Tag: Borde

Peace, love & good design

I 30 år har passion været drivkraften hos BLÅ STATION. De kreative kræfter bag den internationale designvirksomhed løber ikke efter trends – de skaber deres egne. Jubilæet fejres med nye markante møbler, der demonstrerer både mod og innovativt overskud.

1-Ahus_blaa-station

ÅHUS stolen er designet af Outofstock for BLÅ STATION. Den tilbagelænede stol er udviklet i forbindelse med BLÅ STATIONs 30 års jubilæum i år. Priser fra 8.145, kr.

Målet har altid været at gøre en forskel – at udvikle nyskabende og funktionelle møbler til det offentlige rum – møbler med både pondus og attitude. Sådan har det været, siden Börge Lindau for 30 år siden gav efter for sin lyst til at designe og producere stole, borde og bænke, som formmæssigt sprængte de vedtagne rammer, og hvor funktion og form var ligeværdige størrelser. Børge Lindau ville ikke blot udvikle møbler i grænselandet mellem design og kunst, han ville også gøre det på en etisk og miljømæssig forsvarlig måde. BLÅ STATION blev således synonym med nye standarder – og sådan er det stadig tre årtier efter, at den første møbelserie, med navnet OBLADO, blev lanceret. BLÅ STATION er siden blevet overtaget af næste generation, Mimi og Johan Lindau, som sammen med nye innovative designere holder liv i visionen om at udfordre materialerne, og lade form og funktion gå i kreativ dialog.

 

ÅHUS – jubilæumsstol med pondus Intet jubilæum uden en jubilæumsstol. BLÅ STATION har, i samspil med designerkvartetten Outofstock, skabt ÅHUS stolen – en stol, som kondenserer alt det, den innovative designvirksomhed har stået for gennem 30 år: design med humor uden der er gået på kompromis med funktionen. Og lige så vigtigt: design, der kombinerer det overraskende med det velkendte. Outofstock fortolket på BLÅ STATIONs værdier, og har med ÅHUS designet en komfortabel og kompakt loungestol, som matcher både moderne og klassiske miljøer. Her er formmæssigt skåret ind til benet – sæde, ryg og stel står grafisk stærkt. What you see is what you get. Et integreret bord ved det ene armlæn føjer ny funktion til stolen – et designmæssigt greb, der tilfører en overraskende, dynamisk asymmetri.

2B-Unit_blaa-station

Ekstrem lethed, fleksibilitet og funktionalitet kendetegner UNIT, en ny serie modulmøbler, designet af Tomoyuki Matsuoka for BLÅ STATION. Priser fra 7.465 kr. pr. enhed.

 

UNIT – tilbagelænet og svævende fleksibilitet Det tilbagelænede udtryk genfindes i en anden nyhed fra BLÅ STATION, men her holder lighederne også op. UNIT, tegntet af den japanske designer Tomoyuki Matsuoka, er et modulmøbel med stor funktionalitet og fleksibilitet, skabt til offentlige rum, hvor arkitektur og indretning skal korrespondere. UNIT består af en serie siddeelementer, puffer og borde, som kan linkes sammen på kryds og tværs – i lange forløb eller i ”landskaber”. Der er reelt tale om et arkitektonisk værktøj med flere funktionsmuligheder. Elementerne udstråler, i kraft af deres horisontale linjer, en svævende lethed, som underbygges af et superslankt stel og et ekstremt let polster. Associationerne til et flyvende tæppe ligger lige for. Sæde og ryg er karakteriseret af et stringent grid, der går i dialog med en række velkendte arkitektoniske strukturer. UNIT giver optimale muligheder for at skabe individuelle miljøer – både ved at mikse de forskellige moduler, lege med de vertikale og horisontale linjer, og blande farver og tekstiler. Endelig kan der føjes nye visuelle oplevelser til ved at veksle mellem hyndernes diagonale og rektangulære grids.

 

3-Puff_blaa-station

Funktionelle, mobile og skulpturelle. De nye puffer; PUCCA fra BLÅ STATION, designet af Stefan Borselius, kan indgå i et organisk møbellandskab i store rum eller anvendes som fodskamler til f.eks. OPPO stolen. Priser fra 3.495 kr.

PUCCA – organiske former i bevægelse Designeren Stefan Borselius har, med afsæt i sin organisk formede stol OPPO, udviklet en serie puffer og fodskamler for BLÅ STATION. PUCCA-kollektionen, der består af puffer i tre forskellige størrelser og former, er skabt til bevægelse. Hele ideen er mobilitet og imødekommenhed. Formerne er organiske og venlige – der er noget næsten menneskeligt over dem. Afhængig af størrelse, kan PUCCA anvendes som enten fodskammel til OPPO stolen, eller fungere i deres egen ret som dekorative og skulpturelle siddepladser. Pufferne er forsynet med praktiske metalringe, som gør dem mobile og lette at omplacere.

 

4-Honken_blaa-station

Alt er inden for rækkevidde i den re-designede HONKEN stol, HONKEN Workstation, hvor der kan kobles bordplader, opbevaringskassette, strømudtag og fodskammel til. Bag designet står Thomas Bernstrand + Lindau & Borselius. Priser fra 12.585 kr.

HONKEN – Den ultimative arbejdsstation Først var det en meget rummelig og generøs stol for to, som er glade for hinanden. Siden har designerne Thomas Bernstrand + Lindau & Borselius videreudviklet HONKEN stolen, så den nu kan præsenteres som den ultimative arbejdsstation. Designerne har skabt en række features, som kan kobles på stolen: et sidebord, et opbevaringsmodul, en arbejdsplade til f.eks. en labtop, udtag til el samt en fodskammel – elementer, der gør det muligt, at indrette sit eget private univers, hvorfra man både kan arbejde og smide benene op og slappe af. Funktionaliteten i HONKEN Workstation er ikke blevet til på bekostning af stolens æstetiske kvaliteter. Størrelsen til trods, fremstår den forholdsvis let i kraft af såvel form som materialevalg. Kombinationen af træ, tekstil og stål skaber et taktilt og moderne udtryk. Inspirationskilden er det ikoniske ishockeymål, som her er lagt ned og forsynet med fire træben. Det er netop stolens transparente net-struktur og det organisk formede stålstel, der, sammen med en slank ryg- og sædehynde, føjer lethed til designet. HONKEN Workstation er velegnet til skoler, universiteter, biblioteker, hoteller, kontorer og arbejdspladser af enhver art.

 

Kapitel2 – Den danske forbindelse Alle nyhederne, samt det store bagkatalog fra BLÅ STATION, er tilgængelige i Danmark, hvor Rasmus Gyberg og Christian Skriver fra Kapitel2 repræsenterer de unikke møbler. De to designentusiaster, der også repræsenterer belysningsvirksomheden Zero og det innovative akustiksystem fra BAUX, deler i høj grad passionen for funktionelle og unikke møbler med BLÅ STATION, og det er på kort tid lykkedes Kapitel2, at skabe fornyet interesse for den helt unikke møbelkollektion blandt arkitekter, indretningsarkitekter og bygherrer i Danmark.

Tekstilt – møbler med blød kant

Wrap – design og produktion: Philip Bro Ludvigsen.

 

En af de allervigtigste designevents i Danmark – SE, Snedkernes Efterårsudstilling – kan stadig ses på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering på Holmen i København. Her mødes nogle af de dygtigste designere og producenter omkring et dogme. I år er temaet “Tekstilt – møbler med afsæt i et tekstilt univers”. Det er der kommet mange spændende projekter ud af.

