Tag: Ilva

Møblet i midten

 

Glider sofa designet af Ron Arad for italienske Moroso. www.moroso.it

Ligesom Solen er universets midtpunkt, har sofaen gennem tiderne været en central størrelse i stuens indretning. Det er det møbel, som samler, lyser op og tiltrækker sig maksimum opmærksomhed. Sofaen er en vigtig stilmarkør, der ikke blot skal fange øjet, men også skal byde sig til med funktion og komfort.

Text: Susanne Holte

Alene størrelsen aftvinger respekt. De fleste sofaer har en volumen, der gør netop dette møbel til en magtfaktor i hjemmet, og selvom indretningen af vore stuer – i takt med nye familiemønstre og ikke mindst ændrede medievaner – er under hastig forandring, så spiller sofaen stadig en væsentlig rolle som et samlende indretningselement. Trods den høje status er sofaen dog under pres og  mange tager netop i disse år afsked med de helt store flydere. Familiesofaen, som vi kender den, har nemlig fået sværere ved at samle netop familien. En af forklaringerne er, som nævnt, ændrede medievaner. Vi sidder ikke så ofte synkront foran TV’et og kigger på de samme programmer. I stedet er hver enkelt optaget af deres eget underholdningsunivers på tablets, smartphones og spillekonsoller – et mønster, der har banet vejen for mindre siddemøbler i skikkelse af små afskærmede sofaer med høje rygge, som inviterer indenfor til lidt privatliv uden at man helt slipper samværet.

Et andet nyt bidrag til indretningen er de små skulpturelle sofaer med referencer til 50’ernes organiske design, som var dimensioneret til datidens trange boliger, og som nu matcher en aktuel bevægelse hen mod mindre rum. Det betyder mange relanceringer af glemte designs fra dengang, men også nye bud indenfor en stilretning, der signalerer retro-tryghed.

Selvom flere lægger lidt afstand til den store dominerende sofa, der gennem mange år har været både forkætret og elsket – mange af modernismens arkitekter og designere foragtede den fordi den stod som et symbol på det borgerlige – så er den luksuriøse og komfortable sofa på ingen måde ude af billedet. Den er måske krympet lidt, men den byder sig stadig til med plads til afslapning i bløde puder og varme materialer.

De små fikse sofaer, der ikke optager så megen plads i stuen, er populære. Et smukt eksempel på den trend er Rodolfo Dordoni’s ”Aston” sofa for italienske Minotti, her vist med dobbeltpuf. Prisen med det viste stof, ”Hunt” er 39.725,- kr. Puffen koster 18.790,- kr.. www.minotti.com, www.sibast.com

Svenske Källemo tør gå linen ud når det gælder ekspressivt design. En af husets tilbagevendende designere er Anna Kraitz, der har lavet en canape-variant til sin ”Beatrix” kollektion. Prisen er henholdsvis 21.500,- kr. for den korte model og 22.450,- kr. for den lange med uldstoffet Remix fra Kvadrat. ”Beatrix findes også som sofa og lænestol.   www.kallemo.se , www.agneta.dk

Bow sofa designet af designerdupen Andressen & Voll for Erik Jørgensen.Erik Jørgensen.

Den er helt sin egen: Khodi Feiz’ ”Bras” sofa for Artifort. Den har blot været på markedet et lille år, men har allerede fået stor opmærksomhed. Her ses sofaen i en dyb aubergine farve – en farve, der hitter lige nu. Priserne starter ved 21.250,- kr. Ottomanen koster fra 5.950,- kr. www.artifort.com , www.witehauz.com

Superenkel og alligevel indbydende: ”Vico” sofaen fra Cassina er designet af allesteds nærværende Jaime Hayon. Den findes som armstol, 2-personers og 3-personers sofa.  Priser fra 37.945,- kr. i stof og 54.685,- kr. i læder. www.cassina.com , www.paustian.dk

”Edge” sofaen fra Wendelbo er næste generation af flydesofaer, der fortsat har fokus på lounge-stemningen, men også et eksempel på et let og svævende design, skabt af af Lars Wendelbo. Viste opstilling koster 32.333,- kr. www.wendelbo.dk

Den svenske designer Monica Förster har i samarbejde med møbelproducenten Erik Jørgensen skabt ”Savannah” sofaen, der har en solid trækonstruktion omsluttet af tykt kernelæder, håndsyede sædepuder og god siddekomfort. Endnu ikke prissat.  www.erik-joergensen.dk

Uformel hygge og en skøn farvepalet. Paola Navone’s ”Nest” sofa for Ercol er en indbydende rede. Sofaen, der har træramme og polster i fire tekstilkombinationer, rummer tre personer. Den er netop præsenteret på den store internationale møbelmesse i Milano og endnu ikke prissat.  www.ercol.com

“Lario” fra italienske Flexform er designet af Antonio Citterio. www.flexform.com , www.casashop.dk

”Fly” sofaen, designet af Space Copenhagen for &tradition – her polstret med en smuk blå velour og stel i en mørk olieret eg. Priser er 29.995,- kr. www.andtradition.com

Hos den danske møbelproducent Getama kan man ikke få armene ned af begejstring. Her har man nemlig fået tilladelse til at producere Hans J. Wegners smukke bænk ”GE1935”, som Wegner slog de første streger til i 1948. Den modernistiske sofa har stel i eg og sæde og ryg i valnød. Pris 14.900,- kr. www.getama.dk

Fra det enkle japanske digt til den enkle sofa ”Haiku”, designet af GamFratesi for Fredericia Furniture . Sofaen er nu kommet i en low-back version og får hermed et helt anderledes og uformelt udtryk. Her vist i en 3-personers udgave med tekstilet ”Harald” fra Kvadrat i kombination med ”Criss” fra Gabriel. Prisen er 35.756,- kr. www.fredericia.com

”Halo” sofasystemet, designet af Skrivo for danske Softline, bygger på sammensætningen af forskellige rygstøtteelementer, som giver mulighed for varierende opstillinger fra en enkeltsædet lænestol til en trepersoners sofa. Sofaen koster 14.880,- kr. www.softline.dk

“Honken” sofa fra Blå Station.

