Tag: beton

Katedral i dialog med lyset

Der er langt mellem indvielsen af nye katedraler – disse exceptionelle bygninger hører på mange måder en anden epoke til. Set i det lys alene er det en begivenhed af de større, at der langt oppe  i Norge – 500 km nord for Polarcirklen, netop er blevet indviet et fantastisk bygningsværk: Nordlyskatedralen. Den 47 meter høje katedral, som er designet af schmidt hammer lassen architects i samarbejde med Link Arkitektur, er allerede inden indvielsen blevet opfattet som et symbol og et arkitektonisk vartegn for hele området.

Da arkitektkonkurrencen om Nordlyskatedralen blev udskrevet i 2001, ønskede byrådet i Alta sig ikke bare en ny kirke: De ønskede sig en bygning, der både skulle være et arkitektonisk vartegn og være med til at fremhæve Altas rolle som et sted, hvorfra nordlysfænomenet kan observeres.

-Nordlyskatedralen er i sit design dybest set et produkt af den omgivende natur og den lokale kultur. Bygningen er et vartegn, der gennem sin arkitektur symboliserer det ekstraordinære naturfænomen, nordlyset, som kendetegner stedet, forklarer John F. Lassen, partner hos schmidt hammer lassen architects.

-Katedralen spejler, både konkret og i overført betydning, nordlyset. Æterisk, flygtig, og poetisk Den markerer sig som en solitær skulptur i samspil med den storslåede natur.

Nordlysets betydning afspejles i katedralens arkitektur. Kirkens konturer rejser sig i en spiralform, der kulminerer med spidsen af klokketårnet 47 meter over jorden. Facaden, der er beklædt med titanium, reflekterer nordlyset i de lange perioder med arktisk vintermørke og forstærker oplevelsen af fænomenet.

 

Indenfor fremstår katedralens hovedrum, kirkerummet, som en fredfyldt kontrast til bygningens dynamiske ydre. Materialevalget, med vægge af rå beton samt gulve, paneler og lofter af træ, er med til at understrege den nordiske kontekst. I kirkerummet trænger dagslyset ind via høje, smalle, irregulært placerede vinduer. Et ovenlysvindue oplyser hele væggen bag alteret, hvorved der skabes en helt særlig stemning i rummet.

Katedralen, der har plads til 350 personer i kirkerummet, indeholder også funktioner som administration, undervisningslokaler, udstillingsarealer og en menighedssal.

Det er ligeledes en dansker, der står for katedralens udsmykning, idet Peter Brandes har fortolket på den religiøse symbolik i skikkelse af glasmosaikker, døbefont og en 4,3 meter høj kristusfigur i bronze.

Hardware

Ud af skammekrogen og op på piedestalen. 60’erne og 70’ernes mest forkætrede materiale – betonen står til en uforbeholden undskyldning. Designere verden over siger be-be og omfavner det grå som i mellemtiden er blevet grønt og politisk korrekt. Producenterne kvitterer ved at føje nye bløde værdier til det hårde, men yderst plastiske materiale.

Text: Susanne Holte

BETON – ordet efterlader associationer til kedelige boligkarreer, til monoton og trist 60’er og 70’er arkitektur uden æstetiske værdier, til ensretning, rationalitet og masseproduktion. Associationer som måske snarere burde tilskrives en epokes politiske og designmæssige konformitet, og derfor ikke lægges materialet til last. Kigger man på et af verdens ældste arkitekturværker – Pantheon i Rom, som blev bygget i år 140 og bl.a. er konstrueret af beton, må man jo vedgå at det gode gamle byggemateriale tidligere er anvendt i skønhedens interesse. Efter årtier i skyggen, er betonen tilbage i både arkitektur og design – denne gang med en helt anden respekt for det uforløste potentiale som materialet rummer. I en tid hvor interessen for det bæredygtige er i vækst og hvor naturlige råstoffer og recyckling er buzzwords, er betonen – der består af sand, grus, kalk og vand, nemlig ikke til at komme udenom: det er ren natur, det er holdbart og det er genanvendeligt. Den nye interesse for betonen skyldes dog ikke alene at den nu er blevet anerkendt som værende grøn og derfor politisk korrekt. Opmærksomheden kan også tilskrives nye teknologier, der i dag giver mulighed for at anvende det formbare materiale på en langt mere kreativ måde i moderne arkitektur, men i høj grad også inden for kunst og design.

Gr

Hvem siger at tilværelsen kun er sort eller hvid. For langt de fleste er den overvejende gråmeleret – et afbalanceret miks af både kul og kridt. Askesens og renselsens symbolske grå farve sætter netop nu sit støvede fingeraftryk på såvel catwalken som på design- og interiørscenen. Som fugl Phønix rejser de nye designs sig af asken, først og fremmest blandt avantgarden i New York, hvor den underspillede palet længe har signaliseret kreativitet og intellektualitet. Nu er turen kommet til Europa, hvor vi dette efterår skal finde ind til vores indre Askepot.