 

Text: Susanne Holte

Der er et arrangement, der altid får plads i kalenderen: åbningen af den årlige SE-udstilling. Her mødes alle de bedste designere og producenter i en kreativ legestue, hvor der bliver prøvet kræfter med form og materiale. Hvert år et nyt dogme. SE 2014 var ingen undtagelse. Her lød opgaven: skab et møbel med afsæt i et tekstilt univers. Det er der så kommet 34 unikke møbler ud af. En hvilestol med titlen News Feed, formgivet som en trykpresse og med tekstilpolster vævet af avispapir. En skærmvæg flettet af tekstile finérplader. Et siddemøbel skabt af gevirer og skind. Et skab, som kan lynes op. En skulpturel stol iklædt det mest elastiske møbelstof til dato. Listen er lang og vidner om alternative møbler, der er sat fri af den kommercielle spændetrøje.

Autumn Leaves. Design: Claus Bjerre. Producent: Kvadrat og HKI.

 

De 34 designs udfordrer den klassiske opfattelse og anvendelse af polstring samtidig med at de tager afsæt i det teknologiske udviklingspotentiale. Det er møbler, der tager afsæt i tekstilernes sanselige og æstetiske kraft. Årets udstilling tager således makkerskabet op mellem møbel og tekstil op til fornyet og eksperimentel overvejelse og viser medlemmernes bud på møbler i et krydsfelt mellem materialekontraster, der balancerer på kanten mellem design og kunsthåndværk.

Off. Design: Isabel Ahm. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft og Bdr. Petersens Polstermøbelfabrik.

 

Producenterne er en vital del af designernes proces mod det endelige møbel, for som specialister indenfor deres felt er producenterne en vidensbank af erfaring, knowhow og teknologi – en platform af kompetencer, som SE-designere og producenter i fællesskab driver frem mod en eksperimenterende prototype, der viser nye sider af faget, håndværket og historien.

 Sweet and Sour. Design: Dögg Gudmundsdóttir. Producent: Onecollection, Dögg Design og Frank Switzer.

 

Som altid er der en håndfuld gæsteudstillere med på årets SE-udstilling, der enten er nyudklækkede talenter eller etablerede formgivere indenfor møbler eller andre kunstneriske genrer. De har skabt mangfoldige bud på det tekstile afsæt: en folkestol, hvor det flettede sæde i stedet illuderes af et laserskåret mønster i træets overflade, et bord med intarsia – en antik dekorationsteknik i træ, der mimer tekstilbroderiets dybde og originalitet – og en blomstret krinolinekjole formet som en blød lænestol med dansesko som fødder.

Textile Veneer. Design: Else-Rikke Bruun. Producent: Nicolaj Bo.

 12 Triangles. Design: Henrik Sørig. Producent: Godsbanens Værksteder ved snedker Ejvind Post og Brdr. Petersens Polstermøbelfabrik.

Baba. Design: ISKOS-BERLIN, Boris Berlin & Aleksej Iskos. Producent: Versus A/S.

 Tex A/S. Design: Karen Kjærgaard & Design Engineer Nanna Gram. Producent: JM Rør A/S og Kvadrat.

1-2-3-Stool. Design: Lise og Hans Isbrand. Producent: Lise og Hans Isbrand og Montana Møbler A/S.

Canvas. Design: Mia Lagerman. Producent: Mia Lagerman.

Genuine Danish Folding Cot. Design: Niels Gammelgaard & Puk Lippmann. Producent: JM Rør A/S og Puk Lippmann.

Close Bench. Design: Norm Architects, Jonas Bjerre-Poulsen, Kasper Rønn & Frederik Werner. Producent: Snedker Jakob Langebæk, modelbygger Morten Lyhne. Tekstil: Kvadrat.

 Softly Pleated. Design: Philip Bro Ludvigsen. Producent: Le Klint A/S.

Blowing in the Wind. Design: Poul Christiansen. Producent: Dansk Interiør Design, Haggard Company A/S, Maiken Sylvester og Poul Christiansen.

Laptop Sofa. Design: Rasmus Fenhann. Producent: Møbelsnedkeri Kjeldtoft.

 Weave. Design: Steen Dueholm Sehested. Producent: Onecollection og Claudius Foam.

Core. Design og producent: Sussi Osmark.

 Dress Your Shelf. Design: Thibaut Allgayer. Producent: Mølgaard Aps.

Fixie. Design: Torben Skov. Producent: Montana.

SE-udstillingen “Tekstilt” kan ses på Holmen frem til den 14. december 2014. Og igen i forbindelse med Stockholm Furniture & Light fra den 3. til den 7. februar.

Sweet nothing

Lidt har også ret. Ikke mindst når det drejer sig om søde ord fra den udvalgte eller når det handler om små, lette og funktionelle møbler, der let og ubesværet sniger sig ind i indretningen – enten som et praktisk supplement eller som fuldgode interiørelementer, der ikke stjæler så meget plads.

Der kan komme rigtig meget ud af kruseduller – i hvert fald når de lander i marginen på tegneblokken hos svenske Note Design Studio. Med afsæt i disse sporadiske tegninger har det Stockholm-baserede designerfællesskab skabt en serie småmøbler bestående af et orgie af materialer, former og farver. Et eksempel er ”Tembo” – højbord og skammel. Foto: Mathias Nero. www.notedesignstudio.se

Text:Susanne Holte

Er man gammel nok vil man helt sikkert huske Brenda Lee’s dejlige sang ”Sweet Nothin’s” fra 1960, hvor hun med hæs stemme rocker sig igennem det, der siden er blevet en klassiker på hylden med pop-vinyler. Yngre generationer vil måske tænke på Calvin Harris’ sang ”Sweet Nothing” med tilhørende ekspressiv og fræk video. Fælles for de to musikalske indslag er, at de omhandler de små søde ord, som elskende bruger når de flirter med hinanden. Disse små – på en gang overflødige og livsnødvendige ord trækker paralleller til en aktuel trend i boligindretningen, hvor møbler i småtingsafdelingen pludselig bliver af stor betydning. Aldrig har vi set så mange skamler, puffer, transportable småborde, minimale reoler og letvægtsstole som de seneste sæsoner. Det er møbler, som let sniger sig ind i allerede etablerede hjem, hvor der er brug for lidt ekstra siddeplads eller afsætningsplads, men i høj grad også møbler, der gør sig godt i små rum, hvor der ellers let bliver overmøbleret. Designerne byder flittigt ind med nye fortolkninger – måske fordi de netop her kan eksperimentere med form og materialer uden at sprænge budgetterne ude hos producenterne. Mange af de små møbler har skulpturelle kvaliteter. Der er dømt fri leg og mange af de nye småmøbler føjer en klædelig modernitet til klassiske designs. De byder på ny dynamik i indretningen, på ny energi i forholdet – akkurat som når Brenda synger: Aha Honey! My baby, whispers in my ear, uhm sweet nothing!

