Tag: bord

Ej blot til pynt

 

Belgiske Xavier Lust pjatter ikke med tingene og han går ikke af vejen for at bevæge sig ud i krydsfeltet mellem kunst og design. Se blot hans smukke konsolbord ”Console” i messing. Det er fremstillet i en limited edition med 8 eksemplarer. Foto: Brice Vandermeeren. www.xavierlust.com

Det lille lette konsolbord kan noget, som ikke så mange andre møbler kan: det kan finde sig til rette næsten hvor som helst. Både i kraft af sin lidenhed, sin evne til at smyge sig langs væggen og sin favnende funktion.

Text: Susanne Holte

Konsolbordet er i sit afsæt temmelig pyntesygt. Det lille – ofte smalle – bord, kendes tilbage fra 1700-tallet, hvor dets funktion først og fremmest var af dekorativ karakter. Det blev typisk anvendt til at bære kandelabre og nips og var oftest anbragt langs væggen, mellem døre og vinduer – gerne med et spejl oven over. Konsolbordene, der kunne have et, to, tre eller fire høje ben, var dengang typisk forsynet med en marmortop og optrådte som oftest parvis. De tidligste konsolborde havde organisk formede bordplader og bagudrettede ben og støttede sig op ad væggen. Senere rettede benene sig ud og formen blev mere kantet. Det specielle møbel, der først og fremmest havde fundet indpas hos adelen og det bedre borgerskab gik af mode i slutningen af 1800-tallet, dog kun for at genopstå i nye ekspressive varianter i nutidens moderne boligindretning.

Det aktuelle udbud af konsolborde er overvældende. Der er stadig tale om meget dekorative borde, hvor der eksperimenteres med materialesammensætninger som træ, metal og marmor. Nogle har det oprindelige spinkle look og står let på to ben, andre har mere karakter af et reelt møbel og kan anvendes som små skrivepulte, sekretærer, reoler og opbevaringsmøbler. Flere af de moderne konsoller er ideelle entrémøbler i kombination med et spejl, andre gør sig godt bag ryggen af en fritstående sofa eller blot som et lampebord på en ledig vægplads. Konsollen er ligeledes genial til opstilling af små stilleben, under et maleri i stuen eller til hårbørsten og pudderkvasten i soveværelset.

Endnu et utraditionelt konsolbord fra Christophe Delcourt, der også har designet ”Sen”. Bordet forener det stramme og det organiske i såvel form som materiale, hvor fløjl, læder og poleret messing skaber et smukt hele. Forhandles hos The Apartment. Foto: Pierre Even. www.christophedelcourt.com , www.theapartment.dk

 ”2-Dots” konsolbordet er fra danske Nomess Copenhagen. Det er fremstillet af bejdset asketræ og metal og indgår i en større serie borde. Pris: 2.995,- kroner. www.nomess.dk

En af dem, der har specialiseret sig i konsolborde er franske Edition Christophe Delcourt, der i Danmark forhandles af The Apartment i København. Et elegant bud er ”ULU”, designet af Vincent Dupont-Rougier. Bordet kan også anvendes som et lille skrivebord. Foto: Pierre Even. www.christophedelcourt.com , www.theapartment.dk

”Flamingo” konsolbordet er lidt af et forvandlingsmøbel idet kassetterne kan flyttes og sammensættes på forskellig vis. Bordet er designet af  Marco Guazzini og blev vist på Ventura Lambrate under sidste års møbelmesse i Milano. Materialerne er stål, lyserød marmor og egetræ. Form og pastelfarver er inspireret af arkitekturen i Miami. Fremstilles efter ordre. Kontakt info@marcoguazzini.com.  www.marcoguazzini.com

”Georg” konsolbordet, designet af Christina Liljenberg Halstrøm for Trip Trap. Priser er 2.995,- kroner. www.triptrap.dk

Der er klassisk elegance over konsolbordet fra Jens Lyngsøe Interieur. Det er fremstillet af mørkbejdset træ og metal. Vejledende pris: 9.950,- kroner. www.jlint.dk

 ”NEB” konsol/skrivebord, designet af Per Söderberg, er fremstillet af træ med messingfront og læderbeklædt bordplade. Pris: 24.448, – kroner www.noearlybirds.tictail.com

Arkitekt og industriel designer Isabel Ahm i København er den kreative kraft bag ”Sekretæren”, som er inspireret af unge families dagligliv. Den blev præsenteret på Salone Satelite i Milano. Er endnu ikke sat i industriel produktion, men kan bygges på bestilling ved at kontakte designeren på contact@isabelahm.dk Se mere på www.isabelahm.dk

