Tag: funktionalitet

Bolia Design Award 2013

Bolia er klar til at modtage innovative designs i forbindelse med Bolia Design Award 2013. Prisen, der er skabt for at fremme kreativitet og innovation indenfor møbeldesign, går til talentfulde og nytænkende designere fra hele verden. Udover æren og kontante præmier, får de bedste af deltagerne mulighed for at blive en del af Bolia Designteam. Temaet denne gang er New Scandinavian Design, med afsæt i det skandinaviske formsprog, materialer og håndværkstraditioner, får mulighed for at byde ind med nye fortolkninger til overkommelige priser. Opgaven er at udvikle et møbel til opholds- eller spisestuen, men det kan også være et originalt stykke brugskunst (accessories) eller et opbevaringsmøbel. Designet skal komplimentere og styrke Bolias kollektion, der er kendetegnet af: innovation, enkelhed, funktionalitet, kvalitet og prismæssig tilgængelighed. Bolia præmierer de tre bedste designs med henholdsvis 30.000,- kroner til vinderen, 20.000,- kroner til 2. pladsen og 10.000,- kroner til 3. pladsen. Der uddeles også en publikumspris på 10.000,- kroner og der gives hædrende omtale og 5.000,- kroner til seks designs. Se mere om betingelserne på www.bolia.com

holte

Wegners elipse

Carl Hansen & Søn, verdens største producent af Hans J. Wegners designikoner, havde under IMM i Køln 2011 premiere på intet mindre end seks nye spiseborde designet af mesteren selv.


Text: Susanne Holte


Wegner arbejdede med bordene tilbage i 1962, men de er aldrig tidligere produceret i større antal. De aflange borde, der lyder betegnelserne CH334, CH335, CH336, CH337, CH338 og CH339, former alle en tilpasset ellipse og er dermed et skoleeksempel på den vedvarende nysgerrighed omkring former og materialer, Wegner bevarede livet igennem. Med sit originale formsprog og smidige streg afsøger bordpladerne krydsningsfeltet mellem cirkulære og firkantede former – en facon, der fornyer den klassiske ellipse og giver gode siddemuligheder uden generende hjørner. Designet rummer desuden mulighed for en mængde individuelle kombinationer, idet spisebordene findes i tre forskellige længder i rent træ eller med ben af rustfrit stål. Alle bordene fås med bordplade i ask, bøg, eg og valnød. Spisebordene med stålben fås yderligere i laminat og linoleum.


Usvækket kærlighed


Siden 1949 har Carl Hansen & Søn samarbejdet tæt omkring produktion af Hans J. Wegners møbler, og kærligheden til den nu verdensberømte designers arbejder er fortsat usvækket. Med indlemmelsen af de seks nye spisebordsmodeller udbygger Carl Hansen & Søn sit sortiment af Wegner spiseborde og samtidig glæder man sig over den funktionalitet og aktualitet, Wegners design fortsat påberåber sig overalt i verden.

-Som formidlere af den Wegnerske designarv begejstres vi naturligvis, hver gang vi støder på muligheden for at sætte nye design af Hans J. Wegner i produktion. Dog er det afgørende, at designet er tidløst og imødekommer moderne indretningsbehov, og med de nye spiseborde mener vi netop at have fundet en dynamisk balance mellem klassisk design og det 21. århundredes individuelle løsninger, fortæller Knud Erik Hansen, ejer og tredje generation hos Carl Hansen & Søn, hvor håndværkstraditioner og kvalitet er i højsædet. Hvert enkelt møbel kræver minutiøs forarbejdning og respekt for materialet, og også de nye spiseborde regnes for en livslang investering i håndværk og design.


Individuelle løsninger


Med sine mange materialemuligheder rummer modellerne CH334, CH335, CH336, CH337, CH338 og CH339 ekstraordinær mulighed for at tilpasse Wegners klassiske design, så det passer præcist til individuelle indretningsbehov og smagspræferencer. Tre forskellige længder, seks forskellige bordpladematerialer og to typer ben giver forbrugeren mulighed for at tage aktivt del i designprocessen og vælge sin helt egen variant, og med sin store spændvidde fuldender serien bordsortimentet hos Carl Hansen & Søn, så der er noget for enhver boligstil. Træbordenes varme nuancer og elegante naturlighed er indbegrebet af Scandinavian Living, mens de strømlinede stålben i kombination med underspillet laminat eller linoleum hylder minimalismens no-nonsense æstetik.