De skulpturelle værdier er indlysende og uanset hvordan man måtte sidde på skamlen Bolt, er den næsten ikke til at undvære. Det er svenske Note Design Studio, der har tegnet det charmerende møbel til franske La Chance. www.lachance.fr

En reol behøver ikke at fylde en hel væg. Det er Martin Breuer Bono’s superenkle ”Buchhheimer” et fint eksempel på. Reolen er udviklet til tyske Nils Holger Moormann. Foto: Jäger & Jäger.  www.moormann.de

Den spanske designer Jaime Hayon er her, der og alle vegne i øjeblikket. Danske møbelproducenter, som for eksempel Fritz Hansen, har også fået øje på den talentfulde formgiver med det organiske formsprog. Hayon behersker også de små møbler, som det eksempelvis fremgår af det lille charmerende bord ”Elements 002”, som er inspireret af kaktussens modulære form. www.moooi.comwww.mollerrothe.com

Den franske designer Elsa Randé , der har stor erfaring fra luksusindustrien, har nu kastet sig over møbeldesign. Hendes gennemgående tema er de såkaldte Scoubidou snore, som hun mikser med for eksempel egetræ. De farverige snore giver kant til det lyse træ samtidig med at de har en praktisk funktion som rumdelere. www.elsarande.fr

Friends & Founders er en forholdsvis ny dansk-svensk designvirksomhed, som allerede har fået stor opmærksomhed med en kollektion af lette, stringente møbler med stærke grafiske elementer. Et af budene fra de innovative kræfter bag er ”Knock Out” bordene. www.friendsfounders.com

”Red Line 102” er et af mange fleksible reolmøbler fra svenske Resize Design, der har udviklet et system bygget op omkring en centersøjle, hvorpå man kan montere en stribe forskellige opbevaringsmoduler. Et genialt system, som skaber en dejlig lethed i indretningen. www.resizedesign.se

Det tyske designstudie Supergrau har i samarbejde med designeren Sarah Böttger udviklet en serie borde eller rettere bakker/skåle på ben. ”BOL” er skabt af emalje – et lidt utraditionelt materiale til møbler.  Farvepaletten er sart og fin med referencer til 70’ernes baderum. www.supergrau.de

Schweiziske Björn Ischi fra Designform har kreeret det lille transportable bord ”Curling” for schweiziske Maade. Fyrretræ med sortlakeret top. Anvender man bordet som natbord kan håndtaget bruges til at hænge smykker og ure på. www.maade.ch

”Chair Composition 1 and 2” er udviklet af Bakery Studio alias Gilli Kuchik og Ran Amitai. Ideen bag konceptet er at kombinere to elementer og to farver for således at opnå en 3-dimensional grafisk komposition. Stolen består af bøjede stålrør og et krydsfiner sæde. www.bakery-design.com

Enkelhedens ukronede mester er den japanske designer Nendo, der bliver ved med at overraske med sit ind-til-benet formsprog. Et af hans seneste tiltag er denne stumtjener fra kollektionen ”Softer than steel” for italienske Desalto. www.desalto.itwww.nendo.jp

Et interessant dansk brand, som har set lyset indenfor de seneste år er By Lassen, der er bygget op omkring produkter, tegnet af arkitekterne Mogens og Flemming Lassen. Det hele startede med ”Kubus” stagen, men i dag er kollektionen bredt funderet med både brugskunst, møbler, tekstiler og tapet. Et af produkterne i By Lassens portefølje er den smukke ML42 taburet, som Mogens Lassen tegnede i 1942 i forbindelse med en udstilling på Kunstindustrimuseet. Inspirationen er hentet i datidens skomagerstole. Den fås også som barstol – begge i eg, bøg natur eller sortbejdset bøg. Pris: 3.395,- kroner. www.bylassen.dk

Over det seneste årti har en stribe nye designvirksomheder etableret sig i Danmark. En af de nyeste er Friends & Founders – et dansk-svensk samarbejde mellem Rasmus Hildebrand og Ida Hildebrand, der arbejder med et begreb, som de kalder elastisk livsstil – det vil sige en livsstil, der kræver forenkling og fokus. I praksis betyder det møbler, der kan tilpasses brugernes behov og som er skabt i et enkelt skandinavisk design af lette og stærke materialer. Som for eksempel ”Our Bench Net”, som her er stylet med hynder og puder. www.friendsfounders.com

En af de lidt ældre elever i klassen er Normann Copenhagen, der længst har slået deres navn fast som leverandør af moderne skandinavisk design . Et af de seneste bud fra deres katalog er ”Box”-bordet – et lille bakkebord med en lethed i formen, men med styrke i materialet: stål. Det er den danske designer Peter Johansen, der har tegnet bordet, der fås i creme, cementgrå, turkis, blågrøn og midnatsblå. Fås i flere størrelser fra 999,- kroner. www.normann-copenhagen.com

Farver i flok

Den unge norske designstuderende Aud Julie Befring, der studerer produktdesign på Oslo and Akershus University College of Applied Science i Oslo, har allerede godt fat med sine fine designs. Det er blevet til flere udmærkelser og særudstillinger med hendes meget personlige og ekspressive designs, ofte inspireret af naturen og traditionelt håndværk. Nyd hendes skammel fra serien ”Cool With Wool, hvor hun mikser filt med træ og leger med de skønneste farver. Foto: August Lundberg. Følg hende på www.audjulie.com

Hvorfor nøjes med en farve når man kan tage hele paletten i brug. Farver skubber til humøret, vækker sanserne og bringer positive vibrationer ind i indretningen. Hold fast i den sidste rest af sommer med et sandt farveorgie – det er der rigtig mange designere der gør netop nu.

Text: Susanne Holte

Farver kommer og går. Ligesom Picasso havde en rosa og en blå periode, der var ladet med hver sin symbolik – den blå periode blev sat i gang som en reaktion på sorgen over en god vens selvmord – så dukker farverne også op i bølger på indretningsscenen. Nogle farver bliver stående som markører for bestemte epoker. Har man oplevet 70’erne vil man sikkert mindes en orange, en grøn og en brun periode med blandede følelser. I dag er farverne blevet mere flygtige – de bliver ikke stående så længe, at de på helt samme måde bliver signaturer for en epoke. Designerne giver os mere spillerum, men man kan dog stadig tale om strømninger og tendenser. Denne sommer har for eksempel budt på masser af blå skalaer, søgrøn og nude, som vi kommer til at støde på en rum tid endnu. Er man trofast læser af nationale og internationale boligmagasiner vil man sikkert også have registreret, at den neutrale farveskala med natur, hvid, grå og sort gennem et par år eller mere er blevet garant for den gode smag.

Går man nu og sukker efter mere kulør på tilværelsen er der ingen grund til at fortvivle. Ude i periferien rører de klare farver på sig og hører man til dem, der ikke kan få nok, kan man glæde sig over at farverne nu kommer i flok. Sofaer og lænestole klædt i flere nuancer på én gang, skamler og spisestuestole i forskellige kulører omkring bordet, reoler, skabe og skænke med multifarvede låger, borde med kulørte kakler, eller brugskunst, møbler og tekstiler med dye-effekt, hvor farverne toner langsomt ud eller går over i andre nuancer. Der bliver kort sagt gode muligheder for at gå farve-amok.

Ballroom-lamper fra Designbyus.

Er man til anonym opbevaring, skal man nok ikke gå efter ”Collect 2013” skabene, designet af Anna Larsson & Sara Larsson. Kollektionen består af en række modeller med hver deres individuelle farverige identitet. Tør man ikke gå planken ud fås de alternativt med hvide stokkelåger. www.a2designers.se

Arne Jacobsens stol Dråber fra Fritz Hansen.

