Falsk som vand

Hans kreationer er designverdenens svar på molekylær gastronomi. Med fokus på det sanselige, de unikke råvarer og det stærkt personlige udtryk skummer Tokujin Yoshioka sine kreationer op. Han tilfører materialerne lidt ekstra ilt, strækker formen til bristepunktet, får det kontrollerede til at fremstå vibrerende, så vi efterlades med associationer til glidende kumulusskyer og reflekterende havoverflader, brusende vandfald, perfekte regndråber, funklende regnbuer og vilde tornadoer. Nogle kalder ham alkymist, andre for illusionist og magiker. Der er også dem, der mener han repræsenterer noget typisk japansk. Selv hævder han at han har en global tilgang til sin formgivning. Ifølge Tokujin kan man slet ikke aflæse national tilhørsforhold hos den generation af designere han repræsenterer. Alle har samme adgang informationer og inspirationskilder, og på den måde bliver den personlige fortolkning afgørende. Og Tokujins design er i høj grad personligt. Han har en fabulerende og non-verbal tilgang til faget, og han formår som få at pirre sanserne – og det er sandelig også intentionen. Nu har han bidraget til renoveringen af impressionistgalleriet på Musée d’Orsay i Paris, hvor hans fantastiske glasbænk Water Block står i udstillingslokalerne foran mesterværker af Manet, Degas, Monet, Cézanne og Renoir.