Tag: Form

Bl

Chesterfield, stikninger, bløde buler, læder og tekstil spændt ud og fastholdt af knapper og sting. Der er associationer til tilrøgede herreværelser, eksklusive hjørnekontorer, cognac i glasset og maskuline værdier. I nye fortolkninger får de buttede møbler et blødere og mere feminint udtryk.

Text: Susanne Holte

Vi kender dem alle – de voluminøse Chesterfieldmøbler, der signalerer gedigent håndværk, soliditet og old school design. De er tunge og solide og eksponenter for en svunden tid, hvor mænd var mænd og kvinder skulle tie i forsamlinger. Stilen, som i sin ultimative form, emmer af eksklusivitet og maskulinitet, har i årtier levet sit eget liv på direktionsgangen, i herreværelser, på herregårde og i film fra 40’erne og 50’erne. Den er kopieret og forfladiget, men aldrig helt glemt. Nu popper den så op på designscenen igen – denne gang som en formmæssig inspirationskilde til nye bløde sofaer, stole og senge, der byder sig til med en favnende feminin udstråling og nye værdier, de sender tankerne hen på en beskyttende livmoder. Flere af nyfortolkningerne er forsynet med en forfriskende lethed, som i højere grad signalerer vattæppe end stif upperlip. Der er også flere humoristiske fortolkninger – parafraser, om man vil – i nogle tilfælde leger designerne med vores fastlåste forventninger til materialer og tekstur. De bløde buler skabes i beton eller i tekstil, der til forveksling ligner træ. Variationerne over temaet Chesterfield er blot et af flere aktuelle eksempler på at man ironiserer og fortolker ikoniske designs. Et af de arketypiske møbler, der senest har været igennem møllen er den klassiske wienerstol.

Farven hvid

Hvid giver plads til den rene form, til fantasien og følelserne. Farven skaber rum og ro. Derfor vælger mange designere og møbelproducenter at udstille deres prototyper i netop denne – den mest neutrale – af alle farver. Hvid er også den røde tråd i dette års SE-udstilling – Whiteout, hvor en stribe af tidens ypperste formgivere udfordre øjet til at gå på opdagelse i et æterisk univers.

Text: Susanne Holte

Foto: Thomas Ibsen

Hvid kan noget ingen andre farver formår: give plads til den rene form. Farven, der på een gang er ren og foruroligende, er på alle måder den sortes diametrale modsætning – både på det følelsesmæssige og udtryksmæssige plan. Selvom hvid også går under betegnelsen en ikke-farve, rummer den nogle indlysende kvaliteter, og mange designere vælger netop denne farve til at fremhæve deres design med.

Hvid er uskyldens farve – en farve, som står for det kyske og rene, men samtidig også for det emotionelt underspillede. Modsat sort, som sluger lyset og dermed opfattes varm, kaster hvid alle lysbølger tilbage, og virker derfor kølig. Farven symboliserer begyndelsen og slutningen. Den er kædet sammen med opfattelsen af ærlighed, renhed og uskyld, og anvendes derfor på barnets dåbskjole og brudens kjole. Farven har også en klinisk og antiseptisk side, som vi kender fra lægens kittel, fra spøgelset, fra islandskabet og døden.

Den hvide verden

I indretningen skaber den hvide farve en cool og sofistikeret stemning. Interiører, der holdes hvidt i hvidt giver visuel plads til de enkelte elementer, der via skyggevirkninger træder frem som stringente skulpturer.

Måske derfor er hvid valgt som omdrejningspunktet for dette år Snedkernes Efterårsudstilling, også kaldet SE, der denne gang vises på Ordrupgaard i Charlottenlund.

Udstillingen hedder meget betegnende Whiteout, hvilket både henviser til farven og vejrfænomenet, hvor sne, tåge eller dis reducerer sigtbarheden. Der er dog masser af klarsyn når SE’s medlemmer samt en stribe gæsteudstillere viser 38 nytænkende prototyper, kondenseret ud fra et hav af snehvide koncepter, tekniske udfordringer og håndværksmæssig feinschmeckeri.

Som altid i SE-regi danner foreningens møbelproducenter parløb med foreningens designere for at skabe eksperimenterende møbler i et ikke kommercielt forum – for at tænke nyt og frit og for at kunne arbejde ud fra en ikke-profit-orienteret dagsorden. Ideen er at trække branchen ud ad nye stier og selvom der altid er tale om fabulerende og eksperimenterende formgivning, sker det ikke så sjældent at produkterne ender i produktion. Nanna Ditzels Trinidad stol, Poul Kjærholms PK24 chaise longue og Hans J. Wegners Cirkelstol er alle født som eksperimenter på SE.