Inno er en af de fineste eksponenter for finsk møbeldesign. Se blot på Harri Korhonen’s enkle sofa ”Box”, der står som en statue i rummet. Priser fra 20.800,- kr. www.inno.fi , www.agneta.dk

Jens Juul Eilersen er den kreative kraft bag den nye ”Jazz” sofa fra Eilersen. Der er lagt vægt på et imødekommende udtryk med bløde puder med duntop. Viste model koster 25.841,- kr. www.eilersen.eu

Kameleonen blandt sofaer kalder designeren Gerard van den Berg sin ”Kris” sofa for hollandske Label. Der er tale om en rigtig hyggesofa . 3-personers i tekstil som vist uden puder koster fra 18.399,- kr. Puderne koster 4.320,- kr. www.label.nl , www.agneta.dk

Sofaen, ottomanen, divanen er i sit udgangspunkt et møbel beregnet til to eller flere personer. Den er inspireret af blandt andre tyrkiske siddemøbler, der bestod af stablede tæpper eller tæppedækkede madrasser. Den kom til Europa i 1700-tallet i skikkelse af et let træstel med polster og betræk. Sofaen voksede sig større op gennem 1800-tallet og kom siden til at indgå i borgerskabets indretning, hvor den indtog den ”fine” stue. Sofaen har skiftet karakter gennem tiden og har designmæssigt været både en innovativ udfordring og en sten i skoen. En af de designere, der virkelig tog afstand fra dette ”borgerlige symbol” var Le Corbusier, der ironisk nok er mesteren bag den ikoniske sofaserie LC2 og LC3, der bygger på skitser helt tilbage fra 1928 og som stadig produceres af den italienske møbelproducent Cassina. Sofaen består af løse hynder fastholdt i en stålramme. Han gør en dyd ud af nødvendigheden og gør stellet/rammen synlig. En idé som mange af modernismens designere tog til sig. 

Italienske Piero Lissoni har tegnet et hav af sofaer – også den nye enkle ”Lipp sofa for Living Divani. Priser fra 47.190,- kr. www.firorinitrading.dk

Den danske designer Charlotte Höncke kan noget med sofaer. Lige nu er hun aktuel med sofaen ”Smilla” for Ilva. Skrå armlæn og skarpe kanter i tofarvet betræk – mørkt og quiltet på ydersiden og lyst og glat på indersiden. Pris 7.999,- kr. www.ilva.dk

Blandt nyhederne fra Gubi dette forår er denne ”Modern Line” sofa, designet af Greta M. Grossman tilbage i 1949. Stram minimalisme, der lanceres i tre størrelser: 2-, 3-, og 4-personers fra 17.995,- kr. www.gubi.com

Det nyetablerede danske møbelbrand Woud har blandt andre ”Nakki” sofaen i deres kollektion,. Den er designet af Mika Tolvanen og er her vist i en af sæsonens topaktuelle farver. Priser fra 13.995,- kr. www.woud.dk

Ole Wanscher’s signaturdesign er utvivlsomt den sofistikerede ”Colonial Chair”. Nu genintroducerer Carl Hansen & Søn seriens øvrige klassiske designs, blandt andre ”Colonial” sofaen fra 1964. Den fås i en række træsorter: valnød, kirsebær, eg og mahogni enten som lakeret, sæbe- eller oliebehandlet overflade. Hynder med læder eller tekstil. Priser fra 21.024,- kr. www.carlhansen.com

Der er nyt hos Gubi, men også opdateringer af kendte modeller, som for eksempel ”Paradiset” sofaen, tegnet af Kerstin H. Holmquist i 1956. Sofaen er på vej i Broderie Le Rocher-tekstil, skabt af Pierre Frey. Prisen er ca. 80.000,- kr. www.gubi.com

“Pianoalto” fra italienske Zanotta. www.hultmann.dk

Den har svulmende former, men fremstår alligevel ret stringent. ”Swell” sofaen, designet af svenske Jonas Wagell for Normann-Copenhagen er både hipster og hyggelig. Den kan erhverves til 21.999,- kr.  for en trepersoners udgave med tekstil fra Gabriel. www.normann-copenhagen.com

“Undercover” sofa fra Zanotta. www.zanotta.com , www.hultmann.dk

Det er svært ikke at blive begejstret for denne utraditionelle rattansofa, designet af den japanske kunstner Hiroomi Tahara for Yamakawa Rattan. Sofaen blev afsløret på den nyligt afholdte møbelmesse i Milano og er derfor ikke prissat. Foto: Lorenzo Nencioni. www.yamakawa-rattan.com

Tidens spejl

Spejle kan sagtens bruges som kunstneriske statements. Se blot Noé Duchaufour-Lawrence’ ekspressive ”Sugar Mirror” fra franske Robba Edition.  Spejlet ligner næsten et pixileret vandfald. Pris ca. 20.000,-  kroner på www.shop.robbaedition.com

Spejlet har en fascinationskraft, som har trukket i os som månen i oceanerne siden vi for mange hundrede år siden fandt en todimensionel version af os selv i blankpolerede sten og metaller. De magiske spejlinger har været forbundet med både hekseri og guddommelighed, med visdom og forfængelighed. De har givet anledning til store eksistentielle overvejelser og været kimen til myter og stor litteratur. I dag er spejlet først og fremmest et naturligt element i indretningen. Og lige nu er de store, dekorative helkropsspejle et vigtigt bidrag når den gode stil skal defineres.

Text: Susanne Holte

Er det sandheden, der åbenbares når man spejler sig? Spørgsmålet har sikkert meldt sig hos de mennesker, der i forhistorien fik øje på deres ansigt i  vandspejlet. Mange har sikkert troet de så en fremmed. Senere har spejlingerne givet næring til dobbeltgængerteorier og eksistentielle diskussioner om det unikke individ – en idé, der blev rendyrket i 1800-tallets romantik. Uanset hvilke tanker man gør sig når man konfronteres med sit eget spejlbillede, er det kun et udsnit af virkeligheden, der bliver gjort tilgængelig.

De første spejle var meget små og fremstillet af poleret sten eller metaller som bronze, sølv og guld. Senere udvikledes en teknik, hvor man fandt ud af at hælde varmt metal ud over flade stykker glas. I middelalderen var spejle meget små og kostbare og derfor kun tilgængelige for velhavere. Først i løbet af det 16. århundrede begyndte man i Venedig at producere noget, der kunne minde om vores moderne spejle. Teknikken kommer til Frankrig, hvor solkongen åbner en spejlfabrik, der fremstiller meget store spejle – som det for eksempel ses i Versailles berømte spejlsal. I 17-hundredetallet breder tendensen med store spejle sig ud over Europa, hvor de blev hængt op på vægfelter mellem vinduer og dørpartier. Efterhånden som teknikkerne blev forfinede blev spejlene større og større og spejlene rykkede ind i stuerne hos det bedre borgerskab. Spejlets status som møbel blev dog nedtonet op gennem 19-hundredetallet, hvor det blev forvist til soveværelset, badeværelset eller entreen. Her står det stadig og gør gavn, men det er lige så stille på vej ind i stuerne igen – og i takt med at spejlet bliver stuerent investeres der også mere på den innovative konto. Spejlet anno 2015 er igen et møbel, der matcher ideen om det individuelle individ.