Den svenske arkitekt- og designvirksomhed SandellSandberg tegner ikke blot spændende huse, de gør sig også i produktdesign. Et af eksemplerne på det er Thomas Sandells konsolbord ”Tilt”, tegnet for italienske Marsotto. Det stramme og, i udgangspunktet, enkle bord er fremstillet i hvid Carrara marmor. Pris: 40.000,- kroner www.sandellsandberg.se , www.marsotti-edizioni.com

Kunstneren og designeren Sebastian Errazuriz overrasker konstant med sit innovative design. Et af de seneste eksempler på hans unikke kreativitet er ”Wave” – som måske snarere kan betegnes som en serie funktionelle skulpturer. www.meetsebastian.com

”Woood” bordet, med den organisk svungne bordplade, er designet af Marcel Wanders for hollandske Moooi. Det kan snildt anvendes som skrivebord eller som makeup-bord. www.moooi.com , www.casashop.dk

”Yeh Wall Table” fra Menu er et lille bord med stor effekt. Ligesom mange af de oprindelige konsolborde læner det sig op ad væggen. Bordet er designet af den Taiwan-baserede designer Kenyon Yeh. Det fås i flere farver. Priser fra  799,- kroner.  www.menu.as

Crossover

Stol møder bord og et helt nyt møbel opstår. Nye møbelkoncepter fødes, grænser opløses og stilsammenstød resulterer i hybridmøbler med flere funktioner samlet i et udtryk. Der mikses og matches på livet løs.

 

Bordet ”Dot” , der giver associationer til en gammeldags trillebør, er designet af Lera Moiseeva for Casamania. For designeren har omdrejningspunktet dog ikke været have-eller landbrugsredskaber, men snarere begrebet transformation. Det ellers så statiske bord bliver i Moiseeva’s fortolkning meget dynamisk. www.casamania.it

Text: Susanne Holte

Konventionerne sættes til vægs og vanetænkningen får et stød for boven når møbeldesignerne for øjeblikket ryster posen med velkendte komponenter for siden at samle dem til helt nye møbeltyper. Der er tale om hybrider, møbler, der er både og –  hverken eller, og alt og intet.

Indenfor biologien og zoologien er hybrider et velkendt begreb: der er ganske enkelt tale om afkom af forældre fra hver sin population og med hver deres genetiske egenskaber. Resultatet er ofte afkom med større modstandskraft – tænk bare på muldyret, der er en krydsning mellem en hest og et æsel, og som i mange lande er det foretrukne transportdyr på grund af sin store styrke. Fra planteriget finder man stribevis af hybrider lige fra roser over kaffe til bananer. I bilbranchen er hybrid ligefrem blevet et varmt og aktuel bonusbegreb med appel til miljøbevidste forbrugere. Blandt musikelskere arbejder man med betegnelsen ”crossover” som betegnelse for musik, som favner flere genre, og som rummer en vis improvisation.

Improvisationen er i høj grad i spil, når det drejer sig om de aktuelle hybriddesigns, som sammenstiller elementer med forskellig funktion, differentierede materialer, mangfoldige farver og modstridende former. Stilen overrasker og spiller i vid udstrækning også på humoren. Der er til dels tale om sammenstød, som når gammel og nyt porcelæn mødes eller tæppet komponeres af en moderne og en traditionel halvdel, men der er også flere eksempler på bløde og naturlige koblinger, som eksempelvis en række siddemøbler med integrerede borde eller lamper.

”N=N05 Bridges for Islands” er det lidt kryptiske navn på denne polstrede stol, designet af Nichetto=Nendo for Casamania. Stolen er en del af et større system, der kan komponeres til sofaarrangementer. www.casamania.it

Den kunstneriske baggrund skinner tydeligt igennem, når den belgiske designer/kunstner-duo Fien Muller og Hannes Van Severen alias  Muller Van Severen, skaber deres multifunktionelle møbler. Sammenstillingen af stol, reol lampe fremstår som en skulpturel enhed med stærke grafiske kvaliteter.  www.mullervanseveren.be

”Bedside cabinet and dress boy” fra skabsserien ”Teca” er designeren Alfredo Häberli’s bud på et praktisk crossover-møbel, hvor man kan hænge og opbevare et sæt tøj samt diverse løsøre. Systemet kendes bedst fra hoteller, men vinder nu også indpas i hjemlige soveværelser. Møblet indgår i Quodes’ kollektion. www.quodes.com

Asymmetri er temaet for ”Gemini” møblerne, designet af UNStudio – Ben van Berkel for Artifort. Den dynamiske form giver mulighed for at variere siddestilling. Sættes stolene i grupper opstår nye spændende former og udtryk. www.artifort.com