Grænsefladen mellem kunst og design er ofte meget fin. Det demonstrerer den svenske designer Fredrik Paulsen, der seneste har kunnet opleves i Danmark på Gallery Etage Projects i København, hvor man blandt andet kunne fryde sig over hans ”Easy Chair”. Foto: Viktor Sjödin.  www.fredrikpaulsen.com

Naturens farver kan bestemt også noget – og det behøver langt fra at være kedeligt og anonymt. Se blot på spanske Patricia Urquiolas supersmukke marmorbord fra den italienske marmorproducent Budri’s ”Origami”-kollektion, hvor designeren har hentet inspiration i den japanske foldeteknik. Origami følger op på successen med ”Earthquake”-kollektionen. www.budri.com  www.theapartment.dk

Farverne ligger så tæt, at man næsten får et indtryk af dye-effekt. Reolmøblerne ”Color Fall” er designet af Garth Roberts for italienske Casamania. www.casamania.it

Farver giver gode muligheder for at udfolde kreativiteten og skabe et meget personligt møbel. En af de producenter, der hjælper de farveglade på vej er Eilersen, der tilbyder en kollektion af modulsammensatte sofaer. Det drejer sig blandt andet om modellerne ”Cocoon”, som vist, ”Great Pampas” og ”Block”, som kan beklædes med Multi Fabric. www.eilersen.eu

”Straw” og ”Superkink”, designet af osko & deichmann for svenske Blå Station er en kollektion af innovative møbler, hvor man kan lege med larmende kontrastfarver i stel og hynde. Lakeret stål, polyureathan og tekstil.  www.blastation.se

Innovative designerduoer sætter i disse år dagsordenen – blandt disse er Lanzavecchia-Wai, bestående af italienske Francesca Lanzavecchia og  den Singapore-baserede Hunn Wai, der i flere omgange har gjort sig positivt bemærket i Danmark, blandt andet med opbevaringsmøblerne Fragmented Cabinet’s. Foto: Patrick Toomey Neri. www.lanzavecchia-wai.com

Legato skænk af den finske designertrio ClaessonKoivistoRune for Casamania.

”Serenissima” er ikke alene navnet på nogle af Patricia Urquiolas seneste designs for Moroso. Det er også det latinske navn for republikken Venedig. Møbelkollektionen er da også ment som en hyldest til byens unikke kulturarv, til vandet og de mange broer. Det særegne tekstil, der er en væsentlig del af designet, hedder Acqua Alta og er fremstillet hos Rubelli eksklusivt til Moroso. www.moroso.it

Montana giver den fuld gas og leger med farverne i sensommerens magasin ”Living vol 5”, hvor de har ladet sig inspirere af norske locations med høje fjelde og dybe fjorde. De rå rammer spiller op mod former og farver og man har til lejligheden kombineret farverne montparnasse, tokyo yellow, ginza pink, botanique og boulevard. www.montana.dk

Fragile

Glas er et stærkt tema netop nu. En af bidragyderne til dette tema er Joe Cariati, designer og glasmager fra Los Angeles, som vækker begejstring med sin mundblæste glaskollektion.  Et af de seneste bud er ”Angelic Collection” – en stribe elegante karafler i en smuk ekspressiv farvepalet.  www.joecariati.com

….denne side op. Vi kender formuleringen fra diverse emballager, der beskytter sarte og eksklusive ting og sager. Begrebet er internationalt og vi ved instinktivt, at vi skal fare med lempe. Det skrøbelige, florlette og transparente er også et tema i indretningen – som et kærkomment modstykke til alt det naturlige og robuste. Handle with care!

Text: Susanne Holte

Der er ord og begreber, som på trods af deres udenlandske oprindelse, er gledet naturligt ind i vores ordforråd. Således med ordet ”fragile”, der vel bedst kan oversættes med sårbart eller sart. Ordet i sig selv er så sprødt, at vi straks tænker ”pas på” når vi støder på det. Der er noget næsen lyrisk over det – og sådan er det også med en aktuel boligtrend, der byder på transparens, sarte materialer, lethed og sfærisk elegance. Stilen er på ingen måde romantisk eller sødladen. Der er i højere grad tale om et hudløst udtryk, hvor man af og til fornemmer formgiverens væren bag projektet – ofte ligner det mere kunsthåndværk end design. Stilen er heller ikke fri for humor: plastmøbler og -lamper, der til forveksling ligner krystalglas, lampeskærme og skåle af stukcement, vaser, der ved første øjekast giver associationer til klinket glas, glaslamper med konkave og konvekse former, der ser ud, som kunne de briste ved den mindste berøring, spejlblanke bordplader, der brydes af forgyldte sten, siddemøbler på skæve og vaklende ben, spejlkabinetter båret oppe af spinkle understel, transparente plastmøbler, der ikke ser ud til at kunne bære tyngden af et menneske, stilleben af keramik, metalborde, der fremstår som sprøde og sukkerstivede kniplinger.

Trenden byder selvsagt på glas i rå mængder. Glas er et materiale, der er fornyet fokus på og respekt omkring. Fra at være et lidt flovt råstof, der de seneste årtier har været synonym med glade amatørkunstnere og brugskunst af den mere traditionelle slags, nyder glasset nu en fortjent anerkendelse i kunstneriske sammenhænge. Er man i tvivl om potentialet, kan man stikke en tur til Ebeltoft for at besøge Glasmuseet, hvor man lige kan nå at få mere end 50 bud på innovativ og udfordrende glaskunst i udstillingen Bodytalk.

Skrøbeligheden bogstavelig talt lyser ud af italienske Davide G. Aquini’s  ”The Fragiles” kollektion af lampeskærme, skabt af cement og stuk og formet over balloner. Variationen opstår naturligt fordi kanterne knækker og der opstår kratere, når materialet frigøres fra ballonen. www.ad-g.it

 

Træ og glas i skøn forening. ”Branch Bowls” fra Utopia and Utility er en kollektion af unikke krukker i farvestrålende glas med trælåg, skabt af produktdesigner Pia Wüstenberg, der sammen med Moritz Wüstenberg står bag det London-baserede firma. www.utopiaandutility.eu , www.piadesign.eu

Fuglereden  står for mange som et af naturens mest originale stykker arkitektur. Det er netop fascinationen af dette simple og alligevel komplekse bygningsværk, der har inspireret den hollandske designer Floris Wubben til siddemøblet ”Eyrie Bench”. Den er lige så skrøbelig, som den ser ud og man sætter sig på eget ansvar. www.floriswubben.nl

Der er noget både skrøbeligt og kraftfuldt over Felicie Eymard Ericsdottirs poetiske mobile ”Songe”, skabt af tekstil og papir. Den islandske designer, der for øjeblikket studerer industrielt design i Belgien, er tydeligt inspireret af den natur, hun er rundet af.  www.felicieeymard.com 

Noget og ingenting – sådan kunne man med rette betegne Philippe Starcks transparente plastsofa ”Uncle Jack”, der vil gøre sig godt både ud og inde. Vil man give den mere stoflighed, kan man smide en pude, en hynde eller et dyreskind i. www.kartell.com

Skønheden er et biprodukt for keramikeren Marianne Nielsen, der hellere fremhæver de mest trivielle genstandes ikoniske styrke, når hun går i krig med leret. Her for eksempel hendes ”Flower Arrangement”, der indgår i dette års Mindcraft 2014-udtilling. Se mere på www.mariannenielsen.com og www.mindcraftexhibition.com

Krop og køn er temaet for sommerens store særudstilling på Glasmuseet Ebeltoft, hvor man frem til den 28. september kan opleve ”BodyTalk”, hvor internationale glaskunstnere belyser temaet på vidt forskellig og original vis. Se blandt andet Silvia Levensons værk ”Until Death do Us Part” – en enorm stor glasbryllupskage med tilhørende håndgranat. Med udstillingen tager Glasmuseet spørgsmålet op, om hvorvidt glaskunsten – og kunstneren skal betragtes som kunsthåndværker eller som kunstner med en særlig forkærlighed for glas? Besøg udstillingen og bedøm selv. www.glasmuseet.dk

De ligner sæbebobler lige før de brister : ”Big Bubble” lamperne fra den belgiske lampeproducent Dark, blev helt fortjent præmieret med Red Dot Award 2014 i foråret. Bag designet står Alex de Witte. Hver lampe er unik, mundblæst glas. www.dark.be 

Spinkelt og elegant udtryk. Designerne Ernst & Jensen har med ”Tact” reolen skabt et reolsystem med uanede muligheder – de to store versioner kan anvendes som rumdelere ligesom man kan lege med transparens eller farvede baggrunde til at skabe et individuelt udtryk. Vejledende pris er 12.440. www.artefact-copenhagen.com , foto: Jeppe Sørensen.