Israelsk fødte Ron Gilad har føjet en pæn portion humor til sin kollektion af utraditionelle spejle for Dilmos. Her får man ikke blot øje på sig selv. Der bliver også fortalt en lille historie. Gilad leger med skalaer og kulturelle referencer og hans designs sælges ofte i begrænsede oplag. Priser og info hos www.dilmos.com

Design By Us har skabt en kollektion af asymmetriske spejle, der helt i tidens ånd har fået navnet ”Ego”. Polerede kanter og ramme af  massiv egetræ og lædersnor med messingophæng. Prisen på ”Ego XL” er 4.990,- kroner. www.casanovafurniture.dk , www.design-by-us.dk

Den franske designer og kunstner Benjamin Graindorge giver os et kig ind i himmelen med sine ”Mirage” spejle, der vel falder ind under kategorien kunst og som kan erhverves via galleriet Ymer & Malta. Pris ved forespørgsel.  www.benjamingraindorge.fr  www.ymeretmalta.com

Spejle er det helt store hit i indretningen og de fås i mange materialer og former. Her et stringent bud fra Ilva. Spejlet med det stilrene udtryk hedder ”Iron” og har sort metalstel. Prisen er 1.499,- kroner. www.ilva.dk

Stærke grafiske linjer: ”Kaschkasch” gulvspejlet fra Menu passer perfekt ind i moderne storbyindretning. Designet af den tyske designerduo Kaschkasch Cologne alias Florian Kallus og Sebastian Schneider. Fås i sort, hvid eller mosgrøn til 1.995,- kroner. www.menu.as

”Metro” er et praktisk entrémøbel med plads til sko og overtøj. Smarte detaljer  som nøgleknager og spejl. Fås i flere farver hos BoConcept. Pris 4.990,- kroner. www.boconcept.com

Svenske Märten Claesson har tegnet dette meget skandinaviske spejl for Swedese. ”Mira” er et elegant gulvspejl med et stramt udtryk. Fås i hvid lak og eg. Prisen er 6.417,- kroner hos Casanova. www.casanovafurniture.dk , www.swedese.com

”Knapper” er et superenkelt gulvspejl med kroge og bøjlestang som føjer ekstra funktion til det praktiske møbel, der gør det nemt at holde orden på jakker, smykker og taske på samme sted. Indgår i Ikea’s kollektion. Prisen er 369,- kroner. www.ikea.com

 ”Push” er spejlfunktion, hylde og garderobe i ét og samme træk. Traditionel stationær opbevaring er her nytænkt på langs og tværs i et fleksibelt garderobemøbel i eg. Designet af Stine Hedelund for Trip Trap. Pris 3.995,- kroner. www.triptrap.dk

Der er elementer fra Shaker-stilen i ”Iona Cheval” spejlet fra engelske Pinchdesign. Spejl og skuffemøbel i ét. Prisen er ca. 20.000,- kroner  på www.pinchdesign.com

I disse Fifty Shades Of Grey-tider kunne ”Ultrafragola” spejlet i organisk formet akryl og pink neonlys måske være et indretningselement til soveværelset. Det er den helt store italienske designer Ettore Sottsass Jr der har designet spejlet, som har været i produktion siden 1970 hos Poltronova. www.poltronova.it

”Righello” spejlet fra italienske Tonelli er designet af Emilio Nanni, der har givet sit spejl en ekstra funktion:  her kan man holde styr på højden uden at lave mærker i dørkarmen. Se mere på www.tonellidesign.com

”Transience” spejlkollektionen er skabt af Lex Pott & David Derksen for Transnatural. Designerne har ladet sig inspirere af den måde gamle spejle patinerer på når de over tid påvirkes af ilt og vand. Her er processen styret og gradueret så der opstår et geometrisk mønster. Fås i flere størrelser og formater. Priser fra 6.938 til 14.681 afhængig af størrelse. www.pleasewaittobeseated.dk

Vipp udvider sit sortiment. Blandt andet med et elegant spejl fremstillet i hvid pulverlakeret aluminium som omkranser et 8 mm vådrumssikret glas. Fås i tre størrelser og sælges fra Vipp Flagship Store i København med forsendelse over hele verden. Priser fra 4.500,- kroner – 6.500,- kroner.  www.vipp.com

Still got the blues

Thonet.

Hen i det blå – siger vi, når noget er lidt småtosset, men faktisk er blå slet ikke nogen helt fjollet farve. Den virker nemlig både beroligende og afslappende, modvirker kaos og åbner for kommunikation og skaber fred og harmoni – og er måske af alle nævnte grunde lige netop den farve, der er allermest brug for i en verden på randen af hysteri.

Text: Susanne Holte

Det er videnskabelig bevist: den blå farve virker afslappende. Den dæmper pulsen, sænker blodtrykket, nedsætter stofskiftet, køler os ned og får os til at slappe helt af. Måske var det derfor, den italienske renæssancemaler Cennino Cennini kaldte blå for den mest fuldkomne af alle farver.

Blå er den ene af de tre primærfarver. Det er himmelens og havets farve, men det er også tillidens, visdommens og magtens farve – og er derfor yndet brugt på uniformer, fly, firmalogoer og offentlige indretninger – kort fortalt på steder, hvor der er brug for at signalere pålidelighed og seriøsitet. Den maskuline blå tilhører både manden i kedeldragten, søens folk, de royale og adelige med blåt blod i årene. Den tilhører drømmere og melankolikere, stjernekiggere og naivister – og så har den tætte bånd til det religiøse. I det gamle Egypten var farven forbundet med guden Amûn, i Indien tilhører den blandt andre guden Vishnu, hinduerne kobler den til Krishna og Asa-dyrkere vil vide at Odins kappe var blå. Det samme gjaldt Jomfru Marias kappe, som for mange står som symbolet på evigheden.

Evigheden er også i spil når man vender blikket mod himmelens blå og fortaber sig i refleksioner om det uendelige. Romantikerne blandt os ved, at den blå blomst er et universelt symbol for poesien. Mennesker med interesse for det alternative mener, at den blå farve er knyttet til hals-chakraet og forbundet med tale og hørelse og dermed med åndelig kommunikation. Den mørkere indigo tilhører pande-chakraet som står for klarsyn og intuition.

Blå er bindeleddet mellem lys og mørke, bedst illustreret i den blå time, som i gamle dage blev brugt til eftertanke. Det er også farven på en sindsstemning og en dertil knyttet musikgenre, der kan få det til at krible i fingrene på guitarentusiaster – og så er det en uforlignelig farve til møbler, tekstiler, lamper, tæpper og, og, og – se bare her de skønne variationer over azur, cyan, kobolt, indigo……

Glasbordet er, ligesom den blå farve, en evig gyldig klassiker. Akim bordet er designet af Oscar og Gabriele Buratti for italienske Gallotti & Radice. Fås med oval eller rektangulær krystaltop og farvet glasunderstel. www.galottiradice.it

Et møbel kan næsten ikke blive mere casual end Giuseppe Vigano’s superflotte Auto-reverse sofa for italienske Arketipo. Designet fremstår blødt og afslappet, men er alligevel skarpt i sit snit. Fås med både læder og tekstil – her er den i en smuk støvet blå variant. www.arketipo.com

Bloom easy chair, design Kenneth Cobonpue.

