Tag: Bjarke Ingels

BIG i Frankrig

BIG er blevet valgt til at designe en 80 hektar urbant center – EuropaCity mellem Paris og Roissy i Frankrig. EuropaCity vil tilbyde en blanding af erhverv, kultur og fritid i en hidtil uset stor skala, med et gennemgående tema om Europa som en urban, forskelligartet og kulturel oplevelse. BIGs forslag kombinerer tæt by med åbent landskab og vil blive et kommercielt og kulturelt samlingspunkt for byerne omkring Triangle de Gonesse området. Som en by, der er skåret ind i landskabet vil hele bydelen blive dækket af et grønt tag med rekreative områder, vandrestier og små landbrug. EuropaCity vil i fremtiden blive direkte forbundet med den nye Grand Paris Express Metro til Charles de Gaule lufthavnen og Paris centrum.

-EuropaCity bliver en hybrid mellem tæt by og åbentlandskab: Centrum og periferi forenet i en kombination af tætte gader og pladser under et taglandskab, grønne bakker og dale, forklarer Bjarke Ingels, stiftende partner i BIG.

-Vi er begejstrede for muligheden for at arbejde på et projekt med et så højt ambitionsniveau. EuropaCity har potentiale til at blive verdens mest bæredygtige kultur- og erhvervsby. Ikke kun hvad angår energi og ressourcer, men også ved at bringe fornyet offentligt liv ind i Triangle de Gonesse, uddyber Andreas Klok Pedersen, ledende partner i BIG.

EuropaCity er designet som et laboratorium for bæredygtige teknologier, som ikke kun er energibesparende, men også forbedrer kvaliteten af bymiljøet. Den lange række af kulturelle og rekreative funktioner som koncertsale, vandkulturhus, skibakke, svømmehaller og små landbrug skaber et urbant økosystem, hvor ressourcer ledes fra én funktion til den næste. Hele komplekset er designet til at kunne blive drevet af en kombination af solar biobrændstof og geotermisk energi.

BIG i USA

BIG + Architectural Nexus + Dunn Associates + VBFA + Envision Engineering og Big D står bag vinderforslaget til en ny museumsbygning og renovation af Kimball Art Center i Park City, Utah.

Kimball Art Center, som bl.a. lægger hus til den årlige Sundance Film Festival i Park City, Utah, inviterede sidste år 18 internationale tegnestuer til at deltage i en arkitektkonkurrence om en ny museumsbygning til den anerkendte kunstinstitution, samt en omfattende indvendig renovering af det nuværende center. Vinderprojektet blev offentliggjort i Wall Street Journal og blev udvalgt af en officiel jury, samt besøgende af kunstmuseet og den nylig afholdte filmfestival. Byggeriet forventes påbegyndt i januar 2013 med afslutning i 2015.

-BIGs overbevisende forslag vil videreføre Park Citys historiske særpræg og skabe et nyt vartegn for byen med stærke referencer til byens tidligere ikon, den i 80’erne nedbrændte Coalition Mine Building. Vinderforslaget lever op til vores ønske og mission om at skabe bedst mulige rammer for kunstudstillinger, læring og events. BIGs forslag lægger kursen for Kimball Art Centers fremtid, som med denne udvidelse vil omfavne lokalsamfundet og imødekomme stadig flere internationale besøgende og kunstsamlere.” Robin Marrouche, Executive Director, Kimball Art Center.

BIGs forslag henter inspiration i Park Citys aktuelle byudvikling, projektets unikke beliggenhed, samt byens historie som tidligere mineby. Bygningen styrker bylivet, markerer indgangen til byen og skaber et nyt vartegn for Park City. Den nye museumsbygning er i højde tilsvarende den nedbrændte minebygning Coalition Mine Building, som havde central betydning for Park Citys historie og identitet. Bygningen tilpasser sig byens grid i grundplan mens bygningskroppen i højden snor sig udad mod indgangen til byen og byder tilrejsende velkommen. Façaden er konstrueret af massive træ-elementer der refererer til byens historiske minedrift.


-Park City og Kimball Art Centers rå charme er forankret i en tradition hvor postindustrielle strukturer omdannes til at huse kultur- og fritidsliv. Med vores forslag søger vi at fortsætte denne tradition ved at anvende byggeteknikken fra gamle miner og jernbane elementer som et udgangspunkt for designet af det nye museum. Hvor minebygningen Coalition Mine Building engang stod som et ikon for Park City som en mineby – vil det nye Kimball Art Center stå som et vartegn for det moderne Park City og byens rige kulturliv.” Bjarke Ingels, BIG.