Engelske Tom Dixon har til gengæld en forkærlighed for metal. Han anvender masser af kobber, eller som her: messing. ”Bone” er en ny serie bestående af en skål, en bordskåner og servietringe i en knoglelignende struktur. Her er det ”Bone Bowl”, der kan erhverves for 2.350,- kr. www.roomstore.dk

”Melting” hedder den nye lampe fra ”Kartell goes Bourgie”-kollektion, designet af den svenske designertrio Front. Lampen blev præsenteret på forårets store designmesse i Milano. www.frontdesign.se , www.kartell.com

Sereno bordet er skabt af designerduoen Fredrikson-Stallard for italienske Driade. www.driade.com

Luis Pons er den prisvindende designer bag denne superelegante kommode med det rammende navn Illusion. Bag kollektionen står amerikanske LPDL. www.lpdl.net

Rene linjer

Pool-designerne Léa Padovani & Sébastien Kieffer fortsætter deres samarbejde med Petite Friture, for hvem de denne gang har kreeret en kollektion af små borde med et grafisk stærkt udtryk: ISO-A & B er en serie moderne indskudsborde, som ændrer udtryk alt efter kombination. www.petitefriture.com

Markante, rene linjer, stærke geometriske former, klare signaler: Det er kendetegn, som man med rette kan knytte til flere af de designs, der netop i dette forår præsenteres på de internationale interiør- og designmesser. Stilen er på ingen måde ny og den genfindes i mange af de retroprodukter, der fortsat fanger vores opmærksomhed. En af forklaringerne kunne være, at det klare og signifikante formsprog har en evig gyldig appel.

 

Text: Susanne Holte

”Less is more” er en sandhed, som det er svært at argumentere imod, og selvom dette forår byder sig til med masser af letsind og farver, organiske former og ditto materialer, så sekunderes det kåde og løsslupne af en stringent og nøgtern stil, der pirrer vores hang til det underspillede, samt vores glæde ved geometri og grafiske udtryksformer i sort, hvid og natur – udtryk, der ved første øjekast virker let tilgængelige og som vi instinktivt afkoder og føler os trygge ved. Midt i denne komfortzone vælger flere af designerne så alligevel på det dristigste at spille os et lille visuelt puds ved at twiste formerne og anvende overraskende materialer og materialemiks. Alt er ved det gamle, og så alligevel ikke: Windsor-stolen er blevet slanket og udstråler ny modernitet, det skarpt skårne stolestel får stilistisk modspil af en blød og favnende stoleskal, taburettens hårde look blødes op med et stænk humor, den monumentale øreklapstol tilføres en overraskende skrøbelighed mens den regelrette bordplade kombineres med et organisk understel. Her er alligevel noget på spil – den golde minimalisme tilføres et strejf af humanisme og på den måde bliver de nye grafisk markante designs mere medgørlige – lettere at mikse med en anden stærk trend, hvor en blød og douchet farvepalet, organiske former og en stribe naturmaterialer med særlig fokus på træ dominerer. Ligesom det er tilfældet med den obligatoriske lille sorte kjole, der kan dresses op og ned alt efter humør og anledning, så rummer de grafiske designs ikke blot klassikerpotentiale, de kommunikerer også specielt godt på tværs af stilarter og flygtige modeluner.

Montana relancerer Verner Pantons Bachelor stol fra 1955. Stolen er tegnet samme år, som Tivoli-stolen og slægtskabet kan anes. Stolen består af et rørstel og en siddekøje, som kan skilles og samles uden brug af værktøj. Den kan ligesom Tivoli-stolen anvendes både ude og inde. Lanceres med tilhørende fodskammel i seks farver akryllærred og et i hørlærred. www.montana.dk

Homework Desk er en elegant fortolkning af det klassiske skrivebord. Bemærk det svævende skuffemodul, der giver møblet endnu mere kant. Bordet, der er fremstillet af sortbejdset eg, er skabt af Niels Bendtsen fra den canadiske designvirksomhed Bensen. Den danskfødte designer emigrerede sammen med sin familie i 1951, men nu kan hans smukke designs erhverves i Danmark. www.bensen.ca , www.agneta.dk

Franco Albini’s Cicognino bord for Cassina. www.cassina.it

Krystallens struktur har flere gange inspireret den japanske designer Tokujin Yoshioka til ekstraordinære møbler. Således også med Element-kollektionen, der består af en serie borde og en stol, hvor der også leget med balancepunkter. Her ses spisebordet, som produceres af italienske Desalto. www.desalto.it

Fifty-stolen, designet af Dögg & Arnved for Ligne Roset, er på en gang monumental og let. Den klassiske øreklapstol er blevet twistet godt og grundigt. Stolens stel og detaljering er inspireret af Hans Wegners Halyard Chair. Bag designet gemmer sig Dögg Gudmundsdottir og Rikke Rützou Arnved, der oprindelig præsenterede ideoplægget på en SE-udstilling i 2012. Vejl. pris 8.900,- www.ligne-roset.fr , www.doggarnved.dk

 Ether Rug designed af Karim Rashid for Illulian.

Efter to år med komplekse udregninger lancerer den engelske designer Tom Dixon nu stolen, Y Chair. Skallen er udført i sprøjtestøbt glasfiberarmeret nylon, som gør den ekstremt robust. Y-formen er skabt med henblik på at skabe en ergonomisk, fleksibel og stærk stol med et moderne udtryk. www.roomstore.dk , www.tomdixon.net

Risskov Møbelsnedkeri lancerede i 2013 en serie borde – RM13 Work Desk og RM13 Dining Table, der rummer alle grundelementerne for moderne møbelklassikere: gode materialer, gedigent håndværk og tidløst og enkelt design. Der er nu lavet en ny version til serien, der er lidt længere og bredere med en silkeblød mat sort MDF/laminatplade og et understel af sæbebehandlet eg. Vejl. pris 23.600,-. Nærmeste forhandler: www.risskovmoebelsnedkeri.dk

Ripple bordet er designet af engelske Benjamin Hubbert.

Precious bord fra Roche Bobois. Design: Cédric Ragot. www.roche-bobois.com

Grown suspension fra Zava.

Så fås det næppe mere skarpskåret: Franske Jonas Fernando Pires’ veneration for arkitektur står at læse i hans superelegante stol Club No2, der er en ud af 8 stykker i en Limited Edition. Den unge franske designer er minimalist og fan af Tadeo Ando og Miss Van Der Rohe. Stolen her, der er et meget typisk eksempel på hans stramme formsprog, udstilles på eget galleri i Paris. www.jonasfernandopires.com

Forårsfornemmelser/Springtime

William Sawaya har ladet sig inspirere af hud og skind og skabt en serie spændende og farverige stole, blandt andre Vicka, som er fremstillet af en slags gele, som giver stolen en plastisk volumen og som gør det muligt at sætte trumf på farverne. www.sawayamoroni.com

Det spirer derude. Forårets mirakuløse transformation, naturens genoplivning, lysets magtdemonstration og farvernes tilbagevenden skaber fornyet optimisme i kolde hjerter. I samklang med den nye årstid lyder positive toner fra politikere, økonomer og vismænd; vi går lysere tider i møde. Helt i tråd med koret af sangvinikere sætter designerne nu også trumf på farverne.

