Made In Denmark – finalen

Susanne Holte er en af tre eksperter, som skal finde en vinder i ”Made in Denmark”-finalen, som sendes på DR1 tirsdag den 12. maj. Med sig har hun designeren Erik Bagger (TV) og designer og arkitekt Kasper Rønn (th). Foto: Sille Serup

Text: Susanne Holte

Igennem de seneste syv uger har man på DR1 kunnet følge syv passionerede kunsthåndværkere, få et indblik i deres arbejdsmetoder og se, hvordan de har håndteret nye udfordringer og materialer. De er gået på opdagelse i hinandens værksteder og dystet på kreativitet og håndværksmæssig kunnen, og hver uge er der blevet kåret en ugevinder. Nu er tiden så inde til den store finale tirsdag den 12.maj. På to dage skal kunsthåndværkerne producere et værk, som, ud over deres eget materiale, også integrerer et af de andres materialer. Som et ekstra benspænd får de et tema, som de skal fortolke og forløse på original vis.

De færdige værker skal så præsenteres for et dommerpanel, som skal finde frem til den endelige vinder af ”Made in Denmark”.

Den svære opgave er lagt i hænderne på tre eksperter: den erfarne designer Erik Bagger, der af mange vil være kendt for sine glas, Kasper Rønn fra NORM Architects, der er en af tidens dygtigste unge designere, samt journalisten Susanne Holte, der gennem en årrække har skrevet om arkitektur og design i blandt andet Bo Bedre, Design from Scandinavia, Living Design og Byggeplads.dk

Susanne Holte skal bruge sit professionelle øje og sin indsigt i dansk design og kunsthåndværk, til at finde frem til den kunsthåndværker, der løser opgaven mest overbevisende.

Finalen er optaget på designhøjskolen Engelsholm ved Vejle. Her, i naturskønne omgivelser, skal keramikeren Nina, smykkekunstneren Marika, arkitekt og papirkunstner Louise, glaspusteren Mikkel, træmanden Kasper, smeden Charlotte og Claus, der arbejder i læder, dyste om æren.

De syv finaledeltagere i Made In Denmark dyster på kreativitet og håndværksmæssig snilde tirsdag den 12. maj kl 21.45 på DR1. Foto: Sille Serup.