”Here & There”  kombinerer stol og bænk og der leges stilmæssigt med modernitet og tradition. Man genkender Windsorstolen sat sammen med en moderne bænk. Møblet, der er fra designvirksomheden Why Not Bespoke, er fremstillet i et begrænset antal på 25. www.whynotbespoke.com

”Rondó” er noget så specielt som en cirkulær rumdeler. Den minder både om et tæppe og et bord – eller en moderne højtaler. Der er tale om et system, fremstillet af lydabsorberende paneler, designet af Denis Guidone for D3CO. ”Rondó” kan også hænges fra loftet. www.d3co.it

”Imboh” stolen er et bæredygtigt samle-selv møbel designet af  den italienske designer Joe Velluto (JVLT) for Designbottega. Der er i princippet tale om en traditionel puf som kan suppleres med ryg- og armlæn samt et lille bord. www.jvlt.it

Det kræver mod at kaste sig ud i nyfortolkninger af gamle klassikere. Det mod har designeren Hella Jongerius udvist ved at pille ved Alvar Aalto’s Armchair 400 og 401 fra 1933. Resultatet er en supermoderne stol, hvor der er leget med farver og tekstiler. Det var Aalto, der udviklede den 2-dimensionelle lamineringsteknik, hvor man limer strimler af træ sammen og formpresser det imens limen hærder. Han kunne således tvinge træet til at antage organiske former uden at gå på kompromis med træets styrke. Stolen produceres af finske Artek. Pris: 18.330,- kroner hos den danske distributør Paustian. www.artek.fi , www.paustian.dk

Et af Nanna Ditzels seneste designs er sofabordet ”Mondial”, som hun skabte i 2000 og som i dag er i produktion hos Getama. Det fås i eg, ask, bøg eller valnød med op til fire cirkulære udtræksplader. Pris ved henvendelse. www.getama.dk

Spanske Patricia Urquiola har gennem en årrække været et stort navn hos den italiensk møbelproducent Moroso, hvor hendes ekspressive designs får vinger at flyve på. På seneste messe i Milano kunne Moroso endnu engang fremvise en stribe designs af den populære designer; blandt andre  ”Love Me (Tender)” kollektionen, der består af en række sofamoduler, som kan mikses og matches. Møblerne er betrukket med et helt nyt jersey-tekstil udviklet i samarbejde med danske Kvadrat. www.moroso.it , www.interstudio.dk

Stjernestøv & himmellegemer

Uendelige vidder, fjerne galakser og en æstetik, som mennesket aldrig ville være i stand til selv at kreere, har inspireret tyske Jan Kath til en overjordisk smuk tæppekollektion, som han kalder Spacecrafted. Tæpperne er håndlavede i Kathmandu. www.jan-kath.de

Fascinationen af himmelrummet, mælkevejen, galakserne og universets uendelighed har altid hersket. Trangen til at se ud over vores egen atmosfære og stille skarpt på andre planeter, måner og stjerner ligger dybt i alle mennesker –  og kunstnere og designere er ingen undtagelse. De går ad stjernetæpper lyseblå og vender tilbage med himmelske kreationer.

Text: Susanne Holte

Alt er i sit udgangspunkt skabt af stjernestøv – også mennesket. Det kan derfor ikke undre, at vi ofte vender blikket op og ud, hvor det hele startede. Ud i universet, hvor de store spørgsmål opsluges af sorte huller eller føres videre med den mørke energi, der, indtil andet er bevist, forklarer hvorfor universet fortsat udvider sig med større og større hast. Hvis det uendelige rum virker angstprovokerende kan man i stedet lade øjet hvile på nogle af de kendte himmellegemer som kan ses med det blotte øje og som vi oven i købet har besøgt: for eksempel den gode gamle Måne, der sender sit kølige, men også romantiske lys ned over os og gør os månesyge, søvnløse, poetiske og ikke mindst kreative. Månens lånte lys, dens kraterfyldte overflade og golde fremtoning har gennem generationer inspireret kunstnere og formgivere til musik, poesi, malerkunst og film, men også til belysning, tekstiler, brugskunst og møbler, der låner form, farve og tekstur fra vores helt egen måne – den måne, der styrer vores tidevand og som formodentlig kommer til at tjene som mellemstation på vores vej ud til Mars. For Mars er det næste store udflugtsmål. Den røde planet, der med sine bjerge og sletter samt tøris ved polerne, er den planet, der umiddelbart har mest til fælles med jorden – måske netop derfor har vi ikke helt opgivet at finde spor efter noget, der minder om liv deroppe i den store golde stenørken. Om der er liv derude på den anden side af evigheden, om universet vil fortsætte med at udvide sig, om stjernerne virkelig forsvinder ind i de sorte huller eller om det nogensinde bliver muligt at benytte ”ormehuller” til at skyde genvej ud til stjernerne får vi nok ikke svar på lige med det første. Så imens de første frivillige jordboere gør sig klar til at blive landsat og kolonisere den røde planet for at undersøge sagen nærmere, må vi tage til takke med teorierne, drømmene og fantasien. Og der er astral næring nok til innovative sjæle: Astronomerne mener, der er flere hundrede milliarder galakser, hver med et par hundrede milliarder stjerner – og det vel at mærke bare i den del af verdensrummet, vi kan se. Der er altså stof nok at tage af – også selv om vi holder os på Mælkevejen og måske nøjes med at sende et drømmende blik til den gamle Måne – som ved nærmere eftersyn viste sig ikke at være en grøn ost.

