Tag: HAY

Forårsfornemmelser/Springtime

William Sawaya har ladet sig inspirere af hud og skind og skabt en serie spændende og farverige stole, blandt andre Vicka, som er fremstillet af en slags gele, som giver stolen en plastisk volumen og som gør det muligt at sætte trumf på farverne. www.sawayamoroni.com

Det spirer derude. Forårets mirakuløse transformation, naturens genoplivning, lysets magtdemonstration og farvernes tilbagevenden skaber fornyet optimisme i kolde hjerter. I samklang med den nye årstid lyder positive toner fra politikere, økonomer og vismænd; vi går lysere tider i møde. Helt i tråd med koret af sangvinikere sætter designerne nu også trumf på farverne.

Text: Susanne Holte

”Verden er i farver” lyder en populær dansk sang. En sandhed, det er let at glemme mens man kæmper sig igennem den mørke nordiske vinter og omgivelserne mere ligner kulisserne til en film noir end noget der er optaget i technicolor.

Men snart kommer der igen farver på filmstrimmelen – foråret er på vej med varme, lys og nyt liv. Naturen vågner af sin dvale og kvitterer for vores tålmodighed med en eksplosion af farver. Sådan er det mirakuløst hvert år, men de seneste år har den almindelige krisestemning bleget paletten og taget toppen af livsglæden. Mismodet har ikke blot sat en dæmper på købelysten, det har også indvirket på design og produktudvikling. Vi har søgt trygheden i det kendte, dyrket retrostilen med referencer til bedre tider eller  har gået bodsgang til genbrugsstationerne i bestræbelserne på at vise samfundssind og vilje til forandring. Recessionen har sat sig spor i vores kollektive bevidsthed: vi er blevet ressourcebevidste, sparsommelige og fornuftige – i hvert fald på den korte bane. Designerne har ufortrødent forsøgt at komme igennem med kreativitet og nytænkning, men producenterne har tøvet lidt og er gået efter de sikre løsninger. Nu ser det så ud til at et økonomisk og åndeligt forår skaber fornyet rum for større armbevægelser – og giver plads til flere og mere mættede farver. Der kommer fokus på blå i alle afskygninger. Men også røde, orange, gule og grønne nuancer finder vej til paletten – om ikke andet så som supplement eller accent til pastellerne og de douche farver, der sammen med jordfarverne længe har sat trumf på den eftertragtede nordiske stil. Det skandinaviske farveunivers og de naturlige materialer er på ingen måde en saga blot, men der er blevet plads til et parallelunivers med eksotiske papegøjefarver.

”Alting er i bevægelse – en tanke, et atom”, hævder den tyske designer Camilla Richter, der har ladet sig inspirere af foranderligheden da hun kreerede denne smukke foldeskærm/roomdivider/skulptur, som hun kalder And A And Be Not. Den er lavet af kulørt glas, som reflekterer solen og sender farver ud i rummet.  www.camillarichter.com

April Fools with handle, hedder denne originale skammel som en fin kommentar til det forestående forår. Bag det uhøjtidelige design står Christopher Roy fra designstudiet Whynotbespoke. Skammelen fås i mange forskellige farve- og materialekombinationer. www.whynotbespoke.com

ClaessonKoivistoRune for Wästberg.

Hay

Alle steds nærværende designertrio Claesson Koivisto Rune har stået bag designet af  Juni-lænestolen, produceret af Paola Lenti. Der er faktisk tale om en gyngestol af den mere komfortable slags. Stolen har aftageligt betræk og kan anvendes både ude og inde. Der er også lavet en matchende puf. www.paolalenti.it

Dressed, BIG

Trofaste læsere af disse sider har nok bemærket forkærligheden for Claesson Koivisto Rune. En af forklaringerne kunne være denne smukke lænestol, Kelly fra den italienske producent Tacchini. Stram og alligevel indbydende i al sin enkelhed. Stolen kan fås hos Beau Marché i København, som oplyser at prisen med stof fra Kvadrat er 24.800,- www.tacchini.it  , www.beaumarche.dk

Hallingdal Table, FredriksonStallard.

Fat Boy, Tablitski chair.

Flux Chair.

Designeren og ikke mindst den anglo-irakiske arkitekt Zaha Hadid er så speciel at hun altid vil dele vandene: enten synes man hun er for meget eller også beundrer man hende for det helt unikke, flydende formsprog, som er blevet hendes kendetegn. Et godt eksempel er hendes Kuki Chair for Sawaya & Moroni. www.sawayamoroni.com

Mafalda Chair, Patricia Urquiola, Moroso. www.moroso.it

Melting Pot Table, Dirk van der Koij.

