Tag: grafisk

Rene linjer

Pool-designerne Léa Padovani & Sébastien Kieffer fortsætter deres samarbejde med Petite Friture, for hvem de denne gang har kreeret en kollektion af små borde med et grafisk stærkt udtryk: ISO-A & B er en serie moderne indskudsborde, som ændrer udtryk alt efter kombination. www.petitefriture.com

Markante, rene linjer, stærke geometriske former, klare signaler: Det er kendetegn, som man med rette kan knytte til flere af de designs, der netop i dette forår præsenteres på de internationale interiør- og designmesser. Stilen er på ingen måde ny og den genfindes i mange af de retroprodukter, der fortsat fanger vores opmærksomhed. En af forklaringerne kunne være, at det klare og signifikante formsprog har en evig gyldig appel.

 

Text: Susanne Holte

”Less is more” er en sandhed, som det er svært at argumentere imod, og selvom dette forår byder sig til med masser af letsind og farver, organiske former og ditto materialer, så sekunderes det kåde og løsslupne af en stringent og nøgtern stil, der pirrer vores hang til det underspillede, samt vores glæde ved geometri og grafiske udtryksformer i sort, hvid og natur – udtryk, der ved første øjekast virker let tilgængelige og som vi instinktivt afkoder og føler os trygge ved. Midt i denne komfortzone vælger flere af designerne så alligevel på det dristigste at spille os et lille visuelt puds ved at twiste formerne og anvende overraskende materialer og materialemiks. Alt er ved det gamle, og så alligevel ikke: Windsor-stolen er blevet slanket og udstråler ny modernitet, det skarpt skårne stolestel får stilistisk modspil af en blød og favnende stoleskal, taburettens hårde look blødes op med et stænk humor, den monumentale øreklapstol tilføres en overraskende skrøbelighed mens den regelrette bordplade kombineres med et organisk understel. Her er alligevel noget på spil – den golde minimalisme tilføres et strejf af humanisme og på den måde bliver de nye grafisk markante designs mere medgørlige – lettere at mikse med en anden stærk trend, hvor en blød og douchet farvepalet, organiske former og en stribe naturmaterialer med særlig fokus på træ dominerer. Ligesom det er tilfældet med den obligatoriske lille sorte kjole, der kan dresses op og ned alt efter humør og anledning, så rummer de grafiske designs ikke blot klassikerpotentiale, de kommunikerer også specielt godt på tværs af stilarter og flygtige modeluner.

Montana relancerer Verner Pantons Bachelor stol fra 1955. Stolen er tegnet samme år, som Tivoli-stolen og slægtskabet kan anes. Stolen består af et rørstel og en siddekøje, som kan skilles og samles uden brug af værktøj. Den kan ligesom Tivoli-stolen anvendes både ude og inde. Lanceres med tilhørende fodskammel i seks farver akryllærred og et i hørlærred. www.montana.dk

Homework Desk er en elegant fortolkning af det klassiske skrivebord. Bemærk det svævende skuffemodul, der giver møblet endnu mere kant. Bordet, der er fremstillet af sortbejdset eg, er skabt af Niels Bendtsen fra den canadiske designvirksomhed Bensen. Den danskfødte designer emigrerede sammen med sin familie i 1951, men nu kan hans smukke designs erhverves i Danmark. www.bensen.ca , www.agneta.dk

Franco Albini’s Cicognino bord for Cassina. www.cassina.it

Krystallens struktur har flere gange inspireret den japanske designer Tokujin Yoshioka til ekstraordinære møbler. Således også med Element-kollektionen, der består af en serie borde og en stol, hvor der også leget med balancepunkter. Her ses spisebordet, som produceres af italienske Desalto. www.desalto.it

Fifty-stolen, designet af Dögg & Arnved for Ligne Roset, er på en gang monumental og let. Den klassiske øreklapstol er blevet twistet godt og grundigt. Stolens stel og detaljering er inspireret af Hans Wegners Halyard Chair. Bag designet gemmer sig Dögg Gudmundsdottir og Rikke Rützou Arnved, der oprindelig præsenterede ideoplægget på en SE-udstilling i 2012. Vejl. pris 8.900,- www.ligne-roset.fr , www.doggarnved.dk

 Ether Rug designed af Karim Rashid for Illulian.

