Tag: dyreskind

Jagttegn

Både i og udenfor sæsonen, helt uden gyldig jagttegn og med løst krudt i geværet: Dyret skal dø og trofæerne skal hjem i de danske stuer. Hjorte, elge, kuduer og andet vildt konserveres og finder et sidste hvilested på hvide vægge, omgivet af kunst og designermøbler. Der er tale om både kitsch, hygge og en hyldest til gamle dyder.

Text: Susanne Holte

Det er ikke nødvendigt at være hurtig på aftrækkeren, stå tidligt op om morgenen, eller få blod på hænderne, i bestræbelserne på at få et vildttrofæ hjem på væggen. Man kan simpelthen lade andre gøre det beskidte arbejde, og købe sig til den ægte vare.  Kender man ikke en jæger, der kan overtales til at give afkald på sit bytte for ussel mammon, kan man måske finde vildtet i konserveret form på nettet eller i udvalgte designerbutikker. Vegetarer kan nøjes med at investere i en eller flere af de humoristiske parafraser over trofæer der også finder vej ud i butikkerne. Interessen for vildttrofæer og jagtinspirerede motiver og designs er stærkt stigende. Det samme gælder i øvrigt interessen for at gå på jagt, der tiltrækker stadig flere unge mennesker af begge køn. Jagt er efter et årti med golf blevet det nye sort – den nye hippe måde at netværke på. I en tid, hvor maskuline værdier er under pres, er det ikke blot den ædle sport/fritidsinteresse, der får en renæssance, der er også fokus på det jagtinspirerede univers i skikkelse af gevirer i forskellige materialer og udformninger, ægte tæpper, vævet efter en skabelon, der mest af alt kunne minde om dyreskind, harer og rådyr i porcelæn, kukure med opsatser og geværer. Tilgangen til emnet er forskellig. Nogle designere mikser den med med den almindelige interesse for naturmaterialer, andre vælger humoren, og så er der dem, der som f.eks. hollandske Tord Boontje, bruger dyremotiverne i opgøret med de minimalistiske produkters karakterløshed og fordums designsnobberi.

Morten Angelo er ikke selv til jagt. Han kunne aldrig få sig selv til at skyde et dyr, men når det nu er dødt, og oven i købet smukt, benytter han gerne trofæerne som lærreder. Kuduer, impalaer, vildsvin med mere lægger krop til reklamemandens bemaling. De udsmykkede free online pokies australia dyr kan blandt andet købes hos Casa Shop. www.mortenangelo.com

Den er måske ikke så nuttet, men den er fremstillet af genbrugsmaterialer. The White Rabbit er ifølge den bulgarske designer Nikola Nikolov fra fra Studio Re Creation både fræk, modig og snu. Den måler150x80x190 og vejer ca 30 kilo – altså et pænt stort bytte. www.studio-re-creation.com

Der er ingen grund til at nedlægge en isbjørn, zebra eller løve for at få et flot trofæ liggende foran pejsen. Den engelske 3D-designer Jon Male, som ellers mest arbejder i metal og træ, har kastet sig over ægte tæpper udformet som dyreskind. Typisk for hans produktion generelt er humoren, men han går aldrig på kompromis med produktionsmetoder. www.studiojonmale.com

Godspeed, der består af svenske Finn Ahlgren og hollandske Joy van Erven – begge med base i Israel, fremstiller møbler og brugsting af affaldstræ som de finder i Tel Avivs gader. Et eksempel er det fine trofæ, som ikke har krævet ofre i traditionel forstand. www.weareonlyinitforthemoney.com

Den klassiske porcelænsfigur har haft trange kår de seneste år, men nu har den fået en renæssance. En af dem, der mærker efterspørgslen er porcelænsproducenten Nymphenburg, der har skabt denne nuttede ræv. Det lille kræ er oprindelig designet af Theodor Kärner tilbage i 1910. www.nymphenburg.com

Cassandra Smith er kunstner, freelance kurator og redaktør og indehaver af kunstmagasinet Fine Line Magazine i Milwaukee. Hun er også fascineret af trofæer, som hun føjer nye dimensioner til. Her er det et par hjorte, der er blevet perlebesat. www.cassandra-smith.com

Geviret fra en elg har fået en central rolle i den amerikanske modeskaber og designer Rick Owens utraditionelle stol. Owens, der i dag bor i Paris, skabte i udgangspunktet stolen til sit eget hjem. www.rickowens.eu

Bemalede gevirer skabt af Cassandra Smith. www.cassandra-smith.com

England og jagt er synonymer – det samme gælder for gedigne tekstiler. Peter Silk of Helmsley kombinerer alle tre ting i en kollektion af trofæer, brugt til blandt andet knager. www.petersilk.co.uk

Jagttemaer, syndefald og malerkunst. Makkerparret Frederique Morrel og Aaron Levin tager broderi og tekstiler et helt nyt sted hen ved at blande noget klassisk med noget futuristisk. Her går kunst og brugskunst op i en højere enhed. www.frederiquemorrel.com

Trofæ med lys fra NorthernLighting. www.northernlighting.com

Noget bl

Genbrug, fair trade, strik, håndarbejde og flere farver – sådan ser foråret ud, hvis man skal tro udstillerne på den netop overståede brugskunst-, design- og interiørmesse – Formland.