Netframe stolen udstråler en forrygende lethed i denne flotte orange version er der dømt forår. Stolen er designet af duoen Cate & Nelson – svenske Cate Högdahl og spanske Nelson Ruiz-Acal, der også har skabt en matchende sofa. Producent er svenske Offecct. Ideen har været at kreere en komfortabel stol  med et minimum af materialeforbrug. Den fleksible ”skal” er fremstillet af polyesternet mens hynderne er beklædt med Hallingdal fra Kvadrat. www.offecct.se

Den er ikke spritny, men den er ikke til at stå for: Rubber Table fra de svensk/engelske avantgardedesignere Patrik Fredrikson & Ian Stallard, der har samarbejdet siden 1995 og som har udstillet på museer verden over. Der er tale om et eksperiment, som kun eksisterer i prototyper og som blandt andet har været udstillet hos David Gill Galleries.  Makkerparret har lavet mange eksperimenter med gummi og bordet findes i flere varianter. www.fredriksonstallard.com

Det svenske triumvirat, Front Design har skabt Mobile lampen – selvfølgelig med inspiration fra mobilen. Ved at anvende forskellige kontravægte, kan man ændre på lampens form. Foto: Magnus Torsne. www.frontdesign.se

 Ny designer i folden hos Kartell er Christophe Pillet, der har taget afsæt i plastikkens uanede muligheder og skabt vase-kollektionen Shibuya, der fås i flere smukke, transparente farvekombinationer. Vejl. pris 890,-.  www.kartell.it

Tom Dixon, Fan Chair, www.tomdixon.net

Et sofabord kan sagtens transformere til et kunstværk når det har været i hænderne på Fredrikson Stallard. Se blot deres fantastiske Waterfall glasfiberbord, produceret af Driade. Fås i flere flotte højglas farver. www.driade.com

Import – Export

Compass, designed by GamFratesi for Casamania.

Det er stadig navne som Arne Jacobsen, Finn Juhl, Børge Mogensen, Kaare Klint, Hans J Wegner, Poul Kjærholm, Ole Wanscher med flere, der sparker dørene ind til de store eksportmarkeder og som indirekte baner vejen for en stadig stigende strøm af unge talentfulde designere og ditto producenter. Sideløbende med salg af dansk design over grænserne sker der en udveksling af kreative kræfter: unge danske designere leverer innovative ideer til udenlandske producenter, mens danske firmaer i stigende grad vover sig ud i samarbejder med udenlandske formgivere. 

Text: Susanne Holte

Det er de færreste unge danske designere, der kan sige sig fri for – direkte eller indirekte – at være inspireret af en eller flere af de store designerkoryfæer, der var med til at definere begrebet Danish Modern – disse idealistiske bannerførere for funktionalismen, som med en unik fornemmelse for kvalitet og håndværk var med til at gøre Danmark verdenskendt i de gyldne 50’ere og 60’ere, hvor vi satte nye standarder for design.

Ikonerne fra dengang nyder stadig stor respekt blandt udenlandske samlere og mennesker med kærlighed til det stringente og afklarede formsprog. Og der var og er nok at vælge imellem. Der blev tegnet tusindvis af møbler i dansk  møbeldesigns guldalder i perioden mellem 1930 og 1970, og der eksporteres stadig rå mængder af Wegners Y-stole, Arne Jacobsens Æg, Svaner, 3107-stole og andet godt. Men unge danske designere står også distancen og bidrager i stigende grad med kreative ideer til eksportmarkedet. De følger på mange måder i sporene på de gamle mestre og ligesom deres visionære forgængere sker det oftest i samspil med danske møbelproducenter.

Selvom meget således er ved det gamle, sætter globaliseringen også sit spor på dansk design: Rigtig mange unge, men også veletablerede designere, er i kreativ dialog med udenlandske producenter og på trods af stor konkurrence derude lykkes det flere at få nogle af de helt store aktører på den internationale designscene på CV’et. Nogle forfølger drømmen om en international karriere ved at slå sig ned i metropoler som New York, London og Milano. Andre holder fast i den danske base og ser det ikke som et problem at have tegnestue i Ebeltoft og betjene kunder i Japan.

Der er dog ikke blot tale om eksport af talent og innovative ideer. Trafikken går i høj grad også den anden vej: Mange danske møbel- og designproducenter trækker på inspiration ude fra den store verden. En af de producenter, der for alvor satte gang i eksporten af dansk design og som stadig er bannerfører for sublim formgivning på det internationale marked, Fritz Hansen A/S, er som flere andre danske møbelfabrikanter begyndt at samarbejde med internationale designere – senest den store spanske designer Jaime Hayon, der med afsæt i både et spansk og et dansk formsprog har udviklet en række nye designs, der føjer sig smukt og naturligt til en helstøbt dansk møbelkollektion. Begrebet dansk design bliver på den måde udvidet for fornemste vis.