Efter to år med komplekse udregninger lancerer den engelske designer Tom Dixon nu stolen, Y Chair. Skallen er udført i sprøjtestøbt glasfiberarmeret nylon, som gør den ekstremt robust. Y-formen er skabt med henblik på at skabe en ergonomisk, fleksibel og stærk stol med et moderne udtryk. www.roomstore.dk , www.tomdixon.net

Risskov Møbelsnedkeri lancerede i 2013 en serie borde – RM13 Work Desk og RM13 Dining Table, der rummer alle grundelementerne for moderne møbelklassikere: gode materialer, gedigent håndværk og tidløst og enkelt design. Der er nu lavet en ny version til serien, der er lidt længere og bredere med en silkeblød mat sort MDF/laminatplade og et understel af sæbebehandlet eg. Vejl. pris 23.600,-. Nærmeste forhandler: www.risskovmoebelsnedkeri.dk

Ripple bordet er designet af engelske Benjamin Hubbert.

Precious bord fra Roche Bobois. Design: Cédric Ragot. www.roche-bobois.com

Grown suspension fra Zava.

Så fås det næppe mere skarpskåret: Franske Jonas Fernando Pires’ veneration for arkitektur står at læse i hans superelegante stol Club No2, der er en ud af 8 stykker i en Limited Edition. Den unge franske designer er minimalist og fan af Tadeo Ando og Miss Van Der Rohe. Stolen her, der er et meget typisk eksempel på hans stramme formsprog, udstilles på eget galleri i Paris. www.jonasfernandopires.com

All dressed up!

Form og funktion er ligeværdige størrelser i skandinavisk design, men man skal ikke underkende den blinde makker: tekstilet, som med struktur, farve og overflade har potentiale til at sprænge formen, højne funktionen og pirre øjet. Der leges helt aktuelt meget med stofferne, der byder sig til med fantasifulde mønstre og ekspressive farver.  Eksperimenter med stikninger, patchwork, materialemiks, broderi og strik giver også nye designmuligheder og udfordrer den gode smag.

Text: Susanne Holte

Tekstiler har en magisk evne til at forme, forandre og forvandle stemninger. De bløde elementer har ganske enkelt et iboende potentiale til netop at transformere et rum om til et hjem, fordi de giver mulighed for eksperimenter og leg med farver, mønstre, overflader og form. Tekstiler er stil- og stemningsskabende og det er forholdsvis enkelt at skabe en individuel iscenesættelse med en bane stof, uanset om det er vævet, strikket, knyttet, hæklet kniplet eller slået sammen. Tekstilet er en oplagt hyggespreder, men det er også et effektivt designværktøj, som mange designere netop nu gør dygtigt brug af. Resultatet er en bred palet af polstrede møbler, som stilmæssigt har afsæt i både avantgarde og tradition.

Det betyder at modsætninger mødes, at den legesyg maximalisme udfordrer den stringente minimalisme, og at det enkle grafiske udtryk dyster med det svulstige, det organiske og naturinspirerede. På en forunderlig måde opstår der i dette dynamiske krydsfelt en slags harmoni, som bidrager positivt til moderne boligindretning. Vi præsenteres for møbler polstret med ekspressive mønstre og masser af farver med referencer til Indien og Sydamerika. Flere producenter blander forskellige mønstre, farver og strukturer på eet møbel og udfordrer på den måde et ellers enkelt design. Andre bruger tekstilerne til at eksponere markante former yderligere, for eksempel ved hjælp af stikninger, kedder eller knapper. Der er også flotte eksempler på designs, som er båret af tekstilet – hvor tekstiler som filt bliver en integreret del af møblets visuelle identitet.

Aura sofaen er ideel til to, der gerne vil sidde lidt tæt og skærmes lidt af for omverdenen. Den er designet af den finske designer Mikko Laakkonen for Inno, der med navnet også indikerer at møblet nærmest fungerer som en membran mellem brugeren og omverdenen. Sofaens funktion som både siddemøbel og roomdivider understreges af polstret. Ved at anvende forskellige tekstiler markeres sofaens stramme linier og funktion. www.inno.fi

Bloomy stolen, der er designet af Patricia Urquiola for italienske Moroso, har form som en spæd blomsterknop. Stolen fås også i fuld blomst i skikkelse af en matchende lænestol. Moroso tilbyder mange tekstile varianter, som for eksempel kombinationen glat/struktur. Den elegante stol passer ind i såvel moderne som klassiske indretninger – helt afhængig af valget af tekstil. www.moroso.it



