Tag: Fratelli Boffi

Tingsteder

Ting tager tid! Selvom der måske kun er tale om døde ting, må man nøjes med at tage én ting ad gangen. Vil man alligevel ikke affinde sig med tingenes tilstand kan løsningen være at kalde tingene ved deres rette navn eller at tage hver ting til sin tid – se på tingenes tilstand og bringe dem til et tingsted.

Text: Susanne Holte

Det startede med dragkister, kommoder og karlekammerskabe. Så kom dækketøjsskabene, amagerhylderne, vitrinerne og piedestalerne. Senere kom de store systemer i form af reoler med plads til gigantiske bogsamlinger, væg-til-væg moduler og walk-in skabe med plads til mængder af tøj, sko og andre personlige ting. Der blev samling på tingene, orden i kaos og opbevaringsplads til vores materielle velstand.

De store altomfavnende elementmøbler og de integrerede gemmesteder optager stadig mange kvadratmeter i vores hjem, også selvom kulturelitens bugnende bogreoler er på retræte hos den unge generation, der foretrækker at oplagre deres liv i cyberspace. Midt i mellem disse to poler oplever vi så igen en dekonstruktion – en opsplitning i mindre elementer i skikkelse af små skulpturelle møbler, der kan rumme vores personlige nips og som underbygger vores mantra om altid at være i bevægelse og være omstillingsparat. Der er til dels tale om praktiske møbler, der modsvarer specifikke behov, men også om møbler, der kan sammenlignes med de montre, som vi kender dem fra museer eller butikker og hvor vi kan udstille kunst og brugskunst.  Dækketøjsskabene, som havde deres storhedstid i 30’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne har længst fået en renæssance – både de velkendte klassiske bud og de mere moderne fortolkninger. Fra samme epoke henter vi lige nu også de gamle indskudsborde ind i varmen. Markedet oversvømmes med småborde i alle tænkelige former og materialer. Sådan er det også med de små opbevaringsmøbler, der byder sig til som skjul for nøgler, mobiltelefoner, opladere, handsker og andre små livsfornødenheder, der let bliver borte eller som ligger og skaber uorden på borde og stole. Mange af tidens nye opbevaringsmøbler fungerer ikke blot som praktiske tingsteder, men fremstår også som små skulpturer i indretningen. Selvom der stadig er mere status i at tegne smukke stole, tage udfordringen op med en komfortabel sofa eller at udtænke et elegant bord, er der nu flere designere, der giver sig i kast med mindre prestigefulde projekter. Tendensen kunne aflæses på den seneste SE-udstilling på Designmuseum Danmark, hvor temaet denne gang var; Opbevaring. Stillet overfor dette dogme, demonstrerede godt 40 danske og udenlandske designere i samspil med nogle af de dygtigste producenter at kreativiteten sagtens kan finde et originalt udtryk i det små.

Chameleon Cupboard er endnu et pletskud fra den svenske designtrio Front. Opbevaringsmøblet, der er sat i produktion af italienske Porro, har referencer til de historiske rejsekufferter. Det praktiske møbel giver ligeledes associationer til kinesiske æsker, der konstant viser sig i nye overflader og materialer. www.frontdesign.se, www.porro.it

Det svimler helt for øjnene når blikket falder på Ferruccio Lavianis skab Good Vibrations fra den italienske producent Fratelli Boffi, der er kendt for deres ekspressive møbler. Skabet er skåret ud i egetræ ved hjælp af en CNC-maskine. www.fratelliboffi.it

Graffiti, JetClass.

Montana er først og fremmest forbundet med reolkasser, men systemet kan så meget andet. En af mulighederne er at frembringe en montre, hvor man kan udstille kunstværker eller andre genstande, der tåler dagens lys. www.montana.dk

Det portugisiske designfirma Boca do Lobo er ikke bange for det ekstraordinære, grænsende til det svulstige. Et eksempel er Pixel-kollektionen, der er en hyldest til både håndværk og design. Skabet er skabt af mere end tusind trekanter beklædt med lak, guld og sølv. www.bocadolobo.com

Den italienske producent Porro har længst fået øjnene op for svensk designtalent i skikkelse af Front, der blandt andet har udviklet Mikado, der med sin lette og åbne struktur bestående af asketræsstokke er en mellemting mellem en vitrine og et skab. www.frontdesign.se , www.porro.it

Den schweiziske designvirksomhed Atelier Oï, der er grundlagt af Aurel Aebi, Armand Louis og Patrick Reymond, beskæftiger sig med både arkitektur og design – et eksempel på det sidste er Hommage skabskollektionen, der fremstilles hos Röthlisberger. www.roethlisberger.ch , www.atelier-oi.ch

Drum designet af Troels Grum-Schwensen og fremstillet af Montana til SE 2013.

Opbevaring var temaet for vinterens SE-udstilling, og mange danske og udenlandske designere havde budt ind med kreative fortolkninger på et lidt overset tema. Et af de flotte bidrag kom fra Thomas E. Alken, der deltog med sin på én gang elegante og rustikke Turn-Table.