Danske &tradition er på en konstant jagt efter morgendagens klassikere – det sker i et innovativt samarbejde med både danske og udenlandske designere, som for eksempel finske Sami Kallio, der er mesteren bag den smukke In Between SK1 stol, fremstillet af ege finér. www.andtradition.com

Den danske designvirksomhed Normann Copenhagen, der på mange måder har sat nye standarder i branchen, samarbejder også jævnligt med udenlandske formgivere. Det er der senest kommet et spændende bord ud af: sofabordet Ding, skabt af det tyske designstudio Ding3000. Bordet samles helt uden brug af skruer og værktøj. Designerne har ladet sig inspirere af gamle tredimensionelle hjernevriderpuslespil i træ og udtænkt en skulpturel knude, der bærer sig selv og en eksklusiv bordplade af glas. www.normann-copenhagen.com

Hollandske Julien de Smedt er et godt eksempel på en designer, der begår sig hjemmevant i en globaliseret verden. Han har i mange år gjort sig i Danmark, blandt andet som partner og medstifter af arkitektvirksomheden PLOT i samspil med Bjarke Ingels. I dag beriger den produktive hollænder stadig den danske designscene. Et af de seneste bidrag er reolsytemet Stacked Shelfsystem for danske Muuto. www.muuto.dk

Designerduoen GamFratesi, bestående af danske Stine Gam og italienske Enrico Fratesi, arbejder hjemmevant med både danske og udenlandske producenter og det er på fornemste vis lykkedes dem at skabe nyklassiske designs, der vover sig ud til grænserne i både form og materialer. Blandt deres seneste projekter er Cheshire lampen for italienske Fontana Arte. Parret har her arbejdet med arketyper og klassiske elementer og resultatet er både æstetisk og ikonisk. www.fontanaarte.com

Den danske designer Jakob Wagner har indledt et frugtbart samarbejde med italienske Alessi, der har produceret hans fine Pick Up Table, der giver os friheden til at være nomader i vores eget hjem. Her er der plads til det nye magasin, en god kop te, kaffe, vin eller hvad der nu skal til for at skabe rammen om en hyggestund. www.jakobwagner.dk , www.alessi.com

Visu lounge chair, design by Mika Tolvanen for Muuto.

Designed by Ronan & Erwan Bouroullec for Hay.

Danske Søren Rose arbejder i mange forskellige materialer. Han vil af mange mest være kendt for sine træmøbler, men han mestrer også metallet og polsteret – her dokumenteret ved stolen Gramercy High Chair for De La Espada. Stolen mikser det bedste fra skandinavisk designtradition og en afslappet New York state of mind. www.delaespada.com

Den danske designer Hans Sandgren Jakobsen er efterspurgt over hele verden, ikke mindst i Japan. Her er hans seneste design til dette marked, stolen Horseshoe, designet til ACTUS. www.hans-sandgren-jakobsen.com

Det skulpturelle m

DDesign: Rikke Hagen og Andreas Lund. Loungestol i fiberbeton og egetræslister. Producent: Rikke Hagen og Andreas Lund

Hvert år viser en stribe af de dygtigste møbeldesignere og producenter i Danmark deres bud på nyskabende møbeldesign – det sker når Snedkernes Efterårsudstilling – SE udfordrer deres medlemmer, samt en række gæsteudstillere på kreativiteten. Resultaterne af dette års anstrengelser kan netop nu skues på Thorvaldsens Museum.

Text: Susanne Holte

Årets tematiske afsæt har været at skabe skulpturelle møbler, skabt i materialets egne farver og af en størrelse, der kan vises på et podium med målene 1x1x1 meter. Dogmeregler eller benspænd af den slags, som designerne er vant til at håndtere i SE-sammenhæng.

Design: Christina Strand. Producent: Aksel Kjergaard A/S

Design: Christina Liljenberg Halstrøm. Producent: Simon Hofer & Herfølge Kleinsmedie/Tekstil: Elvang Danmark.

Det lyder umiddelbart enkelt, for  et møbel er jo i sti udgangspunkt en tredimensional skulpturel form. Det svære begynder, når funktionalitet, komfort og håndværk skal indgå i et skulpturelt udtryk med æstetisk og narrativ tyngde.

Design: Carlo Volf, Producent: Nielaus A/S

-At forene disse egenskaber så møblet fungerer som et samlet hele kræver stor dygtighed fra både designer og producent. Funktionaliteten skal være i orden, møblet skal være spændende at kigge på fra alle vinkler, og så skal det tale sit eget tydelige skulpturelle formsprog, forklarer formand for SE Mia Gammelgaard og næstformand Thomas Bentzen.

Design: Ditte Hammerstrøm. Producent: Peter Jensen, Broncestøberiet Leif Jensen ApS.

I år skal møblerne spille sammen med billedhugger Bertel Thorvaldsens nyklassicistiske skulpturer på Thorvaldsens Museum i København, og det har givet nogle særlige udfordringer, men giver samtidig en helt fantastisk ramme om de moderne designs.

Design Foersom & Hiort-Lorenzen. Producent: Københavns Tekniske Skole.

-Thorvaldsens Museum er et helstøbt gesamtkunstwerk af velproportionerede rum, smukke mosaikgulve, farvede vægge, ornamenterede friser, stuklofter og unikke interiørdetaljer, og derfor er det med en særlig ærbødighed, vi er gået i gang med opgaven i år, forklarer Mia Gammelgaard. Af samme grund er udstillingsprincippet om farvediskretion og ensartethed i værkstørrelse indført for at skabe overskuelighed og overblik i så ekstraordinære rum.

