Tag: Christina Liljenberg Halstrøm

Ej blot til pynt

 

Belgiske Xavier Lust pjatter ikke med tingene og han går ikke af vejen for at bevæge sig ud i krydsfeltet mellem kunst og design. Se blot hans smukke konsolbord ”Console” i messing. Det er fremstillet i en limited edition med 8 eksemplarer. Foto: Brice Vandermeeren. www.xavierlust.com

Det lille lette konsolbord kan noget, som ikke så mange andre møbler kan: det kan finde sig til rette næsten hvor som helst. Både i kraft af sin lidenhed, sin evne til at smyge sig langs væggen og sin favnende funktion.

Text: Susanne Holte

Konsolbordet er i sit afsæt temmelig pyntesygt. Det lille – ofte smalle – bord, kendes tilbage fra 1700-tallet, hvor dets funktion først og fremmest var af dekorativ karakter. Det blev typisk anvendt til at bære kandelabre og nips og var oftest anbragt langs væggen, mellem døre og vinduer – gerne med et spejl oven over. Konsolbordene, der kunne have et, to, tre eller fire høje ben, var dengang typisk forsynet med en marmortop og optrådte som oftest parvis. De tidligste konsolborde havde organisk formede bordplader og bagudrettede ben og støttede sig op ad væggen. Senere rettede benene sig ud og formen blev mere kantet. Det specielle møbel, der først og fremmest havde fundet indpas hos adelen og det bedre borgerskab gik af mode i slutningen af 1800-tallet, dog kun for at genopstå i nye ekspressive varianter i nutidens moderne boligindretning.

Det aktuelle udbud af konsolborde er overvældende. Der er stadig tale om meget dekorative borde, hvor der eksperimenteres med materialesammensætninger som træ, metal og marmor. Nogle har det oprindelige spinkle look og står let på to ben, andre har mere karakter af et reelt møbel og kan anvendes som små skrivepulte, sekretærer, reoler og opbevaringsmøbler. Flere af de moderne konsoller er ideelle entrémøbler i kombination med et spejl, andre gør sig godt bag ryggen af en fritstående sofa eller blot som et lampebord på en ledig vægplads. Konsollen er ligeledes genial til opstilling af små stilleben, under et maleri i stuen eller til hårbørsten og pudderkvasten i soveværelset.

Endnu et utraditionelt konsolbord fra Christophe Delcourt, der også har designet ”Sen”. Bordet forener det stramme og det organiske i såvel form som materiale, hvor fløjl, læder og poleret messing skaber et smukt hele. Forhandles hos The Apartment. Foto: Pierre Even. www.christophedelcourt.com , www.theapartment.dk

 ”2-Dots” konsolbordet er fra danske Nomess Copenhagen. Det er fremstillet af bejdset asketræ og metal og indgår i en større serie borde. Pris: 2.995,- kroner. www.nomess.dk

En af dem, der har specialiseret sig i konsolborde er franske Edition Christophe Delcourt, der i Danmark forhandles af The Apartment i København. Et elegant bud er ”ULU”, designet af Vincent Dupont-Rougier. Bordet kan også anvendes som et lille skrivebord. Foto: Pierre Even. www.christophedelcourt.com , www.theapartment.dk

”Flamingo” konsolbordet er lidt af et forvandlingsmøbel idet kassetterne kan flyttes og sammensættes på forskellig vis. Bordet er designet af  Marco Guazzini og blev vist på Ventura Lambrate under sidste års møbelmesse i Milano. Materialerne er stål, lyserød marmor og egetræ. Form og pastelfarver er inspireret af arkitekturen i Miami. Fremstilles efter ordre. Kontakt info@marcoguazzini.com.  www.marcoguazzini.com

”Georg” konsolbordet, designet af Christina Liljenberg Halstrøm for Trip Trap. Priser er 2.995,- kroner. www.triptrap.dk

Der er klassisk elegance over konsolbordet fra Jens Lyngsøe Interieur. Det er fremstillet af mørkbejdset træ og metal. Vejledende pris: 9.950,- kroner. www.jlint.dk

 ”NEB” konsol/skrivebord, designet af Per Söderberg, er fremstillet af træ med messingfront og læderbeklædt bordplade. Pris: 24.448, – kroner www.noearlybirds.tictail.com

Arkitekt og industriel designer Isabel Ahm i København er den kreative kraft bag ”Sekretæren”, som er inspireret af unge families dagligliv. Den blev præsenteret på Salone Satelite i Milano. Er endnu ikke sat i industriel produktion, men kan bygges på bestilling ved at kontakte designeren på contact@isabelahm.dk Se mere på www.isabelahm.dk

