Tag: Floris Wubben

Fragile

Glas er et stærkt tema netop nu. En af bidragyderne til dette tema er Joe Cariati, designer og glasmager fra Los Angeles, som vækker begejstring med sin mundblæste glaskollektion.  Et af de seneste bud er ”Angelic Collection” – en stribe elegante karafler i en smuk ekspressiv farvepalet.  www.joecariati.com

….denne side op. Vi kender formuleringen fra diverse emballager, der beskytter sarte og eksklusive ting og sager. Begrebet er internationalt og vi ved instinktivt, at vi skal fare med lempe. Det skrøbelige, florlette og transparente er også et tema i indretningen – som et kærkomment modstykke til alt det naturlige og robuste. Handle with care!

Text: Susanne Holte

Der er ord og begreber, som på trods af deres udenlandske oprindelse, er gledet naturligt ind i vores ordforråd. Således med ordet ”fragile”, der vel bedst kan oversættes med sårbart eller sart. Ordet i sig selv er så sprødt, at vi straks tænker ”pas på” når vi støder på det. Der er noget næsen lyrisk over det – og sådan er det også med en aktuel boligtrend, der byder på transparens, sarte materialer, lethed og sfærisk elegance. Stilen er på ingen måde romantisk eller sødladen. Der er i højere grad tale om et hudløst udtryk, hvor man af og til fornemmer formgiverens væren bag projektet – ofte ligner det mere kunsthåndværk end design. Stilen er heller ikke fri for humor: plastmøbler og -lamper, der til forveksling ligner krystalglas, lampeskærme og skåle af stukcement, vaser, der ved første øjekast giver associationer til klinket glas, glaslamper med konkave og konvekse former, der ser ud, som kunne de briste ved den mindste berøring, spejlblanke bordplader, der brydes af forgyldte sten, siddemøbler på skæve og vaklende ben, spejlkabinetter båret oppe af spinkle understel, transparente plastmøbler, der ikke ser ud til at kunne bære tyngden af et menneske, stilleben af keramik, metalborde, der fremstår som sprøde og sukkerstivede kniplinger.

Trenden byder selvsagt på glas i rå mængder. Glas er et materiale, der er fornyet fokus på og respekt omkring. Fra at være et lidt flovt råstof, der de seneste årtier har været synonym med glade amatørkunstnere og brugskunst af den mere traditionelle slags, nyder glasset nu en fortjent anerkendelse i kunstneriske sammenhænge. Er man i tvivl om potentialet, kan man stikke en tur til Ebeltoft for at besøge Glasmuseet, hvor man lige kan nå at få mere end 50 bud på innovativ og udfordrende glaskunst i udstillingen Bodytalk.

Skrøbeligheden bogstavelig talt lyser ud af italienske Davide G. Aquini’s  ”The Fragiles” kollektion af lampeskærme, skabt af cement og stuk og formet over balloner. Variationen opstår naturligt fordi kanterne knækker og der opstår kratere, når materialet frigøres fra ballonen. www.ad-g.it

 

Træ og glas i skøn forening. ”Branch Bowls” fra Utopia and Utility er en kollektion af unikke krukker i farvestrålende glas med trælåg, skabt af produktdesigner Pia Wüstenberg, der sammen med Moritz Wüstenberg står bag det London-baserede firma. www.utopiaandutility.eu , www.piadesign.eu

Fuglereden  står for mange som et af naturens mest originale stykker arkitektur. Det er netop fascinationen af dette simple og alligevel komplekse bygningsværk, der har inspireret den hollandske designer Floris Wubben til siddemøblet ”Eyrie Bench”. Den er lige så skrøbelig, som den ser ud og man sætter sig på eget ansvar. www.floriswubben.nl

Der er noget både skrøbeligt og kraftfuldt over Felicie Eymard Ericsdottirs poetiske mobile ”Songe”, skabt af tekstil og papir. Den islandske designer, der for øjeblikket studerer industrielt design i Belgien, er tydeligt inspireret af den natur, hun er rundet af.  www.felicieeymard.com 

Noget og ingenting – sådan kunne man med rette betegne Philippe Starcks transparente plastsofa ”Uncle Jack”, der vil gøre sig godt både ud og inde. Vil man give den mere stoflighed, kan man smide en pude, en hynde eller et dyreskind i. www.kartell.com

Skønheden er et biprodukt for keramikeren Marianne Nielsen, der hellere fremhæver de mest trivielle genstandes ikoniske styrke, når hun går i krig med leret. Her for eksempel hendes ”Flower Arrangement”, der indgår i dette års Mindcraft 2014-udtilling. Se mere på www.mariannenielsen.com og www.mindcraftexhibition.com

Krop og køn er temaet for sommerens store særudstilling på Glasmuseet Ebeltoft, hvor man frem til den 28. september kan opleve ”BodyTalk”, hvor internationale glaskunstnere belyser temaet på vidt forskellig og original vis. Se blandt andet Silvia Levensons værk ”Until Death do Us Part” – en enorm stor glasbryllupskage med tilhørende håndgranat. Med udstillingen tager Glasmuseet spørgsmålet op, om hvorvidt glaskunsten – og kunstneren skal betragtes som kunsthåndværker eller som kunstner med en særlig forkærlighed for glas? Besøg udstillingen og bedøm selv. www.glasmuseet.dk

De ligner sæbebobler lige før de brister : ”Big Bubble” lamperne fra den belgiske lampeproducent Dark, blev helt fortjent præmieret med Red Dot Award 2014 i foråret. Bag designet står Alex de Witte. Hver lampe er unik, mundblæst glas. www.dark.be 

Spinkelt og elegant udtryk. Designerne Ernst & Jensen har med ”Tact” reolen skabt et reolsystem med uanede muligheder – de to store versioner kan anvendes som rumdelere ligesom man kan lege med transparens eller farvede baggrunde til at skabe et individuelt udtryk. Vejledende pris er 12.440. www.artefact-copenhagen.com , foto: Jeppe Sørensen.