Design: Henrik Sørig. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

Der vises designs af SEs 76 designere og producenter, men der er igen i år inviteret en håndfuld gæsteudstillere: den etablerede tekstilkunstner Anne Fabricius Møller og designerne Rasmus Trampedach, Rasmus Fenhann, Rasmus Bækkel Fex og den svenske designduo TAF alias Gabriella Gustafson og Mattias Stålbohm.

Design:Boris Berlin & Aleksej Iskos, ISKOS-BERLIN. Producent: Källemo og Kvadrat.

Udover gæsteudstillernes 5 skulpturelle prototyper vises ikke færre end 36 møbelskulpturer, skabt af de permanente medlemmer.

Design:Jeremy Walton. Producent: Anstalten ved Herstedvester.

Design: Karen Kjærgaard. Producent: Forbo Flooring A/S.

Design: Lise & Hans Isbrand. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

Design: Monique Engelund. Producent: Keramik udført af Lars Rank.

Design: Philip Bro Ludvigsen. Producent: Fredericia Furniture.

Design: Peter Johansen. Producent: Malte Gormsen ApS

Design: Steen Dueholm Sehested. Producent: Steen Dueholm Sehested.

Design: Søren Ulrik Petersen. Producent: Molgaard ApS.

Design: Thomas E. Alken. Producent: Erik Jørgensen A/S.

Design: Troels Grumm-Schwensen. Producent: Malte Gormsen ApS.

Design Torben Skov. Producent: Montana.

Udstillingen kan opleves frem til den 2. december.

 

Spejlinger

Venice, Boca do Lobo

Spejlet er historisk bundet op på myter og forbundet med stor symbolik. Det fascinerer og registrerer, er synonym med forfængelighed, med dyd og begær og ifølge Platon en analogi til menneskets begrænsede opfattelse af virkeligheden. Og ligesom i Solkongens Frankrig er spejlet tilbage i indretningen.

Text: Susanne Holte

Måske husker vi det fra vores forældres eller bedsteforældres soveværelse: Marie Antoinette bordet med spejl og skuffer til læbestifter og hårbørster. Fænomenet er vendt tilbage og en af fortolkningerne kommer fra designerne Nipa Doshi og Jonathan Levien, der har skabt spejlarrangementet Chandlo for BD Barcelona Design. Chandlo betyder måneformet eller Bindi, som er den farvede prik, som indiske kvinder bærer i panden – begge dele giver god mening. www.bdbarcelona.com

Hvem kender ikke historien om Narcissus, der ved synet af sit eget spejlbillede i søens blanke overflade, blev så forelsket at han ikke kunne løsrive sig og til sidst led druknedøden. Den velkendte fortælling er blot en af mange mytologiske fortællinger om spejlet, hvis historie rækker tusinder af år tilbage. Menneskets trang til at spejle sig har eksisteret til alle tider og spejlet er i årenes løb blevet koblet med både det guddommelige og det dæmoniske. I middelalderen var spejlet forbundet med djævlen og det er derfra vi har overtroen om det knuste spejl og syv års ulykke. Tilbage i antikken bestod de mest almindelige spejle af blankpudset kobber. Senere man fandt ud af at koble glas og metal. Spejlet, som vi kender det i dag blev udviklet i det 16. århundrede i republikken Venedig, hvor man i mere end hundrede år vogtede nidkært over hemmeligheden med stor indtjening til følge. En overgang var spejlglas faktisk lige så dyrt som ædelstene og det reflekterende materiale var således en luksusvare for konger og adel, der brugte det som vægdekoration. Et af de mest spektakulære eksempler er den berømte spejlsal i Versailles. Først med industrialiseringen i1800-tallet blev spejlet tilgængeligt for alle og det mistede dermed også en del af sin fascinationskraft. Mange af myterne lever dog stadig og de inspirerer igen kunstnere og designere til at anvende det reflekterende materiale på nye innovative måder. Om den fornyede interesse for at bringe spejlet ind i stuerne siger noget om tidsånden og den omsiggribende narcissisme skal være usagt. Man kan vælge at hælde sit hoved til store ånder som Sokrates, der opfattede spejlet som et pædagogisk og moralsk redskab, der kunne lære mennesket at forbedre sig og kende sin egen begrænsning.

Philipp Bestheim

Som en parafrase over det traditionelle jagttrofæ over pejsen har designeren Polly Westergaard designet Stag Mirror, et spejl formet som et krondyr. www.westergaarddesigns.co.uk

Designeren Sylvain Willenz, der har base i Belgien, er den kreative kraft bag spejlkollektionen Shapes for danske Hay. Her er det ikke rammen, men udelukkende formen, der er i fokus. Der er tale om en hel familie af spejle, der spiller på det grafiske udtryk og på kontrasten mellem det kulørte og det reflekterende glas. Foto: SWDO. www.sylvainwillenz.com

Dejavu, Magis.

