Tag: FurnID

For

Foråret 2012 puster Kay Bojesen Denmark luft under vingerne på en munter nyhed for store og små: Sangfuglen. Et hidtil ukendt design skabt af Kay Bojesen i 1950’erne, men aldrig tidligere sat i produktion. Nu kan vi byde Ruth, Pop, Otto, Kay, Peter og Sunshine varmt velkommen i Bojesens forunderlige dyrefamilie. Alle seks fugle har et rent, moderne udtryk uden overflødige former, og selvom de ikke er et forsøg på at skabe kopier af virkelighedens dyr, er fuglene så livagtige, at man sagtens kunne forestille sig, at de brød ud i sang ved synet af solopgang over Øresund. www.rosendahl.dk

Foråret har meldt sig og naturen springer ud i farver. Det samme gør de nye møbler og sæsonens brugskunst, der byder krisen trods med ekspressive kulører som lilla, gul, rød og turkis.

Text Susanne Holte

Der er to ligeværdige tendenser i både mode- og indretningsbilledet for øjeblikket: den sort-hvide og den multikulørte – nøjagtig som vi så det i de såkaldte fattig-firsere, hvor krisen kradsede sidst. Uanset om årsagen er at vi instinktivt byder nedturen trods med farveglæde eller turen bare er kommet til lidt mere farvelade, så er det godt for både øje og sind med lidt farveglæde. En af de producenter, der netop nu sætter lidt kulør på indretningen er Fritz Hansen, der føjer nye farver og monster til kendte klassikere. Til at farvelægge har den danske virksomhed fået hjælp af to store internationale navne: engelske Paul Smith, der også er kendt fra modebranchen og den spanske designer Jaime Hayon, der høster stor anerkendelse for sit sofa-design Favn. Paul Smith, der tidligere har sat den tekstile dagsorden for blandt andre Erik Jørgensen Møbler med sine farverige stribede stoffer er på banen for Fritz Hansen med en række tekstiler, der i sit udgangspunkt er klassisk, men som har fået et moderne og frækt twist – ikke mindst i kraft af farvepaletten. Point by Paul Smith, som den skotsk-inspirerede kollektion hedder, giver nu nyt liv til Arne Jacobsens og Poul Kjærholms klassiske møbler. Fritz Hansens forårshumør afspejler sig også i sofaen Favn, der er skabt af den fabulerende spanske designer Jaime Hayon. Der er tale om en lille skalsofa, måske det mest vellykkede forsøg på at supplere den klassiske kollektion bestående af Arne Jacobsens stringente, men skulpturelle møbler. Den klæder, med sine afrundede organiske former og sit forholdsvis beskedne format, møbler som Ægget og Svanen. Det er en sofa i sin egen ret, som går fint i dialog med sine omgivelser. Favn åbner sig ud mod verden, berører forsigtigt jorden med sine lette ben og giver plads til innovativ udfoldelse. Kontraster i form af farver og tekstur understreger sofaens linier og referencerne til 60’ernes møbelkultur. Løse puder med knapper og sæde med keder forstærker indtrykket af et møbel, der kan glide ind i både private og offentlige miljøer. Hos Normann Copenhagen demonstrerer man også forårsinspireret kådhed med lanceringen af Bunny stolen – en moderne fortolkning af farfars øreklapstol. Det er designerduoen Aleksej Iskos og Boris Berlin, der har fostret dette ganske originale møbel, som fås i tre farver, blandt andet rød og lilla. -Vi har altid syntes, at en øreklapstol er en lidt glemt møbeltype. De fleste forbinder den med morfar, der sidder med sin avis eller mormor med strikkepinde. Derfor, var det spændende at genfortolke stolen på en sjov måde, med minder om de søde sovedyr, vi havde i barndommen og om den bløde Bunny – nu for voksne!, lyder det fra Boris og Aleksej.

Turkis er en af dette forårs helt store farver –gerne i kombination med kanariegul, blå og lilla. IKEA er med på denne bølge og lancerer blandt andet Söderhamn sofaserien med betræk i lys turkis. www.ikea.dk

Poul Kjærholms smukke, enkle og stramt designede PK22 stol får et helt nyt udtryk når den bliver klædt i tekstiler, designet af den engelske designer Paul Smith, der står bag den nye Point tekstilkollektion, som produceres af Kvadrat. www.fritzhansen.com

Der leges med såvel form som materialer og farver i den nye Favn sofa, som spanske Jaime Hayon har skabt for Fritz Hansen. Favn forener stringens og softness, coolness og komfort, imødekommenhed og image. Sofaen er på sin vis helt sin egen, det vil sige at den bærer Jaime Hayons genkendelige og lidt barokke dna, men den føjer sig – med sin elegance – også fint til Fritz Hansens kollektion i øvrigt. Sofaen fås i mange farver – også denne frække lilla. www.fritzhansen.com

