Tag: Gubi

Møblet i midten

 

Glider sofa designet af Ron Arad for italienske Moroso. www.moroso.it

Ligesom Solen er universets midtpunkt, har sofaen gennem tiderne været en central størrelse i stuens indretning. Det er det møbel, som samler, lyser op og tiltrækker sig maksimum opmærksomhed. Sofaen er en vigtig stilmarkør, der ikke blot skal fange øjet, men også skal byde sig til med funktion og komfort.

Text: Susanne Holte

Alene størrelsen aftvinger respekt. De fleste sofaer har en volumen, der gør netop dette møbel til en magtfaktor i hjemmet, og selvom indretningen af vore stuer – i takt med nye familiemønstre og ikke mindst ændrede medievaner – er under hastig forandring, så spiller sofaen stadig en væsentlig rolle som et samlende indretningselement. Trods den høje status er sofaen dog under pres og  mange tager netop i disse år afsked med de helt store flydere. Familiesofaen, som vi kender den, har nemlig fået sværere ved at samle netop familien. En af forklaringerne er, som nævnt, ændrede medievaner. Vi sidder ikke så ofte synkront foran TV’et og kigger på de samme programmer. I stedet er hver enkelt optaget af deres eget underholdningsunivers på tablets, smartphones og spillekonsoller – et mønster, der har banet vejen for mindre siddemøbler i skikkelse af små afskærmede sofaer med høje rygge, som inviterer indenfor til lidt privatliv uden at man helt slipper samværet.

Et andet nyt bidrag til indretningen er de små skulpturelle sofaer med referencer til 50’ernes organiske design, som var dimensioneret til datidens trange boliger, og som nu matcher en aktuel bevægelse hen mod mindre rum. Det betyder mange relanceringer af glemte designs fra dengang, men også nye bud indenfor en stilretning, der signalerer retro-tryghed.

Selvom flere lægger lidt afstand til den store dominerende sofa, der gennem mange år har været både forkætret og elsket – mange af modernismens arkitekter og designere foragtede den fordi den stod som et symbol på det borgerlige – så er den luksuriøse og komfortable sofa på ingen måde ude af billedet. Den er måske krympet lidt, men den byder sig stadig til med plads til afslapning i bløde puder og varme materialer.

De små fikse sofaer, der ikke optager så megen plads i stuen, er populære. Et smukt eksempel på den trend er Rodolfo Dordoni’s ”Aston” sofa for italienske Minotti, her vist med dobbeltpuf. Prisen med det viste stof, ”Hunt” er 39.725,- kr. Puffen koster 18.790,- kr.. www.minotti.com, www.sibast.com

Svenske Källemo tør gå linen ud når det gælder ekspressivt design. En af husets tilbagevendende designere er Anna Kraitz, der har lavet en canape-variant til sin ”Beatrix” kollektion. Prisen er henholdsvis 21.500,- kr. for den korte model og 22.450,- kr. for den lange med uldstoffet Remix fra Kvadrat. ”Beatrix findes også som sofa og lænestol.   www.kallemo.se , www.agneta.dk

Bow sofa designet af designerdupen Andressen & Voll for Erik Jørgensen.Erik Jørgensen.

Den er helt sin egen: Khodi Feiz’ ”Bras” sofa for Artifort. Den har blot været på markedet et lille år, men har allerede fået stor opmærksomhed. Her ses sofaen i en dyb aubergine farve – en farve, der hitter lige nu. Priserne starter ved 21.250,- kr. Ottomanen koster fra 5.950,- kr. www.artifort.com , www.witehauz.com

Superenkel og alligevel indbydende: ”Vico” sofaen fra Cassina er designet af allesteds nærværende Jaime Hayon. Den findes som armstol, 2-personers og 3-personers sofa.  Priser fra 37.945,- kr. i stof og 54.685,- kr. i læder. www.cassina.com , www.paustian.dk

”Edge” sofaen fra Wendelbo er næste generation af flydesofaer, der fortsat har fokus på lounge-stemningen, men også et eksempel på et let og svævende design, skabt af af Lars Wendelbo. Viste opstilling koster 32.333,- kr. www.wendelbo.dk

Den svenske designer Monica Förster har i samarbejde med møbelproducenten Erik Jørgensen skabt ”Savannah” sofaen, der har en solid trækonstruktion omsluttet af tykt kernelæder, håndsyede sædepuder og god siddekomfort. Endnu ikke prissat.  www.erik-joergensen.dk

Uformel hygge og en skøn farvepalet. Paola Navone’s ”Nest” sofa for Ercol er en indbydende rede. Sofaen, der har træramme og polster i fire tekstilkombinationer, rummer tre personer. Den er netop præsenteret på den store internationale møbelmesse i Milano og endnu ikke prissat.  www.ercol.com

