Hardware

Ud af skammekrogen og op på piedestalen. 60’erne og 70’ernes mest forkætrede materiale – betonen står til en uforbeholden undskyldning. Designere verden over siger be-be og omfavner det grå som i mellemtiden er blevet grønt og politisk korrekt. Producenterne kvitterer ved at føje nye bløde værdier til det hårde, men yderst plastiske materiale.

Text: Susanne Holte

BETON – ordet efterlader associationer til kedelige boligkarreer, til monoton og trist 60’er og 70’er arkitektur uden æstetiske værdier, til ensretning, rationalitet og masseproduktion. Associationer som måske snarere burde tilskrives en epokes politiske og designmæssige konformitet, og derfor ikke lægges materialet til last. Kigger man på et af verdens ældste arkitekturværker – Pantheon i Rom, som blev bygget i år 140 og bl.a. er konstrueret af beton, må man jo vedgå at det gode gamle byggemateriale tidligere er anvendt i skønhedens interesse. Efter årtier i skyggen, er betonen tilbage i både arkitektur og design – denne gang med en helt anden respekt for det uforløste potentiale som materialet rummer. I en tid hvor interessen for det bæredygtige er i vækst og hvor naturlige råstoffer og recyckling er buzzwords, er betonen – der består af sand, grus, kalk og vand, nemlig ikke til at komme udenom: det er ren natur, det er holdbart og det er genanvendeligt. Den nye interesse for betonen skyldes dog ikke alene at den nu er blevet anerkendt som værende grøn og derfor politisk korrekt. Opmærksomheden kan også tilskrives nye teknologier, der i dag giver mulighed for at anvende det formbare materiale på en langt mere kreativ måde i moderne arkitektur, men i høj grad også inden for kunst og design.