Designerduoen Iskos-Berlin alias Aleksej Iskos og Boris Berlin har skabt en blød, indbydende og legesyg ven i stolen Bunny. Med sine voluminøse og bløde former er det en stol, man kan putte sig i samtidig med, at den tilfører kant og humor til ethvert rum. Bunny er en nyfortolkning af den klassiske øreklapstol og indbyder til, at man sætter sig og bliver omfavnet. Stolens frække og legesyge design understreges samtidig af de hårdt spændte snore på den bløde polstrede krop. Bunny stolen er betrukket med stof fra Gabriel og fås i tre flotte farver. www.normann-copenhagen.com

Malin tekstilkollektion er skabt af de to danske designere Barbara Bendix Becker og Mette Bache, som har arbejdet for IKEA siden 1996. For dem er der særligt fokus på det globale perspektiv i processen. -Slutkunden er verdensborger, og vi tænker alle de forskellige boformer i forskellige dele af verden ind i projekterne, fortæller Barbara. -Det gælder også det faktum, at mennesker i dag bor på mindre plads, så funktionalitet er et must.

Sunday er en modulopbygget loungesofa fra Fredericia Furniture, til alle der ønsker at have indflydelse på designet. Kombinationsmulighederne er mange – både med hensyn til hvordan modulerne sættes sammen og i valget af tekstiler og farver. Sofaen er designet af danske FurnID, som har villet skabe et venligt og imødekommende møbel. www.fredericia.com

Fritz Hansen introducerer til ære for Arne Jacobsen, hans kollektion af stabelstole i deres originale form. Serien omfatter de 9 træfinértyper ahorn, ask, bøg, kirsebær, oregon pine, elm, eg, valnød og indfarvet eg.
 Som tillæg til de naturlige finértyper, introduceres 9 nye farver, inspireret af den originale farvepalet, som Arne Jacobsen designede den i 1968. De nye farver er designet til at komplimentere de naturlige træfinértyper og inkluderer følgende farver: Hvid, lys grå, mørkegrå, sort, gul, orange, rød, petroleumsblå og grøn. www.fritzhansen.com

Stouby Furniture lancerer sammen med designer Thomas Pedersen en modulbaseret loungesofa med organiske former iklædt markante stikninger. Sofaserien – døbt Mirage – er inspireret af 50’ernes og 60’ernes stil kombineret med optimal siddekomfort, bæredygtigt håndværk og fleksibelt design. Mirage er Thomas Pedersens første sofadesign. Designet muliggør anvendelsen af flere forskellige farver og materialer på samme møbel, hvilket giver rig lejlighed til at skabe et individuelt udtryk, der matcher den øvrige indretning. Man kan tilpasse farverne på både korpus, sædehynde, puder og stikninger efter eget ønske. www.stouby.com

Da Fredericia Furniture lancerede Mundo stabelstol i 2007, udråbte  ét af Danmarks arkitektmagasiner den til at være både formidabel og gennemtænkt. Designeren bag stolen Susanne Grønlund opnåede derfor stor respekt for sin nyfortolkning af en let og enkel stabelstol. Mundo har en god siddekomfort, da den er konstrueret med udgangspunkt i træets egne egenskaber. Fredericia Furniture har nu valgt at lancere Mundo i farverne isblå, støvede blå, gul og mat hvid.  www.fredericia.com

WOOUF er et ungt spansk designstudio under ledelse af Paulo Martinez, der egentlig kommer fra modebranchen. Det kan måse ses på den farve- og mønsterglade kollektion af sækkestole som tager afsæt i hverdagsobjekter som fastfood, kager, is, rejsetasker m.m. Resultatet er sjove og uhøjtidelige møbler til børn, unge og barnlige sjæle. www.designdelicatessen.dk

Er man ikke til det store farveorgie på møblerne, kan man nøjes med at flirte med farverne på tilbehøret, for eksempel på puder og plaider. Hvad med disse farverige fugle på en pude fra Ilvas forårskollektion. www.ilva.dk

Avantgarden

Alice i Eventyrland i farverig fusion med Narnia. Frodig urtehave med udsigt til romantisk rosengård. Organisk fantasy-world i kontrast til skovens rustikke realitet. Saftige tropiske tableauer i dialog med en skandinavisk farvepalet fyldt med grønt. Alt sammen ingredienser i en ny trend, som man kunne betegne som manipuleret natur.