Lang historie

Snedkernes Efterårsudstilling startede i 1981 og er en ikke-kommerciel sammenslutning af møbelproducenter og designere, der er uafhængig af organisationer, ministerier og andre interessenter, og hvis hovedformål er at skabe og udstille innovative møbelprototyper en gang årligt. Møbler skabt ud fra ét tema, en specifik idé eller en overordnet ramme, som Snedkernes Efterårsudstilling har udstukket det pokies play pågældende år og som medlemmerne skal samarbejde om. Møbler der træder nye stier i nye kontekster og med nye ideer som bannerfører. Ikke som skitser på papir, men som fysiske og flyvefærdige prototyper, der tilmed kan siddes i. Netop brugbarheden og den fysiske oplevelse af medlemmernes møbler er magtpåliggende for SE, da det normalt ikke er tilladt at sidde i udstillede genstande.

Samarbejdet mellem producent og designer fordrer vidensudveksling og respekt. Respekt for faget og for hinandens fagligheder uden at tabe møblet af syne, for ambitionen er at drive værkerne et skridt videre hver gang. Hvert år deltager et hold gæsteudstillere for at skærpe feltet endnu mere, for friske øjne ser altid nye vinkler og nye måder at gøre tingene på – og den udfordring skærper værkerne i sidste ende. Få steder i verden findes en tilsvarende professionel legeplads for designere og producenter, der både tager sig selv og sine produkter alvorligt, og hvor det kommercielle aspekt ikke er en styrende faktor for møblets udformning.

Whiteout og nogle af de stærkeste navne indenfor møbelkunst kan opleves på Ordrupgaard frem til den 23. Januar, hvorefter udstillingen tager til Tokyo.


1.Designerne Aleksej Iskos & Boris Berlin har skabt denne florlette, spindelvævsagtige stol i samarbejde med den svenske møbelproducent Källemo.

2.Hele ideen med SE-udstillingen er at koble producenter og designere i bestræbelserne på at frembringe noget helt nyt – uden skelen til det kommercielle. Der er noget næsten sårbart over Claus Bjerre’s fine stol, som Københavns Tekniske Skole har produceret.

4.Designeren Christina Liljenberg Halstrøm har ikke alene udtænkt formen, hun har også selv udført denne elegante og skødesløse loungestol.

5.Et grafisk manifest – sådan kanman næsten betegne Carlo Volf’s elegante og lette metalstol, produceret af JM Rør A/S.

6.En øreklapstol af den mere utraditionelle slags udviklet af Dogg Gudmundsdottir & Rikke Rützou Arnved. Producenter er Anna Gunnarsdottir, Istex, Setra og Morten Lyhne Design.

7.Forskydninger af en enkel form. Ditte Hammerstrøm, der er en af tidens mest visionære danske designere har leget med en arketypisk stol. JM Rør A/S har produceret.

8.Det organiske formsprog, som ofte kendetegner møbelarkitekten Hans Sandgren Jakobsen, er også anvendt her. Producenten er Hay.

9.Et design behøver ikke altid at være fortænkt for at skille sig ud. Beviset er Hannes Stephensen’s enkle stol, produceres af PP Møbler ApS.

10.En simpel malkeskammel har fået blødt selskab i Jeremy Waltons regi. Producent: Mette Eis, Københavns Møbelsnedkeri.

11.Inspireret af tøndens buede stave har KR/Knut Bendik Humlevik og Rune Krøjgaard designet en utraditionel lænestol, produceret af Københavns Tekniske Skole og Classic Møbelpolstring.

12.Designeren Lovorika Banovic har gjort bagsiden til en indlysende fordel. Den bløde stol, der også overrasker med sin leg med proportionerne, er produceret af Erik Jørgensen Møbelfabrik A/S.

16.Et af dansk designs største trumfkort, Cecilie Manz har udviklet denne utraditionelle puf. Hun har selv produceret i samarbejde med Reto Häflinger.

Kunsten at folde

Den unge, talentfulde tekstildesigner Margrethe Odgaard er via sin deltagelse i Crafts Collection kommet ud af værkstedet og ind i varmen hos designvirksomheden HAY.