Et spejl set i designerbrødrene Fernando og Humberto Campanas optik. Miraggio, der er kreeret til Edra, består af  en stribe reflekterende laserskårne akrylplader, der er hæftet sammen med nylonstrips. Det fragmenterede spejlbillede matcher tidsånden helt perfekt. www.edra.com

Marie Antoinette spejlet fra Boca Do Lobo’s Limited Edition kollektion er et håndspejl i stor skala (2,20 m.), som ifølge producent og designer er i stand til at spejle både krop og sjæl. Spejlet er inspireret af de mange spejle i det franske Versailles slot og en hyldest til den legendariske Marie Antoinette. www.bocadolobo.com

Strap Mirror – enkelt og let design fra Hay, der leverer det funktionelle spejl i tre forskellige farver: mint, rosa og gul. www.hayshop.dk

Ligeledes inspireret af fransk interiør fra det 18. Århundrede har designeren Sam Baron udviklet en serie skuffemøbler og spejle for Casamania. Serien er selvfølgelig døbt Marie Antoinette. www.casamania.it

Designerne Laudani & Romanelli har leget med perspektiverne ved at anvende spejlgals til selve rammen af deres Leon Battista spejl for Glas Italia. Ved at give rammen forskellige bredder og dybder opnår der overraskende refleksioner og en dynamisk fragmentering. www.glasitalia.com

To i en – et lille håndspejl gemt i et stort spejl – smart tænkt af japanske MicroWorks, der i øvrigt har flere gode bud på specielle spejle. Det lille spejl holdes på plads ved hjælp af magneter. www.microworks.jp

Danish Design in the EU

Danske designmøbler kommer i fokus i forbindelse med Danmarks EU-formandskab. EU parlamentarikerne kan det kommende halve år sætte sig til rette i danske klassikere.

Danmark har en stolt designtradition og er verdenskendt for sine mange klassiske designikoner. En ny talentfuld generation af designere og kunsthåndværkere har imidlertid bevist, at de er i stand til at løfte arven. Nu kan brugere af Rådsbygningen ”Justus Lipsius” i Bruxelles få syn for sagn og opleve kvaliteterne og spændvidden i seks årtiers dansk design og kunsthåndværk. Når embedsmænd og europæiske beslutningstagere har brug for en pause i deres travle hverdag, kan de enten falde ned i klassiske Arne Jacobsen sofaer eller en moderne stol af Louise Campbell. Lader de samtidig blikket glide rundt i rummet kan de dvæle ved nyskabende og ungt unika-kunsthåndværk eller et værk af keramikkens grand old lady Bodil Manz. Udenrigsministeriet bad i juni 2011 Danish Crafts om at bistå med indretningen og udsmykningen af foyer og atrium i ”Justus Lipsius”. Resultatet er blevet et mix af moderne og klassiske møbler kombineret med unika-værker af Danmarks førende keramikere. Indretningen – kyndigt bistået af den internationalt kendte danske arkitekt Dorte Mandrup – bidrager således til den kunstneriske del af det danske formandskab og visualiserer de kvaliteter og værdier, der i mere end seks årtier har kendetegnet dansk design og kunsthåndværk. En udvikling, som tog sin begyndelse i 1950erne og 1960erne med de kendte danske designkoryfæer, og som en helt ny generation af talentfulde danske kunsthåndværkere og designere viderefører. Nyskabende og eksperimenterende, men med rod i traditionen, hvad angår kvalitet, funktion og materialekendskab. De deltagende danske møbel-, lampe- og tæppeproducenter Fredericia Furniture, Republic of Fritz Hansen, Erik Jørgensen, Onecollection, Hay, Gubi, Louis Poulsen Lighting, Lightyears og egetæpper har stillet deres produkter til rådighed for indretningen af Rådsbygningen. De deltagende keramikere er Bodil Manz, Louise Hindsgavl, Martin Bodilsen Kaldahl, Steen Ipsen, Karen Bennicke og Morten Løbner Espersen. Det er galleriet Puls Contemporary Ceramics i Bruxelles ved Annette Sloth, der udstiller den danske keramik. Puls er danskejet og repræsenterer førende danske keramikere. Indretningen er et resultat af et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Kunststyrelsen og Danish Crafts.

Holte

Farven hvid

Hvid giver plads til den rene form, til fantasien og følelserne. Farven skaber rum og ro. Derfor vælger mange designere og møbelproducenter at udstille deres prototyper i netop denne – den mest neutrale – af alle farver. Hvid er også den røde tråd i dette års SE-udstilling – Whiteout, hvor en stribe af tidens ypperste formgivere udfordre øjet til at gå på opdagelse i et æterisk univers.

Text: Susanne Holte

Foto: Thomas Ibsen

Hvid kan noget ingen andre farver formår: give plads til den rene form. Farven, der på een gang er ren og foruroligende, er på alle måder den sortes diametrale modsætning – både på det følelsesmæssige og udtryksmæssige plan. Selvom hvid også går under betegnelsen en ikke-farve, rummer den nogle indlysende kvaliteter, og mange designere vælger netop denne farve til at fremhæve deres design med.