Text: Susanne Holte

Forårets islandske askesky lagde ikke blot en dæmper på rejselysten. Vi blev bogstavelig talt grounded – tvunget til at blive hjemme eller tage ufrivilligt ophold derude i det fremmede, i lufthavnsterminaler eller overbookede hoteller, hvor vi fik tid til refleksion og mulighed for at nå til en erkendelse af, at kontrol er en illusion. Ved samme lejlighed blev vi mindet om, hvor lille denne klode er og hvor let det er at blive slået ud af kurs. Begivenheden, der for længst er blevet overtrumfet af nye og større katastrofer og derfor allerede er på vej ind i historiens store glemmebog, var måske ikke blot et varsel fra naturen, men også startskuddet til en ny grå epoke med fokus rettet mode det nedtonede – en ny begyndelse, et ubeskrevet blad, hvorpå fremtiden kan tegnes. Næsten simultant med vulkanens vredesudbrud opstod der blandt designere og trendsættere en spirende interesse for neutrale jord- og stenfarver. Grå blev endnu engang udråbt til den nye sorte – til den ultimative signaturfarve for de unge og kreative, de moderne og intellektuelle. Grå er efterårets uomgængelige farve, og det vel at mærke i alle tænkelige toner fra den bløde douche variant med lilla, petrol eller oliven undertoner over røg, kisel, antracit, jord og mudder til den næsten sorte koks. Nuanceforskellene dyrkes og de mange grå nuancer sættes sammen i et rent, cool og asketisk look, men også i en varm og indbydende udgave. Frygten for at gå i eet med efterårshimmelen kan imødegås ved at mikse det afdæmpede udtryk med en fræk lilla, en vovet rød markering eller en orange eller lime accent. Metalliske farver er også en helt legal måde at tilføje det neutrale et elegant og eksklusivt pift.

Grå mangfoldighed

Grå er – måske lidt unfair – en udskældt farve. Den anses for at være kedelig og trist, og personer, der sværger til netop denne lidt undselige kulør, hævdes at være uengagerede og utilbøjelige til at binde eller involvere sig. Farvepsykologer hævder sågar at den ”grå” personlighed står ved siden af sig selv, har et lavt selvværd og oplever verden lidt på afstand – en barsk påstand, når man nu ved at grå netop bærer farverne i sit inderste væsen: faktisk opstår den grå farve grå når to komplementærfarver smelter sammen, det vil sige når man blander to farver, som tilsammen indeholder alle lysets bølger. Det kan være kombinationen af sort og hvid, men også sammensmeltningen af gul og violet, rød og grøn eller blå og orange. Alligevel stemmer den grå nuance ofte sindet i mol – ikke mindst når oktober melder sin ankomst. Her giver det mening at tale om en grå hverdag. Når vi alligevel med jævne mellemrum tager farven til os, også i indretningssammenhæng, skyldes det formodentlig at grå netop er en villig medspiller og let sættes sammen med andre farver i boligen. Udefra kommende kulører kalder de gemte komplementærfarver frem – og derfor kan den grå faktisk noget, som ikke ret mange andre farver formår: den kan indgå i en hvilken som helst kontekst og alligevel gøre en god figur. Grå er en fantastisk basisfarve og i den rette kontekst kan den stemmes til både dur og mol. Den formår at være diskret og raffineret, men også at fremstå fræk og forførende. Skal man være lidt højstemt kan man sige, at den er et fint symbol på puritanisme og åndelighed – en trend, man vel kun kan hilse velkommen.

Grå på den hårde måde

Åndelighed og beton er ikke umiddelbart synonymer. Noget tyder dog på, at tidsånden og forkærligheden for askesens grå igen passer meget godt sammen med 60’ernes og 70’ernes forkætrede byggemateriale, som er blevet comme il faut. Designere verden over bøjer sig i støvet og favner den grå beton, som nu anses for både at være grøn og politisk korrekt. Producenterne kvitterer for opmærksomheden ved at føje nye bløde værdier til det hårde, men yderst plastiske materiale. Negative associationer, som måske snarere bør tilskrives 60’ernes politiske og designmæssige konformitet, skal ikke længere lægges materialet til last. Kigger man på et af verdens ældste arkitekturværker – Pantheon i Rom, som blev bygget i år 140 og blandt andet er konstrueret af beton, må man jo vedgå, at det gode gamle byggemateriale tidligere er anvendt i skønhedens interesse. Efter årtier i skyggen, er betonen således tilbage i både arkitektur og design – denne gang med en helt anden respekt for det uforløste potentiale som materialet rummer. I en tid hvor interessen for det bæredygtige er i vækst og hvor naturlige råstoffer og recyckling er buzzwords, er betonen – der består af sand, grus, kalk og vand, nemlig ikke til at komme udenom: det er ren natur, det er holdbart og det er genanvendeligt. Den nye interesse for betonen skyldes dog ikke alene, at den nu er blevet anerkendt som værende grøn. Opmærksomheden kan også tilskrives nye teknologier, der i dag giver mulighed for at anvende det formbare materiale på en langt mere kreativ måde i moderne arkitektur, kunst og design.