Bygningens snoede façade omslutter en indvendig spiraltrappe, som fører besøgende fra gadeplan op til den generøse tagterasse. Området mellem den nye galleribygning og det eksisterende Kimball Art Center vil huse en restaurant som smelter sammen med en skulpturhave på taget af den nuværende bygning. Den eksisterende bygning vil ved renovation prioritere læring og udstillingsfaciliteter som skal komplementere funktionerne i den nye galleribygning.

BIG news

BIG, arkitektfirmaet OFF, ingeniørerne Buro Happold, konsulenterne Michel Forgue og Franck Boutte er vinderholdet bag designet af et 15 000m2 forskningscenter til Sorbonne Universitetets naturvidenskabelige fakultet Université Pierre et Marie Curie i Paris.

Det kommende forskningscenter, Paris PARC, skal fra sin enestående beliggenhed mellem Jean Nouvels Arabiske Institut og de åbne naturarealer ved Jussieu campus styrke skolens profil som det ledende naturvidenskabelige universitet internationalt og lokalt. For­skningscentret skal samle akademikere og det private erhvervsliv under et tag, samt genskabe forbindelsen til de nære omgivelser og resten af byen. Vinderholdet blev valgt blandt forslag fra MVRDV, Lipsky Rollet, Mario Cucinella og Peripherique.

“Paris PARC er en øvelse i ekstrem kontekstualisme. Kilet ind i en supertæt kontekst i omgivelser af ekstrem arkitekturhistorisk betydn­ing, er Paris PARC udformet gennem en kædereaktion af påvirkninger fra den omgivende by: – udhulet for at lade lys og luft trænge dybt ind i midten – komprimeret for at sikre dagslys og udsyn til naboerne og løftet for at invitere byen og borgerne ind fra både plad­sen og parken. Endelig er facaden vinklet for at spejle den fantastiske udsigt over Paris skyline og bringe silhuetten af Notre Dames tvillingetårne helt ned i baggården.” Bjarke Ingels, Stifter, BIG.

Paris PARC tager sin form efter hensyn til de eksisterende nabobygninger og sikrer optimale dagslysforhold, udsigt og tilgængelighed for alle brugere af huset. Resultatet er et skulpturelt bygningsvolumen, som komplementerer de smukke omgivende universitetsby­gninger fra forskellige historiske perioder.

Et åbent atrium i midten af huset sikrer maksimalt lysindfald og skaber en visuel forbindelse mellem forskningscentrets laboratorier og kontorfaciliteter. Den centrale trappe i atriet tillader udsyn til aktiviteter i laboratorierne og fører op til en offentligt tilgængelig tagterrasse og fakultetsklub hvorfra gæster og medarbejdere kan nyde panoramaudsigter over Paris. Glasvægge imellem laboratori­erne skaber et transparent og inspirerende arbejdsmiljø.

”Vi foreslår en bygning som skaber optimale forhold for vidensdeling og uformelle møder blandt husets brugere. Som en slags vid­enskabelig inkubator vil den nye bygning skabe et optimeret klima for innovation – gennem en tæt sammensætning af laboratorier, forskningsfaciliteter, virksomheder og offentlige programmer. ” Andreas Klok Pedersen, Partner-in-Charge, BIG.

Paris PARC integrerer en række offentlige funktioner og genforener campuslivet på Jussieu med bylivet i Paris. Store panorama vinduer i bygningen skaber en tæt forbindelse mellem arbejdspladser og de ikoniske omgivelser. Ved ankomstpladsen er bygningens facade vinklet 5 grader så Notre Dame katedralens spir reflekteres og skaber en ny visuel sammenhæng mellem universitetet og det historiske Paris.

Sofastykker

Text: Susanne Holte

Stolen har som møbel betragtet et helt fantastisk skulpturelt potentiale. Løsrevet fra sin funktion kan den antage de vildeste former. Helt sådan forholder det sig ikke med sofaen, som først og fremmest byder sig til med sin uovertrufne funktion – sin evne til at samle og skabe intimitet i rummet. Sofaen fylder og bliver helt automatisk stuens midtpunkt – der hvor vi søger hen når der skal hygges, slappes af, ses TV, snakkes og soves. Ligesom alle hjemmets øvrige møbler er sofaen under forandring. Den underlægger sig moden, familiens skiftende sammensætning og boligens varierende størrelse. Den indgår i sæt – hvem er ikke bekendt med 3-2-1-systemet, den fås med indbygget puf, som hjørne, med dun, læder og stof. I formelle og uformelle udgaver. Lige nu er der en tendens til at sofaerne igen skal ned i mindre skala, men det betyder dog ikke at interessen for den store flyder er forsvundet.