Stack Table er et smukt eksempel på et multifunktionsmøbel: bord og opbevaring i et. Det er den Singapore baserede designer Nathan Yong, der har designet det farverige og praktiske møbel for italienske Living Divani. www.livingdivani.it

Skabagtigt

60’er møblet over dem alle: skænken, er blevet støvet af igen. Det yderst praktiske stykke interiør er ikke blot fundet frem af gemmerne, det er også blevet pimpet efter alle kunstens regler. Gimmicks og nye skulpturelle elementer betyder at gammelt og nyt, innovation og nostalgi går smukt hånd i hånd. Velkommen tilbage!

Text: Susanne Holte

I 60’erne og 70’erne stod den i alle hjem. Skænken hørte helt naturligt med når spisestuen skulle indrettes. På lette eller tunge ben, klædt i teak, palisander eller eg, stod den og favnede dækketøjet og var samtidig det naturlige samlingspunkt for husets kollektion af juleplatter, der ofte hang til skue netop her. Den var formodentlig købt som en del af et komplet spisestuesæt og dermed også højt placeret på ønskesedlen når nyslåede ægtepar etablerede deres første hjem. Et årti eller to senere røg den ud sammen med indskudsbordene og Marokko-puderne, der sjovt nok også er tilbage i de unge trendy hjem. Skænken er som så mange andre retro-genstande fra de populære Mad Men 60’ere tilbage i fuld vigør, men denne gang i sin helt egen ret. Ikke som en del af et sæt, men som en funktionel skulptur, et møbel, der fanger øjet og som ikke nødvendigvis har til opgave at samle indretningen. Skænken anno 2012 må gerne skabe lidt spektakel og vise at her bor nogen, der tør. Vovemodet deles af mange designere, der giver den fuld gas med hensyn til materialer, form og farver. Normalt ligger det store designpotentiale i stolen, men skænken rummer nogle af de samme formmæssige muligheder, som gør netop dette lidt overflødige møbel til en spændende udfordring.

Heritage hedder denne smukke skænk fra den portugisiske virksomhed Boca Do Lobo, der blandt andet har specialiseret sig i ekspressive skabsmøbler. Skænken er beklædt med håndmalede fliser, der hver især illustrerer en historisk periode. Indvendig er den beklædt med bladguld. Den indgår i en særlig limited edition kollektion. www.bocadolobo.com

Inspireret af den velkendte russiske Babuska-dukke har Aylin Kayser skabt skabset Schrank 11, der betjener sig af samme princip: et skab i et skab i et skab og så videre. Møblet er en humoristisk kommentar til vores trang til perfektion. Skabets brugsværdi er måske ikke så høj, men hvad det måtte mangle af nytteværdi kompenseres af det kunstneriske udtryk. www.aylinkayser.com

(W)hole er navnet på denne originale kommode fra Fratelli Boffi. Møblet, der rammer en aktuel trend, hvor man blander klassiske og moderne virkemidler, er designet af Ferruccio Laviani og indgår i hans F* the Classics kollektion. www.fratelliboffi.it

Collectors Cabinet fra italienske Cerruti Baleri har dekorative kvaliteter, der nok kan kvikke enhver spisestue op. Skabet er designet af Maurizio Galante+Tal Lancman og det vakte stor opsigt på forårets store møbelmesse i Milano. www.cerrutibaleri.com

Det er Søren Rose Studio, der står bag Reflect skænken, der er inspireret af lyset i Skandinavien. De fire hjørner på hver front har en kurve som får skænken til at fremstå let og levende. Samtidig understreger designet og håndværket egetræets naturlighed og varme. Det danske designfirma Muuto står bag produktionen. www.muuto.com

Designeren Giancarlo Vegni er ansvarlig for denne letbenede skænk fra Fasem. Inspireret af intarsia-teknikken er fronten beklædt med læder i en art mosaik. www.fasem.it

Selfcontainer, Marama.

Spændende nyfortolkning af skænken, udviklet af hollandske Ralph van der Made fra gruppen Design By Us. De runde skydedøre, der giver møblet sit særlige udtryk, ruller i stedet for at glide. Dørene laves i forskellige materialer og farver og kan skiftes ud således at møblet skifter karakter. www.ralphvandermade.com

Pedro Sousa fra Boco Do Lobo er ophavsmanden til Mondrian skænken fra Large Emotion kollektionen. Det charmerende møbel ser ud som om det er stykket sammen af flere forskellige gamle kommoder og skabe. Resultatet er overraskende moderne. www.bocodolobo.com

Designduoen Studio Job har skabt en ode til den frankiske møbeltradition med Altdeutche Cupboard – en række skabs- og skænkemøbler, dekorativt dekorerede med symboler som kranier, roser, nøgler og fjer, der refererer til livets forgængelighed. www.moooi.com

Den schweiziske designer Alexandre Gaillard har udviklet Vibrations skænken for Roche Bobois. Skufferne er skjulte bag en vibrerende struktur af horisontale forskydninger. www.despositogaillard.com

Daniel Moyer, der har base i Brooklyn, arbejder gerne med genbrug. Det er også tilfældet med det orange skab, der har en fortid som opbevaring for redningsudstyr. www.danielmoyerdesign.com

I anledning af 100-året for Finn Juhls fødsel relancerer onecolletion en række ”nye møbler”, blandt andet denne smukke skænk FJ Buffet. www.onecollection.com