Japan Handmade er en designvirksomhed, der præsenteret japansk kunsthåndværk og japansk møbeldesign. De går dog ikke af vejen for at arbejde på tværs af landegrænser og krydse oceaner. Indigo- bordet er for eksempel blevet til i samarbejde med det danske OeO Design Studie. Bordet er håndlavet af Shuji Nakagawa i Japan. Pris på forespørgsel. www.japan-handmade.com , www.oeo.dk

Cherrybomb er et nyt lyssystem skabt af Lindsey Adelman for Nilufar Gallery.

Naturens perfekte geometriske former inspirerer CTRLZak Art & Design Studio, der har taget afsæt i de pentagonale og heksagonale strukturer, der findes i træets ved. Resultatet er disse krystalagtige formater, der samlet set udgør en stol. Beklædt med økologiske tekstiler i en række forskellige blå nuancer. Foto: Thorsten Greve. www.ctrlzak.com

Designeren Maarten De Ceulaer har gennem nogle år udforsket temaet kuffert. Et af de seneste resultater er The Leather Collection, hvor kufferter og brevtasker bliver til moderne møbeldesign, som for eksempel dette spejlmøbel, håndlavet af den kendte belgiske læderkunstner Ralph Baggaley. www.maartendeceulaer.com

Deep Sea glassreolen er designet af Nendo for Glass Italia. www.glassitalia.com

Puffen er et multifunktionelt møbel, som næsten kan sniges ind alle steder. Elephant puffen, designet af Nadadora Studio for Sancal, giver endnu flere anvendelsesmuligheder fordi den også kan forsynes med en miniature bordplade med plads til kaffekoppen eller labtoppen. Her er Elephant klædt i blåt og står på elegante kobber-ben. www.sancal.com

Ilva er også hoppet ud i det blå med en lang stribe møbler: sofaer og lænestole betrukket med himmelblåt og kongeblåt stof. Blandt nyhederne til sæsonen er Snooze  sofaen med lyseblå uldfilt og ben i lakeret ask. Pris: 8.999,- kroner hos ILVA

Nogle møbler signalerer et ”varmt velkommen”, således med fisnke Matti Klenell’s vamsede og imødekommende Panda Chair, tegnet til svenske Källemo. Her er den med blålakeret stel og meleret blåt tekstil. www.kallemo.se

Philipp Aduatz, Reverse Chair.

Källemo står for sin helt egen møbelstil: skandinavisk avantgarde med fokus på funktion. Indenfor disse rammer passer Gustav Persons fine lille Pussel skammel helt perfekt. Den er samlet helt uden skruer ligesom bordet Spänna af samme designer. Her med et sæde i en fin dueblå nuance. Pris: 2.200,- kroner www.kallemo.se , www.agneta.dk

Richard Brendon sætter med sin porcelænskollektion Patternity helt nye standarder for hvordan bone-china kan tage sig ud. Stellet, der omfatter mange forskellige dele, er hånddekoreret i England og kobler på ekspressiv vis en fin gammel tradition med Richard Brendon’s erfaringer med keramik. www.richardbrendon.com

Say O er navnet på en helt ny stolekollektion med et markant grafisk udtryk. Bag designet står KnudsenBergHindenes. www.sayo.dk

Pressed Chair fra Nils HolgerMoormann.

Kera(ko)mik

Der er noget naivt, men samtidig også dæmonisk over spanske Jaime Hayons porcelænsfigurer. Hayon har undfanget en hel serie, som han har døbt The Guest. Producenten er spanske Lladro. Der er tale om en limitid edition af nummererede kreationer, hvor der også er bidrag fra den amerikanske kunstner Tim Biskup og det japanske designstudio Devilrobots. www.lladro.com

Brugskunst og kunst, keramik og porcelæn – ældgamle teknikker og historiske referencer sat ind i en moderne kontekst med masser af humor og indforståede kommentarer til elskede og hadede objekter. Pottemagere, keramikere og porcelænsfabrikker oplever en renæssance og der leges med glasur, former og farver med fornyet appel til det moderne menneske. Platter og commedia dell’arte figurer er igen blevet god stil.

Det morbide har også fundet vej til platterne. Engelske Phoebe Richardson har skabt denne installation bestående af 10 platter for The New English. Værket har meget lakonisk fået navnet Supermodel. Kan købes på nettet på www.culturelabel.com

Text: Susanne Holte

Den dybe tallerken er for længst opfundet. Faktisk findes der skår fra keramiske gryder og potter der viser at mennesket kastede sig over leret for mere end 10.000 år siden. Trangen til at udtrykke sig gennem det plastiske materiale er således af ældre dato og teknikken og effekterne har gennemgået en fantastisk udvikling på alle klodens kontinenter længe før vi var i stand til at udveksle erfaringer på tværs af oceaner. Den ældste keramik er fundet i Japan, i Kina og i Irak, hvorfra teknikken spredte sig til Grækenland, Frankrig og Spanien for senere at vandre op gennem resten af Europa. Undervejs på den lange rejse opfandt man pottemagerhjulet, pottemagerovnen og glasuren, og udtrykkene blev i kraft af de tekniske landvindinger stadig mere forfinede og dekorative. I 17- og 1800-tallet dukkede så de første fabrikker op og den kunstindustrielle keramik og porcelæn blev allemandseje. På de nye europæiske porcelænsfabrikker blev der ikke blot fremstillet service til det bedre borgerskab, der opstod også en tradition for fremstilling af naturalistiske figurer som for eksempel de kendte commedia dell’arte figurer i skikkelse af Harlequin og Scaramuz. Byer som Firenze, Meissen, Paris, London, Nymphenburg og København satte nye standarder og bød hver især ind med ikoniske produkter, som i de seneste 2-300 år skiftevis har stået for god og dårlig stil. Efter nogle år i skammekrogen er figurer, platter og porcelæn igen taget til nåde – både i sin oprindelige form, men i høj grad også i nye humoristiske gevandter når kunstnere, modekoryfæer og designere giver den gas. Idag har trendskabere som den spanske designer Jaime Hayon, modeskaberne Victor & Rolf, Christian Lacroix og Vivienne Westwood og mange flere med dem fået ler under neglene.