“Lario” fra italienske Flexform er designet af Antonio Citterio. www.flexform.com , www.casashop.dk

”Fly” sofaen, designet af Space Copenhagen for &tradition – her polstret med en smuk blå velour og stel i en mørk olieret eg. Priser er 29.995,- kr. www.andtradition.com

Hos den danske møbelproducent Getama kan man ikke få armene ned af begejstring. Her har man nemlig fået tilladelse til at producere Hans J. Wegners smukke bænk ”GE1935”, som Wegner slog de første streger til i 1948. Den modernistiske sofa har stel i eg og sæde og ryg i valnød. Pris 14.900,- kr. www.getama.dk

Fra det enkle japanske digt til den enkle sofa ”Haiku”, designet af GamFratesi for Fredericia Furniture . Sofaen er nu kommet i en low-back version og får hermed et helt anderledes og uformelt udtryk. Her vist i en 3-personers udgave med tekstilet ”Harald” fra Kvadrat i kombination med ”Criss” fra Gabriel. Prisen er 35.756,- kr. www.fredericia.com

”Halo” sofasystemet, designet af Skrivo for danske Softline, bygger på sammensætningen af forskellige rygstøtteelementer, som giver mulighed for varierende opstillinger fra en enkeltsædet lænestol til en trepersoners sofa. Sofaen koster 14.880,- kr. www.softline.dk

“Honken” sofa fra Blå Station.

Inno er en af de fineste eksponenter for finsk møbeldesign. Se blot på Harri Korhonen’s enkle sofa ”Box”, der står som en statue i rummet. Priser fra 20.800,- kr. www.inno.fi , www.agneta.dk

Jens Juul Eilersen er den kreative kraft bag den nye ”Jazz” sofa fra Eilersen. Der er lagt vægt på et imødekommende udtryk med bløde puder med duntop. Viste model koster 25.841,- kr. www.eilersen.eu

Kameleonen blandt sofaer kalder designeren Gerard van den Berg sin ”Kris” sofa for hollandske Label. Der er tale om en rigtig hyggesofa . 3-personers i tekstil som vist uden puder koster fra 18.399,- kr. Puderne koster 4.320,- kr. www.label.nl , www.agneta.dk

Sofaen, ottomanen, divanen er i sit udgangspunkt et møbel beregnet til to eller flere personer. Den er inspireret af blandt andre tyrkiske siddemøbler, der bestod af stablede tæpper eller tæppedækkede madrasser. Den kom til Europa i 1700-tallet i skikkelse af et let træstel med polster og betræk. Sofaen voksede sig større op gennem 1800-tallet og kom siden til at indgå i borgerskabets indretning, hvor den indtog den ”fine” stue. Sofaen har skiftet karakter gennem tiden og har designmæssigt været både en innovativ udfordring og en sten i skoen. En af de designere, der virkelig tog afstand fra dette ”borgerlige symbol” var Le Corbusier, der ironisk nok er mesteren bag den ikoniske sofaserie LC2 og LC3, der bygger på skitser helt tilbage fra 1928 og som stadig produceres af den italienske møbelproducent Cassina. Sofaen består af løse hynder fastholdt i en stålramme. Han gør en dyd ud af nødvendigheden og gør stellet/rammen synlig. En idé som mange af modernismens designere tog til sig. 

Italienske Piero Lissoni har tegnet et hav af sofaer – også den nye enkle ”Lipp sofa for Living Divani. Priser fra 47.190,- kr. www.firorinitrading.dk

Den danske designer Charlotte Höncke kan noget med sofaer. Lige nu er hun aktuel med sofaen ”Smilla” for Ilva. Skrå armlæn og skarpe kanter i tofarvet betræk – mørkt og quiltet på ydersiden og lyst og glat på indersiden. Pris 7.999,- kr. www.ilva.dk

Blandt nyhederne fra Gubi dette forår er denne ”Modern Line” sofa, designet af Greta M. Grossman tilbage i 1949. Stram minimalisme, der lanceres i tre størrelser: 2-, 3-, og 4-personers fra 17.995,- kr. www.gubi.com

Det nyetablerede danske møbelbrand Woud har blandt andre ”Nakki” sofaen i deres kollektion,. Den er designet af Mika Tolvanen og er her vist i en af sæsonens topaktuelle farver. Priser fra 13.995,- kr. www.woud.dk