Hvid er uskyldens farve – en farve, som står for det kyske og rene, men samtidig også for det emotionelt underspillede. Modsat sort, som sluger lyset og dermed opfattes varm, kaster hvid alle lysbølger tilbage, og virker derfor kølig. Farven symboliserer begyndelsen og slutningen. Den er kædet sammen med opfattelsen af ærlighed, renhed og uskyld, og anvendes derfor på barnets dåbskjole og brudens kjole. Farven har også en klinisk og antiseptisk side, som vi kender fra lægens kittel, fra spøgelset, fra islandskabet og døden.

Den hvide verden

I indretningen skaber den hvide farve en cool og sofistikeret stemning. Interiører, der holdes hvidt i hvidt giver visuel plads til de enkelte elementer, der via skyggevirkninger træder frem som stringente skulpturer.

Måske derfor er hvid valgt som omdrejningspunktet for dette år Snedkernes Efterårsudstilling, også kaldet SE, der denne gang vises på Ordrupgaard i Charlottenlund.

Udstillingen hedder meget betegnende Whiteout, hvilket både henviser til farven og vejrfænomenet, hvor sne, tåge eller dis reducerer sigtbarheden. Der er dog masser af klarsyn når SE’s medlemmer samt en stribe gæsteudstillere viser 38 nytænkende prototyper, kondenseret ud fra et hav af snehvide koncepter, tekniske udfordringer og håndværksmæssig feinschmeckeri.

Som altid i SE-regi danner foreningens møbelproducenter parløb med foreningens designere for at skabe eksperimenterende møbler i et ikke kommercielt forum – for at tænke nyt og frit og for at kunne arbejde ud fra en ikke-profit-orienteret dagsorden. Ideen er at trække branchen ud ad nye stier og selvom der altid er tale om fabulerende og eksperimenterende formgivning, sker det ikke så sjældent at produkterne ender i produktion. Nanna Ditzels Trinidad stol, Poul Kjærholms PK24 chaise longue og Hans J. Wegners Cirkelstol er alle født som eksperimenter på SE.

Lang historie

Snedkernes Efterårsudstilling startede i 1981 og er en ikke-kommerciel sammenslutning af møbelproducenter og designere, der er uafhængig af organisationer, ministerier og andre interessenter, og hvis hovedformål er at skabe og udstille innovative møbelprototyper en gang årligt. Møbler skabt ud fra ét tema, en specifik idé eller en overordnet ramme, som Snedkernes Efterårsudstilling har udstukket det pokies play pågældende år og som medlemmerne skal samarbejde om. Møbler der træder nye stier i nye kontekster og med nye ideer som bannerfører. Ikke som skitser på papir, men som fysiske og flyvefærdige prototyper, der tilmed kan siddes i. Netop brugbarheden og den fysiske oplevelse af medlemmernes møbler er magtpåliggende for SE, da det normalt ikke er tilladt at sidde i udstillede genstande.

Samarbejdet mellem producent og designer fordrer vidensudveksling og respekt. Respekt for faget og for hinandens fagligheder uden at tabe møblet af syne, for ambitionen er at drive værkerne et skridt videre hver gang. Hvert år deltager et hold gæsteudstillere for at skærpe feltet endnu mere, for friske øjne ser altid nye vinkler og nye måder at gøre tingene på – og den udfordring skærper værkerne i sidste ende. Få steder i verden findes en tilsvarende professionel legeplads for designere og producenter, der både tager sig selv og sine produkter alvorligt, og hvor det kommercielle aspekt ikke er en styrende faktor for møblets udformning.

Whiteout og nogle af de stærkeste navne indenfor møbelkunst kan opleves på Ordrupgaard frem til den 23. Januar, hvorefter udstillingen tager til Tokyo.


1.Designerne Aleksej Iskos & Boris Berlin har skabt denne florlette, spindelvævsagtige stol i samarbejde med den svenske møbelproducent Källemo.

2.Hele ideen med SE-udstillingen er at koble producenter og designere i bestræbelserne på at frembringe noget helt nyt – uden skelen til det kommercielle. Der er noget næsten sårbart over Claus Bjerre’s fine stol, som Københavns Tekniske Skole har produceret.

4.Designeren Christina Liljenberg Halstrøm har ikke alene udtænkt formen, hun har også selv udført denne elegante og skødesløse loungestol.

5.Et grafisk manifest – sådan kanman næsten betegne Carlo Volf’s elegante og lette metalstol, produceret af JM Rør A/S.

6.En øreklapstol af den mere utraditionelle slags udviklet af Dogg Gudmundsdottir & Rikke Rützou Arnved. Producenter er Anna Gunnarsdottir, Istex, Setra og Morten Lyhne Design.

7.Forskydninger af en enkel form. Ditte Hammerstrøm, der er en af tidens mest visionære danske designere har leget med en arketypisk stol. JM Rør A/S har produceret.

8.Det organiske formsprog, som ofte kendetegner møbelarkitekten Hans Sandgren Jakobsen, er også anvendt her. Producenten er Hay.

