Tag: BIG

Forårsfornemmelser/Springtime

William Sawaya har ladet sig inspirere af hud og skind og skabt en serie spændende og farverige stole, blandt andre Vicka, som er fremstillet af en slags gele, som giver stolen en plastisk volumen og som gør det muligt at sætte trumf på farverne. www.sawayamoroni.com

Det spirer derude. Forårets mirakuløse transformation, naturens genoplivning, lysets magtdemonstration og farvernes tilbagevenden skaber fornyet optimisme i kolde hjerter. I samklang med den nye årstid lyder positive toner fra politikere, økonomer og vismænd; vi går lysere tider i møde. Helt i tråd med koret af sangvinikere sætter designerne nu også trumf på farverne.

Text: Susanne Holte

”Verden er i farver” lyder en populær dansk sang. En sandhed, det er let at glemme mens man kæmper sig igennem den mørke nordiske vinter og omgivelserne mere ligner kulisserne til en film noir end noget der er optaget i technicolor.

Men snart kommer der igen farver på filmstrimmelen – foråret er på vej med varme, lys og nyt liv. Naturen vågner af sin dvale og kvitterer for vores tålmodighed med en eksplosion af farver. Sådan er det mirakuløst hvert år, men de seneste år har den almindelige krisestemning bleget paletten og taget toppen af livsglæden. Mismodet har ikke blot sat en dæmper på købelysten, det har også indvirket på design og produktudvikling. Vi har søgt trygheden i det kendte, dyrket retrostilen med referencer til bedre tider eller  har gået bodsgang til genbrugsstationerne i bestræbelserne på at vise samfundssind og vilje til forandring. Recessionen har sat sig spor i vores kollektive bevidsthed: vi er blevet ressourcebevidste, sparsommelige og fornuftige – i hvert fald på den korte bane. Designerne har ufortrødent forsøgt at komme igennem med kreativitet og nytænkning, men producenterne har tøvet lidt og er gået efter de sikre løsninger. Nu ser det så ud til at et økonomisk og åndeligt forår skaber fornyet rum for større armbevægelser – og giver plads til flere og mere mættede farver. Der kommer fokus på blå i alle afskygninger. Men også røde, orange, gule og grønne nuancer finder vej til paletten – om ikke andet så som supplement eller accent til pastellerne og de douche farver, der sammen med jordfarverne længe har sat trumf på den eftertragtede nordiske stil. Det skandinaviske farveunivers og de naturlige materialer er på ingen måde en saga blot, men der er blevet plads til et parallelunivers med eksotiske papegøjefarver.

”Alting er i bevægelse – en tanke, et atom”, hævder den tyske designer Camilla Richter, der har ladet sig inspirere af foranderligheden da hun kreerede denne smukke foldeskærm/roomdivider/skulptur, som hun kalder And A And Be Not. Den er lavet af kulørt glas, som reflekterer solen og sender farver ud i rummet.  www.camillarichter.com

April Fools with handle, hedder denne originale skammel som en fin kommentar til det forestående forår. Bag det uhøjtidelige design står Christopher Roy fra designstudiet Whynotbespoke. Skammelen fås i mange forskellige farve- og materialekombinationer. www.whynotbespoke.com

ClaessonKoivistoRune for Wästberg.

Hay

Alle steds nærværende designertrio Claesson Koivisto Rune har stået bag designet af  Juni-lænestolen, produceret af Paola Lenti. Der er faktisk tale om en gyngestol af den mere komfortable slags. Stolen har aftageligt betræk og kan anvendes både ude og inde. Der er også lavet en matchende puf. www.paolalenti.it

Dressed, BIG

Trofaste læsere af disse sider har nok bemærket forkærligheden for Claesson Koivisto Rune. En af forklaringerne kunne være denne smukke lænestol, Kelly fra den italienske producent Tacchini. Stram og alligevel indbydende i al sin enkelhed. Stolen kan fås hos Beau Marché i København, som oplyser at prisen med stof fra Kvadrat er 24.800,- www.tacchini.it  , www.beaumarche.dk

Hallingdal Table, FredriksonStallard.

Fat Boy, Tablitski chair.

Flux Chair.

Designeren og ikke mindst den anglo-irakiske arkitekt Zaha Hadid er så speciel at hun altid vil dele vandene: enten synes man hun er for meget eller også beundrer man hende for det helt unikke, flydende formsprog, som er blevet hendes kendetegn. Et godt eksempel er hendes Kuki Chair for Sawaya & Moroni. www.sawayamoroni.com

Mafalda Chair, Patricia Urquiola, Moroso. www.moroso.it

Melting Pot Table, Dirk van der Koij.