Babylon Chair, Dirk van der Koij.

Det er en sand fornøjelse at følge udviklingen indenfor lampedesign. Ekspressive former og nye teknologier sætter dagsordenen, og det er kun designernes fantasi, der sætter grænsen.  Om inspirationskilden for Adriano Rachele har været balletdanserens skørt eller en supernova er i udgangspunktet underordnet. Étoile lampen fra Slamp har himmelske referencer. www.slamp.it

City Sphere af James Mc Nabb. www.mcnabbstudio.com

Inspireret af NASAs fotografier af månelandskaber har det New York-baserede Calico Wallpaper udviklet et ganske unikt tapet, der virker både hypnotisk og beroligende. Lunaris tapetet findes i tre forskellige varianter. Motiverne, der er designet af Rachel Mosler, er præget på håndlavet papir i samarbejde med Dieu Donné. Foto: Thomas Richter. www.calicowallpaper.com

Stjernetåger eller røg. Den tyske designer Elisa Strozyk eksperimenterer med keramik og ikke mindst med glaseringen i bestræbelserne på at opnå et flydende og dynamisk mønster på sine smukke borde. Man fornemmer hendes baggrund som tekstildesigner. Foto: Alexander Bôhle. www.elisastrozyk.de

En af nyhederne på forårets internationale møbelmesse i Stockholm kom fra den svenske  designertrio Front, der kunne fremvise deres Fog lampe, designet for Zero. www.frontdesign.org , www.zerolighting.com

Månen er en vigtig inspirationskilde for den danske kunsthåndværker Anne Nowak. White Moon er ifølge Anne selv et af resultaterne af udforskningen af mørket og universet. Det unikke tryk, der måler 78,5×108,5 cm koster 1.600,- Kr. uden ramme og kan købes hos Alhambra & Sons i København eller på webshoppen www.annenowak.bigcartel.com

Lamper og himmellegemer går fint i spænd og der findes hundredevis af lamper, som formmæssigt er inspireret af solen og månen. Således også med den nye Lederam-kollektion fra Catellani & Smith. Her er det Lederam 1 P, der er fremstillet af aluminium, kobber og nikkel. www.catellanismith.com

Månen er ikke blot en ost, den er også et tæppe – her i en fortolkning af designeren Peter Rankin, der har skabt dette elegante håndknyttede Moon 1 tæppe i 100% tibetansk højlandsuld eller silke for Nodus. www.nodusrug.it

Den ligner en halvmåne, men navnet på denne lampe fra italienske Luceplan er Curl. Lampen er designet af Sebastian Bergne, der har leget med den dynamiske form. Den har et specielt LED-modul som giver mulighed for at variere lysets temperatur fra 2400 til 3500 Kelvin. Lyset kan også dæmpes efter behag. Prisen er 2.315,- Kr. www.luceplan.dk for nærmeste forhandler.

Futura Natura mobile fra Flensted.

Impasto lampe, design Nikolaj Steenfatt.

Messing er et aktuelt materiale i boligindretningen igen. Her er det anvendt til en moderne væglampe – Soleil – som selvfølgelig er inspireret af vores solsystems helt store lyskilde: solen. www.brabbu.com

Den engelske designer Brodie Neill, der er kendt for sit eksperimenterende og organiske design, har etableret sit eget brand: Made In Ratio, hvor en række af hans egne designs virkeliggøres og udbydes til salg. Et af de produkter, man finder i den nye kollektion, der blev præsenteret i Stockholm i februar, er bordet Supernova, hvis stjerneformede stel er fremstillet af 100% genbrugsaluminium. Prisen for bord med glasplade er 21.670,- Kr. www.madeinratio.com

Et andet superaktuelt materiale er marmor. Her er det fine materiale anvendt til en skulpturel skammel, der bærer navnet Yoho. Den fine overfladetekstur er inspireret af  vandets og tidens påvirkning af selv de hårdeste materialer. www.brabbu.com

Pin Sofa, www.fzd.me