Tjekkiske Maxim Velcovsky leger både med form, overflade og dekoration i Abstract Collection for Qubus Design. www.qubus.cz

Den belgiske keramiker og designer Hugo Meert er ikke bange for at udfordre hverken teknik eller tema når han kreerer objekter, der befinder sig i krydsfeltet mellem kunst, design og kunsthåndværk. Han undgår det banale og provokerer måske en smule med skåle udformet som organer. Her er det værket ”Ceramique pour l’estomac”, der har form som en mave. www.hugomeert.be

Delicatessen hedder en skøn kollektion af tallerkner, som måske ikke er så anvendelige på middagsbordet, men som til gengæld pleaser både øje og sind. Tallerknerne er designet af Maxim Velcovsky for tjekkiske Qubus Design. www.qubus.cz

Politisk statement og humoristisk kommentar. Lenin i dekoreret porcelæn, designet og skabt af Maxim Velovsky for Qubus Design. Serien hedder Ornament & Crime.

Porcelænsfabrikken Nymphenburg lancerede for et par år siden en limited edition kollektion bestående af nogle af historiens mest velkendte porcelænsfigurer, de såkaldte Commedia dell’Arte figurer fra midten af 1700-tallet, skabt af billedhuggeren Franz Anton Bustelli. Figurerne er blevet klædt i nye gevandter, kreeret af 16 internationalt kendte designere, deriblandt Christian Lacroix og Vivienne Westwood. www.nymphenburg.com

Metropolis er en udtryksfuld kollektion af funktionelle objekter i skikkelse af vaser, lamper, bokse og spejle med form som bygninger, der sammenstillet danner en hel futuristisk by. Bag det arkitektonisk inspirerede projekt står Inma Bermudez, der har arbejdet med en afdæmpet støvet farveskala. Projektet, der er sat i værk hos den spanske porcelænsfabrikant Lladro, er døbt Metropolis. www.lladro.com

Sparegrise nu uden gris og uden mulighed for at få pengene retur. Det danske designerkollektiv Meyer-Lavigne, alias Kristine Meyer og Sabine Lavigne, har skabt en serie sparebøsser, der ikke kun er dekorative, men som også skal tvinge os til at tænke over hvad og hvorfor vi shopper. Vil man have sine penge ud til forbrug må man knuse de kække keramiske figurer. www.meyerlavigne.dk

Den fine transparente keramiske lampe Story er udviklet i et samarbejde mellem norske Ida Noemi og Studio Vibeke Skar. Lampen, der har mønster som en strikket uldsweater, er yndefuld i sin lethed samtidig med at den skaber en blød og varm atmosfære. Foto: Kaja Bruskeland. www.idanoemi.no

Den danske designer Anne Black har taget det klassiske porcelæn helt nye steder hen. Uanset om hun arbejder med smykker, service eller dekorative platter, genkender man en enkel formgivning og en underspillet grafisk dekoration. Med kollektionen Ruth M. får den traditionelle platte et boost, der både rummer kærlige referencer og humor. www.anneblack.dk

Folded Dish er en unika-platte designet af Helene Søs Schjødts, der har foldet leret, så det fremstår med en meget stoflig overflade. www.helenesoesschjoedts.dk

Klokken er faldet i slag i det grafisk flotte stel med det indlysende navn Clock fra Ilva.www.ilva.dk

Keramik med en særegen stoflighed fra Rachel Boxnboim.

Sommer p

Den legendariske Tivoli stol, det blev tegnet af Verner Panton i 1955, er let at flytte ud og ind fra stue og køkken til terrasse og have. Stolen findes i 11 farver, blandt andet en række nye røde og orange kulører. Montana har gennem årene udviklet nye udgaver af stolen. www.montana.dk

Det er måske lidt for tidligt at rykke udenfor i liggestolen, men absolut ikke for tidligt at kigge på den kommende sæsons mange havemøbler, der byder sig til med masser af kulør og komfort.

Text: Susanne Holte

Foråret er her allerede. Fuglene kvidrer og varsler den snarlige sommer med solrige dage og lune nætter. Forberedelserne i haven er i gang og de gamle havemøbler skal have en overhaling. Trænger man til nye, er det faktisk ikke spor for tidligt at orientere sig på markedet, hvis man vel at mærke vil være sikker på at få lige netop de møbler man drømmer om. Og der er meget at kigge på og mange valg at træffe: skal det være træmøbler, og hvis, skal de så være lakerede eller i hårdt træ. Er man typen, der ikke orker at stå hvert forår med slibepapir, maling og olie, skal man måske se sig om efter nogle af de mange fletmøbler i kunstfibre, der frister med god komfort, mange designmuligheder og minimal vedligeholdelse. Et andet bud til de magelige er plastmøbler, som ikke blot er lette at holde, men som også giver optimale muligheder for at lege med kulører. Stærke farver er nemlig et vigtigt tema dette forår – også når vi taler metalmøbler og fletmøbler i plast.

Sway betyder at gynge. Og det er netop det man kan i den nye stol fra Trip Trap, designet af Rikke Frost. Stolens enkle formsprog, materialerne og håndværket rækker langt tilbage i traditionerne, men Rikke Frost har tilført Sway sit helt eget moderne formsprog. Stolen har et let og æstetisk udtryk, og selerne gør den behagelig at sidde i. Rammen er af vejrbestandigt og vedligeholdelsesfri teak. www.triptrap.dk

Et evigt hit

Træ er et uomgængeligt materiale når blikket rettes mod udendørsmøbler og man kommer ikke udenom at netop træmøbler matcher den danske natur og det nordiske lys meget flot. Materialet har en skøn autenticitet samtidig med at det hæver sig over tidens modeluner. Gedigne træmøbler holder mange sæsoner. Det betyder ikke at der ikke sker spændende nyt på den front. Et kig i kataloget fra en af de store aktører på området, Trip Trap, viser at der stadig tænkes innovativt i forhold til havemøbler i træ. Der kommer blandt andet nye organisk bløde former samt en fornyet lethed til møblerne. Det ses for eksempel hos Regatta loungestolen, der i kraft af sit look lige så vel kunne stå indendørs. Træ i kombination med andre materialer, som det er tilfældet med Sway-serien, er også med til at udvide begrebet udendørsmøbler. Der er dog stadig noget for de mange, der foretrækker det klassiske udtryk og som syntes at dansk sommer og Drachmann-møbler hører uløseligt sammen. De populære møbler, der som regel optræder i hvid lak eller i teak fås nu også i sort lak.