Text: Susanne Holte

Kunstscenen flyder endnu engang over af saftige farver og frivole former hentet i naturen. Tankerne ledes hen på de bugnende frugtfade og buketter, der gennem århundreder har inspireret malere over hele Europa, men også på de opstyltede naturtableauer, der både rummer det trygge og det uforudsigelige element. Gallerierne inviterer indenfor for at vise kunstnernes respektløse omgang med naturen, med farverne og materialerne. Samtidig gør designerne dem kunsten efter og tager os med på en lystvandring ind i en iscenesat og manipuleret natur med botaniske mutationer og designs, der både forlyster og foruroliger. De præsenterer os for syrede farver, kunststoffer og forvredne former, men også for naturmaterialer, hvor designerne næsten har arbejdet med ført hånd i bestræbelserne på at fortolke træer, grene og blomster. Her er poesi, politisk korrekt øko-ånd, teknologi og håndværk i en skøn blanding. Minimalismen har trange kår i dette univers, men stilen, der på mange måder er ganske uskøn, udmærker sig ved en pæn portion humor, uhøjtidelighed og livsglæde.

Den spanske designer Andere Monjo er fascineret af naturens egne materialer. Her har han koblet nogle egetræsplanker med grenene fra et blommetræ. Ideen med Plum Tree Stool er at minde os om den tætte forbindelse mellem de forarbejdede og de uforarbejdede materialer. www.anderemonjo.com

Genialt i al sin enkelhed: Bosbank eller Tree Trunk Bench fra hollandske Maandag Meubels åbner mulighed for at få sit eget lille stykke skov med hjem. Bænken består af en træstamme der leveres med fire galvaniserede beslag, fire træben og to orange bånd. www.maandagmeubels.nl

Klassisk og futuristisk, organisk og minimalistisk. Frost-stolen, der er designet af FurnID giver associationer til en blomst – ikke mindst når farven er grøn. Faktisk har designerduoen bag ladet sig inspirere af de linjer og formationer, der opstår når vinden leger med nyfalden sne. www.stouby.com

Den franske designer Anne Midavaine tager os med ind i regnskoven med sin smukke rumdeler Mangrove, fremstillet i lak af Jean-Noël Turquet. www.ateliermidavaine.com

Det ligner skelettet fra et længst uddødt dyr, men No. 3 Bench er en bænk fremstillet af polypropylene, træ og lakeret metal. Designeren bag er hollandske Floris Wubben, der formmæssigt har taget udgangspunkt i træroden. www.floriswubben.nl

I sangene kan man høre om bed of roses, men man kan også nøjes med en stol når den er få fantastisk som Muchas Rosas Chair fra Ricrea. Den er fremstillet af filt af de tre talentfulde designere Angela Mensi, Ingrid Taro og Cristina Merio. www.crearicrea.com

Den unge engelske designer Tom Price, der designer og fremstiller møbler af nedsmeltede plastrør fra industrien, er også manden bag PP Tree Installation, der for nylig blev udstillet på Industry Gallery i Washington DC. Installationen, der er fremstillet af nylonkabler og polypropylenerør er en hyldest til byens ikoniske kirsebærtræer. www.tom-price.com

Arne Jacobsens ikoniske Svane er blevet klædt i blomster i forbindelse med Pink Swan Project, hvor nitten internationale arkitekter, møbel og -modedesignere har leget med udtrykket til fordel for The Breast Cancer Research Foundation. Her er det Milly De Cabrols unika-stol, der ligesom de øvrige er blevet solgt på auktion. www.fritzhansen.com

S

Slip fantasien løs og vælg imellem alverdens farver og materialer til at skræddersy din helt egen Frost-stol, sådan lyder tilbuddet fra den danske møbelproducent Stouby Furniture. Ideen matcher en ny tendens, hvor forbrugerne får store indflydelse på møblernes endelig udseende.

Text: Susanne Holte

Kombiner stolens farve med alternative materialevalg, fremhæv knapperne på sædehynden eller vælg specielle ben for at skabe et unikt udtryk på den nye Frost stole, der er skabt af designerduoen FurnID Stolen har klare referencer til 40’ernes og 50’ernes klassiske, skandinaviske møbeldesign, men har samtidig et futuriske udtryk, der giver stolen potentiale til at blive en nyklassiker. Formen, materialerne og de rå træben giver stolen et stilrent look, der gør den brugbar i mange forskellige rammer og sammen med både ældre designklassikere og mere moderne møbler. Der er frit valg på farvepaletten, ligesom der er plads til at lege med materialerne. Man kan for eksempel kombinere et sandfarvet lædersæde med en skal i beige tekstil eller give stolen et mere markant look med sortbejdsede træben eller kontrastfarvede knapper i sædehynden. Vælge en knaldrød version eller en snehvid for et enkelt udtryk. Den snehvide var egentlig Frosts originale farve, fordi inspirationen til stolen fra de linjer og formationer, der opstår når vinden leger med nyfalden sne. Frost-stolen kan fås i både tekstil, læder og mikrofiber samt kombinationer af disse. Designerne baf FurnID er møbeldesigner Bo Strange og industriel designer Morten Kjær Stovegaard, der siden etableringen i 2006 har vundet adskillige priser for deres nytænkende og grænsesøgende formgivning, hvor det centrale aspekt er at skabe imødekommende møbler. www.stouby.com