Den svenske arkitekt- og designvirksomhed SandellSandberg tegner ikke blot spændende huse, de gør sig også i produktdesign. Et af eksemplerne på det er Thomas Sandells konsolbord ”Tilt”, tegnet for italienske Marsotto. Det stramme og, i udgangspunktet, enkle bord er fremstillet i hvid Carrara marmor. Pris: 40.000,- kroner www.sandellsandberg.se , www.marsotti-edizioni.com

Kunstneren og designeren Sebastian Errazuriz overrasker konstant med sit innovative design. Et af de seneste eksempler på hans unikke kreativitet er ”Wave” – som måske snarere kan betegnes som en serie funktionelle skulpturer. www.meetsebastian.com

”Woood” bordet, med den organisk svungne bordplade, er designet af Marcel Wanders for hollandske Moooi. Det kan snildt anvendes som skrivebord eller som makeup-bord. www.moooi.com , www.casashop.dk

”Yeh Wall Table” fra Menu er et lille bord med stor effekt. Ligesom mange af de oprindelige konsolborde læner det sig op ad væggen. Bordet er designet af den Taiwan-baserede designer Kenyon Yeh. Det fås i flere farver. Priser fra  799,- kroner.  www.menu.as

Kommodens afløser

Diskos, designet og produceret af Steen Dueholm Sehested. Diskos, der er fremstillet af varmeformet fibermåtter, er tænkt til opbevaring af småting – et moderne dueslag til dimser og dutter, der endnu ikke har fundet sin faste plads.

SE 2013, der i år vises på Designmuseum Danmark i København, er en ren lystvandring rundt i et innovativt landskab befolket med en stribe af de dygtigste danske desingere, der denne gang byder ind med personlige fortolkninger  af et opbevaringsmøbel. Overraskende at se, hvor mange måder dette begreb kan angribes på.

Text: Susanne Holte

Bruger du en kasse?

En skuffe?

Eller skubber du til en bunke?

Snedkernes Efterårsudstilling har i år sat opbevaring på dagsordenen, og resultatet er et velkendt begreb sat på knap så velkendte formler. Udstillingen, der i år vises i smukke rammer på Designmuseet Danmark, viser nok engang, hvor vigtigt det er at der er producenter og fonde, som støtter et kreativt forum – en legestue for voksne – hvor de største danske designtalenter kan boltre sig uden kommercielle interesser for øje. At der så er masser af bud på møbler og objekter, som sagtens kan finde vej ud på markedet – er en anden sag, eller rettere en positiv sidegevinst.

Snedkernes Efterårsudstilling – SE – er en ikke kommerciel sammenslutning af 76 møbelproducenter og designere, der hvert år fornyer og beriger dansk møbelkultur gennem et fælles samarbejde. Hvert år indlemmes nye designere og der kommer ny inspiration til udefra i skikkelse af en række gæsteudstillere fra både ind- og udland. I år er der ekstra mange og det tilfører blot udstillingen ny dynamik.

I år har medlemmer og gæster så fået til opgave at fortolke opbevaring: Opbevaring, man drømmer om. Opbevaring på helt nye måder. Årets eneste ufravigelige krav er, at møblet ikke kan skrues fast i væg, loft eller gulv. Det er der kommet ikke mindre end 42 fantastiske bud på og som altid er der tale om resultater af dialogen , processen og idégenereringen mellem designer og producent.

Legato, designet af Andreas Lund & Rikke Hagen og produceret af Garde Hvalsøe.

Meisa Cun Truchet designet og produceret af Carlo Clopath.

Curtain designet og produceret af Christina Liljenberg Halstrøm.

Kanikkefindeudafhvorreolenskalstå designet af Carlo Volf og produceret af Aksel Kjersgaard A/S.

Cygnet i Entre, designet af Dögg Gudmundsdóttir og produceret af OneCollection.

Palafitte designet og produceret af Gamfratesi.

Smykkeskrin designet af Hans Sandgren Jakobsen og produceret af Bernstorffsminde, Østjysk Cad-Cam og Sørensen Læder.

Vase Shelf designet af Iskos-Berlin/Michael Geertsen og produceret af Fritz Hansen og Michael Geertsen.

Mirrocle designet af Karen Kjærgaard og produceret af 3M Danmark A/S.

Surprise designet af Lise & Hans Isbrand / Hanne Vedel og produceret af Møbelsnedkeri Kjeldtoft og Hanne Vedel.

Nest designet af Mia Gammelgaard og produceret af Claus Mølgaard, NMC Cellfoam AB.

Kommode er designet af Niels Gammelgaard og produceret af  Møbelsnedkeri Kjeldtoft

Babel designet af Philip Bro og produceret af Fredericia Furniture og Damvig Develop.

Turn-Table designet af Thomas E Alken og produceret af Harald Hermanrud og Glafiment A/S.

Drum designet af Troels Grum-Schwensen og produceret af Montana.

Ami designet af Yukari Hotta og produceret af Yukari Hotta og Blendwerk.

Se mere på udstillingen i Bredgade frem til den 30-3-2014.