Ole Wanscher’s signaturdesign er utvivlsomt den sofistikerede ”Colonial Chair”. Nu genintroducerer Carl Hansen & Søn seriens øvrige klassiske designs, blandt andre ”Colonial” sofaen fra 1964. Den fås i en række træsorter: valnød, kirsebær, eg og mahogni enten som lakeret, sæbe- eller oliebehandlet overflade. Hynder med læder eller tekstil. Priser fra 21.024,- kr. www.carlhansen.com

Der er nyt hos Gubi, men også opdateringer af kendte modeller, som for eksempel ”Paradiset” sofaen, tegnet af Kerstin H. Holmquist i 1956. Sofaen er på vej i Broderie Le Rocher-tekstil, skabt af Pierre Frey. Prisen er ca. 80.000,- kr. www.gubi.com

“Pianoalto” fra italienske Zanotta. www.hultmann.dk

Den har svulmende former, men fremstår alligevel ret stringent. ”Swell” sofaen, designet af svenske Jonas Wagell for Normann-Copenhagen er både hipster og hyggelig. Den kan erhverves til 21.999,- kr.  for en trepersoners udgave med tekstil fra Gabriel. www.normann-copenhagen.com

“Undercover” sofa fra Zanotta. www.zanotta.com , www.hultmann.dk

Det er svært ikke at blive begejstret for denne utraditionelle rattansofa, designet af den japanske kunstner Hiroomi Tahara for Yamakawa Rattan. Sofaen blev afsløret på den nyligt afholdte møbelmesse i Milano og er derfor ikke prissat. Foto: Lorenzo Nencioni. www.yamakawa-rattan.com

Danish chromatism

Som initiativtager og arrangør præsenterer Signe Byrdal Terenziani udstillingen “Danish Chromatism”, skabt af GamFratesi, der viser et udvalg af traditionelle og moderne designs fra 30 danske virksomheder i en innovativ og farverig fortolkning under den verdensberømte designmesse i Milano “Salone Internazionale del Mobile”. Danish Chromatism skaber et mødested mellem produkter, rum og farver. Resultatet er en installation, hvor de besøgende bliver præsenteret for dansk design gennem en stærk sanseoplevelse. Udstillingen er udviklet med inspiration fra kunstneren Josef Albers arbejde, hvor der leges med samspillet af farveri forskellige rumlige niveauer.

“Traditionelt er dansk design kendt for træmøbler og naturlige farver. I denne udstilling ønsker vi at genfortolke den traditionelle æstetik gennem brug af farver – at skabe en ny oplevelse af forholdet mellem klassiske og moderne produkter”, siger arkitekterne GamFratesi.

Installationen præsenteres i det smukke Triennale Design Museum i Milano fra den 9. til den 14. april.

Danish Design in the EU

Danske designmøbler kommer i fokus i forbindelse med Danmarks EU-formandskab. EU parlamentarikerne kan det kommende halve år sætte sig til rette i danske klassikere.

Danmark har en stolt designtradition og er verdenskendt for sine mange klassiske designikoner. En ny talentfuld generation af designere og kunsthåndværkere har imidlertid bevist, at de er i stand til at løfte arven. Nu kan brugere af Rådsbygningen ”Justus Lipsius” i Bruxelles få syn for sagn og opleve kvaliteterne og spændvidden i seks årtiers dansk design og kunsthåndværk. Når embedsmænd og europæiske beslutningstagere har brug for en pause i deres travle hverdag, kan de enten falde ned i klassiske Arne Jacobsen sofaer eller en moderne stol af Louise Campbell. Lader de samtidig blikket glide rundt i rummet kan de dvæle ved nyskabende og ungt unika-kunsthåndværk eller et værk af keramikkens grand old lady Bodil Manz. Udenrigsministeriet bad i juni 2011 Danish Crafts om at bistå med indretningen og udsmykningen af foyer og atrium i ”Justus Lipsius”. Resultatet er blevet et mix af moderne og klassiske møbler kombineret med unika-værker af Danmarks førende keramikere. Indretningen – kyndigt bistået af den internationalt kendte danske arkitekt Dorte Mandrup – bidrager således til den kunstneriske del af det danske formandskab og visualiserer de kvaliteter og værdier, der i mere end seks årtier har kendetegnet dansk design og kunsthåndværk. En udvikling, som tog sin begyndelse i 1950erne og 1960erne med de kendte danske designkoryfæer, og som en helt ny generation af talentfulde danske kunsthåndværkere og designere viderefører. Nyskabende og eksperimenterende, men med rod i traditionen, hvad angår kvalitet, funktion og materialekendskab. De deltagende danske møbel-, lampe- og tæppeproducenter Fredericia Furniture, Republic of Fritz Hansen, Erik Jørgensen, Onecollection, Hay, Gubi, Louis Poulsen Lighting, Lightyears og egetæpper har stillet deres produkter til rådighed for indretningen af Rådsbygningen. De deltagende keramikere er Bodil Manz, Louise Hindsgavl, Martin Bodilsen Kaldahl, Steen Ipsen, Karen Bennicke og Morten Løbner Espersen. Det er galleriet Puls Contemporary Ceramics i Bruxelles ved Annette Sloth, der udstiller den danske keramik. Puls er danskejet og repræsenterer førende danske keramikere. Indretningen er et resultat af et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Kunststyrelsen og Danish Crafts.