Drachmann møblerne er ægte klassikere. De ikoniske havemøbler er skandinavisk havemøbeldesign når det er smukkest. Møblerne fås også i sort lak, der giver dem lidt mere kant. www.triptrap.dk

Grænser brydes

Demarkationslinien mellem ude og inde er flydende. I takt med at vi har gjort det offentlige rum privat og det private tilgængeligt for alle, er vi rykket ud i det fri, hvor vi insisterer på at skabe rum i rummet. Vi byder naturen trods med outdoor møbler, der gør krav på opmærksomhed i kraft af materialer, farver og ikke mindst former, der pirrer og provokerer øjet. Tendensen har været der et par sæsoner: Vi vil skabe stuemiljøer under åben himmel. Møblerne bliver mere og mere behagelige i stil med stuens sofa eller loungemøbler. En af de producenter, der har taget skridtet fuldt ud er italienske Cassina, der producerer en række møbelklassikere af designere som Le Corbusier. Disse klassiske møbler fremstilles nu i udgaver, der tåler vind og vejr. Her mødes kultur og natur på smukkeste vis og ligesom det er tilfældet med Cassinas indendørs møbelkollektion – I Maestri Collection, er de respektive udendørs versioner mærket med designernes signatur og et produktionsnummer, der vidner om ægtheden. Engelske og tyske producenter viser også kollektioner med dagligstuepræg. Møbler i flet, der lige så vel kunne stå i stuen. Det samme gælder de populære sækkestole, som efterhånden står i mange børne- og ungdomsværelser. Den type møbler er blevet voksne og flytter for alvor udendørs denne sæson. Blandt specialisterne på området er firmaet Outbag, der formår at føje ny eksklusivitet til de afslappede møbler.

Dagligstuestemning på terrassen med loungemøbler fra Outbag. Her er det den smarte og ungdommelige Beachwood-serie, der er en lidt mere avanceret udgave af den traditionelle sækkestol. Her er der sat ramme om de bløde puder uden at man på nogen måde går på kompromis med det afslappende look. www.outbag-collection.dom

I denne sæson er der smæk på farverne på blandt andet Ocean String Chair fra Trip Trap. Stolen, der er designet af Hans Thyge, fås nu i en fræk lys grøn, petroleum og orange. www.triptrap.dk

Et af funktionalismens kendte designikoner – Le Corbusiers kendte firkantede armstol og 2-personers sofa- fås nu i udendørs udgaver, fremstillet af vejrbestandige materialer. www.cassina.com

Regatta-serien fra Trip Trap byder på en ny loungestol, en fodskammel og et elegant rundt bord, der inviterer til en afslappet loungestemning på terrassen. Serien er fremstillet af massive teaklameller. www.triptrap.dk

Sækkestol de luxe fra tyske Outbag, der har specialiseret sig i de populære sækkemøbler og som lige løfter møblerne et niveau op således at kollektionen får et mere voksent præg og anvendelsesmulighederne bliver flere. Det indbydende møbel hedder faktisk Deluxe. www.outbag-collection.com


Mange mennesker prioriterer tiden i haven meget højt. Det ses på den stigende mængde af havemagasiner og haveprogrammer på TV, som nærer drømmen om den romantiske have med store rosenbede og formklippede buske. Sika-design har skabt en helt ny kollektion af havemøbler i den hyggelige og romantiske stil. Ligesom firmaets andre havemøbler er kollektionen ”Georgia Garden” flettet af vedligeholdelsesfri fiber. Her er det model Emma. www.sika-design.dk


Der er plads til to, der vil hinanden det godt i den overdimensionerede sækkestol fra Outbags Deluxe-kollektion. Sækkestolen hedder Slope XL. Alle møbler i serien er fremstille af vejrbestandigt materiale og tåler at stå under åben himmel. www.outbag-collection.com

Der er nytænkning i havemøblerne fra den århusianske tegnestue 365 grader North, der står bag en stor del af IDEmøblers kollektion af moderne møbler til haven. Det er ikke mindst materialer som for eksempel bambus, plast og komposit, der resulterer i spændende, nye udtryk. Her er Circle havebord i bæredygtigt bambus med varmeplade i granit i midten og metalstel sammen med Acco stol i sort pulverlakeret metal med sort neopren hynde. www.idemoebler.dk

Gigi lounge stolen fra engelske Vincent Sheppard har i høj grad også dagligstuepræg og den fungerer lige så godt inde som ude. Den er fremstillet af Lloyd Loom fibre og fås i 7 standardfarver med et bredt udvalg af hynder og puder. Stellet er rustfrit stål. www.vincentsheppard.com


For

Foråret 2012 puster Kay Bojesen Denmark luft under vingerne på en munter nyhed for store og små: Sangfuglen. Et hidtil ukendt design skabt af Kay Bojesen i 1950’erne, men aldrig tidligere sat i produktion. Nu kan vi byde Ruth, Pop, Otto, Kay, Peter og Sunshine varmt velkommen i Bojesens forunderlige dyrefamilie. Alle seks fugle har et rent, moderne udtryk uden overflødige former, og selvom de ikke er et forsøg på at skabe kopier af virkelighedens dyr, er fuglene så livagtige, at man sagtens kunne forestille sig, at de brød ud i sang ved synet af solopgang over Øresund. www.rosendahl.dk

Foråret har meldt sig og naturen springer ud i farver. Det samme gør de nye møbler og sæsonens brugskunst, der byder krisen trods med ekspressive kulører som lilla, gul, rød og turkis.

Text Susanne Holte

Der er to ligeværdige tendenser i både mode- og indretningsbilledet for øjeblikket: den sort-hvide og den multikulørte – nøjagtig som vi så det i de såkaldte fattig-firsere, hvor krisen kradsede sidst. Uanset om årsagen er at vi instinktivt byder nedturen trods med farveglæde eller turen bare er kommet til lidt mere farvelade, så er det godt for både øje og sind med lidt farveglæde. En af de producenter, der netop nu sætter lidt kulør på indretningen er Fritz Hansen, der føjer nye farver og monster til kendte klassikere. Til at farvelægge har den danske virksomhed fået hjælp af to store internationale navne: engelske Paul Smith, der også er kendt fra modebranchen og den spanske designer Jaime Hayon, der høster stor anerkendelse for sit sofa-design Favn. Paul Smith, der tidligere har sat den tekstile dagsorden for blandt andre Erik Jørgensen Møbler med sine farverige stribede stoffer er på banen for Fritz Hansen med en række tekstiler, der i sit udgangspunkt er klassisk, men som har fået et moderne og frækt twist – ikke mindst i kraft af farvepaletten. Point by Paul Smith, som den skotsk-inspirerede kollektion hedder, giver nu nyt liv til Arne Jacobsens og Poul Kjærholms klassiske møbler. Fritz Hansens forårshumør afspejler sig også i sofaen Favn, der er skabt af den fabulerende spanske designer Jaime Hayon. Der er tale om en lille skalsofa, måske det mest vellykkede forsøg på at supplere den klassiske kollektion bestående af Arne Jacobsens stringente, men skulpturelle møbler. Den klæder, med sine afrundede organiske former og sit forholdsvis beskedne format, møbler som Ægget og Svanen. Det er en sofa i sin egen ret, som går fint i dialog med sine omgivelser. Favn åbner sig ud mod verden, berører forsigtigt jorden med sine lette ben og giver plads til innovativ udfoldelse. Kontraster i form af farver og tekstur understreger sofaens linier og referencerne til 60’ernes møbelkultur. Løse puder med knapper og sæde med keder forstærker indtrykket af et møbel, der kan glide ind i både private og offentlige miljøer. Hos Normann Copenhagen demonstrerer man også forårsinspireret kådhed med lanceringen af Bunny stolen – en moderne fortolkning af farfars øreklapstol. Det er designerduoen Aleksej Iskos og Boris Berlin, der har fostret dette ganske originale møbel, som fås i tre farver, blandt andet rød og lilla. -Vi har altid syntes, at en øreklapstol er en lidt glemt møbeltype. De fleste forbinder den med morfar, der sidder med sin avis eller mormor med strikkepinde. Derfor, var det spændende at genfortolke stolen på en sjov måde, med minder om de søde sovedyr, vi havde i barndommen og om den bløde Bunny – nu for voksne!, lyder det fra Boris og Aleksej.