Netframe stolen udstråler en forrygende lethed i denne flotte orange version er der dømt forår. Stolen er designet af duoen Cate & Nelson – svenske Cate Högdahl og spanske Nelson Ruiz-Acal, der også har skabt en matchende sofa. Producent er svenske Offecct. Ideen har været at kreere en komfortabel stol  med et minimum af materialeforbrug. Den fleksible ”skal” er fremstillet af polyesternet mens hynderne er beklædt med Hallingdal fra Kvadrat. www.offecct.se

Den er ikke spritny, men den er ikke til at stå for: Rubber Table fra de svensk/engelske avantgardedesignere Patrik Fredrikson & Ian Stallard, der har samarbejdet siden 1995 og som har udstillet på museer verden over. Der er tale om et eksperiment, som kun eksisterer i prototyper og som blandt andet har været udstillet hos David Gill Galleries.  Makkerparret har lavet mange eksperimenter med gummi og bordet findes i flere varianter. www.fredriksonstallard.com

Det svenske triumvirat, Front Design har skabt Mobile lampen – selvfølgelig med inspiration fra mobilen. Ved at anvende forskellige kontravægte, kan man ændre på lampens form. Foto: Magnus Torsne. www.frontdesign.se

 Ny designer i folden hos Kartell er Christophe Pillet, der har taget afsæt i plastikkens uanede muligheder og skabt vase-kollektionen Shibuya, der fås i flere smukke, transparente farvekombinationer. Vejl. pris 890,-.  www.kartell.it

Tom Dixon, Fan Chair, www.tomdixon.net

Et sofabord kan sagtens transformere til et kunstværk når det har været i hænderne på Fredrikson Stallard. Se blot deres fantastiske Waterfall glasfiberbord, produceret af Driade. Fås i flere flotte højglas farver. www.driade.com

BIG i Frankrig

BIG er blevet valgt til at designe en 80 hektar urbant center – EuropaCity mellem Paris og Roissy i Frankrig. EuropaCity vil tilbyde en blanding af erhverv, kultur og fritid i en hidtil uset stor skala, med et gennemgående tema om Europa som en urban, forskelligartet og kulturel oplevelse. BIGs forslag kombinerer tæt by med åbent landskab og vil blive et kommercielt og kulturelt samlingspunkt for byerne omkring Triangle de Gonesse området. Som en by, der er skåret ind i landskabet vil hele bydelen blive dækket af et grønt tag med rekreative områder, vandrestier og små landbrug. EuropaCity vil i fremtiden blive direkte forbundet med den nye Grand Paris Express Metro til Charles de Gaule lufthavnen og Paris centrum.

-EuropaCity bliver en hybrid mellem tæt by og åbentlandskab: Centrum og periferi forenet i en kombination af tætte gader og pladser under et taglandskab, grønne bakker og dale, forklarer Bjarke Ingels, stiftende partner i BIG.

-Vi er begejstrede for muligheden for at arbejde på et projekt med et så højt ambitionsniveau. EuropaCity har potentiale til at blive verdens mest bæredygtige kultur- og erhvervsby. Ikke kun hvad angår energi og ressourcer, men også ved at bringe fornyet offentligt liv ind i Triangle de Gonesse, uddyber Andreas Klok Pedersen, ledende partner i BIG.

EuropaCity er designet som et laboratorium for bæredygtige teknologier, som ikke kun er energibesparende, men også forbedrer kvaliteten af bymiljøet. Den lange række af kulturelle og rekreative funktioner som koncertsale, vandkulturhus, skibakke, svømmehaller og små landbrug skaber et urbant økosystem, hvor ressourcer ledes fra én funktion til den næste. Hele komplekset er designet til at kunne blive drevet af en kombination af solar biobrændstof og geotermisk energi.

BIG i USA

BIG + Architectural Nexus + Dunn Associates + VBFA + Envision Engineering og Big D står bag vinderforslaget til en ny museumsbygning og renovation af Kimball Art Center i Park City, Utah.

Kimball Art Center, som bl.a. lægger hus til den årlige Sundance Film Festival i Park City, Utah, inviterede sidste år 18 internationale tegnestuer til at deltage i en arkitektkonkurrence om en ny museumsbygning til den anerkendte kunstinstitution, samt en omfattende indvendig renovering af det nuværende center. Vinderprojektet blev offentliggjort i Wall Street Journal og blev udvalgt af en officiel jury, samt besøgende af kunstmuseet og den nylig afholdte filmfestival. Byggeriet forventes påbegyndt i januar 2013 med afslutning i 2015.

-BIGs overbevisende forslag vil videreføre Park Citys historiske særpræg og skabe et nyt vartegn for byen med stærke referencer til byens tidligere ikon, den i 80’erne nedbrændte Coalition Mine Building. Vinderforslaget lever op til vores ønske og mission om at skabe bedst mulige rammer for kunstudstillinger, læring og events. BIGs forslag lægger kursen for Kimball Art Centers fremtid, som med denne udvidelse vil omfavne lokalsamfundet og imødekomme stadig flere internationale besøgende og kunstsamlere.” Robin Marrouche, Executive Director, Kimball Art Center.

