Tag: formgivning

Made In Denmark – finalen

Susanne Holte er en af tre eksperter, som skal finde en vinder i ”Made in Denmark”-finalen, som sendes på DR1 tirsdag den 12. maj. Med sig har hun designeren Erik Bagger (TV) og designer og arkitekt Kasper Rønn (th). Foto: Sille Serup

Text: Susanne Holte

Igennem de seneste syv uger har man på DR1 kunnet følge syv passionerede kunsthåndværkere, få et indblik i deres arbejdsmetoder og se, hvordan de har håndteret nye udfordringer og materialer. De er gået på opdagelse i hinandens værksteder og dystet på kreativitet og håndværksmæssig kunnen, og hver uge er der blevet kåret en ugevinder. Nu er tiden så inde til den store finale tirsdag den 12.maj. På to dage skal kunsthåndværkerne producere et værk, som, ud over deres eget materiale, også integrerer et af de andres materialer. Som et ekstra benspænd får de et tema, som de skal fortolke og forløse på original vis.

De færdige værker skal så præsenteres for et dommerpanel, som skal finde frem til den endelige vinder af ”Made in Denmark”.

Den svære opgave er lagt i hænderne på tre eksperter: den erfarne designer Erik Bagger, der af mange vil være kendt for sine glas, Kasper Rønn fra NORM Architects, der er en af tidens dygtigste unge designere, samt journalisten Susanne Holte, der gennem en årrække har skrevet om arkitektur og design i blandt andet Bo Bedre, Design from Scandinavia, Living Design og Byggeplads.dk

Susanne Holte skal bruge sit professionelle øje og sin indsigt i dansk design og kunsthåndværk, til at finde frem til den kunsthåndværker, der løser opgaven mest overbevisende.

Finalen er optaget på designhøjskolen Engelsholm ved Vejle. Her, i naturskønne omgivelser, skal keramikeren Nina, smykkekunstneren Marika, arkitekt og papirkunstner Louise, glaspusteren Mikkel, træmanden Kasper, smeden Charlotte og Claus, der arbejder i læder, dyste om æren.

De syv finaledeltagere i Made In Denmark dyster på kreativitet og håndværksmæssig snilde tirsdag den 12. maj kl 21.45 på DR1. Foto: Sille Serup.

Fornemmelse for vand

Et eksempel på Nendo’s uortodokse tilgang til formgivning er  Axor LampShower. Oki Sato, der er den kreative hjerne bag det japanske designstudio, har på magisk vis koblet lys og vand. Axor LampShower er ikke en bruser og ikke en lampe, men en hybrid, som bryder med vores forestillinger om baderumsudstyr. Fås i flere varianter – både til væg- og loftmontering. www.hansgrohe.com

Det falder fra skyerne som regn, slud, sne eller hagl – det danner floder, søer og have – det lægger sig i driver, danner hvide bjergmassiver, presser sig sammen i gletsjere, smelter og fryser, former landskaber, giver og tager liv. Vand er en forunderlig størrelse – og en evig kilde til forundring og inspiration. Designerne udfordrer lige nu vandet i sine mange former. 

Man får lyst til at røre eller måske at springe på hovedet når man spejler sig i Mercury Coffee Table fra Okha, der er fremstillet af spejlpoleret rustfrit stål, banket ud i hånden. Bag designet står Adam Court. www.okha.com

Text: Susanne Holte

Naturen er netop nu en af de største – om ikke den største – inspirationskilde for designere og kunstnere af alle slags. Det afspejler sig i materialevalg, i et organisk formsprog, en afdæmpet og douche farveskala med afsæt i jord, planter og himmel, en stor interesse for det nordiske univers og forstærket fokus på autenticitet. Vi jagter det rene, uspolerede og ægte, vi interesserer os for bæredygtighed og vender alle blikket mod nord, hvor isen smelter og isbjørnen kæmper for sine levesteder. Is og vand bliver konkrete symboler på en klode i forandring, på skrøbelighed, på en verden af i går. Ikke underligt at kunstnere og designere lader sig rive med og tager os med ind i et kuldslået univers, hvor vand, sne og is hersker og hvor man hvert øjeblik forventer at støde på Gerda, der fortvivlet leder efter Kaj i Isdronningens rige. Til en verden, hvor monsterregn, isvintre og oversvømmelser skaber overskrifter, men også til en verden fuld af stilhed og poesi.