Turkis er en af dette forårs helt store farver –gerne i kombination med kanariegul, blå og lilla. IKEA er med på denne bølge og lancerer blandt andet Söderhamn sofaserien med betræk i lys turkis. www.ikea.dk

Poul Kjærholms smukke, enkle og stramt designede PK22 stol får et helt nyt udtryk når den bliver klædt i tekstiler, designet af den engelske designer Paul Smith, der står bag den nye Point tekstilkollektion, som produceres af Kvadrat. www.fritzhansen.com

Der leges med såvel form som materialer og farver i den nye Favn sofa, som spanske Jaime Hayon har skabt for Fritz Hansen. Favn forener stringens og softness, coolness og komfort, imødekommenhed og image. Sofaen er på sin vis helt sin egen, det vil sige at den bærer Jaime Hayons genkendelige og lidt barokke dna, men den føjer sig – med sin elegance – også fint til Fritz Hansens kollektion i øvrigt. Sofaen fås i mange farver – også denne frække lilla. www.fritzhansen.com

Designerduoen Iskos-Berlin alias Aleksej Iskos og Boris Berlin har skabt en blød, indbydende og legesyg ven i stolen Bunny. Med sine voluminøse og bløde former er det en stol, man kan putte sig i samtidig med, at den tilfører kant og humor til ethvert rum. Bunny er en nyfortolkning af den klassiske øreklapstol og indbyder til, at man sætter sig og bliver omfavnet. Stolens frække og legesyge design understreges samtidig af de hårdt spændte snore på den bløde polstrede krop. Bunny stolen er betrukket med stof fra Gabriel og fås i tre flotte farver. www.normann-copenhagen.com

Malin tekstilkollektion er skabt af de to danske designere Barbara Bendix Becker og Mette Bache, som har arbejdet for IKEA siden 1996. For dem er der særligt fokus på det globale perspektiv i processen. -Slutkunden er verdensborger, og vi tænker alle de forskellige boformer i forskellige dele af verden ind i projekterne, fortæller Barbara. -Det gælder også det faktum, at mennesker i dag bor på mindre plads, så funktionalitet er et must.

Sunday er en modulopbygget loungesofa fra Fredericia Furniture, til alle der ønsker at have indflydelse på designet. Kombinationsmulighederne er mange – både med hensyn til hvordan modulerne sættes sammen og i valget af tekstiler og farver. Sofaen er designet af danske FurnID, som har villet skabe et venligt og imødekommende møbel. www.fredericia.com

Fritz Hansen introducerer til ære for Arne Jacobsen, hans kollektion af stabelstole i deres originale form. Serien omfatter de 9 træfinértyper ahorn, ask, bøg, kirsebær, oregon pine, elm, eg, valnød og indfarvet eg.
 Som tillæg til de naturlige finértyper, introduceres 9 nye farver, inspireret af den originale farvepalet, som Arne Jacobsen designede den i 1968. De nye farver er designet til at komplimentere de naturlige træfinértyper og inkluderer følgende farver: Hvid, lys grå, mørkegrå, sort, gul, orange, rød, petroleumsblå og grøn. www.fritzhansen.com

Stouby Furniture lancerer sammen med designer Thomas Pedersen en modulbaseret loungesofa med organiske former iklædt markante stikninger. Sofaserien – døbt Mirage – er inspireret af 50’ernes og 60’ernes stil kombineret med optimal siddekomfort, bæredygtigt håndværk og fleksibelt design. Mirage er Thomas Pedersens første sofadesign. Designet muliggør anvendelsen af flere forskellige farver og materialer på samme møbel, hvilket giver rig lejlighed til at skabe et individuelt udtryk, der matcher den øvrige indretning. Man kan tilpasse farverne på både korpus, sædehynde, puder og stikninger efter eget ønske. www.stouby.com

Da Fredericia Furniture lancerede Mundo stabelstol i 2007, udråbte  ét af Danmarks arkitektmagasiner den til at være både formidabel og gennemtænkt. Designeren bag stolen Susanne Grønlund opnåede derfor stor respekt for sin nyfortolkning af en let og enkel stabelstol. Mundo har en god siddekomfort, da den er konstrueret med udgangspunkt i træets egne egenskaber. Fredericia Furniture har nu valgt at lancere Mundo i farverne isblå, støvede blå, gul og mat hvid.  www.fredericia.com

WOOUF er et ungt spansk designstudio under ledelse af Paulo Martinez, der egentlig kommer fra modebranchen. Det kan måse ses på den farve- og mønsterglade kollektion af sækkestole som tager afsæt i hverdagsobjekter som fastfood, kager, is, rejsetasker m.m. Resultatet er sjove og uhøjtidelige møbler til børn, unge og barnlige sjæle. www.designdelicatessen.dk

Er man ikke til det store farveorgie på møblerne, kan man nøjes med at flirte med farverne på tilbehøret, for eksempel på puder og plaider. Hvad med disse farverige fugle på en pude fra Ilvas forårskollektion. www.ilva.dk

Stripe me!

De blev til i et kunstprojekt, som blev udstillet på Charlottenborg. Nu er de fantastiske striber fra Nowakcph tilgængelige for hele Danmark på puder i ILVAs butikker.

Text: Susanne Holte

De ualmindelige striber er tegnet af Anne Nowak, som har ønsket at lave en variation af et klassisk tekstilmønster – striber. 
Men der er intet klassisk eller konservativt over NowakCph’s striber. Annes fortolkning danner et levende, fragmentarisk tekstilmønster med
dybde og små historier i form af endeløse og afkortede striber. Mønsteret er lavet, så det samlede udtryk fremstår meget forskelligt, alt efter 
hvor det klippes. Derfor vil mange af de puder, som mønsteret findes på, se forskellige ud, fordi striberne varierer meget fra produkt til produkt. Man kan derfor
finde sin personlige favoritpude med lige præcis de farver og den komposition af striber, man bedst kan lide. Kollektionen hedder STRIPE ME og findes to farver, en multicolor med knald på paletten af neon og pink og en mere afdæmpet grå og lilla 
version. Puderne kommer i 5 størrelser og varianter. Både kvadratiske, aflange, store og små og en marokkopude, som er et møbel i sig selv. 
Puderne er lavet af en bomuldssatin i høj kvalitet og er produceret i Danmark.