Gandia Blasco, der af flere vil være kendt for flotte udendørs møbler, har også en kollektion af tæpper og bløde tekstile møbler og puffer. Seneste skud på den stamme er New Trenzas Space, der er frembragt af uld og bomuld i smukke afdæmpede naturlige nuancer med strikstruktur. Der er tale om ren natur og et næsten skandinavisk udtryk. www.gan-rugs.com

Ideen til Il Guillare Due sofaen fik den italienske, New-Yorker-baserede designer Gaetano Pesce da han for nylig faldt over en gammel opgave fra 1992, hvor han forvandlede en gammel sofa for en kunde på Manhattan. Denne sofa, der blev forsynet med lange ”tunger”, der kan puffes op efter behov, er nu blevet redesignet for Meritalia, der er kendt for sine dristige designs.  Generation to af Guillare giver optimale muligheder for at komponere farver og flader. www.meritalia.it



Italienske Gaetano Pesce er designeren bag Michetta sofaen, der består af en stribe moduler af forskellig størrelse, som kan sættes sammen på utallige måder. Fås i mange farvekombinationer og materialer. Designet er kendetegnet af  knapperne, der giver associationer til gammeldags madrasser. Michetta, der giver optimale muligheder for at lege med farver, produceres af Meritalia. www.meritalia.it






Den israelske lys- og møbeldesigner Ayala Serfaty, er ikke bange for at eksperimentere med hverken former eller materialer, og hun overrasker konstant med ekspressive designs for blandt andre Aqua Creations. Filt er et af de materialer, der i Serfatys hænder får et næsten animalsk udtryk. En af de seneste kreationer er Rapa Felt Chair, der er fremstillet af 18 forskellige naturfibre, for eksempel uld, silke og bomuld, der er lagt i 10 lag for siden at blive filtet. Resultatet er et sømløst polster. Foto: Albi Serfaty. www.aquagallery.com , www.ayalaserfaty.com

SofaScape er den unge franske designer Benjamin Graindorges forsøg på at skabe et siddelandskab bestående af en serie polstrede elementer sat sammen til et dynamisk hele. Ved at lege med formater, teksturer og farver frembringer designeren et meget skulpturelt møbel, som er blevet udstillet af galleriet Ymer&Malta. Benjamin Graindorge, der har et godt øje til tekstilernes potentiale, har også eksperimenteret med danske tekstiler i skikkelse af Kvadrats Hallingdal. www.benjamingraindorge.com , www.ymeretmalta.com

Kunst m

Den amerikanske kunstner Ebon Heath har skabt en ny smykkeserie samt dekoreret og signeret 100 unikke LoopArt håndvaske fra Villeroy & Boch med farvestrålende og dekorative grafiske elementer. 

Villeroy & Boch og den kendte amerikanske kunstner Ebon Heath har sammen skabt 100 unikke kunstværker, der nu bliver sat til salg på internettet.

Håndvask eller kunstværk eller begge dele? Kunst møder porcelæn i Villeroy & Bochs opsigtsvækkende projekt, hvor den verdenskendte typografiske kunstner Ebon Heath kombinerer kunst og kunsthåndværk i udsmykningen af en begrænset serie på 100 unikke nummererede LoopArt håndvaske.

Det nye projekt, Second Glance, er for nyligt blevet præsenteret for offentligheden på udstillinger i Berlin og Shanghai. Alle håndvaske er signerede af kunstneren selv og vil efter udstillinger i New York, London og Moskva blive sat til salg på internettet. Overskuddet fra salget bliver doneret til museet, Kinder-Kunst-Museum i Berlin. Takket være Villeroy & Bochs innovative produktionsteknologi har det været muligt for Ebon Heath at udsmykke hver vask med en individuel struktureret keramisk overflade med filigran, der giver en unik berøringsmæssig og visuelt oplevelse. Udsmykningen består af farvestrålende og dekorative grafiske elementer bl.a. i 18 karat hvidguld.  Ud over LoopArt håndvaskene omfatter Villeroy & Bochs og Ebon Heaths Second Glance projekt mobiler og en smykkeserie, der består af 166 forskellige keramiske bogstaver. Smykkerne kan benyttes både som halskæder, øreringe og armbånd. Ebon Heath og Villeroy & Boch har i forbindelse med lanceringen af Second Glance etableret en hjemmeside – http://second-glance.villeroy-boch.com – hvor hele projektet og dets baggrund beskrives detaljeret.

LoopArt håndvaskene i Second Glance projektet er udsmykket med en individuel struktureret keramisk overflade med filigran elementer