Holte

I erindringens milde sk

Boligindretning handler – som meget andet her i tilværelsen – om stemninger, følelser og iscenesættelse af erindringer. Fortidens nostalgiske scene er som regel badet i et lettere gulnet lysskær – således er det også med tidens interiør – eller rettere den måde de retro-inspirerede designs præsenteres på i medierne.

Text: Susanne Holte

Verden er i farver, men de farver, der knytter sig til vore erindringer er ikke nødvendigvis virkelighedens. Vores opfattelse af fortiden er fanget i en linse og presset gennem filteret på et kamera, hvis teknologiske over- eller underlegenhed på det givne tidspunkt er med til at fastholde vores barndom og ungdom i et lettere grynet, gyldent skær. Når retrobølgen endnu engang skyller ind over os og trækker os med tilbage til 50’ernes nyvundne optimisme, 60’erne supermaterialisme og 70’ernes frihedstrang, sker det ikke blot ved hjælp af gule, grønne, blå og brune tekstiler, mørke træsorter og nye og gamle fortolkninger af letbenede møbler. Det sker også ved hjælp af en helt bevidst stimulation og manipulation af vores hukommelse. Ved at lægge det ”rigtige” lys på reklamerne, i møbelkatalogerne og i magasinernes boligreportager guides vi ned ad mindernes allé. For den helt unge generation, der er vokset op med en knivskarp 3D-gengivelse af verden, er der ikke noget følelsesmæssigt link til historien. Stilen opfattes vel snarere som en kuriøs kontrast til tidens konstant foranderlige univers – lidt i stil med den mest hippe af alle hippe iPhone-applikationer, den såkaldte Hipstamatic, der netop får vores fotos til at ligne snapshots fra vores barndom i 60’erne med skæve kompositioner, gulligt lys og farver med kontrast. Billeder fra en svunden tid, hvor alt ikke var digitalt, perfekt og forudsigeligt. Lidt i samme boldgade finder vi de genopdagede vinylplader og forkærligheden for TV-serien Mad Men. Nogen hævder at fænomenet er en reaktion på renhedsæstetikken, en jagt på autenticitet eller en søgen efter tryghed. En ting er sikkert: det er en forbigående dille. Vi spiller bold i krydsfeltet mellem det analoge og det digitale og imens kan vi fornøje os over interiør med stærke referencer til en svunden tid.

Skarp på den fede måde – sådan kan man vist godt beskrive designkollektionen fra møbelproducenten e15, der blandt andet kan bryste sig af stolen Leo, designet i samarbejde med designeren Stefan Diez. www.e15.com

Svenske Källemo byder altid på design af top-kvalitet. Senest har de præsenteret denne flyder af en stol, designet af Matti Klenell, der helt sikkert har ladet sig inspirere af 60’erne da han tegnede Spectra. www.kallemo.sewww.thorsen.dk

Linket til Arne Jacobsens berømte skalmøbler Ægget og Svanen er evident. Den spanske designer Jaime Hayon har med sofaen Favn kreeret et smukt og enkelt møbel til den danske producent Fritz Hansen. www.fritzhansen.com

Teaktræ, plast og lette ben. 60’erne er tilbage – ikke mindst når det drejer sig om belysning. Oslo Wood lampen fra norske Northern Lighting, giver ikke blot et blødt lys, som det man kan opleve i de norske skove, den byder også på en ikonisk form med referencer til en svunden tid. www.northernlighting.no

Tone Chest er en nyfortolkning af den velkendte kommode. Det er Leif Designpark der har leget med en gammel japansk tradition, hvor man arbejder med parket og udnytter tre forskellig træsorter. www.leif-designpark.comwww.delaespada.com

Der er referencer til Eames, men alligevel også meget innovation bag designeren Alfredo Häberli’s Jill stol fra Vitra. Den fås med to forskellig steltyper, med og uden sædepolster. www.vitra.comwww.paustian.com

Line Depping har skabt ’Tool Boxes’ som en udforskning af, hvordan vi opbevarer vores ting. Hensigten er at udfordre den gængse opfattelse af et skuffedarium og blotte skufferne for beskueren. www.linedepping.dk