(S)exfaktor

Sex & the City, Paradise Hotel samt temaaftener i bedste sendetid om mandens pryd og kvindens blomst – sendefladen og det virtuelle rum er fyldt med sexuelle udladninger. Det samme gælder det offentlige rum, hvor antydningens kunst tilsidesættes til fordel for det åbenlyst erotiske. Tendensen spejler sig naturligvis også i øjeblikkets kunst og design.

Text: Susanne Holte

Erotikken, den kødelige kærlighed og fascinationen af den menneskelige krop er i århundreder blevet spejlet i kunsten. Udtrykkene og værkerne har dog i perioder op gennem historien kun været tilgængelige i det skjulte og for de få udvalgte. Vekslende moralbegreber har sat rammen og fra tid til anden sendt begæret en tur i skammekrogen.

Ud i lyset

Kærlighedens kødelige dimension er atter sat fri og dermed også til skue – denne gang i en sådan grad, at magien går tabt. Det pikante har forladt boudoirets intime mørke og er trådt ud i det offentlige rum, hvor reklamefolk, forfattere, filmmagere og andre formidlere står klar med hver deres fortolkning af erotikkens natur. Eksponeringen spejler ikke nødvendigvis et spirende frisind. Man kunne få den tanke at det visuelle orgie har sit afsæt i en spirende puritanisme, en ny fremmedgørelse. Men inden følelsesløsheden og en tyngende mæthedsfornemmelse tager over, der hvor nysgerrigheden, passionen og lysten slap, kunne man vælge at stikke hovedet ind på kunstmuseet ARos i Århus, hvor udstillingen ”I love You” sætter kærligheden, erotikken og sexualiteten ind i en kunstnerisk kontekst. Det er både pirrende, tankevækkende og underholdende. Man kunne også tjekke nogle af de mange designs med erotiske undertoner, der netop nu præsenteres på den internationale interiørscene.

På een gang pikant og uskyldsrent. Den kvadratiske Fredsack puf med kirsebærmotiv fra Ilva indbyder til pause.: www.ilva.dk

Skodesign på dåse og flask. Den kendte skodesigner Manolo Blahnik, kendt af alle, der sværger til Sex & the City, har samarbejdet med Coca-Cola om denne skønne flaske.

Kærlighed til kvindelige kurver samt et ønske om at skabe et design der var visuelt frembrusende har inspireret den danske designer Jonas Lønborg til lampen ”Glory”. Den findes p.t. i et limited edition oplag på 30, som alle er signerede og nummererede. jonas@hallosailor.dk

Studiet af den menneskelige krop er forlægget for designeren Dzmitry Samals utraditionelle møbelserie Human Furniture. Kollektionen er omfattende og kendetegnende for designerens legesyge tilgang til designbegrebet. www.samaldesign.com

Med slet skjult reference til en helt konkret mandlig kropsdel, har den russiske designer Dima Loginoff, kreeret lampen ”Male”.www.dimaloginoff.com

Man får lyst til at røre. Nendo’s organisk formede brevpressere ”Period, Comma, Quote” skabt i samarbejde med den japanske aluminiumsspecialist Takada Seisakujo. Foto: Masayuki Hayashi.www.nendo.jp

Sommerens ”must see” udstilling er på kunstmuseet ARos i Århus. ”I Love You” er en stor og spektakulær kærlighedsudstilling bestående af international nutidskunst fra USA, Japan, Kina og Europa. Et af de udstillede værker er ”Kærlighedsflugt, muslingesøvn.”,skabt af Rebecca Horn. Foto: Gunter Lepkowski.

Stjernedrys

Text: Susanne Holte

Designduoen NowakCph er sprunget ud med Etoile – en kollektion, der forhandles eksklusivt af Ilva. Der er tale om en serie bestående af en puf, en pude, en gavlpude og en opslagstavle. Designet er inspireret af Ilva’s farverige logo. NowakCph består af Anne Nowak og Stine Groth Rasmussen, der har dannet kreativt makkerpar siden 2007. Det farverige boligtilbehør fås først i butikkerne fra september. Indtil da må man nøjes med at kigge.

Get outside

Text: Susanne Holte

Det er blevet tid til at slå dørene op for at trække ud i det blå for at nyde alt det grønne.Tid til at knække anemoner med nakken, og indrette haven med de skønneste havemøbler i flet, farver og frække former.Tid til at trække i bikinien, slå kalechen ned, lægge hvidvinen på køl, lufte motorcyklen, dagdrømme, flirte og forelske sig –måske i lidt lækkert nyt til haven, eller til at tage med på stranden, i skoven og ud på flisen.Sommeren lokker, frister og fornyer. Der er dømt letsind og lange sommernætter.Gå ud i dem….

Ilva er klar til sommerfest med en funcky parasol. www.ilva.dk

Den enkle løsning når der skal slappes af i haven er den traditionelle hængekøje. Den forudsætter blot at man har et par solide træer, så man kan hvile i skyggen. Den viste hængekøje er fra Bloomingville’s nye sommerkollektion. www.trend-kompagniet.dk

Safari er i hvidt, luftigt flet og kalder i den grad på sol, sommer og afslapning. Et flot design i et moderne formsprog, skabt af Johannes Foersom og Peter Hiort-Lorenzen. Små taburetter eller sideborde hører til. www.cane-line.com

Philippe Starck regerer. Sommerens ultimative tronstol kommer fra Driade. www.driade.it

Vondom lancerer SURF, den flydende bølge fra Karim Rashid: Fremstillet af et 100% genanvendeligt materiale. www.vondom.com

Cross Country trækvognen fra Living Goodies er beregnet til krævende omgivelser såsom skov, strand, brossten og op-ad-bakke-terræn. Den er fremstillet af slidstærkt egetræ med rustfrie hjul. Trods det rustikke look er trækvognen meget let og utrolig nem og behagelig at trække. Til trækvognen fåes hynde i lammeskind, sele og pusletaske. www.livinggoodies.dk

Den maritime stemning fra de store krydstogtskibe er på smukkeste vis overført til den justerbare Steamer liggestol fra Trip Trap. Der fås hynder til den elegante teaktræsstol. www.triptrap.dk

Som på en fransk café. Ilva’s nye Paris møbler i en dristig grøn kulør skaber sydlandsk stemming på terrassen. www.ilva.dk