På den kunstneriske scene kunne man på verdens største messe for moderne kunst, Art Basel i Schweiz, dette forår se en stribe kunstværker og installationer med vand som omdrejningspunkt. Ligesom den forgangne sommers mest hippe udstilling på Barbican Gallery i London var en gigantisk og helt unik installation med titlen Rain Room, skabt af kunstnergruppen Random International. Her kunne de besøgende stille sig ind i et silende regnvejr skabt ved hjælp af 3D-teknologi og 2500 liter vand – vel at mærke uden at blive våde. Publikums reaktion var en væsentlig del af værket.

Kunstmuseet Louisiana følger trop med den aktuelle udstilling Arktis, hvor billedkunst, naturvidenskab og antropologi smelter sammen i en stor hyldest til et hjørne af verden, der til alle tider har haft stor fascinationskraft.

På designfronten er det hovedsagelig lysdesignerne, der lader sig udfordre af sne og is, men også møbeldesignere og kunsthåndværkere lader sig rive med at de blanke flader, vandspejlet i bevægelse, isens spor i landskabet og frostens transformationsevne. Selvom tidsånden lige nu kræver masser af hygge, varme og fortættede stemninger, så er der sprækker i overfladen, hvor der åbenbarer sig køligere tendenser – en ny friskhed.

David Gill Galleries i London har netop vist en af Zaha Hadids fantastiske Prototype Liquid Glacial Tables, skabt i akryl/plexiglas. Bordene, der er lavet i et yderst begrænset antal, er håndlavede og blev allerede i forbindelse med lanceringen sidste år udråbt som ”Best Designs of 2012” af Design Museum. Selv fortæller Zaha Hadid at hun altid har været fascineret af det ”flydende” og at ny teknologi nu gør det muligt at leve disse drømme ud. Foto: Jacopo Spilimbergo. www.davidgillgalleries.com

Det flydende og dynamiske er i spil for glaskunstneren Anne Flohr, der har skabt kollektionen Milk til Danish Crafts Collection CC17. Anne Flohr arbejder med mundblæst glas og har en forkærlighed for ting i klynger – hvor hvert enkelt element bidrager til et hele. www.anneflohr.dkwww.craftscollection.dk

Gennemført håndværk, fokus på detaljen og kendskab til materialet er blandt de spidskompetencer danske kunsthåndværkere og designere udviser i Danish Crafts Collection CC17. Årets kollektion byder blandt andet på arbejder og designs af den danske glas- og lyskunstner Maj-Britt Zelmer Olsen, der bidrager med lampen ShadowLight. www.zelmerglas.dkwww.craftscollection.dk

Den minder om en lysende totempæl – den er næsten to meter høj og den forener sofistikeret teknologi og emotionel design på flotteste vis. Helios lampen fra italienske Slamp indkapsler et imaginært vandfald frembragt af transparent akryl, marmor  og et patenteret materiale kaldet Lentiflex, som giver liv til det ”flydende” lys. www.slamp.it

Siden Holmegaard sidste år greb fat i den såkaldte ”upcyckling”-tendens med lanceringen af glasserien Nordlys, har lysten til at genanvende materialer taget fart. Peter Svarrer er den kreative kraft bag Nordlys, der nu suppleres med en ny frokosttallerken i den smukke frostede vandblå farve. www.holmegaard.dk

Nogle af det mest originale designs kommer fra det japanske designstudio Nendo, der konstant føjer nye lag til velkendte produkter.  De mestrer både det poetiske og det stringente – som det for eksempel ses i møbelserien Innerblow, hvor klumper af smeltet glas i kvadratiske rammer bliver til borde, bænke og skabe. www.nendo.jp

