringen af møbeltekstilet ”Sigge” nu kan skrive både DJ og designer på visitkortet.

Text: Susanne Holte

Normalt står han ved mikserpulten og spiller svedig musik på Stockholms diskoteker, men lige nu bader svenske Sigurd Falk sig i projektørlyset på designscenen, hvor hans tekstildesign for Fanny Aronsen Studio bliver modtaget med begejstring. Sigurd, der blot er 18 år er lidt af et multitalent, der arbejder med mange forskellige medier, blandt andet papir, tekstiler, tapet og musik, og hans arbejder byder ofte på komplekse, glidende illustrationer, der minder om avanceret street art, som han skaber ved hjælp af fri associationsteknik. Nøgletemaerne er balance og kontrast og en vekselvirkning mellem tykke og tynde tegneredskaber for at opnå den helt rigtige rytme i de meget detaljerede tegninger. Den kreative proces er meget spontan uden brug af skitser og inspirationen hentes i de ting, der omgiver ham i dagligdagen, tegneserien Manga og street art kunstneren Keith Haring.

Design med musik i

Musikken er en anden vigtig kilde til det kreative arbejde, således også i tilblivelsen af ”Sigge” tekstilet, som han har udviklet for Fanny Aronsen Studio. Sigurd har været meget tiltrukket af ideen om at skabe et design, der spiller i alle retninger med uendelige gentagelser, og for ham var det en stor tilfredsstillelse at få del i den viden og kreative energi, som opstod i samarbejdet med den for nyligt afdøde tekstildesigner Fanny Aronsen, og muligheden for at omsætte ideerne til virkelighed i et tredimensionelt medie. Sigurd Falks seneste opgaver har været at designe et tapet til en midlertidig pavillon, der blev opført til den svenske kronprinsesse Victorias bryllup, at fremstille plakater til forskellige klubber og illustrere en graffitiinstallation. Han går for øjeblikket på sidste år på det svenske kunstakademi Cybergymnasiet og bliver færdig i det nye år. Sideløbende med studiet og designerkarrieren har han også haft tid til at åbne sit eget diskotek i Stockholm – en driftig herre, sin unge alder til trods.

Håndtegnet motiv

”Sigge” er et nutidigt, vendbart møbeltekstil med et flydende, håndtegnet motiv, udviklet med en meget fin pensel og blæk. Stoffet afbilder en detaljeret, drømmelignende verden med store og små figurer afbalanceret i forhold til hinanden. Møbeltekstilet er jaquardvævet af Worsted-uld i en moderne farvepalet med rene og naturlige nuancer, der supplerer designets grafiske look. På grund af den store mønster rapport gør ”Sigge” det muligt at give hvert enkelt møbel sit eget individuelle og unikke look. Det er meget anvendeligt på møbler i alle størrelser, og stoffet er ideelt til interiøret i moderne boliger, hoteller og restauranter. Designet passer sammen med de øvrige tekstiler fra Fanny Aronsen og det giver stort set uanede muligheder for at mikse og matche med resten af kollektionen.