9.Et design behøver ikke altid at være fortænkt for at skille sig ud. Beviset er Hannes Stephensen’s enkle stol, produceres af PP Møbler ApS.

10.En simpel malkeskammel har fået blødt selskab i Jeremy Waltons regi. Producent: Mette Eis, Københavns Møbelsnedkeri.

11.Inspireret af tøndens buede stave har KR/Knut Bendik Humlevik og Rune Krøjgaard designet en utraditionel lænestol, produceret af Københavns Tekniske Skole og Classic Møbelpolstring.

12.Designeren Lovorika Banovic har gjort bagsiden til en indlysende fordel. Den bløde stol, der også overrasker med sin leg med proportionerne, er produceret af Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S.

16.Et af dansk designs største trumfkort, Cecilie Manz har udviklet denne utraditionelle puf. Hun har selv produceret i samarbejde med Reto Häflinger.

Gr

Hvem siger at tilværelsen kun er sort eller hvid. For langt de fleste er den overvejende gråmeleret – et afbalanceret miks af både kul og kridt. Askesens og renselsens symbolske grå farve sætter netop nu sit støvede fingeraftryk på såvel catwalken som på design- og interiørscenen. Som fugl Phønix rejser de nye designs sig af asken, først og fremmest blandt avantgarden i New York, hvor den underspillede palet længe har signaliseret kreativitet og intellektualitet. Nu er turen kommet til Europa, hvor vi dette efterår skal finde ind til vores indre Askepot.

Text: Susanne Holte

Forårets islandske askesky lagde ikke blot en dæmper på rejselysten. Vi blev bogstavelig talt grounded – tvunget til at blive hjemme eller tage ufrivilligt ophold derude i det fremmede, i lufthavnsterminaler eller overbookede hoteller, hvor vi fik tid til refleksion og mulighed for at nå til en erkendelse af, at kontrol er en illusion. Ved samme lejlighed blev vi mindet om, hvor lille denne klode er og hvor let det er at blive slået ud af kurs. Begivenheden, der for længst er blevet overtrumfet af nye og større katastrofer og derfor allerede er på vej ind i historiens store glemmebog, var måske ikke blot et varsel fra naturen, men også startskuddet til en ny grå epoke med fokus rettet mode det nedtonede – en ny begyndelse, et ubeskrevet blad, hvorpå fremtiden kan tegnes. Næsten simultant med vulkanens vredesudbrud opstod der blandt designere og trendsættere en spirende interesse for neutrale jord- og stenfarver. Grå blev endnu engang udråbt til den nye sorte – til den ultimative signaturfarve for de unge og kreative, de moderne og intellektuelle. Grå er efterårets uomgængelige farve, og det vel at mærke i alle tænkelige toner fra den bløde douche variant med lilla, petrol eller oliven undertoner over røg, kisel, antracit, jord og mudder til den næsten sorte koks. Nuanceforskellene dyrkes og de mange grå nuancer sættes sammen i et rent, cool og asketisk look, men også i en varm og indbydende udgave. Frygten for at gå i eet med efterårshimmelen kan imødegås ved at mikse det afdæmpede udtryk med en fræk lilla, en vovet rød markering eller en orange eller lime accent. Metalliske farver er også en helt legal måde at tilføje det neutrale et elegant og eksklusivt pift.

Grå mangfoldighed

Grå er – måske lidt unfair – en udskældt farve. Den anses for at være kedelig og trist, og personer, der sværger til netop denne lidt undselige kulør, hævdes at være uengagerede og utilbøjelige til at binde eller involvere sig. Farvepsykologer hævder sågar at den ”grå” personlighed står ved siden af sig selv, har et lavt selvværd og oplever verden lidt på afstand – en barsk påstand, når man nu ved at grå netop bærer farverne i sit inderste væsen: faktisk opstår den grå farve grå når to komplementærfarver smelter sammen, det vil sige når man blander to farver, som tilsammen indeholder alle lysets bølger. Det kan være kombinationen af sort og hvid, men også sammensmeltningen af gul og violet, rød og grøn eller blå og orange. Alligevel stemmer den grå nuance ofte sindet i mol – ikke mindst når oktober melder sin ankomst. Her giver det mening at tale om en grå hverdag. Når vi alligevel med jævne mellemrum tager farven til os, også i indretningssammenhæng, skyldes det formodentlig at grå netop er en villig medspiller og let sættes sammen med andre farver i boligen. Udefra kommende kulører kalder de gemte komplementærfarver frem – og derfor kan den grå faktisk noget, som ikke ret mange andre farver formår: den kan indgå i en hvilken som helst kontekst og alligevel gøre en god figur. Grå er en fantastisk basisfarve og i den rette kontekst kan den stemmes til både dur og mol. Den formår at være diskret og raffineret, men også at fremstå fræk og forførende. Skal man være lidt højstemt kan man sige, at den er et fint symbol på puritanisme og åndelighed – en trend, man vel kun kan hilse velkommen.