På den anden side af Atlanten – nærmere bestemt i Seattle sidder en norsk arkitekt, Nils Finne, som har taget den skandinaviske påvirkning og sin fascination af naturen med til sit nye hjemland. Det er der blandt andet kommet en fantastisk bord-kollektion ud af, som bærer navnet STEN. Inspirationen til de ekspressive og organisk formede glasborde har Nils hentet i strandkanten på en gåtur blandt sten og vand. www.finne.com

Spejlglas og vand er væsensbeslægtede. Her er designeren Bruno Rinaldi gået hele vejen og har skabt en ramme, der helt klart giver associationer til et vandspejl i bevægelse. Spejlet, der produceres af Opinion Ciatti, fås i flere størrelser og formater. www.opinionciatti.com

Man tænker, vand, vind, turbulens og stoflighed når man ser Ferruccio Lavianis flotte Twist lampe for Kartell. Det dynamiske udtryk er frembragt i polycarbonat. www.kartell.it

Re-think, re-duce & re-craft

Re-think, re-duce og re-craft er nøgleordene i den nye sprudlende kollektion af kunsthåndværk og design, Crafts Collection 14, skabt af nogle af Danmarks dygtigste formgivere. Og her bliver virkelig genovervejet, reduceret, genskabt og tænkt ud af boksen.

Af Susanne Holte

Foto: Jeppe Gudmundsen, Danish Crafts

Bæredygtighed er det helt overordnede tema i den nye Craft Collection, der er den 14. af sin art. Med fokus på miljø og optimering af materialer fortolker de 28 deltagende kunsthåndværkere begrebet bæredygtighed på vi hver sin unikke måde, og man overraskes uvilkårligt over hvor innovative produkter der matcher begreber som genanvendelighed, lang levetid og social ansvar. Her er en sprællemand produceret af aflagte kasser fra Årstiderne, et juletræ, der kan genbruges, trælegetøj af vejafspærringslægter samt sølvbrocher lavet af gamle moccaskeer. Kollektionen puster desuden nyt liv i gamle platter og krus, der genopstår med nye motiver og dekoration. Således kopperne Alice, der med udgangspunkt i fortællingen Alice i Eventyrland forvandler kasserede og anonyme kopper til nye unikaprodukter. Crafts Collection er en kollektion af moderne dansk kunsthåndværk, der sammensættes én gang årligt af en ekstern curator og markedsføres på internationale messer. Crafts Collection er et led i Danish Crafts’ professionalisering af området, og deltagerne i kollektionen bliver introduceret til eksportmarkedet og får herigennem erfaring med at agere professionelt med hensyn til kundekontakt, levering, fakturering og forsendelse. I år er det så en ny kurator, der står i spidsen for den årlige kollektion, som netop er blevet præsenteres på den store brugskunstmesse i Paris. Med et nyt internationalt blik på dansk kunsthåndværk tager Crafts Collection således et afgørende skridt i en ny retning. Det er den London-baserede designer Nina Tolstrup, der har taget ansvaret på sig og hun har i sin curatering sat øget fokus på det afsætningsmæssige perspektiv og valgt bæredygtighed som omdrejningspunkt.

-Det er en god forretning at være miljørigtig, udtaler Nina Tolstrup. Forbrugerne vil gerne have samvittigheden i orden, når de køber ind, og vide, at produktet ikke ødelægger naturen og miljøet. Samtidig påtager butikkerne sig et samfundsansvar ved at forhandle produkterne. Derudover har jeg i udvælgelsen lagt vægt på den historie, produktet fortæller, ligesom jeg ikke er gået på kompromis med den høje kvalitet og formgivningsekspertise, der altid har karakteriseret produkterne i Crafts Collection. Resultatet er produkter, der giver mening både for designeren bag produktet og for køberen af det.