1.Tokujin Yoshioka behersker om nogen det lette udtryk. Han går heller aldrig af vejen for at afprøve nye materialer og sætte dem ind i en helt ny kontekst – således også med sofaen Paper Cloud fra Moroso, der som udgangspunkt var fremstillet af papir, men som nu fås i mere holdbare materialer. Som altid er den japanske designer inspireret af naturens skønhed og elementerne luft og vand. www.tokujin.com – www.moroso.it

2.Sofaens ukronede herskerinde, spanske Patricia Urquiola, har endnu engang skabt en både behagelig og elegant en af slagsen for Moroso. Spring er en indbydende modulsofa med gedigne geometriske former, og Urquiola følger dermed op på den saga hun startede med Springfield-sofaen i 2002. www.moroso.it

3.Skal man vælge et stramt, minimalistisk og skandinavisk udtryk eller skal man gå efter det hyggelige, eksklusive og sydlandske look? Det behøver ikke at været et enten eller ifølge den danske sofaproducent Eilersen, der præsenterer sofaen Flap som en skandinavisk sofa i skødesløse klæder. Stramme linier og indbydende hynder med blød duntop. www.eilersen.eu

4.Den franske modeskaber Sonia Rykiel vil af mange være kendt for sit farvestrålende tøj. Nu har den markante og kreative dame kastet sig over interiørdesign. Hun har skabt tekstilerne til Roche Bobois fantastiske sofa In Love, designet af Philippe Bouix for Roche Bobois. www.roche-bobois.com

5.Man kan flyde på kryds og tværs. Sidde og ligge som man vil i Eilersens nye Great Pampas sofa, der er en gigantisk luksusflyder med løse hynder og masser af hyggepuder. www.eilersen.eu

6.In Duplo er en serie, bestående af to sofaer i slægtskab – i en høj og lav version, komponeret over et fælles tema. Det er Anne-Mette Bartholin Jensen og Morten Ernst, der står for det ret usædvanlige design med de smukke linier. Til serien hører også en puf og små sofaborde. www.erik-joergensen.com

7.Den finske designertrio Claesson Koivisto Rune har med sofaen Minima set det store i det små. Den enkle sofa med de buttede former byder sammen med puffen på masser af komfort. Svenske Offecct er producent. www.offecct.se

8.Grand er på een gang en stor, generøs og stram sofa. Det er supertalentet, den svenske designer Monica Förster, der har skabt de smukke linier for den svenske producent Offecct. www.offesst.se

9.Silver Lake møblerne fra Moroso er designeren Patricia Urquiola’s hyldest til 50’ernes California-modernisme. Hun leger med kontrastfyldte overflader og geometriske figurer og spiller på modsætningen mellem det lette og det tunge. www.moroso.it

10.Den kendte italienske designer Antonio Citterio har tegnet en helt ny sofaserie – Suita – for den schweiziske møbelproducent Vitra. Sofaen har klare referencer til Eames og Nelsons elegante kompakte sofadesign fra 50’erne. Sofaen, der er karakteriseret ved sin geometriske ydre form fås med to typer polstring, en fast og en mere blød med ægte dunfyld. www.paustian.com

11.Sunday er en modulopbygget loungesofa fra Fredericia Furniture, til alle der ønsker at have indflydelse på designet. Kombinationsmulighederne er mange – både med hensyn til hvordan modulerne sættes sammen og i valget af tekstiler og farver. Sofaen er designet af danske FurnID, som har villet skabe et venligt og imødekommende møbel. www.fredericia.com

12.Den elegante og lette sofa Boarding er designet af Patrick Norguet for Lapalma. Her er klare linier mikset med kreative elementer. Der fås en matchende loungechair til. www.lapalma.it

14.Danmarks internationale arkitektstjerne, Bjarke Ingels, arbejder også i små skalaer. Sammen med kompagnonen Lars Larsen fra designfirmaet KiBiSi har han udviklet sofaen Brick for producenten Versus. Sofaen består som udgangspunkt af en række puffer, der er ”stablet” ovenpå hinanden – lidt i stil med sandsække. www.kibisi.com

15.Svenske Stefan Borselius har med Dunder skabt en serie sofaer og lænestole for Blå Station ud fra den idé at det eneste vi reelt har brug for er puder! En eller to til at sidde på og en a til at læne rygge op af. Og så måske lige en til at hvile armene på. blastation.se

16.Den danske møbelproducent Stouby har de seneste år samarbejdet med nye designere – også udenfor landets grænser. Seneste eksempel på det er samspillet med hollandske Michiel van der Kley, der har udviklet den på een gang stramme og organiske sofa Orca. www.stouby.com