Engelske Tom Dixon har til gengæld en forkærlighed for metal. Han anvender masser af kobber, eller som her: messing. ”Bone” er en ny serie bestående af en skål, en bordskåner og servietringe i en knoglelignende struktur. Her er det ”Bone Bowl”, der kan erhverves for 2.350,- kr. www.roomstore.dk

”Melting” hedder den nye lampe fra ”Kartell goes Bourgie”-kollektion, designet af den svenske designertrio Front. Lampen blev præsenteret på forårets store designmesse i Milano. www.frontdesign.se , www.kartell.com

Sereno bordet er skabt af designerduoen Fredrikson-Stallard for italienske Driade. www.driade.com

Luis Pons er den prisvindende designer bag denne superelegante kommode med det rammende navn Illusion. Bag kollektionen står amerikanske LPDL. www.lpdl.net

Avantgarden

Alice i Eventyrland i farverig fusion med Narnia. Frodig urtehave med udsigt til romantisk rosengård. Organisk fantasy-world i kontrast til skovens rustikke realitet. Saftige tropiske tableauer i dialog med en skandinavisk farvepalet fyldt med grønt. Alt sammen ingredienser i en ny trend, som man kunne betegne som manipuleret natur.

Text: Susanne Holte

Kunstscenen flyder endnu engang over af saftige farver og frivole former hentet i naturen. Tankerne ledes hen på de bugnende frugtfade og buketter, der gennem århundreder har inspireret malere over hele Europa, men også på de opstyltede naturtableauer, der både rummer det trygge og det uforudsigelige element. Gallerierne inviterer indenfor for at vise kunstnernes respektløse omgang med naturen, med farverne og materialerne. Samtidig gør designerne dem kunsten efter og tager os med på en lystvandring ind i en iscenesat og manipuleret natur med botaniske mutationer og designs, der både forlyster og foruroliger. De præsenterer os for syrede farver, kunststoffer og forvredne former, men også for naturmaterialer, hvor designerne næsten har arbejdet med ført hånd i bestræbelserne på at fortolke træer, grene og blomster. Her er poesi, politisk korrekt øko-ånd, teknologi og håndværk i en skøn blanding. Minimalismen har trange kår i dette univers, men stilen, der på mange måder er ganske uskøn, udmærker sig ved en pæn portion humor, uhøjtidelighed og livsglæde.

Den spanske designer Andere Monjo er fascineret af naturens egne materialer. Her har han koblet nogle egetræsplanker med grenene fra et blommetræ. Ideen med Plum Tree Stool er at minde os om den tætte forbindelse mellem de forarbejdede og de uforarbejdede materialer. www.anderemonjo.com

Genialt i al sin enkelhed: Bosbank eller Tree Trunk Bench fra hollandske Maandag Meubels åbner mulighed for at få sit eget lille stykke skov med hjem. Bænken består af en træstamme der leveres med fire galvaniserede beslag, fire træben og to orange bånd. www.maandagmeubels.nl

Klassisk og futuristisk, organisk og minimalistisk. Frost-stolen, der er designet af FurnID giver associationer til en blomst – ikke mindst når farven er grøn. Faktisk har designerduoen bag ladet sig inspirere af de linjer og formationer, der opstår når vinden leger med nyfalden sne. www.stouby.com

Den franske designer Anne Midavaine tager os med ind i regnskoven med sin smukke rumdeler Mangrove, fremstillet i lak af Jean-Noël Turquet. www.ateliermidavaine.com

Det ligner skelettet fra et længst uddødt dyr, men No. 3 Bench er en bænk fremstillet af polypropylene, træ og lakeret metal. Designeren bag er hollandske Floris Wubben, der formmæssigt har taget udgangspunkt i træroden. www.floriswubben.nl

I sangene kan man høre om bed of roses, men man kan også nøjes med en stol når den er få fantastisk som Muchas Rosas Chair fra Ricrea. Den er fremstillet af filt af de tre talentfulde designere Angela Mensi, Ingrid Taro og Cristina Merio. www.crearicrea.com

Den unge engelske designer Tom Price, der designer og fremstiller møbler af nedsmeltede plastrør fra industrien, er også manden bag PP Tree Installation, der for nylig blev udstillet på Industry Gallery i Washington DC. Installationen, der er fremstillet af nylonkabler og polypropylenerør er en hyldest til byens ikoniske kirsebærtræer. www.tom-price.com

Arne Jacobsens ikoniske Svane er blevet klædt i blomster i forbindelse med Pink Swan Project, hvor nitten internationale arkitekter, møbel og -modedesignere har leget med udtrykket til fordel for The Breast Cancer Research Foundation. Her er det Milly De Cabrols unika-stol, der ligesom de øvrige er blevet solgt på auktion. www.fritzhansen.com