Text: Susanne Holte

”Verden er i farver” lyder en populær dansk sang. En sandhed, det er let at glemme mens man kæmper sig igennem den mørke nordiske vinter og omgivelserne mere ligner kulisserne til en film noir end noget der er optaget i technicolor.

Men snart kommer der igen farver på filmstrimmelen – foråret er på vej med varme, lys og nyt liv. Naturen vågner af sin dvale og kvitterer for vores tålmodighed med en eksplosion af farver. Sådan er det mirakuløst hvert år, men de seneste år har den almindelige krisestemning bleget paletten og taget toppen af livsglæden. Mismodet har ikke blot sat en dæmper på købelysten, det har også indvirket på design og produktudvikling. Vi har søgt trygheden i det kendte, dyrket retrostilen med referencer til bedre tider eller  har gået bodsgang til genbrugsstationerne i bestræbelserne på at vise samfundssind og vilje til forandring. Recessionen har sat sig spor i vores kollektive bevidsthed: vi er blevet ressourcebevidste, sparsommelige og fornuftige – i hvert fald på den korte bane. Designerne har ufortrødent forsøgt at komme igennem med kreativitet og nytænkning, men producenterne har tøvet lidt og er gået efter de sikre løsninger. Nu ser det så ud til at et økonomisk og åndeligt forår skaber fornyet rum for større armbevægelser – og giver plads til flere og mere mættede farver. Der kommer fokus på blå i alle afskygninger. Men også røde, orange, gule og grønne nuancer finder vej til paletten – om ikke andet så som supplement eller accent til pastellerne og de douche farver, der sammen med jordfarverne længe har sat trumf på den eftertragtede nordiske stil. Det skandinaviske farveunivers og de naturlige materialer er på ingen måde en saga blot, men der er blevet plads til et parallelunivers med eksotiske papegøjefarver.

”Alting er i bevægelse – en tanke, et atom”, hævder den tyske designer Camilla Richter, der har ladet sig inspirere af foranderligheden da hun kreerede denne smukke foldeskærm/roomdivider/skulptur, som hun kalder And A And Be Not. Den er lavet af kulørt glas, som reflekterer solen og sender farver ud i rummet.  www.camillarichter.com

April Fools with handle, hedder denne originale skammel som en fin kommentar til det forestående forår. Bag det uhøjtidelige design står Christopher Roy fra designstudiet Whynotbespoke. Skammelen fås i mange forskellige farve- og materialekombinationer. www.whynotbespoke.com

ClaessonKoivistoRune for Wästberg.

Hay

Alle steds nærværende designertrio Claesson Koivisto Rune har stået bag designet af  Juni-lænestolen, produceret af Paola Lenti. Der er faktisk tale om en gyngestol af den mere komfortable slags. Stolen har aftageligt betræk og kan anvendes både ude og inde. Der er også lavet en matchende puf. www.paolalenti.it

Dressed, BIG

Trofaste læsere af disse sider har nok bemærket forkærligheden for Claesson Koivisto Rune. En af forklaringerne kunne være denne smukke lænestol, Kelly fra den italienske producent Tacchini. Stram og alligevel indbydende i al sin enkelhed. Stolen kan fås hos Beau Marché i København, som oplyser at prisen med stof fra Kvadrat er 24.800,- www.tacchini.it  , www.beaumarche.dk

Hallingdal Table, FredriksonStallard.

Fat Boy, Tablitski chair.

Flux Chair.

Designeren og ikke mindst den anglo-irakiske arkitekt Zaha Hadid er så speciel at hun altid vil dele vandene: enten synes man hun er for meget eller også beundrer man hende for det helt unikke, flydende formsprog, som er blevet hendes kendetegn. Et godt eksempel er hendes Kuki Chair for Sawaya & Moroni. www.sawayamoroni.com

Mafalda Chair, Patricia Urquiola, Moroso. www.moroso.it

Melting Pot Table, Dirk van der Koij.

Netframe stolen udstråler en forrygende lethed i denne flotte orange version er der dømt forår. Stolen er designet af duoen Cate & Nelson – svenske Cate Högdahl og spanske Nelson Ruiz-Acal, der også har skabt en matchende sofa. Producent er svenske Offecct. Ideen har været at kreere en komfortabel stol  med et minimum af materialeforbrug. Den fleksible ”skal” er fremstillet af polyesternet mens hynderne er beklædt med Hallingdal fra Kvadrat. www.offecct.se

Den er ikke spritny, men den er ikke til at stå for: Rubber Table fra de svensk/engelske avantgardedesignere Patrik Fredrikson & Ian Stallard, der har samarbejdet siden 1995 og som har udstillet på museer verden over. Der er tale om et eksperiment, som kun eksisterer i prototyper og som blandt andet har været udstillet hos David Gill Galleries.  Makkerparret har lavet mange eksperimenter med gummi og bordet findes i flere varianter. www.fredriksonstallard.com

Det svenske triumvirat, Front Design har skabt Mobile lampen – selvfølgelig med inspiration fra mobilen. Ved at anvende forskellige kontravægte, kan man ændre på lampens form. Foto: Magnus Torsne. www.frontdesign.se

 Ny designer i folden hos Kartell er Christophe Pillet, der har taget afsæt i plastikkens uanede muligheder og skabt vase-kollektionen Shibuya, der fås i flere smukke, transparente farvekombinationer. Vejl. pris 890,-.  www.kartell.it

Tom Dixon, Fan Chair, www.tomdixon.net

Et sofabord kan sagtens transformere til et kunstværk når det har været i hænderne på Fredrikson Stallard. Se blot deres fantastiske Waterfall glasfiberbord, produceret af Driade. Fås i flere flotte højglas farver. www.driade.com

Meget mere marmor

Snarkitecture er en kunstnergruppe, etableret af Alex Mustonen og Daniel Arsham, der opererer i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur. Ideen er at udforske strukturer, former og materialer, for derefter at manipulere og nyfortolke. Gruppen arbejder sammen med det amerikanske Volume Gallery, der udstiller i Design Miami-regi – en verdenskendt udstillingsplatform for design og kunst. Her udstilles Float bordet i marmor. www.snarkitecture.com , www.volumes.com , www.designmiami.com

 

Det er hårdt – og alligevel blødt som silke, når man stryger hånden over det. Det har været anvendt til templer og paladser gennem århundreder. I hænderne på dygtige kunstnere forvandles det til imposante skulpturer. Marmorens iboende skønhed og store potentiale inspirerer også nutidens designere, der forvandler det mytologiske materiale til moderne møbler, interiør og brugskunst.

Text: Susanne Holte

Hvordan var det gået med Kejser Augustus’ genopbygning af Rom, bygningen af Parthenontemplet til ære for Athene, opførelsen af Frederikskirken i København, Michelangelos, Berninis og Thorvaldsens skulpturer og  – ikke at forglemme – de italienske badeværelser, uden marmor – dette fantastiske naturmateriale, der brydes over det meste af verden, og som siden renæssancen har været et af bygmestrenes og billedhuggernes vigtigste råstoffer. Hvidt som sne eller sort som kul – og tilgængelig i næsten alle nuancer derimellem. Den fine bjergart, der er en særlig hård kalkstensart, er yndet brugt til kunstneriske udfoldelser, til byggeri, møbler og brugskunst, fordi den er meget velegnet til forarbejdning.

Marmoren findes mange steder på kloden – også i Skandinavien, men de mest berømte brud findes i Grækenland og i Italien, hvor Naxos, Paros, Attika og ikke mindst Carrara har fået næsten mytisk status blot på grund af den massive naturforekomst. Det var i øvrigt den smukke hvide marmor fra Carrara, som Augustus benyttede til genopbygningen af Rom. Netop denne marmor er særlig finkornet og bliver smuk blank og næsten gennemskinnelig når den poleres. En af marmorens særkender er at den får en ganske særlig glansfuld og fløjlsblød overflade når den bearbejdes.