Text: Susanne Holte

Rundt på hele udstillingsarealet i Messecenter Herning, hvor forårets Formland messe netop har trukket godt 10.500 besøgende, kunne man se strik og hæklerier i stærke glade farver. De mange lapper var viklet om alt fra gelændere over affaldsspande til lamper og en enkelt bil. Fænomenet kaldes Yarn Bombing- garnbombardement, og er egentlig en slags street art eller tekstil graffiti, der skal skabe glæde og sætte kulør på den grå hverdag. Og det var netop hvad der var brug for blandt de 352 udstillere, der midt i en krisetid kom med deres bud på den kommende sæsons brugskunst og intriørdesign. Selvom tingene ser sort ud er farverne så småt på vej tilbage i vores boliger, både i form at stærke signalfarver som rød, blå, grøn, gul, turkis og lilla – gerne i højglans versioner, og som støvede pasteller som dem vi husker fra 50’erne og 60’erne. Farvepaletterne sætter lidt frisk kontrast til den nordiske farveskala med masser af grå og brune nuancer. På farvefronten er en anden vigtig tendens de slidte farver – stærke farver, der er patinerede og blegede af tidens tand. Det slidte look er i det hele taget et væsentligt element i indretningen, hvor tingene gerne må bære en historie med sig eller vidne om mange års brug. I sparretider er det vigtigt at signalere genbrug, tilbageholdenhed og samfundssind – et look, som man ikke blot kan genskabe ved et besøg i genbrugsbutikken, på loppemarkedet eller en tur op på loftet, hvor kasserne med alt det vi har glemt vi har gemt – det kan også købes frisk fra fad. Brugskunst med et slidt look, produkter fremstillet i 3. verdenslande efter fair trade principper, hvor danske designere samarbejder med for eksempel kvinder i Afrika og Sydamerika var i søgelyset i Herning. Resultaterne minder om noget man kan finde i de brasilianske favelaer og de mange småmøbler og kurvevarer er med til at understrege en etno-chick stil, der demonstrerer globalt udsyn og socialt engagement. Den aktuelle stil rummer dog også en mere introvert side, hvor hyggen og det tilbageskuende er i fokus: man genkender 50’erne og 60’ernes mønster- og farveunivers med masser af blomster og tern a al voksdug, småmøbler i en kombination af træ og kulørt laminat, masser af keramik og drejet træ – og helt i tråd med netop den tid: et gensyn med potteplanterne, nu i hængende urtepotter, gerne med bunden i vejret. Der skal i det hele taget gøres plads til de grønne oaser.

Strik – både den hjemmegjorte og den købte – er i høj kurs. På Formland havde man i den anledning sat fokus på begrebet Yarn Bombing, der er en slags tekstil graffiti, hvor man klæder hverdagsgenstande som skraldespande, døre, gelændere, cykler og biler i strikkede lapper.

Naturmaterialer som træ, rattan, kork, hamp er oppe i tiden. Her er nogle af de populære materialer anvendt i den seneste kollektion fra Bloomingville. www.bloomingville.com

Hyggekroge med tableauer af forskellig art er en af tidens helt hotte tendenser. Det samme gælder bogstaver, som for eksempel disse fra Ib Laursen. www.iblaursen.dk

Hvert møbel fra Quote by Birkholm er unikt da de er fremstillet af genbrugstræ fra blandt andet indiske stationsbygninger. Med sine markante farver sætter møblerne pift på den lyse nordiske stil. www.quote-by-birkholm.dk

Lysestager i drejet træ, nyfortolkninger af keramikken og former hentet tilbage i 50’erne og 60’erne. Sum+design skaber hverdagsting, der fungerer i praksis. www.sumdesign.dk

Fine glas i nye forårsfarver som pastelblå, lys gul, forårsgrøn, syren og turkis fra E.O. Engros. www.eo-engros.dk

Glæde i det offentlige rum med få men meget effektfulde accessories fra Bike Cap. Dekorative saddelcovers, cykelkurve og bagagepuder giver cyklen nyt liv. Fås i et utal af farver og mønstre. www.bikecap.com

Masser af farver i den kommende sæson. www.bloomingville.dk

Søren Foverskov, der har en fortid i tekstilbranchen, er manden bag VIA CPH, som på Formland præsenterede en fin kollektion af dansk producerede borde i blandt andet pastelfarver. www.viacph.dk

Hold øje med:

  • Strik i glade farver
  • Fair trade
  • Etnisk design
  • Materialer i natur
  • Nordisk atmosfære med dyretrofæer, dyreskind, gråtoner og naturmaterialer
  • Produkter i drejet træ
  • Materialemiks, rustikt og forfinet i skøn forening, glitrende metal sammen med filt, kork og keramik
  • 50’er og 60’er retro
  • Hygge
  • Slidt look
  • Grønt miljø og potteplanter
  • Klare farver som rød, grøn, blå, lilla, gul og turkis – gerne højglans
  • Mønstre a la voksdug
  • Støvede pastelfarver
  • Organiske former
  • Nyfortolkninger af traditionel keramik
  • Hjemmelavet og genbrug