Tag: diamanter

Gyldent k

Hunden Uggie stjal billedet på den røde løber da de gyldne Oscar-statuetter blev uddelt søndag nat.

Text: Susanne Holte

Foto: Chopard

Folk der allerede har set stumfilmen The Artist, der søndag nat vandt en Oscar for Bedste Film, har givetvis allerede forelsket sig i en af hovedrolleindehaverne – hunden Uggie, der på charmerende vis næsten stjal billedet fra Jean Dujardan, der til gengæld blev belønnet for sin stumme indsats med en Oscar for Bedste Mandlige Hovedrolle. Uggie fik dog lov til at betræde den røde løber – og det blev gjort standsmæssigt iklædt butterfly med et ægte guld kødben. Den lille charmetrold, der i sit civile liv er redningshund, ville ikke stå tilbage for de mange smukke kvinder, som i aftenens anledning var smykket med diamanter, guld og ædelstene – venligst udlånt af blandt andre Chopard. Smykkevirksomhedens kunstneriske direktør Caroline Scheufele, der har et blødt punkt for både film og hunde, havde designet et unikt hundehalsbånd, der selvfølgelig bærer Uggies navn. Som det er tilfældet for de øvrige filmdivaer, måtte også Uggie pænt aflevere smykket efter festlighederne. Halsbåndet, der helt sikkert vil danne mode i Hollywood, er nu sat på auktion og overskuddet går ubeskåret til The Amanda Foundation, der siden 1976 har fundet gode hjem til tusindvis af hjemløse hunde og katte.

Master class

Intet er for stort og intet for småt for en af de største arkitekter, amerikanske Frank Gehry, der siden 70’erne har sat nye standarder for moderne arkitektur. Den visionære arkitekt, der for alvor kom på verdenskortet med Guggenheim museet i Bilbao og Walt Disney Concert Hall i Los Angeles, kastede sig for nogle år siden over et dristigt projekt i en noget mindre skala: en smykkekollektion for juvelerfirmaet over dem alle – Tiffany & Co.

Text: Susanne Holte

Foto: Richard Pierce m.fl.

Mesteren bag Guggenheim museet i Bilbao, Vitra Design Museum i Weil am Rhein, Weisman Art Museum i Minneapolis, The Pritzker Pavilion i Millennium Park m.fl. magter ikke blot den store skala. Han formår også at omsætte sine store visioner til design i langt mindre format. Det dokumenterede han for nogle år siden, da han indledte et samarbejde med juvelerfirmaet Tiffany & Co, for hvem han siden har skabt en stribe markante smykker. Gehry’s unikke stil, der udspringer af den sene modernisme, er kendetegnet ved sine forvredne former, dekonstruktive linier og brugen af metal – et opgør med ideen om at der skal være sammenhæng mellem form og funktion, og at arkitektur nødvendigvis skal have et socialt sigte. Den 81-årige Gehry, der i sin karriere også har givet sig af med at designe møbler, er lykkedes med at udvikle sit helt eget og let genkendelige formsprog. Nogle har antydet at han er stærkt påvirket af Le Corbusier, mens han selv vedkender sig den finske designer og arkitekt Alvar Aalto som sin største inspirationskilde. Bortset fra en række arketype-motiver som fisken, aksen, skruen, falsen og orkideen, som med jævne mellemrum optræder i Gehrys design, er der ikke megen sammenfald mellem hans arkitektur og de smykkekollektioner han har udviklet for Tiffany. The Gehry Collection baserer sig mere på hans livslange kærlighed til kunsten, samt lysten til at lave noget som ikke skal passe ind i en given kontekst. -Med et byggeri skal der tages hensyn til det omkringliggende landskab og evt. huse. Med smykkerne har jeg kunnet udfolde mig frit, forklarer Frank Gehry, der længe har leget med ideen om at designe smykker. Det er ikke mindst forestillingen om at arbejde i en helt ny skala, der har tiltalt ham. -Smykker er en interessant kunstnerisk udtryksform, som i sidste ende bliver et statement og et udtryk for personlighed og stil for den person, der bærer dem. -Endelig har det været en stor tilfredsstillelse for mig at arbejde med noget, som giver et øjeblikkeligt kick. I modsætning til en bygning, som er meget længe undervejs. Gehry har dog betjent sig af de samme arbejdsmetoder, som når han skaber et bygningsværk. Først en proces ved tegnebordet og bagefter udformning af modeller. Inspireret af skulptører og malere, sætter han stor pris på håndens arbejde. På den måde får man ifølge Gehry lagt følelse og sjæl ind i produktet. Denne gang har den prisbelønnede arkitekt haft fingrene i ædle materialer som sort guld, pernambuco træ, cocholong sten, sterling sølv, diamanter og brillanter, som han har forvandlet til øreringe, halskæder, vedhæng og armbånd – alt sammen under indflydelse af barndomsminder, renæssancemalerier, moderne kunst og byggeelementer.

Mesteren bag Guggenheim museet i Bilbao markerer sig også med smykkedesign. Han indledte for nogle år siden et samarbejde med Tiffany & Co, for hvem han blandt andet har kreeret dette fantastiske halssmykke: mesh Pearl and Diamond Necklace i 18 karats hvidguld, rå diamanter og Keshi perler. Vejledende pris er $ 750.000,-

Frank Gehry har gennem de seneste år haft et inspirerende samarbejde med Tiffany & Co. Det er blevet til flere moderne smykkekollektioner, der alle bære hans markante signatur.