Det er kun et års tid siden, at den danske tekstildesigner Margrethe Odgaard lancerede sin farvestrålende dug FOLD-UNFOLD i Crafts Collection 13, og siden er det gået slag i slag. Designvirksomheden HAY opdagede Margrethe Odgaards dug, da Hay deltog i Danish Crafts’ CC13-prispanel i foråret 2009. Det skete forud for lanceringen på designmessen Maison&Objet, og Mette Hjorth Hay var ikke sen til at se potentialet i både dug og designer. – Vi blev opmærksomme på FOLD-UNFOLD, fordi den var med i Crafts Collection. Danish Crafts sætter spot på dansk kunsthåndværk, og produkterne i Crafts Collection har ofte et stort kommercielt potentiale. Med Margrethe Odgaards dug gik farverne og den bagvedliggende idé rent ind hos os. Oven i købet var designet færdigudviklet og klar til serieproduktion. – Når man sidder i sit værksted og ønsker at komme i kontakt med en producent, føles afstanden mellem værksted og producent meget stor. Med Danish Crafts som mellemled gik det hele pludselig stærkt, og uden min deltagelse i Crafts Collection havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag, udtaler Margrethe Odgaard. Det specielle ved den digitaltrykte dug er, at materiale, form og mønster går op i en højere enhed. Mønstret i FOLD-UNFOLD udgøres af de farver, der ”løber” i dugens folder. Mønstret tager således udgangspunkt i funktionen og tilfører funktionen en æstetisk kvalitet. Lysten til at udfordre og fascinationen af traditionelle husmoderdyder, i dette tilfælde servietfoldning, udmøntede sig i foråret i megaservietten ”The Art of Napkin Folding”. Oversize servietten var Margrethe Odgaards bidrag til MINDCRAFT10, Danish Crafts udstilling på Salone del Mobile i Milano. Spørger man til Margrethe Odgaards fremtidsplaner, kunne de meget vel handle om kommende samarbejder med møbelgiganten Ikea og Georg Jensen Damask, som hun samarbejdede med om kæmpeservietten. Ansøgningsfrist til Danish Crafts’ næste kollektion, Crafts Collection 15, er mandag den 3. januar 2011. www.danishcrafts.dk

Farvelækker

Text: Susanne Holte

Trends, tendenser, temaer, tidsånd – kært barn har mange navne og mange ansigter. Det eneste, der er helt sikkert når man vover det ene øje i forsøget på at sætte overskrifter på morgendagens design- og indretningstendenser, er at der aldrig er tale om entydige størrelser, absolutter og facitlister, men altid om fragmenter, filtrerede iagttagelser og fortolkninger. Trends kommer i stimer – nogen forsvinder hurtigt igen, mens andre overlever længe nok til at sætte spor i vore hjem.

Lige nu og en rum tid fremover er den altoverskyggende tendens forbundet med naturen. Finanskrise og fornyet respekt for jordens begrænsede ressourcer har fået os til at se grønt, hvilket først og fremmest afspejler sig i materialevalg, men også i form, farver og attitude. Naturtemaet får selskab af et beslægtet tema præget af en ny enkelhed, en slags back to basic i form af en mere human fortolkning af minimalismen med fokus på funktion, lidt men godt og no nonsens-filosofi. Stilen er lys og let og udspringer dybest set af en overvældende lyst til at vaske tavlen ren.

MEN ligesom råkost og kildevand engang imellem må vige pladsen for en syndig flødeskumskage, må der også lidt kulør på de rammer vi sætter omkring vores tilværelse. Og hvorfor nøjes med en enkelt farve når man har mulighed for at frådse i rødt, blåt, lilla, grønt, orange og gult? En af den kommende sæsons stærke trends er farver i flok. Stærke signalfarver, der signalerer dynamik og livsglæde, og som sætter trumf på formgivningen og skaber kontrast til det afdæmpede og kontrollerede. Og vi taler ikke om en enkelt kulørt pude i sofaen. Der skal trumf på: kodeordet er multicolour, det vil sige mange farver på en gang.

Ellipse stolen, designet af finske Timo Ripatti er en ægte eye-catcher. Den har sit helt eget formmæssige udtryk og i den multikulørte version er stop-effekten slående. Stolen blev da også præmieret som Finnish Furniture of the Year 2009 for sin skulpturelle balance. Producenten er Vivero. www.vivero.fi

Det var passionen for regnbuens stærke klare farver, der drev designeren  Charlotte Perriand – ophavskvinde til Petalo bordserien. De blødt afrundede, trekantede borde blev oprindelig tegnet i 1951, men kom aldrig i produktion – ikke før nu, hvor Cassina har taget dem kærligt til sig. www.cassina.com

Colorados bjerge har inspireret den italiensk fødte designer Gaetano Pesce til et modulmøbel, der giver associationer til store kampesten. Sofaen kan sammensættes af forskellige kulørte eller ensfarvede moduler således at man opnår et meget individuelt udtryk. Colorado er et flot eksempel på Pesce’s kreative brug af farver. Italienske Meritalia producerer. www.meritalia.it

Det ligner pop-art, men det er et møbel – nærmere betegnet en stol designet af tyske Markus Benesch, der arbejder eksperimenterende med PE-skum Stolen indgår i The Foomy Collection. www.markusbeneschcreates.com

Designeren Frederik Mattson forener det internationale udsyn med skandinavisk enkelhed i sin Fellow sofa for Blå Station. Ved at blande farver og tekstiler opnår man et meget nutidigt og dynamisk møbel. www.blastation.se

Sidse Werners funktionelle og skulpturelle stumtjener Coat Tree springer denne sommer ud i farver. Den fås i multicolour, grå og hvid. Producent Fritz Hansen. www.fritzhansen.com