BIGs forslag henter inspiration i Park Citys aktuelle byudvikling, projektets unikke beliggenhed, samt byens historie som tidligere mineby. Bygningen styrker bylivet, markerer indgangen til byen og skaber et nyt vartegn for Park City. Den nye museumsbygning er i højde tilsvarende den nedbrændte minebygning Coalition Mine Building, som havde central betydning for Park Citys historie og identitet. Bygningen tilpasser sig byens grid i grundplan mens bygningskroppen i højden snor sig udad mod indgangen til byen og byder tilrejsende velkommen. Façaden er konstrueret af massive træ-elementer der refererer til byens historiske minedrift.


-Park City og Kimball Art Centers rå charme er forankret i en tradition hvor postindustrielle strukturer omdannes til at huse kultur- og fritidsliv. Med vores forslag søger vi at fortsætte denne tradition ved at anvende byggeteknikken fra gamle miner og jernbane elementer som et udgangspunkt for designet af det nye museum. Hvor minebygningen Coalition Mine Building engang stod som et ikon for Park City som en mineby – vil det nye Kimball Art Center stå som et vartegn for det moderne Park City og byens rige kulturliv.” Bjarke Ingels, BIG.


Bygningens snoede façade omslutter en indvendig spiraltrappe, som fører besøgende fra gadeplan op til den generøse tagterasse. Området mellem den nye galleribygning og det eksisterende Kimball Art Center vil huse en restaurant som smelter sammen med en skulpturhave på taget af den nuværende bygning. Den eksisterende bygning vil ved renovation prioritere læring og udstillingsfaciliteter som skal komplementere funktionerne i den nye galleribygning.

BIG news

BIG, arkitektfirmaet OFF, ingeniørerne Buro Happold, konsulenterne Michel Forgue og Franck Boutte er vinderholdet bag designet af et 15 000m2 forskningscenter til Sorbonne Universitetets naturvidenskabelige fakultet Université Pierre et Marie Curie i Paris.

Det kommende forskningscenter, Paris PARC, skal fra sin enestående beliggenhed mellem Jean Nouvels Arabiske Institut og de åbne naturarealer ved Jussieu campus styrke skolens profil som det ledende naturvidenskabelige universitet internationalt og lokalt. For­skningscentret skal samle akademikere og det private erhvervsliv under et tag, samt genskabe forbindelsen til de nære omgivelser og resten af byen. Vinderholdet blev valgt blandt forslag fra MVRDV, Lipsky Rollet, Mario Cucinella og Peripherique.

“Paris PARC er en øvelse i ekstrem kontekstualisme. Kilet ind i en supertæt kontekst i omgivelser af ekstrem arkitekturhistorisk betydn­ing, er Paris PARC udformet gennem en kædereaktion af påvirkninger fra den omgivende by: – udhulet for at lade lys og luft trænge dybt ind i midten – komprimeret for at sikre dagslys og udsyn til naboerne og løftet for at invitere byen og borgerne ind fra både plad­sen og parken. Endelig er facaden vinklet for at spejle den fantastiske udsigt over Paris skyline og bringe silhuetten af Notre Dames tvillingetårne helt ned i baggården.” Bjarke Ingels, Stifter, BIG.

Paris PARC tager sin form efter hensyn til de eksisterende nabobygninger og sikrer optimale dagslysforhold, udsigt og tilgængelighed for alle brugere af huset. Resultatet er et skulpturelt bygningsvolumen, som komplementerer de smukke omgivende universitetsby­gninger fra forskellige historiske perioder.

Et åbent atrium i midten af huset sikrer maksimalt lysindfald og skaber en visuel forbindelse mellem forskningscentrets laboratorier og kontorfaciliteter. Den centrale trappe i atriet tillader udsyn til aktiviteter i laboratorierne og fører op til en offentligt tilgængelig tagterrasse og fakultetsklub hvorfra gæster og medarbejdere kan nyde panoramaudsigter over Paris. Glasvægge imellem laboratori­erne skaber et transparent og inspirerende arbejdsmiljø.

”Vi foreslår en bygning som skaber optimale forhold for vidensdeling og uformelle møder blandt husets brugere. Som en slags vid­enskabelig inkubator vil den nye bygning skabe et optimeret klima for innovation – gennem en tæt sammensætning af laboratorier, forskningsfaciliteter, virksomheder og offentlige programmer. ” Andreas Klok Pedersen, Partner-in-Charge, BIG.

Paris PARC integrerer en række offentlige funktioner og genforener campuslivet på Jussieu med bylivet i Paris. Store panorama vinduer i bygningen skaber en tæt forbindelse mellem arbejdspladser og de ikoniske omgivelser. Ved ankomstpladsen er bygningens facade vinklet 5 grader så Notre Dame katedralens spir reflekteres og skaber en ny visuel sammenhæng mellem universitetet og det historiske Paris.