Grå på den hårde måde

Åndelighed og beton er ikke umiddelbart synonymer. Noget tyder dog på, at tidsånden og forkærligheden for askesens grå igen passer meget godt sammen med 60’ernes og 70’ernes forkætrede byggemateriale, som er blevet comme il faut. Designere verden over bøjer sig i støvet og favner den grå beton, som nu anses for både at være grøn og politisk korrekt. Producenterne kvitterer for opmærksomheden ved at føje nye bløde værdier til det hårde, men yderst plastiske materiale. Negative associationer, som måske snarere bør tilskrives 60’ernes politiske og designmæssige konformitet, skal ikke længere lægges materialet til last. Kigger man på et af verdens ældste arkitekturværker – Pantheon i Rom, som blev bygget i år 140 og blandt andet er konstrueret af beton, må man jo vedgå, at det gode gamle byggemateriale tidligere er anvendt i skønhedens interesse. Efter årtier i skyggen, er betonen således tilbage i både arkitektur og design – denne gang med en helt anden respekt for det uforløste potentiale som materialet rummer. I en tid hvor interessen for det bæredygtige er i vækst og hvor naturlige råstoffer og recyckling er buzzwords, er betonen – der består af sand, grus, kalk og vand, nemlig ikke til at komme udenom: det er ren natur, det er holdbart og det er genanvendeligt. Den nye interesse for betonen skyldes dog ikke alene, at den nu er blevet anerkendt som værende grøn. Opmærksomheden kan også tilskrives nye teknologier, der i dag giver mulighed for at anvende det formbare materiale på en langt mere kreativ måde i moderne arkitektur, kunst og design.

Kunsten at folde

Den unge, talentfulde tekstildesigner Margrethe Odgaard er via sin deltagelse i Crafts Collection kommet ud af værkstedet og ind i varmen hos designvirksomheden HAY.

Det er kun et års tid siden, at den danske tekstildesigner Margrethe Odgaard lancerede sin farvestrålende dug FOLD-UNFOLD i Crafts Collection 13, og siden er det gået slag i slag. Designvirksomheden HAY opdagede Margrethe Odgaards dug, da Hay deltog i Danish Crafts’ CC13-prispanel i foråret 2009. Det skete forud for lanceringen på designmessen Maison&Objet, og Mette Hjorth Hay var ikke sen til at se potentialet i både dug og designer. – Vi blev opmærksomme på FOLD-UNFOLD, fordi den var med i Crafts Collection. Danish Crafts sætter spot på dansk kunsthåndværk, og produkterne i Crafts Collection har ofte et stort kommercielt potentiale. Med Margrethe Odgaards dug gik farverne og den bagvedliggende idé rent ind hos os. Oven i købet var designet færdigudviklet og klar til serieproduktion. – Når man sidder i sit værksted og ønsker at komme i kontakt med en producent, føles afstanden mellem værksted og producent meget stor. Med Danish Crafts som mellemled gik det hele pludselig stærkt, og uden min deltagelse i Crafts Collection havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag, udtaler Margrethe Odgaard. Det specielle ved den digitaltrykte dug er, at materiale, form og mønster går op i en højere enhed. Mønstret i FOLD-UNFOLD udgøres af de farver, der ”løber” i dugens folder. Mønstret tager således udgangspunkt i funktionen og tilfører funktionen en æstetisk kvalitet. Lysten til at udfordre og fascinationen af traditionelle husmoderdyder, i dette tilfælde servietfoldning, udmøntede sig i foråret i megaservietten ”The Art of Napkin Folding”. Oversize servietten var Margrethe Odgaards bidrag til MINDCRAFT10, Danish Crafts udstilling på Salone del Mobile i Milano. Spørger man til Margrethe Odgaards fremtidsplaner, kunne de meget vel handle om kommende samarbejder med møbelgiganten Ikea og Georg Jensen Damask, som hun samarbejdede med om kæmpeservietten. Ansøgningsfrist til Danish Crafts’ næste kollektion, Crafts Collection 15, er mandag den 3. januar 2011. www.danishcrafts.dk

Velkommen

Text: Susanne Holte

Det er her man lander med favnen fuld af indkøbsposer, her hvor børnene smider deres skoletasker og fodtøj og her gæsterne får det første indtryk af hjemmet. Kort sagt: entreen skal byde velkommen og sluse både børn og voksne videre på den mest hensigtsmæssige måde. Da kvadratmeterne ofte er begrænsede stilles der ekstra store krav til indretning og farvesætning. Er indgangspartiet så småt at der ikke er plads til reelle møbler, er det en god idé at lede efter et velegnet hylde-knagearrangement, så man som minimum kan komme af med overtøj, handsker, nøgler m.m. Der findes et hav af pladsbesparende løsninger i alle stilarter på markedet. Det være sig i form af høje, smalle kommoder, konsolborde og skotøjshylder, som kan afhjælpe det værste rod. Er der ikke plads til en stor stumtjener, kan væghængte knager være den optimale løsning. Uanset om man vælger knager, møbler eller stumtjener skal de placeres så de ikke kommer i konflikt med de mange døre, der som regel fører fra entreen videre ud i husets øvrige rum.