Tag: Bouroullec

I erindringens milde sk

Boligindretning handler – som meget andet her i tilværelsen – om stemninger, følelser og iscenesættelse af erindringer. Fortidens nostalgiske scene er som regel badet i et lettere gulnet lysskær – således er det også med tidens interiør – eller rettere den måde de retro-inspirerede designs præsenteres på i medierne.

Text: Susanne Holte

Verden er i farver, men de farver, der knytter sig til vore erindringer er ikke nødvendigvis virkelighedens. Vores opfattelse af fortiden er fanget i en linse og presset gennem filteret på et kamera, hvis teknologiske over- eller underlegenhed på det givne tidspunkt er med til at fastholde vores barndom og ungdom i et lettere grynet, gyldent skær. Når retrobølgen endnu engang skyller ind over os og trækker os med tilbage til 50’ernes nyvundne optimisme, 60’erne supermaterialisme og 70’ernes frihedstrang, sker det ikke blot ved hjælp af gule, grønne, blå og brune tekstiler, mørke træsorter og nye og gamle fortolkninger af letbenede møbler. Det sker også ved hjælp af en helt bevidst stimulation og manipulation af vores hukommelse. Ved at lægge det ”rigtige” lys på reklamerne, i møbelkatalogerne og i magasinernes boligreportager guides vi ned ad mindernes allé. For den helt unge generation, der er vokset op med en knivskarp 3D-gengivelse af verden, er der ikke noget følelsesmæssigt link til historien. Stilen opfattes vel snarere som en kuriøs kontrast til tidens konstant foranderlige univers – lidt i stil med den mest hippe af alle hippe iPhone-applikationer, den såkaldte Hipstamatic, der netop får vores fotos til at ligne snapshots fra vores barndom i 60’erne med skæve kompositioner, gulligt lys og farver med kontrast. Billeder fra en svunden tid, hvor alt ikke var digitalt, perfekt og forudsigeligt. Lidt i samme boldgade finder vi de genopdagede vinylplader og forkærligheden for TV-serien Mad Men. Nogen hævder at fænomenet er en reaktion på renhedsæstetikken, en jagt på autenticitet eller en søgen efter tryghed. En ting er sikkert: det er en forbigående dille. Vi spiller bold i krydsfeltet mellem det analoge og det digitale og imens kan vi fornøje os over interiør med stærke referencer til en svunden tid.

Skarp på den fede måde – sådan kan man vist godt beskrive designkollektionen fra møbelproducenten e15, der blandt andet kan bryste sig af stolen Leo, designet i samarbejde med designeren Stefan Diez. www.e15.com

Svenske Källemo byder altid på design af top-kvalitet. Senest har de præsenteret denne flyder af en stol, designet af Matti Klenell, der helt sikkert har ladet sig inspirere af 60’erne da han tegnede Spectra. www.kallemo.sewww.thorsen.dk

Linket til Arne Jacobsens berømte skalmøbler Ægget og Svanen er evident. Den spanske designer Jaime Hayon har med sofaen Favn kreeret et smukt og enkelt møbel til den danske producent Fritz Hansen. www.fritzhansen.com

Teaktræ, plast og lette ben. 60’erne er tilbage – ikke mindst når det drejer sig om belysning. Oslo Wood lampen fra norske Northern Lighting, giver ikke blot et blødt lys, som det man kan opleve i de norske skove, den byder også på en ikonisk form med referencer til en svunden tid. www.northernlighting.no

Tone Chest er en nyfortolkning af den velkendte kommode. Det er Leif Designpark der har leget med en gammel japansk tradition, hvor man arbejder med parket og udnytter tre forskellig træsorter. www.leif-designpark.comwww.delaespada.com

Der er referencer til Eames, men alligevel også meget innovation bag designeren Alfredo Häberli’s Jill stol fra Vitra. Den fås med to forskellig steltyper, med og uden sædepolster. www.vitra.comwww.paustian.com

Line Depping har skabt ’Tool Boxes’ som en udforskning af, hvordan vi opbevarer vores ting. Hensigten er at udfordre den gængse opfattelse af et skuffedarium og blotte skufferne for beskueren. www.linedepping.dk


Den Danske Designpris

Alt fra et visionært landbrugsprojekt til et usynligt gulvafløb blev hædret, da Dansk Design Center tidligere forleden uddelte Den Danske Designpris til elleve danske virksomheder. Det høje kvalitetsniveau blandt vinderne giver håb om, at det danske erhvervsliv er ved at få øjnene op for designs vækstmæssige potentiale. Hvad er godt design i det 21. århundrede? Svaret på det spørgsmål skulle gerne være at finde i de 11 danske virksomheder, som blev tildelt Den Danske Designpris 2010/11. Vinderne har alle arbejdet målrettet og professionelt med at skabe konkurrencedygtige og æstetiske løsninger med internationalt potentiale og er således med til at synliggøre dansk design på bedste vis. Vinderne af Den Danske Designpris 2010/11 er udpeget af en uafhængig jury med formand Peter Bysted i spidsen. Juryen har udvalgt vinderne blandt ikke færre end 116 indsendte løsninger, og ifølge Peter Bysted bemærkede juryen i år tre generelle tendenser: -Det er karakteristisk for flere af årets løsninger, at de har fokus på at ramme markedet med en attraktiv pris. Derudover har det været tydeligt, at der fortsat er fokus på at skabe bæredygtige løsninger. Og endelig er der en voksende del af de indsendte løsninger, som er skabt i et samarbejde mellem en dansk virksomhed og en udenlandsk designer”, siger juryformand og arkitekt Peter Bysted. De vindende løsninger, som i år omfatter både livsstilsdesign, industrielt design og visuel identitet, udstilles på Dansk Design Center frem til den 25. april 2011. På udstillingen kan den besøgende gå på opdagelse i de vindende produkter og løsninger, høre interviews med prismodtagerne samt se film, hvor forskellige brugere kommenterer på produkterne. -Det er Dansk Design Centers håb, at vinderne af Den Danske Designpris 2010/11 kan være forbilleder for resten af det danske erhvervsliv. Resultatet er forhåbentlig, at endnu flere danske virksomheder vil se potentialet i at investere i design og derved få glæde af de økonomiske gevinster, som ligger heri. Målrettet arbejde med design er én af vejene til en god forretning, og det er prisvinderne gode eksempler på,” siger adm. direktør i Dansk Design Center, Christian Scherfig. Udover juryformand Peter Bysted bestod juryen af adm. direktør Christian Stadil, designer Cecilie Manz, CCO Lars Sandahl Sørensen, designer Søren Rose Kjær og designer Thomas Harrit.