Marmorens stoflighed og iboende potentiale har i årtusinder begejstret kunstnere og fået handelsfolk til at vejre morgenluft, og de tunge stenblokke er blevet kapitaliserede og fragtet på tværs af landegrænser og kontinenter. Fascinationen af marmoren er næsten lige så gammel som civilisationen og stenen er stadig i stand til at begejstre kunstnere og designere, der netop i disse år har særlig fokus på et af naturens gavmilde gaver.

Designeren Sébastien Cordoléani bryder med alle vores forestillinger om hvorledes en vase ser ud. Hans unikke Plan vase for Moustache, overrasker på den positive måde. Blomsten placeres i den ene side af den plane vase, hvorefter der påfyldes vand til kanten. Vandspejlet og refleksionen bliver du en integreret del af designet. Plan vaserne findes i marmor, skifersten og keramik og forhandles blandt andet af Designdelicatessen. www.designdelicatessen.dk , www.moustache.fr

Sunshare stolen, skabt af den franske designer Emmanuel Babled, viser på smukkeste vis marmorens skulpturelle potentiale. Stolen er fremstillet af hvid Carrara marmor, brudt i et af de mest eftertragtede marmorbrud i Europa, nemlig Carrara i Italien. Foto: Emmanuel Babled Studio. www.babled.net

Den italienske møbelproducent Tacchini har en meget sikker hånd, når det drejer sig om at udvælge stilrene designprodukter. De har smukke polstermøbler og borde, som for eksempel Cage bordet, designet af Gordon Guillaumier. Det viste bord indgår i en kollektion af sofaborde i forskellige højder og formater. Stålstel og marmorplade. www.tacchini.it

Eu-paller har i stil med ølkasser gennem tiden inspireret designere til primitive møbler. Tjekkiske Qubus Design tager den arketypiske form og udfordrer vores opfattelse af det primitive ved at anvende et ædelt materiale. Hvem ville ikke gerne eje en eu-palle i marmor. Bordet, der hedder EU-Pallet, er designet af Jakub Cerdych. Den fremstilles i et begrænset antal. www.qubus.cz

Marmor er måske ikke det første materiale, der falder en ind når man tænker lamper, men materialet kan mere end først antaget. Det fremgår af Orbit spot-lampen, designet af den japansk-franske designerduo Aki og Arnaud Cooren for Ymer&Malta. Lamperne fås i flere størrelser i enten hvid eller sort marmor. Foto: Bernard Maltaverne. www.ymeretmalta.com

Et lille landskab af hårde puffer – som trædesten, var den danske designer Cecilie Manz’ bidrag til den seneste udgave af Snedkernes Efterårsudstilling – SE, der under temaet Det Skulpturelle Møbel, blev vist på Thorvaldsens Museum. Det tematiske afsæt var at lave et skulpturelt møbel, skabt i materialets egen farve – i dette tilfælde blå marmor. Foto: Petra Bindel. www.se-design.dk

Sådan kan et sort får også se ud: Emmanuel Bableds unikke Black Sheep bord i sort Marquina marmor er ikke blot en tung sag, det er også et skulpturelt møbel ud over det sædvanlige. Bordet fås også i hvid marmor eller i transparent plexiglas. Foto: Emmanuel Babled Studio. www.babled.net

Marble Lights er en lampekollektion i glas og marmor med designmæssigt afsæt i den arketypiske glødpære. Lamperne består af en glaskuppel og en marmorsokkel, og kollektionen rummer både pendler, gulvlamper og standerlamper. Bag designet står svenske Studio Vit, der er et samarbejde mellem designerne Helena Jonasson og Veronica Dagnert. Foto: Annabel Elston. www.studiovit.se

Knot Marble Chair, Arik Levy

Bone Chair, Ymer & Malta

Orbit spot, Ymer & Malta

Satyendra Pakhalé, Design Miami

Sweet Horizon, Benjamin Graindorge

Historiefusk

Man tager lidt fra rokokoen, stjæler en smule fra barokken, skeler til renæssancen og foretager nogle nedslag i 1800- og 1900-tallet. Blander godt og tilføjer en pæn portion humor og frem toner en stribe møbler, lamper og brugskunst med ikoniske karaktertræk.

Text: Susanne Holte

Vi står på skuldrene af hinanden, gør brug af andres erfaringer og trækker på de landvindinger og opfindelser, der een gang er gjort. Der er derfor langt mellem de dybt originale påfund – det gælder også indenfor interiørdesign, hvor der ofte skeles til de gamle mestre og historiske epoker. En af de helt aktuelle tendenser baserer sig på den nære fortid i skikkelse af de driftige 50’ere og 60’ere, som rummede store forventninger til fremtiden og derfor også var optimismens og de teknologiske landvindingers årtier. Da det i vores turbulente nutid kniber gevaldigt med både det menneskelige og økonomiske overskud giver det god mening at rette blikket bagud mod noget trygt og velkendt, og vi nøjes ikke længere med at kigge nogle årtier tilbage. Vi interesserer os igen for historiske romaner og genrefilm om adel og godtfolk fra den spæde oplysningstid, restauranterne serverer mad, som Struense ville have sat pris på og unge modeskabere tager livtag med rokokoen. Museerne vejrer også morgenluft. Samtidig henter en række formgivere designelementer helt tilbage i det 17., 18, 19. og starten af det 20. århundrede for siden at blande de mange indtryk i en skøn forvirring. Der er på ingen måde tale om troværdige gengivelser af epokernes stilistiske kendetegn, men snarere om parafraser eller humoristiske kommentarer: Man genkender rokokoens elegante snirklede ornamentering og kunstigt tilvejebragte natur, barokkens kontrastrige, effekt- og grænsesøgende udtryk blandet sammen med elementer fra Jugend-stil og Art Nouveau. Referencerne er på mange måder mere sydeuropæiske end nordiske, men da de forskellige stilelementer samples med en afslappet respektløshed bliver indtrykket overraskende internationalt. Humoren er i spil og materialer anvendes på nye måder. Man er således aldrig i tvivl om at der bestemt ikke er tale om antikviteter.

Studio Job har med Altdeutsche Clock skabt en legesyg fortolkning af et gammelt frankisk standur i fine materialer og med udsøgte dekorationer. Den er på programmet hos hollandske Moooi. www.moooi.nl

Marcel Wanders populære Boutique sofaer får hele tiden nyt tøj. Seneste påhit fra den hollandske designer er at klæde den i en grå strikjumper. Delft Grey Jumper fra Moooi er lige på trapperne. Bemærk de feminine rokokoben. www.moooi.nl

Det ligner marmor, men man bliver snydt af Maurizio Galante og Tal Lancmans møbelkollektion Louis XV goes to Sparta for Cerruti Baleri. Møblerne er betrukket med 100% silke med fotografisk tryk af Carrara marmor. www.cerrutibaleri.com

Endnu et fantasifuldt møbel fra Boca Do Lobo – en kommode med en overflade der ser ud som om den var hæklet. Kommoden er fremstillet af 60 kilo messing og en juveler har stået for den sirlige udsmykning. Møblet hedder Crochet (hækling). Limited Edition. www.bocadolobo.com

Det dufter af herreværelse, giver associationer til opdagelsesrejsende og en svunden tid: Equator barskabet har referencer til Portugal og indgår i Boca Do Lobos Coolors Collection. www.bocadolobo.com

Designeren Kiki van Eijk har en dejlig krøllet hjerne. Her har hun lavet en parafrase over et historisk ur – Moss Floating Frame mantelclock til Moss Gallery i New York. Det findes i 14 varianter – hver med helt den samme form, men i vidt forskellige materialer. Her i sort anodiseret aluminium. www.kikiworld.nl

Frank er ikke et almindeligt skuffemøbel, det er en hyldest til Frank Lloyd Wrights Falling Water: blanke overflader, eksotisk træ, metal, lak, glas og spejlglas ovenpå hinanden bliver til en rytmisk kaskade – ikke af vand, men af skuffer. www.bocadolobo.com

Ghostfield, Poltronafrau.

Gothic Chair, Moooi.

Hybrid Composition.

Hvem siger at alle fire ben under et bord skal være ens? Det spørgsmål har designeren Borek Sípek stillet sig selv og han har besvaret det med bordene Joy og Mistral for Sawaya & Moroni. www.sawayamoroni.com

Mantò sofaen fra Poltrona Frau udstråler både noget klassisk elegant og en moderne skødesløshed. Der er historiske referencer men også ledetråde til haute couture. www.poltronafrau.com

Et sødt lille skuffemøbel – Marie Antoinette – skabt af Sam Baron for Casamania. Inspirationen er hentet i fransk interiør fra 1800-tallet, hvor skulpturelle værdier og ynde var på mode. Materialerne er ikke så eksklusive som dengang. Her er der brugt lakeret mdf plade og så har man flottet sig med en enkelt skuffe i valnød. www.casamania.it

Mariusz Malecki, Studio Ziben.

Ottoman, Boccado Lobo.

Rococo Armchair, Godspeed.

Møblerne fra Boca Do Lobo kan virke svulstige på grænsen til det vulgære, men man kan ikke tage fra det portugisiske firma at de formår at forene innovation, fantasi, historie og håndværk, der imponerer. Se bare på det fantastiske Royal bord, der kombinerer udskæringer og intarsia på unik vis. frwww.bocadolobo.com

Bensp

Text: Susanne Holte

Fodboldentusiaster ved helt sikkert hvad det handler om, når dommeren med hård hånd griber ind overfor forseelsen benspænd – og dermed afslører at en spiller helt bevidst har forsøgt at passivisere sin modstander ved frækt at strække sit ben ud foran ham, udelukkende med den gustne hensigt at få ham til at falde eller snuble. Filmentusiaster ved også at instruktøren Lars von Trier skabte nogle kunstneriske benspænd, da han i 2003 lagde forhindringer og dogmeregler ud for at udfordre vennen Jørgen Leth under indspilningen af filmen ”De fem benspænd”. Designentusiaster har formodentlig på samme sæt og vis bemærket at en række formgivere netop nu arbejder innovativt med benspænd – om end i en helt tredje betydning: de flytter fokus fra fladerne for at give fundamentet en ny kreativ dimension. Resultatet er en stribe borde og stole, hvor understellet – selve fundamentet kommer til at fremstå som det centrale. Det indlysende nødvendige tilføres sin helt egen æstetik – en overraskende desingmæssig tyngde, der tvinger blikket ned ad og fastholder fokus i gulvhøjde. Her finder benene nye former, de stikker ud, stritter i hver sin retning, går i knæ, snor og krydser sig, centrerer sig og breder sig. De kommer i flok, i kontrastfulde materialer og farver og de hæfter sig til flader, plader og sæder med sære kunstgreb.

De franske designerbrødre Ronan & Erwan Bouroullec har med Baguette kreeret et sandt mesterværk i aluminium og glas. I bestræbelserne på at forbruge et minimum af materiale er det lykkedes at skabe et ualmindeligt elegant bord, der står let på tå. Producenten er Magis.www.magisdesign.com

Darling er et koncentrat af håndværk og teknologi. Det er den engelske designer Nigel Coates der har udviklet den skulpturelle stoleserie for italienske Frag. Den fås med fem forskellige understel, blandt andet dette snurrige stel med de krydsede ben.www.frag.it

To i een – et af flere bud fra Hilo borde-serien, designet af svenske Form Us With Love. Det svungne understel giver bordet et meget dynamisk ydre. Serien produceres af Voice Furniture.www.formuswithlove.se

Det nye Goblin spisebord fra Cattelan har et særdeles ekspressivt udseende. Understellet, der fås i massiv valnød, eg eller wengé udstråler en skulpturel styrke, som står i dynamisk kontrast til den transparente glasbordplade. Bordet, der fås i mange former og størrelser, er designet af Modus Studio.www.cattelanitalia.it

Tree from One kalder designeren Hunn Wai sine lidt vakkelvorne stole, skabt af træ og plastisk ler. Her nedbryder han den ikoniske form til enkeltdele og skaber dermed en helt ny æstetik. www.hunnwai.com

Infinity er det indlysende navn på Stefano Bigi’s smukke bord for Porada. Det uendelige bånd af poleret træ, der svæver mellem en stålsokkel og en glasplade, giver bordet et unikt og dynamisk udtryk. www.porada.it

Limousine Table, skabt af den sympatiske spanske designer Jaime Hayon og den hollandske kunstner Nienke Klunder til udstillingen American Chateau, er håndværksmæssigt så fantastisk udført at ironien bag næsten går tabt. Bordet er en del af en større kollektion, som blandt andet er en humoristisk kommentar til 1700-tallets europæiske møbelhåndværk. www.hayonstudio.com

Penny Bordet er kreeret af de danske designere Busk+Hertzog for GlobeZero4. www.globezero4.dk

Tegn et cafebord til det kommende kultur-produktionscenter på godsbanen i Århus. Sådan lød den konkrete opgave for designkonkurrencen Aarhush, udskrevet af de Åbne Værksteder på Huset i Århus i samarbejde med designere og arkitekter i Region Midtjylland. Vinderbidraget kom fra Trine Kjær og Mette Risbæk Jensen, begge studerende på Institut for Design på Arkitektskolen i Århus. Re-table er udført i genbrugstræ og kan helt enkelt justeres op og ned.www.aarhush.com

”Dialog – en stol til forhandling” var temaet for den seneste SE-udstilling, der blev vist på Glyptoteket. Her gav en række danske og internationale designere deres bud på et siddemøbel, som kunne stimulere den demokratiske proces. Karen Kjærgaard og Nanna Gram kom med dette bud, udført af JM Rør A/S.

Søren Ulrik Petersens bidrag til den seneste SE-udstilling- En stol til forhandling. Skabt i samarbejde med Amager Forbrænding og lavet af tre IKEA-kataloger, tre plastflasker og et stykke træ. www.sup.dk

Det er de næsten filigran-agtige ben, den ultratynde bordplade, samt de synlige forsænkede skruer i bordpladen, der giver Shrub-bordserien sit helt unikke præg. Shrub er designet af kinesiske Zhili Liu for belgiske Quinze+Milan, der har udfordret de kinesiske underleverandører til at satse mere på kvalitet og mindre på kvantitet. Åbenbart med succes.www.quinzeandmilan.tv

Med reference til 1800-talles franske møbeltradition har designeren Sam Baron skabt bordkollektionen Philippe 1, der er inkluderes i Casamania’s Marie Antoinette Pop Collection. Den fås i flere materialevarianter, som sidebord og cafébord.www.casamania.it

Teatro bordet fra Magis er signeret af designeren Marc Berthier. Det er en opdatering af det velkendte arbejdsbord, som mange arkitekter stadig ynder at bruge på deres atelier. www.magisdesign.com

Table Universelle – eller blot T.U. er navnet pÃ¥ Philippe Nigro’s smarte bord for franske Ligne Roset.www.ligneroset.com